Jeg strikker ofte med bomuld eller hør om sommeren - ligesom jeg foretrækker tøj i hør og bomuld om sommeren. Silke er selvfølgelig også godt - både i tøj og garn - men jeg strikker ikke så ofte i garn, der kun består af silkefibre.
I disse dage strikker jeg imidlertid i merinould. Og det går helt fint. Jeg sidder godt nok i skyggen i min egen luftige have, så jeg kampsveder ikke. Det ville måske være anderledes ved en poolkant i Sydeuropa. Men det går altså helt fint med merinoen.
Og så har jeg gang i et ganske lille strikketøj. Jeg strikker nemlig i babystørrelse, da flere af mine bekendte har fået babyer her på det sidste. Jeg nævner ingen navne...