Viser opslag med etiketten Navia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Navia. Vis alle opslag

søndag den 28. januar 2018

Ankers Trøje til sønnen


 
Det var lang tid siden, jeg havde strikket tøj til min søn, og han plagede, så i sensommeren/starten af efteråret strikkede jeg en trøje til ham. Han blev vældig glad, og siger, den er lækker. Men underligt nok har han ikke for alvor brugt den endnu. Måske fordi den kradser, og han ikke vil indrømme det?

Opskriften er Ankers Trøje - My Size fra PetiteKnit. Ja, jeg har strikket xs i damestørrelsen i en anden strikkefasthed, end opskriften anbefaler, for at ramme den rigtige størrelse. Kropslængden og ærmelængden blev målt direkte på sønnen, så de passer til ham. Trøjen endte vel med at passe til cirka 10 år i drengestørrelse. Perfekt til min velpolstrede og skulderbrede 8-årige søn. Faktisk klæder den ham rigtig flot. 

Garnet er Navia Duo i en smuk blå, der minder om falmet denim (farven hedder Denim Blå). Garnet er noget af mit yndlings strikkegarn. Virkelig dejligt og elastisk at strikke. Men denne gang virkede det en smule mere kradst, end jeg er vant til. Måske det bare var farven, eller måske de har ændret på sammensætningen af fibrene? Kradsheden havde ingen indflydelse på strikkeglæden, men den er grunden til, at jeg tænker, at trøjen måske kradser, når den er på.

Jeg strikkede på den anbefalede pind og brugte mindre end 4 nøgler garn til trøjen. Igen en billig børnetrøje, selv om dette garn - i modsætning til garnet til Ingen Dikkedarer sweateren til datteren - blev købt til fuld pris.

Jeg købte garnet, da vi var på Færøerne på sommerferie. Før i tiden fik jeg ofte lyst til at hamstre Navia garn, når vi var på Færøerne. Men det er ikke længere nødvendigt, da Netgarn.dk har fået en stor del af Navias sortiment til stort set de samme priser, som det koster på Færøerne, både i deres fysiske butik i Aarhus. Og desuden kan man nu bestille online hos Navia.fo og få leveret til Danmark for kr. 49, hvilket er det samme som hos de fleste danske webshops.


 

lørdag den 29. juli 2017

Garnkøb på Færøerne

Før jeg rejste til Færøerne denne gang, tænkte jeg, at jeg sandsynligvis ville komme hjem med kufferten halvfyldt med garn. Jeg elsker nemlig at strikke med færøsk uldgarn. Og jeg er vild med, hvordan man i nogle supermarkeder på Færøerne kan finde et forholdsvis stort udvalg af lækkert garn, strikkehæfter, strikkepinde og hæklenåle. Se lige garnudvalget på disse to billeder. 




Jeg har skrevet om det før, og om hvordan jeg altid er i vildrede, når jeg står foran hylderne, fordi der er for mange farver at vælge imellem, og jeg ikke har noget specifikt projekt i tankerne.

Denne gang fik jeg dog købt noget garn i dette specifikke supermarked på billederne. Jeg tænkte på trøjer til børnene og købte - forhåbentlig - nok i pink til en enkel trøje til datteren. Til sønnen forelskede jeg mig i en denimblå, hvor der kun var fem nøgler tilbage, så de bliver nødt til at blive suppleret med noget fra lageret. 

Jeg købte udelukkende Navia Duo, som jeg elsker at strikke med. Desuden er det perfekt til børnetøj og ikke overvældende dyrt, da det koster 30kr for et nøgle på 50 gram.



Indtil for nylig var Navia garn ret dyrt i Danmark, men nu har Netgarn.dk fået en masse Navia - ikke kun Duo, men også Uno, Trio, Tradition og Silkiull - til de samme priser som på Færøerne. Så nu behøver man kun rejse til Aarhus C eller besøge deres webshop for at købe Navia til rimelige priser. Og det vil jeg helt klart gøre fremover.


tirsdag den 29. december 2015

Hvordan skal man vælge?


I går stod jeg igen foran en reol fuld af Navia garn i alle kvaliteter og farver og kunne ikke vælge. Jeg havde prøvet det før, og havde tænkt, at denne gang skulle jeg bare købe det garn, jeg faldt for. Men der var for meget at vælge imellem, så jeg gik i baglås.

Hvordan udvælger man garn uden at have et eller flere specifikke projekter i tankerne?

Og dette er bare udvalget i et almindeligt, færøsk supermarked. Hvordan skulle jeg vælge, hvis jeg kom ind i en strikkebutik?

