Viser opslag med etiketten Julemarked. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julemarked. Vis alle opslag

onsdag den 19. oktober 2016

Er tiden inde til juleprojekter?


Jeg kan se på besøgsstatistikkerne på bloggen, at tiden nærmer sig. Flere gæster besøger siden med DIY for hæklede juletræer og andre juleindlæg.

Personligt er tiden ved at indfinde sig, når begge børns fødselsdage samt skolestart med forældremøder og lignende er overstået i slutningen af september. 

Tiden er inde til at gå i gang med de kreative projekter til jul!

Endnu har jeg ikke tænkt så meget på hjemmelavede julegaver. Sidste år kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave selv, men det håber jeg dog på at få tid til i år. 

Jeg er gået i gang med at hækle og strikke småting til at sælge på julemarked i Bydelshuset i november. Traditionen tro, ville jeg gerne sige. Men faktisk er dette kun anden gang, at julemarkedet afholdes, da huset kun er godt ét år gammelt.

Vi håber alle på mange boder og endnu flere gæster, der gerne vil købe flotte håndlavede ting til deres kære i julegave. Eller til selvforkælelse!

Julemarkedet i Bydelshuset afholdes søndag den 27. november kl. 11-16.


torsdag den 12. november 2015

Jeg gør klar til julemarked


På lørdag er der julemarked i Bydelshuset, og jeg har en bod. Da jeg først hørte om markedet for nylig og ikke har et stort lager af færdiglavede ting, har jeg ikke så meget med.

Men jeg er ved at gøre klar. Jeg pakker og tænker over priser. Og så hækler og strikker jeg nogle småting, som jeg godt kan nå at blive færdig med.

Desværre ser det ud til at blive et lille marked. Ordet er bare kommet ud for sent, og jeg tænker, at flere har stået i den samme situation som mig og har ikke haft et lager af færdige ting. Til gengæld kræver det ikke meget forberedelse at shoppe. Man kan bare springe ud i det. Så kom frisk og se, hvad vi har at byde på på lørdag. Læs gerne mere på Bydelshusets FBside her: https://www.facebook.com/bydelshuset.tilst/


fredag den 7. november 2014

Hæklede juletræer til julemarked


Jeg er ved at afslutte min storproduktion af hæklede juletræer. Det føles som en storproduktion, men da jeg talte dem for lidt siden, viste der sig kun at være 28! Ok, jeg har hæklet flere og givet dem væk. Men disse 28 er nu ved at blive gjort klar til at blive solgt på julemarked.

Jeg har ikke selv en bod på noget julemarked (men kunne godt overveje at få det en gang). Jeg har bare hæklet nogle små ting (juletræer og vimpelranker), som den talentfulde Elspa Metzdorff skal have med i sin bod. Hun laver selv de flotteste strikkede og syede ting (huer, vanter, tørklæder, trøjer), som hun selv designer. Desuden upcycler hun brugt strik og andet tøj til blandt andet nogle fede hatte og tasker. Besøg "Made by Metzdorff" på Facebook eller på hendes hjemmeside.

Jeg lærer en del af denne proces med juletræerne. Blandt andet at der skal en hel del lædersnor og perler til. Jeg har ikke nok at én bestemt slags til at få hele produktionen til at se ensartet ud. Så derfor pakker jeg fire juletræer med ens snor og træperle i hver cellofanpose. Alle har en eller anden slags lædersnor og træperle i naturfarver og sort.

Nu er det sværeste tilbage: prissætningen! Det er SÅ svært, synes jeg. Man ser jo priser, der stikker i alle retninger, når man kigger rundt på nettet. Desuden ved man jo, at de fleste helst vil betale så lidt som muligt, samtidig med at man selv vil tjene så meget som muligt. Man vil ikke sætte en sindssygt høj pris og skræmme købere væk men heller ikke sælge sit arbejde for billigt...What to do?!?

Forresten, så er juletræerne hæklet efter min egen DIY - Hæklet juletræ, som du finder ved at klikke her.





lørdag den 1. december 2012

Dagens fangst - Julemarked i TST-hallen i Tilst

Jeg var forbi et lille julemarked her i eftermiddag. Det var i TST-hallen i Tilst. Der var ikke mange boder - nok fordi dette er første år for makedet, og det er ikke blevet annonceret ret godt. På de få opslag, jeg har set, bliver det annonceret som et gammeldags julemarked med hjemmelavede ting og sager. Og der var da også gode ting at se på, og nogle fik.
 
Desværre fik jeg ikke taget billeder på markedet, da kameraet ikke var med, og belysningen bare var for dårlig for mobilen. Vel hjemme igen lagde jeg lige nogle ting på bordet og snuppede et par billeder.
 
Der er strikkede strømper til begge børn (dem uden hæl, der strikkes nærmest i spiral), håndledsvarmere til min datter, et par glasengle og grydelapper til mig selv, julesokker udformet som skøjter til min datter og strømpegarn til at få produceret noget mere af.
 




 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...