Viser opslag med etiketten Børnetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børnetøj. Vis alle opslag

søndag den 14. juli 2019

Ballonsweater til datteren

Jeg har strikket en ballonsweater til datteren. Og jeg er vild med den! Farven, garnet, konstruktionen - det hele! Og så klæder den hende også rigtig godt. Hun gad dog ikke stå model, så I må nøjes med billeder af trøjen alene. 


Opskrift: Ballonsweater fra PetiteKnit.

Opskriften er femstjernet og derfor i den sværeste kategori. Men egentlig er den ikke svær at strikke, synes jeg. Den krævede dog, at jeg satte mig ind i et par nye teknikker: italiensk opslag og italiensk aflukning.

Sidstnævnte bliver nogle gange skældt ud for at være besværlig og tage lang tid. Og ja, den tager tid. Men resultatet er det værd. Jeg lærte hurtigt teknikken og syntes egentlig, det var hyggeligt at sidde der med nålen og nørkle lidt. Der er jo nærmest garanti for et godt resultat - i modsætning til, når jeg bruger nålen for at sy dele sammen. Dét bryder jeg mig virkelig ikke om.

Opslagningen skal jeg prøve nogle flere gange for at få den på rygraden. Men jeg fandt det ikke særlig besværligt og er vild med resultatet. 

Jeg googlede mig frem til instruktionsvideoer på YouTube. Kimmie Munkholms videoer var dem, der gav bedst mening for mig. Helt enkle og ligetil - og så er de faktisk målrettet flere af opskrifterne fra PetiteKnit.

Størrelse: datteren er 12 år og bruger nok egentlig en størrelse ekstra small i trøjer. Men denne skulle være løs og gerne til at vokse i, så jeg valgte at strikke i størrelse small. Det viste sig at være en god beslutning. Trøjen er helt perfekt og vil sandsynligvis kunne passe hende hele vinteren. 

Pinde: jeg strikkede på pind 3 og 4 - som anbefalet i opskriften. Jeg brugte bare rundpind på 80 cm til det hele. Magic loop er en dejlig teknik, så man ikke behøver finde så mange forskellige pinde frem men kan nøjes med én i hver størrelse. 

Garn: trøjen strikkes med to tråde garn holdt sammen.

Opskriften anbefaler Arwetta fra Filcolana. Og da det er et yndlingsgarn, var det et nemt valg for mig. Jeg købte seks nøgler à 50 gram i en gammelrosa (farve nr. 187) hos Fandango i Aarhus, da vi var på Garnstafet i slutningen af maj. Jeg brugte 252 gram af dette garn, så jeg havde næsten et helt nøgle tilbage.

Det andet garn skulle være noget kidmohair, og dér var jeg nødt til at prøve mig en lille smule frem. Jeg havde noget garn på lager men var ikke helt tilfreds med farverne, det indeholdt enten for meget lilla eller var for stærk pink. Til sidst bestilte jeg tre bundter à 50 gram SilkMohair i farven Miss Piggy fra Sysleriget. Lidt dyrt men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Garnet er vidunderligt blødt, når det bliver strikket op. Jeg har mange gange bare siddet og aet mit strikketøj. Og det helt lyse lyserød gav i kombination med det gammelrosa Arwetta en meleret farve, som både datteren og jeg var tilfredse med. Jeg brugte 116 gram SilkMohair og har derfor nok tilbage til, at jeg kan bruge det i et andet projekt.










onsdag den 4. juli 2018

De seneste 9 - på Instagram




Min Instagram profil har i løbet af de seneste 9 billeder været præget af to håndarbejder - et multifarvet hæklet tæppe i bomuldsrester og en pigecardigan i lilla merino. Det er lige netop disse to projekter, der optager mig for tiden. Og de bliver begge fine!


Og så er der børnene! Min egen lille roligan er vældig optaget af VM i fodbold. Jeg har set en hel del kampe sammen med ham. Vi hygger os. Og nu, hvor Danmark er ude, hepper vi da bare på Frankrig, som manden jo kommer fra. 


