Viser opslag med etiketten Washi-tape. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Washi-tape. Vis alle opslag

søndag den 19. januar 2014

Ny opslagstavle med washi-tape


For et stykke tid siden købte jeg en helt almindelig opslagstavle af kork med træramme i den lokale genbrugsbutik. Det er vist en model, der stammer fra IKEA, men nu fik jeg den endnu billigere og i perfekt stand - faktisk var den stadig indpakket. Den er bare kedelig (!), især når den nu skal bruges i min 7-årige datters værelse.

Jeg havde tænkt mig at male tavlen, men nu var den allerede blevet taget i brug af datteren, så det trak ud. I går hjalp jeg hende med at rydde op på hendes skrivebord, og så fik jeg lige den idé, at jeg kunne prøve at dekorere tavlen med washi-tape. Og det viste sig at være en succes.

Jeg brugte en washi-tape, som jeg har købt i Bilka. Den er smal og føles en smule mere plastik-agtig, end washi-tape normalt gør. Men til dette formål var den perfekt. Og min datter er glad for mønsteret og farverne, som passer godt til hendes værelse.


Først tog vi tavlen ned og fjernede alt rod på den. Og så var det bare at gå i gang med at tape og klippe lidt til i hjørnerne. Det tog sådan cirka 2-3 minutter, før det hele var på plads igen! Datteren er glad for resultatet, så det er jeg også.





Imens jeg ryddede op på skrivebordet, indrettede datteren et lille soveværelse til sine build-a-bears ved siden af skrivebordet. Det var med seng, natbord, billeder og pynt. Ninka har sovet der i nat, og hun var godt tilfreds med det nye værelse.


Jeg undskylder for billedernes dårlige kvalitet. Endnu en gang havde jeg fat i iphone uden blitz. Billederne blev faktisk endnu værre med blitz.

søndag den 15. december 2013

Washi-tape & dåser

Min søn på 4 år har fået nye farveblyanter i pakkekalenderen. Dermed er der opstået et behov for opbevaring. Han har set de dåser, jeg tidligere har pyntet til hans søster, og har udtrykt ønske om at få noget lignende.

Så i aftes fandt jeg min samling af washi-tape og nogle rengjorte konservesdåser frem, og så gik vi i gang.

Først farvekoordinerede han. Den første dåse var med overvejende blå mønstre og den næste med overvejende grønne mønstre. Men med den tredje dåse gik han helt amok med mønstrene. Han valgte al tapen selv - imens jeg lavede klisterarbejdet - og han er godt tilfreds med resultatet, siger han.


torsdag den 5. september 2013

Washi-tape i Bilka

Jeg har lige set nogle pakker washi-tape med sødt mønster i Bilka. Rullerne er små, men der er 4 i en pakke til 30kr. Jeg snubbede 2 pakker.


mandag den 12. august 2013

Washi-tape på dåser


I aftes havde jeg lidt tid til overs efter at have pakket taske med datteren til første dag i 1. klasse, og vi besluttede at lave et par dåser til hendes skrivebord til at holde på farveblyanter og lignende.
Vi brugte et par dåser, som før havde rummet hakkede tomater. De har sådan en coated inderside, som er nem nok at rengøre. Desuden havde de været en tur igennem opvaskeren og blev hurtigt tørret for ikke at ruste.
Jeg har en kagedåse fyldt med washi-tape, som vi kunne vælge fra. Og valget faldt på nogle sort/hvide tapes til den ene dåse og lilla/hvide tapes til den anden dåse. Der var tre af hver farvekombination.
Det var hurtigt og nemt at påføre tapen. Og resultatet er temmelig brugbart. Især dåsen i sort/hvid fungerer da godt sammen med datterens farveblyanter i neonfarver far Søstrene Grene. Al den brugte tape er også fra Søstrene Grene, hvis jeg husker korrekt.
Vi er begge to tilfredse med resultatet. Og jeg tænker, at jeg i fremtiden sagtens kan lave noget lignende til hæklenåle og andet grej på mit eget bord.

Billederne blev taget i et mørkt køkken ved brug af autoflash. Så de er ikke af bedste kvalitet. Derfor kun to billeder og ikke en hel række.

lørdag den 27. juli 2013

Søstrene Grene & Tiger

Jeg var forbi Søstrene Grene i Bruuns Galleri i Århus i går. Ingen neon-klistermærker fandt jeg. Er jeg misundelig på alle dem, der har postet neon-klistermærker her i blogland i dag? Helt vildt!

Til gengæld fik jeg fyldt lidt op i lageret af tape. Der var rigtig mange forskellige mønstre at vælge imellem. Men jeg begrænsede mig lidt, da jeg allerede havde købt nogle ruller af de nye mønstre forleden. 

Neon-glimmer fra Tiger-butikken fik vi også med hjem. Og to pakker øreringe fra Grenes.


søndag den 21. oktober 2012

Halloween lygter

Jeg har haft gang i endnu et hurtigt lille projekt i forbindelse med Halloween.
Jeg snuppede nogle glaskrukker fra mit lager. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge tre, men efter at have fjernet etiketterne fra to, besluttede jeg, at det var nok.
Ville det ikke være dejligt, hvis etiketterne bare kunne fjernes ligesom etiketterne på Jolly Cola dåser i 80'erne? Hvem husker dem?
Så brugte jeg orange og gult dekorationstape fra Søstrene Grene til at lave nogle enkle striber på glaskrukkerne. Den ene bare med orange, for det er jo den 'rigtige' Halloween farve. Den anden lavede jeg med orange og gul og tænkte, at det ligner jo lidt det amerikanske 'candy corn', som man forbinde både med Halloween og amerikanerne Thanksgiving.
Børnene var vilde med dem begge. Jeg var selv mest tilfreds med den med to farver og ville egentlig have lavet den anden om, så de blev ens. Men så sagde manden, at han var mest glad for den med orange. Så de får lov til at blive, som de er.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...