Viser opslag med etiketten Børneværelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børneværelse. Vis alle opslag

onsdag den 24. august 2016

Blyantholder til sønnen


Jeg var ved at pakke en af min søns nye skolebøger ind i dag. Og da der var en firkant tilbage af yndlingspapiret med FC Barcelona logo og farver, tænkte jeg, at det måtte da kunne bruges til noget. 

Så jeg hentede en af sønnens hjemmelavede blyantholdere fra værelset. Den bestod bare af en konservesdåse dekoreret med washi-tape. Men den var blevet lidt kedelig at se på. Så jeg skrællede tapen af og klistrede FC Barcelona papir på i stedet.

Papiret er bogpapir i god kvalitet, så det går ikke i stykker med det samme. Alligevel er det rimelig nemt at tage af igen, da jeg ikke har brugt lim men bare tape. Enkelt og nemt. 

Voila! Blyantholder (lige nu kun med saks i), som matcher min søns yndlingsklub lige nu. Men nem at ændre, hvis sønnen får en anden yndlingsklub eller interesse. 


tirsdag den 24. februar 2015

Datteren kreerer

Min datter er ret opfindsom og kreativ. Dette får jeg altid at vide til skole-hjem samtaler. Og det samme fortæller de i hendes SFO. Hun har frem for alt en god fantasi. Og det giver udslag i, at hun bygger diverse ting, tegner, limer, sammensætter osv.

På det sidste har hun koncentreret sig om de dersens små elastikker. Hvad er det nu, de hedder? Jeg mener, hendes elastikker og væv hedder en Rainbow Loom. Jeg købte udstyret til hende, da hun var helt vild med at lave armbånd med de små elastikker i sommerferien. Hun brugte timevis sammen med vennerne hver eftermiddag på legepladsen, hvor de lavede armbånd og andre smykker til hinanden - og os forældre.

Dog var det som om interessen dalede, da ferien var forbi. Men her på det sidste har hun taget tråden op igen.

Nu går det ud på at lave grimer og benvarmere til Schleich heste. Hun har ranet alle lillebrors heste og udstiller i hendes værelse, hvis ikke de lige står i kø for at få nyt udstyr. Snakken går om at lave en saddel, og hun gjorde nogle forsøg i går, men det gik ikke helt. Så det er under udarbejdelse.






I dag fik jeg så også en neongul ring til at trøste mig med, da jeg stadig er syg. Sød pige. :)


onsdag den 12. februar 2014

Ny hæklet rund pude

I aftes blev jeg færdig med en rund hæklet pude til min datter. Hun tog den med i seng og har haft den til at pynte i værelset i dag. Men nu har hun en veninde på besøg, så jeg har taget puden ind i stuen for at tage billeder. Der er et lidt sjovt lys på billederne, da jeg gerne ville give nogen af dagens solstråler lov til at være med på billederne.



Puden er hæklet i 100% bomuld 8/4 og med hæklenål nr. 2,5. Til at begynde med brugte jeg rester fra det hæklede tæppe, som jeg gav min datter for ikke så længe siden, og som består af én stor oldemorfirkant.

Jeg valgte garn nogenlunde tilfældigt og skiftede for hver omgang. Jeg hæklede lige mange omgange til hver af pudens sider, indtil der ikke længere var nok af hver enkelt farve til en omgang. Derefter brugte jeg to nøgler pink bomuldsgarn fra Søstrene Grene for at gøre puden færdig. Tilsammen har jeg brugt omkring fire nøgler garn. 

Puden er hæklet rundt i stangmasker med tolv udtagninger på hver omgang, 27 omgange i alt (jeg startede med en magisk ring). Rækkefølgen af farverne er forskellig på hver side. Til sidst har jeg hæklet sammen med fastmasker.

Monteringspuden er en rund pude med dun/fjer, som jeg i tidernes morgen købte hos Stof2000 for ikke ret mange penge.

Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, da jeg synes, jeg efterhånden er ved at blive god til at hækle rundt - og gøre det pænt. Datteren er også glad for puden.



søndag den 19. januar 2014

Ny opslagstavle med washi-tape


For et stykke tid siden købte jeg en helt almindelig opslagstavle af kork med træramme i den lokale genbrugsbutik. Det er vist en model, der stammer fra IKEA, men nu fik jeg den endnu billigere og i perfekt stand - faktisk var den stadig indpakket. Den er bare kedelig (!), især når den nu skal bruges i min 7-årige datters værelse.