Billedet af datteren er mindre hyggeligt. Det er røntgenbilledet med de brækkede knogler. For knap to uger siden faldt hun af en hest og landede så uheldigt, at hun fik åbent benbrud. Begge knogler i venstre underben brækkede lige over anklen, så hun skulle opereres og knoglerne sættes på plads med noget metal. Hun kommer desværre til at tilbringe det meste af sommerferien med benet i gips efterfulgt af genoptræning. 

fredag den 9. februar 2018

Gult halsrør og hue til datteren


Dette enkle sæt med hue og halsrør til datteren har været længe undervejs på trods af dets enkelhed. Det startede med, at jeg fandt et fedt halsrør på Pinterest, som jeg gerne ville strikke til hende. Det gjorde jeg så. Men størrelsen var forkert, så jeg trævlede op, justerede størrelsen og strikkede igen. Det sad stadig forkert på hende, så jeg trævlede op igen. Ellers var det rigtig lækkert - og sjovt at strikke - så jeg vil gerne anbefale opskriften, selv om den er på engelsk: Bandana Cowl fra Purl Soho.

Derefter besluttede jeg mig for at strikke et helt enkelt rør i glatstrik, dog med perlestrik i begge kanter for at forhindre dem i at rulle. Da røret endelig var færdigt, overvejede jeg et par matchende håndledsvarmere. Men egentlig havde datteren mere brug for en hue. Så jeg strikkede en enkel hue i glatstrik med rullekant. Den er en smule lang, så den hænger lidt bagpå. Enkelt og nemt. Og datteren er glad.


Og det er jeg også, for jeg fik brugt det meste af garnet. Jeg hader nemlig, lækkert garn går til spilde. Og ja, det var lækkert garn, som jeg havde besluttet at bruge til datteren, da jeg synes, gult klæder hende så godt.

Jeg strikkede med to tråde garn på rundpind nr. 5,5. Til huen brugte jeg ‘magic loop’. Garnet var én tråd  kidmohair Angel by Permin i en lys pastelgul. Det andet garn var håndfarvet fra Syslerigets Garnklub i det lækreste entrådede merino - gule nuancer med speckles. De to slags garn fungerede rigtig godt sammen. Og jeg fik brugt det meste af det håndfarvet garn, hvoraf jeg havde 100 gram. Resten af kidmohair garnet gemmer jeg til en anden god gang. Der var så meget tilbage, at jeg sagtens kan bruge det til noget fornuftigt.



søndag den 28. januar 2018

Ankers Trøje til sønnen


 
Det var lang tid siden, jeg havde strikket tøj til min søn, og han plagede, så i sensommeren/starten af efteråret strikkede jeg en trøje til ham. Han blev vældig glad, og siger, den er lækker. Men underligt nok har han ikke for alvor brugt den endnu. Måske fordi den kradser, og han ikke vil indrømme det?

Opskriften er Ankers Trøje - My Size fra PetiteKnit. Ja, jeg har strikket xs i damestørrelsen i en anden strikkefasthed, end opskriften anbefaler, for at ramme den rigtige størrelse. Kropslængden og ærmelængden blev målt direkte på sønnen, så de passer til ham. Trøjen endte vel med at passe til cirka 10 år i drengestørrelse. Perfekt til min velpolstrede og skulderbrede 8-årige søn. Faktisk klæder den ham rigtig flot. 

Garnet er Navia Duo i en smuk blå, der minder om falmet denim (farven hedder Denim Blå). Garnet er noget af mit yndlings strikkegarn. Virkelig dejligt og elastisk at strikke. Men denne gang virkede det en smule mere kradst, end jeg er vant til. Måske det bare var farven, eller måske de har ændret på sammensætningen af fibrene? Kradsheden havde ingen indflydelse på strikkeglæden, men den er grunden til, at jeg tænker, at trøjen måske kradser, når den er på.

