Viser opslag med etiketten Strømper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strømper. Vis alle opslag

tirsdag den 20. april 2021

De seneste 9 - på Instagram



Bruger du Instagram? Jeg synes, det er en fantastisk inspirationskilde og et dejligt sted at komme i kontakt med søde mennesker, som jeg deler interesser med (i det her tilfælde strik og hækling). Et langt venligere sted end for eksempel Facebook (som jeg selvfølgelig også bruger).

Jeg støder dog jævnligt på folk, som tror, at Instagram ikke er noget for dem - af forskellige årsager. Til det kan jeg kun sige, at du afskærer dig selv fra en mulighed for en god oplevelse uden at have givet den en chance. 

Du kan sagtens oprette en profil på Instagram (endda en privat profil) uden at lægge nogen billeder op selv, og bruge den til at følge andre brugere eller #hashtags, der interesser dig.

Hvis du er helt ny, vil jeg anbefale dig at følge mig (@knitsbygj) og derefter tage et kig på, hvem jeg følger. Besøg deres profiler og se, og de er noget for dig. Jeg følger masser af spændende designere, håndfarvere, garnbutikker og andre strikkere og hæklere. 

Jeg har været på Instagram siden 2012, og jeg lægger en hel del opslag og historier op. Jeg synes, det er hyggeligt og sjovt. Og jeg besøger andre brugeres profiler og ser deres opslag og kommenterer. Og føler mig velkommen. Det kan du også opleve. Og nej, det handler ikke bare om at vise perfekte billeder frem. Der er helt klart også plads til det uperfekte. 

Mine seneste 9 billeder på Instagram afspejler fint mit strikke- og hækleliv de sidste dage. Der har ikke været energi til andet end strømpestrik og restetæpper. Men det er også dejligt. Jeg valgte at trævle en strømpe op og strikke den i et andet garn. Et godt valg. Du kan læse mere om det på Instagram (@knitsbygj).

Og så er der faktisk to billeder (lakrids og det grå garn) af giveaway gevinster, som min mor og jeg har vundet. Faktisk er jeg helt overvældet over, hvor mange dejlige giveaways jeg har vundet de seneste måneder. 

søndag den 20. december 2020

DIY - Ribbed Socks by GJ - Basisstrømper i rib - Nyt design på Ravelry

 



[Dette indlæg indeholder affiliate links (reklame). Hvis du køber noget igennem disse links, tjener jeg en lille skilling]

Endelig kom opskriften på ribstrømperne på Ravelry! Derinde hedder de "Ribbed Socks by GJ", og opskriften kan købes for sølle kr. 20,00. Den downloades nu både på dansk og på engelsk.

Hvis du ikke er medlem af Ravelry eller ikke kan finde ud af at bruge det endnu, kan du købe opskriften ved at klikke på ‘Buy Now’ knappen nedenfor. Du vil komme til en side, hvor du bliver bedt om at logge ind på Paypal. Hvis du ikke har Paypal, skal du bare bruge 'Log in as guest', og så bliver du først videre derfra. Paypal er ganske sikkert at bruge - siger jeg af erfaring, da jeg selv har brugt det i over 15 år både til at sende og modtage betalinger uden problemer en eneste gang.


Hvis det af en eller anden grund ikke virker for dig, kan du kontakte mig på Instagram (@knitsbygj), og så kan jeg sende en PDF fil til dig på e-mail efter betaling via MobilePay.

Men hvorfor skal man nu betale for en opskrift, når jeg altid plejer at lægge gratis opskrifter på bloggen, og nogle gange også på Ravelry? Det skal man, fordi jeg denne gang virkelig har arbejdet længe og grundigt på denne opskrift. Jeg mener, den vil kunne bruges, selv om du aldrig har strikket strømper før. Og da det er en opskrift på basisstrømper, vil du fremover kunne bruge den som udgangspunkt for dine egne eksperimenter udi strømpestrik.

Opskriften er onesize, og størrelsen varieres ved at forkorte eller forlænge skaftet og foden efter behov. Omkredsen vil passe både til tynde og tykke lægge, teenagere og voksne - men ikke små børn.

Jeg håber så meget på, at denne opskrift vil blive godt modtaget. Jeg har nemlig flere andre gode basisopskrifter i tankerne. Og jeg tænker, at de har en berettigelse, netop fordi det ofte er svært at finde enkelte, gennemarbejdede basisopskrifter, som kan følges af de fleste.