Jeg havde tænkt mig at male tavlen, men nu var den allerede blevet taget i brug af datteren, så det trak ud. I går hjalp jeg hende med at rydde op på hendes skrivebord, og så fik jeg lige den idé, at jeg kunne prøve at dekorere tavlen med washi-tape. Og det viste sig at være en succes.

Jeg brugte en washi-tape, som jeg har købt i Bilka. Den er smal og føles en smule mere plastik-agtig, end washi-tape normalt gør. Men til dette formål var den perfekt. Og min datter er glad for mønsteret og farverne, som passer godt til hendes værelse.


Først tog vi tavlen ned og fjernede alt rod på den. Og så var det bare at gå i gang med at tape og klippe lidt til i hjørnerne. Det tog sådan cirka 2-3 minutter, før det hele var på plads igen! Datteren er glad for resultatet, så det er jeg også.





Imens jeg ryddede op på skrivebordet, indrettede datteren et lille soveværelse til sine build-a-bears ved siden af skrivebordet. Det var med seng, natbord, billeder og pynt. Ninka har sovet der i nat, og hun var godt tilfreds med det nye værelse.


Jeg undskylder for billedernes dårlige kvalitet. Endnu en gang havde jeg fat i iphone uden blitz. Billederne blev faktisk endnu værre med blitz.

søndag den 15. december 2013

Washi-tape & dåser

Min søn på 4 år har fået nye farveblyanter i pakkekalenderen. Dermed er der opstået et behov for opbevaring. Han har set de dåser, jeg tidligere har pyntet til hans søster, og har udtrykt ønske om at få noget lignende.

Så i aftes fandt jeg min samling af washi-tape og nogle rengjorte konservesdåser frem, og så gik vi i gang.

Først farvekoordinerede han. Den første dåse var med overvejende blå mønstre og den næste med overvejende grønne mønstre. Men med den tredje dåse gik han helt amok med mønstrene. Han valgte al tapen selv - imens jeg lavede klisterarbejdet - og han er godt tilfreds med resultatet, siger han.


lørdag den 12. oktober 2013

Og så var der fire!


Jeg har spraymalet endnu et låg til krukkerne i min søns værelse, så nu er der fire krukker med dinosaurer på låget. Endnu en gang var min søn begejstret, men indtil videre ser han ud til at være godt tilfreds med at lade dem stå til pynt uden at opbevare noget i dem.

torsdag den 26. september 2013

Dinosaurer på krukke


Jeg har svinget spraydåsen igen, så min søn nu har tre glaskrukker med dinosaurer på låget. De står på kommoden i hans værelse. Han synes, de er seje. Og jeg har planlagt i hvert fald én mere.

Men nu ønsker storesøster sig også nogle lignende krukker. Så jeg er på udkig efter billige og tøsede eller nuttede figurer til et pigeværelse. Vi har overvejet Littlest Petshop dyr. Men jeg synes, det er synd at bruge dem. Hun har nogle prinsesser fra chokoladeæg, men de er lidt for små. Og almindelige plastikdyr passer ikke rigtig til hende. Så jeg holder øjnene åbne. 

Har du nogle forslag til os?

lørdag den 17. august 2013

Reptil-glæde - Spraymalet låg


Min søn er temmelig glad for plastikdyr. Han elsker alle dyr fra Schleich. Og han synes, dinosaurer er seje. Han har nogle små dinosaurer, som han har leget en hel del med, hvorfor de ser noget slidte ud. De er ikke fra Schleich - og var ikke ret dyre - men de er alligevel pænt detaljerede. Men han leger ikke med dem mere.

Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet med dem. Og her var det så oplagt at afprøve den ide med plastikdyr og glaskrukker, som i måneder har været at se over hele blogland og i bøger og blade. Malede dyr på låg!

Jeg havde en lille glaskrukke, som havde indeholdt oliven. Så den måtte jeg bruge. Kontaktlim kom jeg på låget og på dyrets ben. Låget fik så lov til at stå uberørt af andet end dyret i et par dage. Normalt er jeg temmelig utålmodig efter at komme videre med et projekt, men denne gang blev jeg afbrudt og fik ikke mulighed for at gå videre med det før i dag.

Jeg brugte en sort akrylmetallic spray og sprayede tre lag. Føj hvor det stinker! Jeg var nok blevet svimmel, hvis jeg ikke var det i forvejen (jeg har feber). Men resultatet er ret fedt, synes jeg. Især den skinnende metalliske effekt er ret flot.