Jeg strikkede på den anbefalede pind og brugte mindre end 4 nøgler garn til trøjen. Igen en billig børnetrøje, selv om dette garn - i modsætning til garnet til Ingen Dikkedarer sweateren til datteren - blev købt til fuld pris.

Jeg købte garnet, da vi var på Færøerne på sommerferie. Før i tiden fik jeg ofte lyst til at hamstre Navia garn, når vi var på Færøerne. Men det er ikke længere nødvendigt, da Netgarn.dk har fået en stor del af Navias sortiment til stort set de samme priser, som det koster på Færøerne, både i deres fysiske butik i Aarhus. Og desuden kan man nu bestille online hos Navia.fo og få leveret til Danmark for kr. 49, hvilket er det samme som hos de fleste danske webshops.


 

mandag den 15. januar 2018

Ingen Dikkedarer til datteren

Hvordan blogger man om et halvt års strik?

Når jeg har lavet et projekt færdigt, er det vældig praktisk at skrive et indlæg, som indeholder alle oplysninger om garn, strikkepinde , opskrift, størrelse samt eventuelle ændringer, som jeg måtte have lavet i opskriften. Desuden skriver jeg gerne om diverse overvejelser, som jeg har haft, og om hvor stor glæde, jeg synes, projektet har giver mig, og hvad jeg har lært af det. Jeg skriver ikke så mange indlæg for tiden. Til gengæld strikker jeg temmelig meget. Nogle af de færdige projekter er blevet fotograferet. Nogle har jeg stadig, imens andre er blevet solgt eller givet væk.

Min hukommelse er desværre ikke, hvad den måske en gang var. Derfor har jeg faktisk glemt mange af detaljerne vedrørende de færdiggjorde projekter. Så jeg kan ikke skrive alle detaljerne i et indlæg, som jeg plejer. Det ærgrer jeg mig over. Men i det mindste har jeg billeder af nogle af de strikkede ting. Og jeg husker nogle detaljer. Her er en trøje, som jeg strikkede til datteren i sensommeren.
 

 
Ingen Dikkedarer fra PetiteKnit. Strikket til datteren i Ciao Trunte fra Hjertegarn. Voksenopskrift støttelse XS strikket i for tyndt garn, sådan at trøjen blev i børnestørrelse (ca. størrelse 12 år, vil jeg mene). Det fungerer fint med denne opskrift. Det handler om proportioner og ikke centimeter. Og da der strikkes oppefra og ned, kan man måle længden på personen, der skal bruge trøjen. Garnet blev købt på loppemarked for kr. 5 per nøgle (selv om det er 100% Merino), og da jeg brugte mindre en 5 nøgler til hele trøjen, endte den med at koste under kr. 25. Og datteren er glad for den. Desuden er jeg temmelig vild med opskriften, og jeg overvejer lige en trøje til mig selv i noget hørgarn, som jeg har liggende.

tirsdag den 5. september 2017

Dårlig skulder strik



I løbet af ganske kort tid, kun ca. halvanden måned, har jeg oplevet at have skader i begge skuldre. Jeg fik for nylig en inflammation i venstre skulder, hvor jeg lige før sommerferien havde det i højre skulder. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet strikke i alt for mange dage.

I dag har jeg fået lagt en blokade i skulderen. Det gør stadig ondt, men jeg tør nu bevæge den. Skulderen må bare ikke belastes på nogen som helst måde før om nogle dage. 

Nu er det så, at abstinenserne sætter ind! Jeg savner mit strikketøj! Så jeg har fundet et lille og let strikketøj på rundpind frem, og nu sidder jeg her med puder under albuen, så den er støttet bedst muligt, og strikker kun ved at bruge hænderne og uden at bevæge armen. Det fungerer sådan nogenlunde da.