God fornøjelse med opskriften. Og husk at linke dit projekt på Ravelry til opskriften, når du strikker strømperne og at bruge hashtags, når du viser frem på Instagram. #ribbedsocksbygj #knitsbygj @knitsbygj

Forresten, strømperne er strikket i Arwetta Classic fra Filcolana. På billederne er der brugt farven Power Pink, som er nr. 253. Du kan bl.a. købe Arwetta hos KnitWeDo og Strikkehjørnet (begge links er affiliate links).

 




fredag den 16. oktober 2020

De seneste 9 - på Instagram



Bloggen får en masse gæster for tiden. Det glæder mig så meget. Mange af jer kommer især for de gratis DIYs på scrunchies og karklude, kan jeg se. Og det er I hjertens velkomne til. Men jeg håber, at I også læser lidt med for hyggens skyld. Hvis I har lyst til at kigge med, kan I også smutte over på Instagram, hvor jeg til tider er ret aktiv. Jeg hedder @knitsbygj på Instagram, og jeg lægger mest billeder ud af strik og hækling - men nogle gang også billeder af børnene og andre hverdagsbilleder. Så kom og kig med og hils på. 

For tiden er Instagram profilen præget af de små projekter. Jeg har i lang tid været udfordret på helbredet, desværre. Først var der nogle inflammationer i håndled og skulder, som gjorde det helt umuligt at lave håndarbejde. Det var vældig frustrerende men er nu heldigvis overstået. 

De sidste par måneder har udfordringen været migræne. Jeg har hele livet kendt til migræne - med varierende intensitet og hyppighed af anfald. Og jeg har prøvet mange behandlinger. Nogle ting hjælper i et stykke tid. Intet hjælper hver gang!

De sidste par måneder har migrænen været kronisk. Ja, jeg har vitterligt haft migræne hver evig eneste dag! Intensiteten varierer. Og på dage, hvor migrænen ikke er fuldstændig invaliderende, finder jeg det godt og afslappende med et lille håndarbejde, som jeg kan nogenlunde udenad. Gentagne, velkendte små bevægelser, der ikke kræver stor koncentration, men som bidrager til ro og næsten trancelignende tilstand, hvis jeg ikke bliver forstyrret. 

Så der er blevet strikket en hel del strømper, vanter, huer og scrunchies, og hæklet nogle par grydelapper samt lidt julepynt. Hvilket man kan se på Instagram profilen. Til gengæld er der ikke rigtig nogle billeder fra oplevelser udenfor hjemmet. Det kan jeg sjældent holde til.

Men de små projekter er også fine til gaver og salg. Og julen nærmer sig jo, så det kan være, nogle af dem bliver pakket fint ind og sendt til venner og familie nær og fjern til december.

Er du kommet godt i gang med kreationerne til jul?

onsdag den 5. juli 2017

De flyvende grise


Jeg har en dejlig og dygtig kollega, som særdeles ofte er leveringsdygtig i hjemmestrikkede strømper. De er populære, og bestillingslisten er til tider lang, men ind imellem finder hun også selv på, hvem der skal begaves med er særligt par strømper. Og for et par måneder siden fik jeg lov til at deltage i projektet. 

Nu er det sådan, at I 2016 vandt vores arbejdsplads prisen Den Flyvende Gris. Det er vi alle stolte af. Og chefen er ofte blevet interviewet om - eller har af anden årsag nævnt - prisen. Det skulle der laves lidt sjov med.

Så min kollega bestilte lyserødt strømpegarn hjem og strikkede strømper og broderede de fineste grisetryner på. Jeg gik i gang med frihåndshækling af vinger i hvidt bomuldsgarn. Det endelige resultat kan du se på billederne. Strømperne blev modtaget med et bredt smil fra chefen, som tog dem på med det samme.






fredag den 2. juni 2017

De seneste 9 - på Instagram



Min glæde ved lækkert garn slår igennem denne gang. I hvert fald på to af billederne. Det gule fra Sysleriget er mit eget, som jeg endnu ikke nænner at bruge, da jeg ikke har fundet det 'perfekte' projekt. Kender du det?