Nu må vi se, hvad min søn vælger at bruge krukken til. Jeg frygter dog lidt, at han vil insistere på at tage dyret af låget. Så dette er en prøve for at se, om jeg skal lave flere.


søndag den 19. maj 2013

Dåser til skrivebordet

Forleden havde jeg et øjeblik til overs, imens aftensmaden lavede sig selv i ovnen. Og jeg besluttede at pynte nogle dåser til min datters skrivebord til opbevaring af kuglepenne, farveblyanter og lignende. Det var nemt og hurtigt. Resultatet var ikke helt perfekt, men min datter blev glad, og jeg fik afprøvet det.
Tre små, tomme dåser kokosmælk. Selvklæbende papir med print fra Tiger. En saks. Det tog få minutter, men glæden var stor.

fredag den 10. maj 2013

Dagens fangst - vol. 26

Det er et stykke tid siden, jeg har lavet et af disse 'dagens fangst' indlæg. Ikke fordi jeg ikke har shoppet, men fordi jeg ikke har fået taget billeder, før tingene er blevet lagt på plads eller er blevet væk i rodet. Vi har stadig flytterod, selv om det er over to måneder, siden vi flyttede ind!
 
Men forleden dag var vi en tur i den lokale genbrugs, og jeg fandt nogle ting, der skal bruges til kreative projekter. Og jeg fik endelig taget nogle billeder.
 
Først købte jeg et gammelt skrivebord til datteren. Det ser temmelig kedeligt ud, lidt slidt og malet lysegråt, men det fungerer fint og har den rigtige størrelse. Nogle lag maling vil kunne gøre det helt perfekt. Min datter har snakket om Monster High-farver eller Tivoli-farver.
 
 
Desuden købte jeg en stak gamle hæklemønstre. De er fotokopier i plastlommer. Men de ser helt fine ud. Og lidt legetøj blev det også til: to build-a-bear bamser, en tekande med zebrastriber (Monster High, mener min datter), en Barbie og et billede af en ballerina. Det var virkelig en heldig dag for min datter. Lillebror kunne dog godt få lov til at vælge den ene build-a-bear.
 
 

mandag den 6. maj 2013

Tæppe af oldemorfirkanter # 2

 
Færdig! Endelig færdig med tæppet i oldemorfirkanter til min søn. Jeg har hæklet på tæppet siden marts sidste år. Dog med lange pauser, da jeg har haft gang i andre projekter i mellemtiden.
 
Mit første indlæg om tæppet skrev jeg den 23. marts, 2012. Da præsenterede jeg mine tanker om, hvordan tæppet skulle laves med hensyn til farvesammensætning, mønster og garn. Oprindelig havde jeg tænkt mig at hækle sammen med en mellemgrå farve, men senere hen besluttede jeg at bruge sort, hvilket jeg er glad for.
 
Jeg har brugt forskellige slags strømpegarn, for det meste bestående af 75% uld og 25% polyamid/nylon. Tæppet bør derfor kunne vaskes i vaskemaskine, ligesom strømper kan det. Jeg har med vilje købt garn i mange forskellige mærker, og har også brugt fra restekurven, for at få så stor en farvevariation som muligt. Ligeledes har jeg brugt både ensfarvet og farveskiftende garn, både med korte og med længere farveskift. Løbelængden har ligget på omkring 210 meter per 50 gram. Undervejs har jeg lært, at der er stor forskel på strømpegarn, selv om det består af de samme fibre.
 
Firkanterne er tilfældigt sammensat. Eneste kriterium var, at der ikke skulle være to firkanter i det samme garn op ad hinanden. Mens jeg hæklede sammen, fik de farvede felter adskilt af den smalle sorte kant mig til at tænke på kirkevinduer. Jeg har hæklet sammen på enkleste vis med fastmasker og med en kant ligeledes bestående af fastmasker. Ingen krummelurer eller picoter, da tæppet gerne skal være et sejt drengetæppe.
 
Tæppet består af 196 oldemorfirkanter med seks omgange hver. Det er hæklet med nål nr. 2½. Mønstret er noget mere lukket end det helt klassiske mønster, som jeg tidligere har brugt til et tæppe til min datter. Tæppet måler 124 x 124 centimeter og vejer 983 gram.
 
