tirsdag den 16. juli 2013

At trævle op eller ikke at trævle op - og så en rose!

Jeg blev for få dage siden fristet til at slå masker op til et tæppe. Det er inspireret af Arne & Carlos' tæppe, som jeg nævnte i dette indlæg, og af et tørklæde, som jeg strikkede til min søster i julegave. Jeg bruger strømpegarn i lysegrå - fra garnreolen - og rester i alle mulige farver fra restekurven af strømpegarn og lidt akryl og mohair/angora. Ikke noget bomuld, og heller ikke noget luksusgarn.
Det er nemt og hurtigt at strikke, og farveskiftene gør det underholdende. Men jeg er af en eller anden grund ikke helt tilfreds. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det. Måske tvivler jeg bare på, at vi har brug for tæppet?
Så jeg overvejer faktisk at trævle op igen. Måske jeg vil strikke et tørklæde eller sjal i stedet for. Med samme teknik og garn. Jeg tænker, at jeg i hvert fald skal strikke noget, hvor jeg får brugt en god del af resterne, som jeg har liggende.





Og se så min gule rose, hvor fin og stor den er blevet. Den dufter dejlig frugtagtigt, synes jeg. Min søn på 3 synes, den dufter af slik. Hvilket i hans verden er ganske vidunderligt. Og vidunderligt var også det ord, min datter på 6 helt spontant brugte, da hun første gang snusede til rosen.

2 kommentarer:

  1. Tæppet ser da ellers godt ud. Personligt kan jeg slet ikke få tæpper nok, men det er selvfølgelig et stort arbejde, hvis man ikke får det brugt

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Jeg overvejer da også bare at fortsætte. Faktisk er jeg i gang med tre meget forskellige tæpper i øjeblikket, hvis jeg tæller dette med.

      Slet

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...