onsdag den 14. december 2016

Dørkrans - Julen 2016


Som så mange andre familier hænger vi også hver jul en krans på vores dør for at fejre julen og for at byde gæster velkommen i december. Vi har en ny krans med ny pynt hvert år.

Årets krans er meget enkel. En flettet krans købt i supermarkedet. Den overlever nok til næste år i modsætning til de mange grønne kranse, vi tidligere har haft. 

Pynten er ligeså enkelt. En balletengel med lidt glimmer. Ja, det kan godt være, hun er en fe, men hun pynter op til jul, så vi har besluttet, at hun er en engel. Vi har haft hende, siden datteren var 5 år og gik til ballet. Nu er hun 10, og englen er blevet en del af vores faste julepynt, som skal frem hvert år. 

Desuden en strikket sløjfe. Faktisk strikkede jeg den til pakkespil til julefrokost med kollegaer. Julefrokosten var jeg nødt til at aflyse på grund af migræne. Så jeg fandt en anden anvendelse for sløjfen. 

Datteren er vild med kransen. Jeg er godt tilfreds. Sønnen synes vist, den er for tøset. Manden har ikke rigtig sagt andet end, at det er hyggeligt, at den hænger der. Hmmm...

torsdag den 8. december 2016

Skóleistar til mig selv


Forleden strikkede jeg dette par skóleistar. Jeg tænke, jeg kunne bruge dem som gave eller sælge dem. Men jeg elsker farverne så meget, at jeg nu har taget dem i brug selv. Og de er dejlige!

Da garnet virker en lille smule tyndere end garnet i min oprindelige DIY, har jeg strikket en enkelt retrille og en eller to omgange glat mere for at forlænge foden. Og de passer fint.

Min oprindelige DIY til Skóleistar i voksenstørrelse finder du ved at KLIKKE HER.

Garnet med de flotte farver er DROPS Delight, som blandt andet kan købes hos Kukuk.dk i 16 forskellige farvekombinationer med lange farveskift, som giver det flotte farvespil.

Hvis du køber via dette affiliate link, tjener jeg lidt på det.

Men kig nu rundt i hele shoppen, for der er meget lækkert at vælge imellem!

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

onsdag den 7. december 2016

Skóleistar til sønnen (str. 35)


Min søn har brug for hjemmesko i skolen her om vinteren. Vi gik og kiggede på et nyt par i en butik her forleden. Men han fandt ikke nogle, han syntes, han kunne bruge. Hvorefter han udbrød: "Jeg vil også hellere have nogle, som kommer fra dig!" Det kunne jeg jo ikke stå for, så jeg fandt det neonfarvede strømpegarn frem og strikkede et par skóleistar til ham.

De er cirka i str. 35. Og jeg har justeret min almindelige opskrift, så den passer til størrelsen.

Jeg slog 30 masker op til at begynde med og tog ud til 32 masker, da jeg begyndte at strikke rundt. I den første del strikkede jeg 19 retriller, og i den anden del strikkede jeg 18 omgange glat før indtagningerne. 

Min oprindelige opskrift på skóleistar i voksenstørrelse kan du se ved at KLIKKE HER.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...