Og det røde Marina fra Manos del Uruguay, som jeg gramsede på i Striklecaféen forleden. Jeg var helt vildt misundelig på Anette, som havde købt det, men da jeg stod i butikken i går og havde garnet foran mig, kunne jeg slet ikke beslutte mig for at købe noget - på grund af alle de fine farver. Endnu en gang var der for meget godt at vælge imellem!


Det hæklede babytæppe, jeg afleverede til min kollega forleden, er kommet med denne gang. Men ellers er det strik, der præger billederne, og ikke hækling, som det ellers ofte har været på det sidste. Jeg er ved at afslutte min sorte trøje i hørgarn. Der mangler få masker at lukke af og nogle tråde af hæfte. Den bliver noget oversize, men jeg tror alligevel, den bliver dejlig at være i.


Jeg er begyndt på et mørklilla køkkenhåndklæde. Desværre fik jeg kun et par dages strik på det, før min skulder/arm begyndte at strejke.


Faktisk har jeg ikke kunnet bruge armen siden torsdag aften i sidste uge, og oveni det fik jeg en infektion, som krævede antibiotika - bronkierne kan være problematiske. Og de gjorde, at jeg i første omgang ignorerede armen. Men da jeg hurtigt fik det bedre af medicinen, måtte jeg til læge med armen. Frossen skulder, inflammeret sene, betændt slimsæk i skulderen var budene fra fire forskellige læger (egen læge, to vagtlæger og en speciallæge). Måske de siger det samme på forskellige måder? Uanset det har jeg nu fået en blokade, en indsprøjtning binyrebarkhormon, i skulderen, og det har hjulpet gevaldigt på smerterne. Godt at komme af med morfinen, som gjorde mig dårlig, selv om den var det eneste, der hjalp på smerterne før. Nu skal armen skånes weekenden over, og så skulle jeg være klar til at gå på arbejde igen.


Og til at strikke. I går købte jeg billet til Garnstafetten, som er i Århus weekenden den 17. og 18. juni. Jeg fik et fint shoppenet med, hvilket nok bliver praktisk til stafetten, for jeg forudser en del frådseri i lækkert garn og tilbehør. Jeg har endda sat penge til side til det.


Og så var der de flyvende grise. Jeg ville egentlig lave et separat indlæg om dem, så der kommer ikke mere i denne omgang. 

torsdag den 28. januar 2016

De seneste 9 - på Instagram


Jeg poster sørgeligt få billeder af kreative projekter i disse dage. Måske fordi jeg nærmest kun strikker strømper og karklude, og det er begrænset, hvor mange billeder jeg gider tage af de to motiver. 

Til gengæld fotograferer jeg gerne børnene. Sammen med heste, når datteren er til ridning om fredagen. Begge børn er oftest med, og de vil gerne fotograferes sammen med hestene. Som de elsker! Også dem i plastik fra Schleich!

Og datteren, der er begyndt at strikke igen, og stoppet igen! Nu laver hun mest små videoer på sin telefon. Men det er også en slags kreativitet, så fred være med det.

Frost på ydersiden af mine nye køkkenvinduer. Heldigvis var der dejlig varmt indenfor, og godt, at vejret nu igen er blevet lidt varmere.

Lidt yarnbombing på min vej. Jeg holder øjnene åbne for mere og overvejer endnu en gang at lave noget selv.

Jul og nytår på Færøerne. Vi var alle fire afsted. Det var skønt at tilbringe højtiden sammen med familien. Ellers rejser vi som oftest derop om sommeren, og det er dejligt, men jul sammen med familien savner vi, så jeg er lykkelig for, at det var muligt denne gang.

fredag den 1. januar 2016

Tredje par færdigt


Strømperne til manden blev færdige for få dage siden. De sidder perfekt, og han er vældig tilfreds. Dette er det tredje par strømper, jeg har strikket denne vinter. 

Jeg brugte mørkegråt, ensfarvet strømpegarn fra Bilka. Og jeg strikkede to strømper på én gang på en 80 cm lang rundpind nr. 2,5.

Dejligt at blive færdig med begge strømper på samme tid og dermed undgå 'second sock syndrome'.

Ikke fordi jeg nogensinde har undladt at strikke strømpe nummer to. Jeg får som regel bare en mild version af syndromet, hvor jeg synes, det er vældig træls at strikke den anden strømpe.

torsdag den 24. december 2015

Andet og tredje par


I aftes blev jeg færdig med sæsonens andet par strikkede strømper. De er til min søn, som tog dem på med det samme. Farven er en fin petroleumsblå, som ikke helt kommer til sin ret på billedet.