 

 

 


Jeg vil lige tilføje, at jeg faktisk allerede har et nyt projekt med hæklede oldemorfirkanter i tankerne. Garnet er bestilt. Nu skal jeg bare lige beslutte mig for mønstret, da det skal være lidt anderledes en de to mønstre, jeg har brugt til tæpper indtil videre. Og så er det faktisk ikke sikkert, at det næste bliver et tæppe, selv om det også bliver et større projekt.

tirsdag den 29. maj 2012

Fodboldfeber

Nogle af jer vil måske huske, at jeg i et tidligere indlæg fortalte, at jeg var ved at hækle hvide sekskanter og bad jer gætte, hvad de skulle bruges til. Senere fortalte jeg også, at jeg hæklede sorte femkanter. Og nu kan resultatet af mine anstrengelser offentliggøres. Jeg har hæklet en fodbold!

Faktisk har jeg haft opskriften og garnet liggende siden sidste sommer eller efterår. Jeg prøvede dengang at hækle femkanterne men måtte opgive, da jeg bare ikke var rutineret nok. Nu er jeg så langt mere øvet i hækling, og jeg besluttede derfor at gøre et nyt forsøg forleden.

Jeg startede denne gang med de hvide sekskanter, da det jo er langt nemmere at se detaljer og tæller masker i hvidt garn end i sort. Og denne gang gik det langt bedre. Dog var jeg nødt at justere lidt på opskriften og tilpasse den min egen hæklestil, hvis der altså er noget, der hedder sådan.

Jeg tror, der i opskriften blev lagt op til at hækle i spiraler. Men det kan jeg ikke helt finde ud af, jeg har simpelthen brug for afsluttede omgange for at kunne følge ordentligt med i arbejdet, også selv om jeg hækler fastmasker. Så jeg justerede steder for udtagninger samt lavede afsluttede omgange og startede hver ny omgang med luftmasker, for at tilpasse min måde at hækle på. Og så var det faktisk ikke svært!

Jeg synes, det endelige resultat blev rigtig flot, og min søn er glad for bolden - faktisk er de begge glade for den og synes, den er flot og sjov. Forbolden er ment som en pude på børneværelset, men den er vist også ret sjov at bruge som indendørs fodbold, selv om den er noget større end en normal forbold.

Opskriften er fra Kreativ Strik nr. 3, 2008. Designeren er ikke nævnt.

Jeg brugte hæklenål nr. 3½, selv om opskriften siger nr. 3, ellers blev det for fast.

Garnet er Havana, 50% bomuld og 50% akryl, som er dejligt at hækle med, men en smule tykkere end jeg er vant til (50gr = 110 m).




mandag den 19. marts 2012

Tiger-poser

Forleden dag nævnte jeg i dette indlæg, at man i Tiger-butikkerne kan købe nogle genbrugbare poser, som jeg synes, er ret søde. Indtil videre har vi brugt dem i børneværelset, hvor min datter har smådimser, dukketøj, hjemmefutter og andre gode ting og sager i dem. Nu har jeg så også fået én til at opbevare/transportere mit strikketøj i f.eks. når jeg skal have det med på arbejde (den med møstret af trekanter).

Poserne koster kun 3 kr. De ligner mest gaveposer og er lavet i et plastiklignende materiale. De kan selvfølgelig ikke holde til hård medfart. Men de er da vældig søde, synes du ikke?


lørdag den 10. marts 2012

Dagens fangst - vol. 8

Endnu er fredag er passeret, hvor datteren og jeg var et smut igennem indre by i Århus. Vi var selvfølgelig på besøg i nogle dejlige butikker og shoppede lidt.

Blandt andre besøgte vi Stof & Stuff, men jeg forlod den uden at købe noget som helst, da der var alt for mange lækre ting, så jeg slet ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg skulle have.

I Magasins papirafdelig fandt vi nogle søde stickers med elefanter og ugler samt sødt påskepynt i form af en Babushka (lilla med kaniner på).

Tiger butikken ved Busgaden var vi også et hurtigt smut igennem, og der købte jeg endnu en lille pakke med filtede uldkugler, en pakke med store pailetter, udstiksforme med påskemotiver og nogle pink tøjbøjler i metal. Jeg har selvfølgelig planer om projekter, der involverer alle disse ting, men nu får vi lige se, hvornår det bliver til noget.

Har I for øvrigt lagt mærke til alle de fine poser, de har i Tiger? Denne gang købte vi én med blomster på. Ellers har vi de sidste få gange købt nogle med svampe på. De koster sølle 3 kr, men de er geniale til børneværelset. Min datter bruger dem til alt muligt som f.eks. dukketøj, bamser, hjemmefutter og alverdens andre dimser og dippedutter.