Jeg er gået i gang med en 'ingen dikkedarer sweater' – du ved den kendte fra PetiteKnit. Jeg er kommet særdeles sent med på bølgen, men jeg er vild med enkelheden og pasformen i designet. Så nu strikker jeg en sweater til min datter. Den er i et helt andet garn end I opskriften, så dette er lidt af en prøve. Måske virker det, måske ikke...

fredag den 20. januar 2017

Hæklet hjerte til datterens bukser


Begge mine børn er inde i en periode, hvor de er hårde ved deres tøj, især får de ofte hul på knæene i deres bukser.

Jeg kunne brokke mig over det (og gør det også lidt), men det meste af tiden vælger jeg at glæde mig over at have raske og aktive børn. Og så kompenserer jeg ved at købe billige bukser, som de kan boltre sig i til hverdag.

Desuden har ingen af børnene noget imod, at jeg forlænger buksernes liv lidt ved at sætte lapper for hullerne. De synes, det er ok, så længe det stadig ser ud på en måde, der falder i deres smag. 

Jeg køber strygemærker med motiver som fodbolde eller Star Wars figurer til sønnen. Datteren sætter pris stjerner eller noget mere diskret. 

Men i dag skulle der faktisk noget mindre diskret til. Hun har et par dejlige joggers fra H&M med nogle sjove små motiver på. Og hun spurgte, om jeg kunne lave en lap i samme stil. Så jeg har hæklet et rødt hjerte med sort kant. 

Hjertet blev hæklet 'på rygraden', da jeg hæklede rigtig mange af disse små hjerter før jul. Og så er det bare blevet syet på. Forhåbentlig falder det i datterens smag. 



onsdag den 7. december 2016

Skóleistar til sønnen (str. 35)


Min søn har brug for hjemmesko i skolen her om vinteren. Vi gik og kiggede på et nyt par i en butik her forleden. Men han fandt ikke nogle, han syntes, han kunne bruge. Hvorefter han udbrød: "Jeg vil også hellere have nogle, som kommer fra dig!" Det kunne jeg jo ikke stå for, så jeg fandt det neonfarvede strømpegarn frem og strikkede et par skóleistar til ham.

De er cirka i str. 35. Og jeg har justeret min almindelige opskrift, så den passer til størrelsen.

Jeg slog 30 masker op til at begynde med og tog ud til 32 masker, da jeg begyndte at strikke rundt. I den første del strikkede jeg 19 retriller, og i den anden del strikkede jeg 18 omgange glat før indtagningerne. 

Min oprindelige opskrift på skóleistar i voksenstørrelse kan du se ved at KLIKKE HER.

torsdag den 24. december 2015

Andet og tredje par


I aftes blev jeg færdig med sæsonens andet par strikkede strømper. De er til min søn, som tog dem på med det samme. Farven er en fin petroleumsblå, som ikke helt kommer til sin ret på billedet.

Igen er det helt rart, at når den første strømpe er færdig, så er den anden det også. De er nemlig strikket to-på-én pind. På traditionel vis oppefra og ned. Med kilehæl, tror jeg, det hedder. 

Jeg er begyndt på endnu et par. Til manden, i mørkegrå. Dem hygger jeg mig med i dag.


fredag den 11. december 2015

Sæsonens første par


Jeg er lidt sent ude, men jeg har endelig strikket sæsonens første par strømper. De er til datteren, som er glad for dem. Næste par bliver sandsynligvis til sønnen, som måske er blevet lidt forsømt på det område. Eller også bliver det til manden, som hvert år til jul ønsker sig et par strikkede strømper.

Jeg har brugt almindeligt strømpegarn i en blanding af uld og nylon eller lignende. Den tynde slags garn, som strikkes på pind 2,5. Garnet er fra Tiger-butikken, og det er købt på grund af farverne (mange farver og korte farveskift). Garnet er meget billigt, og det føles en lille smule stift at strikke med. Men jeg har tidligere brugt garn fra Tiger, og det er udmærket i brug.