Igen er det helt rart, at når den første strømpe er færdig, så er den anden det også. De er nemlig strikket to-på-én pind. På traditionel vis oppefra og ned. Med kilehæl, tror jeg, det hedder. 

Jeg er begyndt på endnu et par. Til manden, i mørkegrå. Dem hygger jeg mig med i dag.


fredag den 11. december 2015

Sæsonens første par


Jeg er lidt sent ude, men jeg har endelig strikket sæsonens første par strømper. De er til datteren, som er glad for dem. Næste par bliver sandsynligvis til sønnen, som måske er blevet lidt forsømt på det område. Eller også bliver det til manden, som hvert år til jul ønsker sig et par strikkede strømper.

Jeg har brugt almindeligt strømpegarn i en blanding af uld og nylon eller lignende. Den tynde slags garn, som strikkes på pind 2,5. Garnet er fra Tiger-butikken, og det er købt på grund af farverne (mange farver og korte farveskift). Garnet er meget billigt, og det føles en lille smule stift at strikke med. Men jeg har tidligere brugt garn fra Tiger, og det er udmærket i brug.

Strømperne er strikket to på en gang, med 'magic loop' på rundpind. Det er blevet min favorit måde at strikke strømper på. Dog er det en lille smule besværligt, når man skal strikke hæl. Det kunne afhjælpes, hvis jeg lærte at strikke fra tåen og op. Det har jeg dog ikke gjort endnu, så jeg strikker stadig oppefra og ned og slutter med tåen.


onsdag den 4. februar 2015

Strømper til datteren


Jeg har igen strikket strømper til datteren - to på én rundpind med 'magic loop'. Det går hurtigt, og man undgår på dejligste vis det frygtede "second sock syndrome".

Til gengæld har jeg fået en lille, synlig stribe ned midt foran og midt bagved, hvor pindene deler. Ikke noget, der gør, at jeg vil trævle op igen, da det ikke er vildt synligt. Men jeg skal nok være lidt mere opmærksom næste gang, jeg strikker strømper på denne måde.

Måske det ville gøre en forskel at bruge en rundpind på 100 cm i stedet for 80 cm, som jeg har brugt denne gang?

Strømperne er til datteren på 8 år, som bruger cirka størrelse 33. Strømperne har hver sin farve, da jeg brugte strømpegarn  med lange farveskift (løbelængde 50 gram à 210 meter). Det kan vi faktisk begge to godt li'. Så strømperne er godkendt.


lørdag den 1. november 2014

Neonstrømper


Datterens strømper i neonfarvet strømpegarn er færdige. De er taget i brug og helt godkendt. Hun var rigtig glad for dem, og de sidder perfekt på hendes fødder. Jeg brugte cirka 44 gram garn til et par i størrelse 33, som hun bruger. Det var helt vildt fedt at være færdig med begge strømper på én gang!

Så jeg gentager succesen og strikker endnu et par. Faktisk strikkede jeg det færdigt en tidlig morgentime, imens jeg var på nattevagt. Men det var efter, billedet blev taget. Nu har jeg så to par neonstrømper i børnestørrelser, og det kan vel være, at jeg fortsætter.

mandag den 27. oktober 2014

To strømper på én gang

I går var jeg til hyggeligt strikke/hækle træf og fik hjælp til endelig at komme i gang med at strikke to strømper på én gang på rundpind med 'magic loop'. Tusind tak for hjælpen, Dina.

Jeg havde en forestilling om, at det gør man ved at strikke fra tåen og op, for det har jeg set på You Tube og diverse andre steder. I går gik det op for mig, at jeg sagtens kan strikke strømperne oppefra og ned, ligesom jeg plejer. Det kræver bare en lille omrokering med en ekstra pind, når jeg strikker hælen. Og så kan jeg fortsætte uden problemer, når hælene er strikket.

Indtil videre er jeg begejstret. Hvor bliver det en lettelse ikke at skulle strikke strømpe nummer to bagefter! Og så er det stadig dejligt at strikke i det neonfarvede strømpegarn, som jeg skrev om tidligere i dag. Dette par strømper strikker jeg til datteren, som har bestilt dem. De skal bruges, så de er synlige over støvlekanten. Dermed er det ekstra lækkert med neonfarverne.


torsdag den 16. oktober 2014

Sokker til mig selv


Jeg er færdig med det andet par strømper til mig selv i denne sæson. Jeg har dem på i dag, og de er dejlig varme.