Jeg gør endnu et forsøg i de kommende dage. Måske jeg kan få dannet mig en vag idé om noget, jeg vil strikke, før jeg igen opsøger garnhylden.


tirsdag den 14. april 2015

Nænner ikke at bruge det


Kender du det? At du har noget garn, der er så lækkert at strikke med, at det kribler i fingrene efter at gå i gang. Men samtidig kan du ikke finde det perfekte projekt, og du nænner ikke at bruge det til noget, som måske bliver en fejltagelse, så du kan ikke gå igang.

Sådan har jeg det med min lille bunke Navia, som derfor ligger i reolen og samler støv. Og det er jo synd! Jeg har en del Duo, lidt mindre Uno og en ganske lille smule Trio. Men jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg skal strikke.

Måske er den eneste løsning at købe noget mere? Det ville give mig større spillerum i forhold til valg af projekt, hvis jeg havde større mængder af hver farve - og flere farver.

Dog tror jeg, at jeg har nok brun Uno til et færøsk sjal. Så det skulle jeg måske bare gå i gang med. Det er virkelig mange år side jeg strikkede sådan ét.


tirsdag den 27. januar 2015

Stjernekjole fra Ommu


Lige efter nytår var jeg på Færøerne i nogle dage. Det var i triste ærinder, da min elskede morfar skulle begraves. Han døde nytårsaften.  

Tilbage i Århus var der selvfølgelig gaver til børnene. Blandt andet denne fine kjole, som min mor har strikket til min datter. Hun blev ellevild. Den klæder hende rigtig godt, og hun synes, den varmer dejligt på maven, som hun udtrykte det. Desuden er min datter glad for at klæde sig i strik, da alle de andre piger ikke har det samme. Hun har sin egen stil, hvilket jeg synes, er rigtig fint.

Kjolen er strikket helt i uld. Jeg mener, min mor kun har brugt Navia Duo. Faktisk fik jeg noget af det grå garn med hjem (dét er i hvert fald Navia Duo) og en tråd orange, da det blev min opgave at brodere de to små stjerner på kjolen, da min mor ikke syntes, hun kunne gøre det pænt nok. Jeg blev tilfreds med resultatet, da jeg ikke har broderet i strik i over 20 år, så vidt jeg husker. 

Mønsteret hedder "Kjóli við Megastjørnu" og er fra Tova på Færøerne (Tova.fo). Den store stjerne er strikket, og de små er broderet på. I halsen er der hæklet en kant af krebsemasker.

Både min datter og jeg er temmelig glade for kjolen. Og det får mig endnu en gang til at tænke, at jeg burde strikke en kjole til mig selv - dog i en anden model.




lørdag den 11. oktober 2014

Omma har strikket


I går kom denne fantastiske trøje med posten. Den er til min søn, som lige er blevet 5 år. Det er min mor, der har strikket og sendt trøjen fra Færøerne til Århus. Jeg mener, hun sagde, den er strikket i Navia Duo.

Jeg synes, det enkle mønster og farvesammensætningen er smuk. Desuden har trøjen en god pasform, som giver en 'sej stor dreng' silhuet, og ikke 'baby nuttet', som min søn helt klart mener, han er vokset fra.

Min søn synes, trøjen er flot, men den klør lidt. Så han kommer til at bruge den til vinter med langærmet bomuldsbluse indenunder - eller på gode efterårsdage uden jakke udenpå. For den er i ren og lækker uld, så den varmer godt.

"Takk fyri, Omma", siger vi herfra. Lounes vil ikke stille op til billeder, da han har travlt med at lege med nogle Ninja Turtles, siger han.



tirsdag den 19. august 2014

Tunika i Navia Duo


I sommerferien strikkede jeg denne tunika til min datter. For første gang strikkede jeg for alvor i det færøske garn Navia, og det var en udsøgt fornøjelse. Jeg skulle lige vænne mig til at strikke med ren uld i sommervarmen, men så gik det glat. Garnet er elastisk og lækkert at arbejde med, og som jeg tidligere har skrevet, findes det i virkelig mange fine farver. Tunikaen er i Navia Duo, som er totrådet. Men der findes også Navia Uno og Trio. Navnet giver ligesom sig selv, ikke?

Opskriften er fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 06/2014. Designet af Ellen Holm. En meget enkel tunika med raglanærmer og brede striber. Strikket oppefra og ned, så der er minimal montering og mulighed for at afprøve længden undervejs. Tunikaen er virkelig nem at strikke og kan varieres i det uendelige. Faktisk er jeg allerede gået i gang med at strikke nummer to.