Strømperne er strikket to på en gang, med 'magic loop' på rundpind. Det er blevet min favorit måde at strikke strømper på. Dog er det en lille smule besværligt, når man skal strikke hæl. Det kunne afhjælpes, hvis jeg lærte at strikke fra tåen og op. Det har jeg dog ikke gjort endnu, så jeg strikker stadig oppefra og ned og slutter med tåen.


søndag den 25. oktober 2015

Grøn med glimmer



Børn vokser jo, og det betyder, at det tøj, man har strikket til dem, på et tidspunkt bliver for lille. Så har man en god undskyldning for at strikke noget mere.

Min datter er ved at vokse ud af nogle af de bluser, som jeg har strikket til hende. Her i sommer fandt jeg noget særdeles billigt bomuldsgarn i Netto, som jeg besluttede at bruge til en ny bluse til datteren. Den er grøn - hendes yndlingsfarve for tiden - med glimmer.

Jeg har brugt samme opskrift, som jeg tidligere har brugt til et par bluser/tunikaer. Strikket oppefra og ned med raglan ærmer. Denne gang strikkede jeg uden striber og med synlige udtagninger til raglan. Datteren satte sit eget præg ved at vælge længde på både ærmer og krop. Blusen er dejlig og klæder hende skønt. Den er lige lang nok til, at hun kan bruge den bare med leggings indenunder. 

Garnet købte jeg som sagt i Netto. Det hedder Karina, og kostede kun otte kroner per nøgle. Jeg fik det muligvis på tilbud. Jeg mener at huske, at have se det noget dyrere før. Det er bomuld med en lille smule glimmer i. Dejligt blødt og lækkert. Jeg brugte kun lige over fire nøgler. Så det blev en ganske billig bluse.


onsdag den 4. februar 2015

Strømper til datteren


Jeg har igen strikket strømper til datteren - to på én rundpind med 'magic loop'. Det går hurtigt, og man undgår på dejligste vis det frygtede "second sock syndrome".

Til gengæld har jeg fået en lille, synlig stribe ned midt foran og midt bagved, hvor pindene deler. Ikke noget, der gør, at jeg vil trævle op igen, da det ikke er vildt synligt. Men jeg skal nok være lidt mere opmærksom næste gang, jeg strikker strømper på denne måde.

Måske det ville gøre en forskel at bruge en rundpind på 100 cm i stedet for 80 cm, som jeg har brugt denne gang?

Strømperne er til datteren på 8 år, som bruger cirka størrelse 33. Strømperne har hver sin farve, da jeg brugte strømpegarn  med lange farveskift (løbelængde 50 gram à 210 meter). Det kan vi faktisk begge to godt li'. Så strømperne er godkendt.


tirsdag den 27. januar 2015

Stjernekjole fra Ommu


Lige efter nytår var jeg på Færøerne i nogle dage. Det var i triste ærinder, da min elskede morfar skulle begraves. Han døde nytårsaften.  

Tilbage i Århus var der selvfølgelig gaver til børnene. Blandt andet denne fine kjole, som min mor har strikket til min datter. Hun blev ellevild. Den klæder hende rigtig godt, og hun synes, den varmer dejligt på maven, som hun udtrykte det. Desuden er min datter glad for at klæde sig i strik, da alle de andre piger ikke har det samme. Hun har sin egen stil, hvilket jeg synes, er rigtig fint.

Kjolen er strikket helt i uld. Jeg mener, min mor kun har brugt Navia Duo. Faktisk fik jeg noget af det grå garn med hjem (dét er i hvert fald Navia Duo) og en tråd orange, da det blev min opgave at brodere de to små stjerner på kjolen, da min mor ikke syntes, hun kunne gøre det pænt nok. Jeg blev tilfreds med resultatet, da jeg ikke har broderet i strik i over 20 år, så vidt jeg husker. 

Mønsteret hedder "Kjóli við Megastjørnu" og er fra Tova på Færøerne (Tova.fo). Den store stjerne er strikket, og de små er broderet på. I halsen er der hæklet en kant af krebsemasker.