Billedet blev taget i dårligt lys, før strømperne kom i brug. Underligt, som strikkede strømper ser deforme ud, før de kommer på foden. Men de sidder perfekt og glider ikke ned.

Jeg har - som altid - strikket uden opskrift. Jeg bruger samme fremgangsmåde som altid og laver nogle gange små variationer. Denne gang har jeg strikket rib - 2r, 2 vr. Dog har jeg strikket glat på tåen, hælen og under foden.

Jeg har brugt cirka 85 gram Lane Cervinia Strømpegarn fra Coop. Købt i Kvickly, hvis jeg husker rigtigt. Garnet er virkeligt lækkert, og jeg vil gerne anbefale det. Desuden er jeg vild med farverne. 

torsdag den 9. oktober 2014

Forført af farver

Jeg har endnu et par strømper på vej. Igen til mig selv. Og jeg er kommet lige forbi hælen på strømpe nummer to, så der er ikke lang vej igen. 

Denne gang har jeg købt noget garn, der er en smule tykkere end det, jeg plejer at bruge. Dette opdagede jeg dog først, efter jeg var godt i gang med første strømpe.

Jeg tror, jeg har fokuseret så meget på farverne - som jeg er helt vild med! - da jeg købte garnet, at jeg helt glemte at tjekke løbelængden. Den er 150 meter for 50 gram, hvor jeg normalt bruger cirka 210 meter for 50 gram. 

Men det går nok. Garnet er lækkert, og jeg strikker på pind nummer 2,5 som sædvanlig. Så bliver strømperne bare en lille smule tykkere end sædvanlig.


lørdag den 6. september 2014

Strømper til mig selv!

Jeg er færdig med sæsonens første par strikkede strømper, som for øvrigt er til mig selv. Og jeg er ganske godt tilfreds. De sidder godt på fødderne, og farverne er fine!

Jeg brugte kun 55 gram af garnet Sock fra Qualitas på magic loop pind nr. 2,5. Garnet er sammensat og af løbelængde som det meste fine strømpegarn og lækkert at strikke med. Desuden er jeg ret vild med farverne - sort og multifarvet - som nok ikke helt fremgår af billedet. 


torsdag den 28. august 2014

Sæsonens første par strikkede strømper

Jeg er gået i gang med at strikke den koldere sæsons første par strømper. De er til mig selv og helt uden dikkedarer - bare 2r, 2 vr og på magic loop. 

Farven på garnet er smuk, synes jeg, men måske smukkere i nøglet end strikket. Uanset hvad elsker jeg varme, bløde og farverige strikkede strømper om vinteren, så jeg glæder mig til at få dem på.


tirsdag den 11. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger


Så blev strømperne til mig selv færdige. Faktisk blev de færdige i forgårs om aftenen, imens jeg sad i sofaen og så noget på Netflix. Dejligt afslappende. Jeg har prøvet dem på, og de er dejlige og passer helt perfekt. Så det lykkedes mig da at forkæle mig selv med noget denne Til mig selv! måned. Forhåbentlig får jeg i det mindste gang i endnu mere til mig selv, inden måneden er omme.

Jeg har brugt dejligt strømpegarn fra Stof & Stil. Det er ret blødt af strømpegarn at være, og jeg er vild med farverne. Garnet hedder Wool Blend og består af den sædvandlige blanding af uld og nylon, som sædvanligvis bruges til strømpegarn. Jeg brugte kun lige over et nøgle og har næsten et helt tilbage til fremtidige projekter, da jeg altid køber to nøgler af hver farve strømpegarn.

Strømperne er i størrelse 40/41, og skaftet er ikke ret langt, dog langt nok til at komme godt op over anklen. Og de varmer dejligt.