Denne gang strikkede den største størrelse til 8 år, og den blev en smule for stor til min datter, som bliver 8 år til september. Det gør ikke noget, for hun skal først bruge tunikaen til efteråret og så gerne hele vinteren. Den store størrelse skyldes sandsynligvis, at jeg brugte et andet garn end i opskriften og ikke helt overholdt strikkefastheden. Desuden strikkede jeg med pinde 3 og 3½, hvor opskriften nævner 2½ og 3. Tunikaen sidder rigtig fint på hende og vil være helt perfekt til vinter med en langærmet bluse indenunder. Eventuelt med rullekrave, så man ikke kan mærke ulden kradse, hvilket min datter godt kan være lidt hys omkring.

Datteren og jeg var blevet enige om, at jeg skulle købe to grønne nuancer og en lilla, men jeg fandt ingen lilla, som så godt ud med de to grønne, så jeg valgte en pink. Datteren var godt tilfreds, og det er jeg også. Jeg brugte mindre end to nøgler af hver af de grønne nuancer og mindre end ét nøgle af pink, og jeg havde endda købt hele tre af hver af de grønne. Så jeg har dejlige rester tilbage til en anden gang.





mandag den 21. juli 2014

To færdige strikkerier

Her ligger to strikkeprojekter færdige med hæftede ender og venter på at blive klar til brug - og 'blogklare'.

Det ene skal vaskes og blokkes samt fotograferes, før det kan blive givet til sin nye ejer. Det andet skal på min datter og blive fotograferet. Og så skal hun bruge det til efteråret. Jeg er vældig godt tilfreds med begge projekter.


onsdag den 16. juli 2014

En bunke Navia

Jeg fik købt noget Navia garn på Færøerne, selv om det var svært at vælge farver. Dog slet ikke så meget garn, som jeg havde forestillet mig. Men nu har jeg da i det mindste nok til, at jeg kan danne mig mine egne erfaringer med dette garn, som manger færinger - og også udlændinge - sværger til.


Grøn og pink Navia Duo (totrådet) købte jeg til en tunika til min datter. Hun er vild med farverne, og det er jeg også. Jeg er nået ret langt med tunikaen og skal nok vise frem senere.

Desuden købte jeg noget mørkebrunt Navia Uno (myrkamorreytt, som det hedder på færøsk). Jeg forestiller mig at bruge det til et sjal, da det er entrådet. Jeg glæder mig til at prøve dette garn.

fredag den 4. juli 2014

Hvordan vælger man?

I dag stod jeg foran denne reol med Navia garn. Jeg havde tænkt mig at købe nogle nøgler for måske at strikke en tunika til datteren. Men hvordan vælger man farve, når der er så mange flotte at vælge imellem? Jeg gik hjem tomhændet.

Nu må jeg så tænke nogle tanker om farver, før jeg står foran reolen næste gang. For jeg har besluttet, at jeg SKAL købe noget Navia.


Faste læsere har måske undret sig over, at jeg ikke har blogget i længere tid. Bare rolig, der er intet i vejen. Jeg har bare haft tankerne - og hænderne - andre steder. Jeg har dog strikket, hæklet og bagt som sædvanlig. Og jeg regner med at være mere aktiv på bloggen igen fra nu af. Tak, fordi I stadig læser med. 

tirsdag den 20. maj 2014

Færøsk garn

Jeg skammer mig lidt over at indrømme det, men jeg har faktisk ikke mange erfaringer med at strikke i færøsk garn. Én forklaring er selvfølgelig, at jeg ikke har boet på Færøerne i 20 år. Men jeg har jo besøgt øerne hvert år, siden jeg flyttede til Danmark, så jeg har haft muligheden for at købe færøsk garn. Det er bare ikke noget, jeg har tænkt så meget på, når jeg har været på ferie.

Men faktum er, at der findes lækkert uldgarn i de smukkeste farver på Færøerne. Og for nylig har jeg været så heldig at få noget af det tilsendt med posten i pakker fra hemmelige venner, da jeg er medlem af et par færøske grupper på Facebook, hvor man udveksler gaver.

Jeg har fået tilsendt garn både fra Snældan og Navia i de flotteste farver. Jeg er meget taknemmelig. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad garnet skal bruges til. Se disse fine farver!


Jeg ved, at flere at jer læsere er glade for færøsk garn. Er du én af dem? Hvilket færøsk garn er din favorit og hvorfor?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...