Både min datter og jeg er temmelig glade for kjolen. Og det får mig endnu en gang til at tænke, at jeg burde strikke en kjole til mig selv - dog i en anden model.




lørdag den 6. december 2014

En tredje stribet tunika

Jeg er en smule kreativt udfordret for tiden. Jeg er i gang med julegaver, som jo er lidt hemmelige, hvorfor jeg ikke har så meget at vise frem her på bloggen. Samtidig har jeg alligevel gang i flere projekter, men det er som om det ikke helt fungerer for mig. Jeg hækler og trævler op igen, strikker og lader strikketøjet ligge for at gå over til noget andet. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er en smule stresset for tiden. Hah! Ironisk, jeg ville jo netop bruge det kreative til at reducere stress og holde det helt væk. Men lige for tiden hænger det vist sammen sådan, at fordi jeg er stresset, kan jeg heller ikke helt finde ro i kreativiteten. Utilfredsstillende, men jeg arbejder videre på sagen.


Og så har jeg opdaget, at jeg helt har glemt at fremvise en tunika, jeg blev færdig med for vel nærmest en måned siden. Den er strikket efter opskrift fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 06/2014. Jeg har allerede brug opskriften til en grøn og en grå tunika til min datter. Denne er til hendes veninde (min venindes datter) og i smalle sorte og røde striber. Tunikaen har en dejlig pasform, pigerne kan li' at bruge den udenpå deres bluser her om vinteren. Samtidig er den vældig nem at strikke - perfekt foran fjernsynet selv i dårlig belysning.

Garnet, som jeg brugte denne gang, er Anna & Claras Bomuldsgarn fra Søstrene Grene. Tunikaen vejer præcis 200 gram i færdig form, og jeg har brugt ca. 2½ nøgle af hver farve. Hvordan det så hænger sammen. Der er nemlig ikke ret mange ender at hæfte - ej heller sammensyninger - da tunikaen er strikket oppefra og ned. Størrelsen går kun op til 8 år, og da jeg strikkede til en høj 9-årig (næsten 10 år) brugte jeg pinde, som er ½ nummer tykkere end i opskriften. Længden justerede jeg bare, så den passede i størrelsen. Udtagningerne er lavet, så der kommer en lille rækker huller. Bare fordi jeg kan li' det sådan.

Da jeg ikke har den smukke Jenna til at stå model for mig (hun har fået tunikaen og har prøvet den for længst), får I bare lov til at se nogle billeder, som jeg tog med mobilen, lige før jeg afleverede tunikaen.


lørdag den 1. november 2014

Neonstrømper


Datterens strømper i neonfarvet strømpegarn er færdige. De er taget i brug og helt godkendt. Hun var rigtig glad for dem, og de sidder perfekt på hendes fødder. Jeg brugte cirka 44 gram garn til et par i størrelse 33, som hun bruger. Det var helt vildt fedt at være færdig med begge strømper på én gang!

Så jeg gentager succesen og strikker endnu et par. Faktisk strikkede jeg det færdigt en tidlig morgentime, imens jeg var på nattevagt. Men det var efter, billedet blev taget. Nu har jeg så to par neonstrømper i børnestørrelser, og det kan vel være, at jeg fortsætter.

mandag den 27. oktober 2014

To strømper på én gang

I går var jeg til hyggeligt strikke/hækle træf og fik hjælp til endelig at komme i gang med at strikke to strømper på én gang på rundpind med 'magic loop'. Tusind tak for hjælpen, Dina.

Jeg havde en forestilling om, at det gør man ved at strikke fra tåen og op, for det har jeg set på You Tube og diverse andre steder. I går gik det op for mig, at jeg sagtens kan strikke strømperne oppefra og ned, ligesom jeg plejer. Det kræver bare en lille omrokering med en ekstra pind, når jeg strikker hælen. Og så kan jeg fortsætte uden problemer, når hælene er strikket.