Jeg så, der var bogudsalg i Bog&Ide, men jeg fandt ikke rigtig nogle interessante håndarbejdsbøger på udsalg. Måske var de allerede udsolgt? Til gengæld fandt jeg Sys Fredens nye lille hæfte 'Mønsterhæklet'. Og det glæder jeg mig godt nok til at komme i gang med at bruge.

Og da vi kom hjem, lå det nyeste Mad! i postkassen. Mums!


mandag den 5. marts 2012

Rund hæklet pude

Min første runde, hæklede pude er endelig færdig! Den skal bruges i børnenes værelse, og den har 'pigefarver' på den ene side og 'drengefarver' på den anden. Så må vi se, om de kan enes om at dele den eller kommer op at slås om den.

Denne pude var ment som en øvelse i at hækle rundt. Det gik ret godt, som jeg også skriver i dette indlæg, og nu har jeg fået blod på tanden til flere runde hækleprojekter.

Til denne pude har jeg brugt ældgamle rester, bl.a. fra et gammelt optrævlet tørklæde, som aldrig blev brugt (man går vel ind for genbrug). Tykt bomuldsgarn og hæklenål nr. 5. Så det gik ret hurtigt at hækle puden. Jeg har samlet med fastmasker i hvidt bomuldsgarn. Så passer puden i stilen med det hæklede tæppe i oldemorfirkanter, som jeg har lavet som sengetæppe til min datter.

Ingen opskrift som sådan, men med god hjælp fra vejledingen her. Ellers hækles der bare ligeud ad landevejen. Puden blev en smule 8-kantet på grund af den måde, jeg lavede udtagningerne. Men det kan jeg faktisk godt li', så den får lov til at blive ved med at være sådan.

Den runde monteringspude købte jeg i webshoppen hos Stof2000. Den er Ø 40 cm og kostede under 40 kr, hvis jeg husker rigtigt. Ja, jeg har købt flere!



onsdag den 1. februar 2012

Puder...

For et par år siden, imens jeg var gravid med min søn samt på barsel, gik jeg i gang med at lave nogle puder til datterens værelse. Det var egentlig for at komme i gang med at strikke og hækle igen efter ikke at have været håndarbejdsaktiv i årevis.

Jeg brugte ikke opskrifter men kastede mig bare ud i det. De tre strikkede puder er bare strikket på rundpind, så de passer i omfang til sættepudens størrelse, og så hæklet sammen i begge ender for at give en 'sjov' kant. Den grønne pude er hæklet i stangmasker frem og tilbage, og de hæklede blomster er syet på bagefter. Blomsterne var bare noget, jeg eksperimenterede mig frem til.

Udfoldelserne var ikke videre avancerede, men resultaterne gjorde lykke alligevel. Bare man bruger de rigtige farver er det jo nemt at gøre en 3-årig glad. Nu er hun 5 år og en stor pige, men hun er vist stadig glad for puderne, som jeg lavede. Og alle hendes andre flotte puder. Hun har nok arvet morens svaghed for spraglede puder.

tirsdag den 31. januar 2012

Tæppe af oldemorfirkanter

Så blev jeg endelig færdig med det tæppe, jeg har hæklet på on-and-off i nogle måneder. Det er hæklet i oldemorfirkanter og primært af restegarn. Det meste er 100 % bomuld. Det er samlet med fastmasker i hvid bomuld. Jeg valgte at lægge kludene diagonalt, hvilket jeg synes, giver en sjov effekt. Jeg har brugt 190 klude, og tæppet måler ca. 165 x 150 cm.

Min 5-årige datter skal have det som sengetæppe. Dette har selvfølgelig haft indflydelse på de muntre farver. Desuden har jeg valgt at gøre det meget enkelt bare med en kant af fastmasker, for så kan jeg nogenlunde nemt komme til at tilføje flere klude, hvis jeg skulle få lyst til at gøre tæppet længere. Og de allerfleste firkanter er for nemheds skyld ensfarvede, imens ganske få er hæklet i flere nuancer af samme farve.

Egentlig er det vel et stort stykke håndarbejde. Men sådan har det ikke føltes undervejs, da jeg bare har hæklet en lille firkant en gang imellem og ikke har haft et slutprodukt for øje. Desuden er oldemorfirkanter jo noget af det nemmeste af hækle. Man behøver ikke koncentrere sig så meget. Her til sidst var det dog lidt tungt at sidde med, men samtidig dejligt at putte i, imens jeg hæklede de sidste kantmasker.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...