De små snoninger giver lige en fin effekt, synes jeg. Mønsteret er nemt at strikke. Faktisk er det nærmest som at strikke 2 ret og 2 vrang hele strømpen igennem. På hver fjerde omgang snos de rette masker mod venstre. Der er ikke brug for hjælpepinde, for når man snor med bare to masker, kan man lave 'snydesnoninger'. Man strikker først den anden maske ret bagved og så den første maske som normalt, og først derefter tager man begge masker af pinden til venstre. I starten er det lidt besværligt, men man lærer hurtigt teknikken, og så tager det ikke ret lang tid, når man har øvet sig lidt.



lørdag den 8. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger på vej

Endelig er jeg gået i gang med at lave noget til mig selv, som det jo var planen her i februar. Hvis du vil læse mere om, hvad andre bloggere laver til sig selv denne måned, så kig på bloggene på listen, som du finder på Krea Krumspring.

Jeg strikkede et par enkle strømper med tynde snoninger til en veninde en julegave. Jeg var selv ret vild med dem, så nu har jeg fundet tøsefarvet strømpegarn frem og er gået i gang med et par til mig selv (!).

Jeg har været på arbejde hele aftenen og skal nu overnatte i rådighedsrummet. Jeg må gerne sove, men skal være parat, hvis der bliver brug for mig. Jeg kan bare ikke falde i søvn med det samme, så jeg bruger lige et par timer på at strikke foran fjernsynet.


mandag den 20. januar 2014

Årets første par strømper

Årets første par strømper går til min mand. Jeg blev færdig med dem i aftes, og de er hverken vasket eller brugt endnu. Så de ligger her i al deres ubrugte krøllethed. Men her er de så. Strikket på samme måde som dem, jeg gav ham til jul og i samme garn (Bumbo strømpegarn fra Bilka). Bare i en gråbrun nuance, som måske ikke helt fremgår af billedet, hvor strømperne til jul var lysegrå.

Men hedder det i virkeligheden sokker, når de er til en mand? En gang imellem er jeg altså en sprogspasser, og andre gange føler jeg mig helt skråsikker.


Jeg elsker selv at bruge strikkede strømper, og jeg oplever også, at folk bliver rigtig glade, når jeg giver dem strikkede strømper. Og det er enormt tilfredsstillende, når et nyt par er klar til at blive taget i brug. Men de er godt nok keeeedelige at strikke. Det går ikke ret hurtigt i det tynde garn, som jeg gerne vil bruge, og så skal man endda strikke to af dem! Derfor har jeg besluttet, at jeg fremover skal til at være lidt mere eventyrlysten i min strømpestrikning og afprøve nye mønstre og farver.

Indtil videre har det hjulpet lidt på kedsomheden at strikke med rundpind og 'magic loop' fremfor på strømpepinde. Og det hjælper med farveskiftende garn frem for ensfarvet.

Har du nogle gode fif til strømpestrikning? Nyder du at strikke strømper eller finder du det ligeså kedsommeligt som jeg gør?

torsdag den 26. december 2013

Jólatrøll!

...er færøsk for 'juletrold'. Nedenfor ses et billede af min mands ben stukket ned i de nye strikkede strømper, som jeg gav ham som en del af hans julegave. Det er ikke min mand, der er trolden. Det er strømperne!


Da jeg som lille pige på Færøerne lærte at strikke, fik jeg også at vide, at man skulle blive færdig med sit strikkeprojekt før jul, for ellers ville det være en 'juletrold'. Og man kunne så risikere, at éns ufærdige projekt blev udstillet til spot og skamme, så alle kunne se, hvor doven man havde været, siden man ikke fik det færdigt.

Dette var heldigvis ikke noget, der blev praktiseret i min familie. Og det var vist også kun de ældre i familien, som fortalte om (u)skikken med udstillingen af juletrold - nok mest for sjov. Jeg har heller aldrig ladet mig dominere af andres krav om at få mine projekter færdige før jul (ej heller undlader jeg at starte nye projekter på fredage, men det er en anden historie).

Denne jul formåede jeg dog at stresse mig selv, fordi jeg absolut ville have et par strikkede strømper til min mand færdige, så jeg kunne give dem til ham den 24. december. Og hvad skete der? Ja, jeg var kommet helt frem til tåen på den anden strømpe den 23. december, da jeg opdagede, at jeg i min hast havde glemt at dreje hælen. Og så var jeg nødt til at trævle op igen! Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne nå at få strømpen færdig inden gaveåbningen den 24.

Heldigvis havde jeg god tid til at strikke, imens jeg var på arbejde natten imellem den 24. og den 25. Strømpen blev færdig, og manden kunne tage begge strømper på i aftes. Han var heldigvis glad for dem.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...