Indtil videre er jeg begejstret. Hvor bliver det en lettelse ikke at skulle strikke strømpe nummer to bagefter! Og så er det stadig dejligt at strikke i det neonfarvede strømpegarn, som jeg skrev om tidligere i dag. Dette par strømper strikker jeg til datteren, som har bestilt dem. De skal bruges, så de er synlige over støvlekanten. Dermed er det ekstra lækkert med neonfarverne.


Neonfutter og nyt strømpegarn


Jeg har et nyt yndlings strømpegarn for tiden. Neonfarvet - i skiftende neonfarver - og i lækker kvalitet. Det hedder Fluormania Color og er fra Schachenmayr Regia. Oprindelig syntes jeg, det var dyrt. Jeg købte det første 100 grams nøgle for 89kr. Men farverne gjorde lykke hos min datter, og garnet er dejligt at strikke med, så jeg gik ud for at købe mere. Da var det nedsat til 50kr for 100 gram, så jeg købte to nøgler. Jeg kan helt klart anbefale garnet til futter og strømper.

Som det første har jeg strikket et par futter til min datter. De er strikket efter min egen opskrift, som findes her: http://www.bygj.dk/2013/10/diy-skoleistar.html

Jeg har formindsket futterne i forhold til min DIY, så de passer til min datters fod, som er cirka størrelse 33. Jeg slog 30 masker op og strikkede 18 retriller og derefter 17 glatpinde. Tåen er også lidt anderledes i forhold til min DIY, men det kommer bare af, at jeg strikker tå efter humør. Jeg har brugt 37 gram garn til futterne. Og de passer datterens fod perfekt. Desuden har hun bestilt et par strømper i samme garn, og dem er jeg gået i gang med.

lørdag den 11. oktober 2014

Omma har strikket


I går kom denne fantastiske trøje med posten. Den er til min søn, som lige er blevet 5 år. Det er min mor, der har strikket og sendt trøjen fra Færøerne til Århus. Jeg mener, hun sagde, den er strikket i Navia Duo.

Jeg synes, det enkle mønster og farvesammensætningen er smuk. Desuden har trøjen en god pasform, som giver en 'sej stor dreng' silhuet, og ikke 'baby nuttet', som min søn helt klart mener, han er vokset fra.

Min søn synes, trøjen er flot, men den klør lidt. Så han kommer til at bruge den til vinter med langærmet bomuldsbluse indenunder - eller på gode efterårsdage uden jakke udenpå. For den er i ren og lækker uld, så den varmer godt.

"Takk fyri, Omma", siger vi herfra. Lounes vil ikke stille op til billeder, da han har travlt med at lege med nogle Ninja Turtles, siger han.



søndag den 5. oktober 2014

Endnu en stribet tunika på vej

Denne gang strikker jeg til min venindes datter - min datters veninde. Samme tunika, som jeg allerede har strikket til min datter i to versioner.

Der skal strikkes i bomuld, da hun ikke kan klare uld eller noget, der kradser. Der blev bestilt smalle striber denne gang. Jeg håber virkelig, de lever op til forventningerne.


mandag den 8. september 2014

Fordømte lus!

Jeg strikker ærmer til trøjen til min søn, som jeg har strikket på siden tidligere i sommer.

Jeg burger 'magic loop', og det går fint, efter jeg har vænnet mig til det. Jeg bruger ofte 'magic loop' til strømper men har aldrig strikket mønsterstrik på 'magic loop' før. Man skal lige holde styr på de mønstertråde og passe på, at man ikke kommer til at stramme for meget.

Men lusene! De er ved at tage livet af mig. Jeg tror aldrig, jeg vil strikke lus igen. Så irriterende. Hvis jeg ikke allerede havde strikket bullen - med lus - ville jeg trævle ærmet ned igen og strikke det op uden lus. Faktisk tror jeg ikke, trøjen ville være mindre flot af det. 

Men nu er jeg i gang, og jeg skal nok blive færdig. Forhåbentlig bliver det umagen værd.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...