Min datter har smidt uldundertøjet for denne vinter, men en gang imellem har hun stadig brug for noget varmt ud over sin bluse - og det skal ikke være en tyk sweater. Forskellige strikkede veste og tyndere strikbluser er populære. Og da hendes yndlingsvest - strikket af mormor - efterhånden er noget lille i det, strikkede jeg hurtigt en regnbuefarvet ribtop til hende. Hun har brugt den i skole i dag og i går, og den var populær blandt de 7-8-årige tøser.
Opskriften er af Lene Holme Samsøe fra bogen "Kæk og klassisk børnestrik". Den var nem at følge, da jeg rent faktisk tog mig sammen og fulgte den i stedet for bare at gå ud fra, at jeg vidste det hele. Ingen montering og kun to ender at hæfte. I love it!
Garnet er Angora Design fra ICE Yarns. Jeg brugte 81 gram på pinde 3 til størrelse 10-12 år.
Min datter bruger tøj i størrelse 8-10 år, men ribtoppen passer alligevel fint, da den er elastisk. Hun vil kunne bruge den i et godt stykke tid, før den bliver for lille.