Her til morgen har jeg hæftet ender på Bella Baby tunikaen, som jeg viste billede af forleden. Desuden skulle der hækles en trense og syes en knap i. Og det var så den montering. Dejlig hurtigt!
Det trænede øje vil hurtigt se, at jeg endnu ikke har vasket eller presset. Alligevel ruller kanterne ikke ret meget. Så det endelige resultat skal nok blive godt.
Tunikaen var hurtigt og nemt strikket på pinde 3 (øverste og nederste kant dog på pinde 2,5). Størrelsen er 3-6 måneder.
Jeg brugte 76 gram almindeligt bomuldsgarn fra Netto (købt sidste år). Det er i udmærket kvalitet, og jeg er temmelig vild med farverne.
Opskriften er fra "Babystrik på pinde 3" af Lene Holme Samsøe. Jeg fandt hurtigt rundt i den. Men jeg tror ikke, den er egnet, hvis man ikke har strikket efter opskrift før, da der skal springes lidt rundt imellem forskellige afsnit, og et par ting tages det for givet, at man forstår eller kan regne ud selv.
Men som altid en smuk og detaljeret model fra Lene Holme Samsøe. Jeg er altid ret vild med hendes designs.