fredag den 28. marts 2014

Jeg strikker igen

Efter en lang uges træls forkølelse, og en periode med mange hæklerier, fattede jeg for et par dage siden strikkepindene på ny. Det er min datter, der skal forkæles denne gang. Garnet har jeg brugt før, og vi er begge stadig vilde med farverne.


søndag den 23. marts 2014

Krea-reol

Du husker måske, at jeg tidligere har skrevet om garnreol og kreahjørne, og at jeg er ved at indrette sidstnævnte. Det er en vældig langsom proces.

Men for få uger siden tog jeg mig sammen til at rydde op og sortere ud i mine hundredvis af bøger, og det frigjorde en lille reol i stuen. Den kom fluks ind i soveværelset og blev overlæsset med kreagrej. Dermed fik jeg en hel del rod væk fra bordet, og det er nu blevet rarere at sidde der og arbejde.

Jeg mangler stadig at få hængt to hylder op over bordet (mumler noget om, at manden vist har fået 'fejlplaceret' hyldeknægtene), men på den front sker der forhåbentlig snart noget.

I dag får du et detaljebillede af min garn/krea-reol. Jeg ligger og kigger på den fra sengen, hvor jeg for en stor del har opholdt mig siden onsdag aften med mellemørebetændelse og andre onder *ynk & klynk* I det mindste er farverne dejlige at ligge og kigge på.


onsdag den 19. marts 2014

Strik på væggen


I aftes så jeg denne fine udstilling af strikkede firkanter med færøske strikkemønstre. Jeg ved ikke, hvem der har strikket, eller i hvilken forbindelse. Men det kunne være strikkeprøver. Mønstrene er så fine, så hvorfor ikke vise dem frem?





mandag den 17. marts 2014

Spytsplejsning - gør det hjemmefra!

Bare et lille tip herfra: når du strikker med magiske nøgler, så spytsplejs derhjemme. Vær ikke doven ligesom mig og tænk, at de ender kan du splejse, når du kommer til dem.

Jeg sidder i tog fra Århus til København og strikker med et hjemmelavet magisk nøgle af forskellige slags strømpegarn. Og jeg har lige været nødt til at spytte og splejse i offentlighed. Jeg satser på, at ingen så spytningen...


søndag den 16. marts 2014

De seneste 9 - på Instagram

En kollage af de seneste ni af mine opslag på Instagram. Hæklet pude til min datter, strikket sjal til svigermor, hæklet krokodille og strikket balaklava til min søn - og så de to seneste hækleprojekter.


Jeg vil helst ikke gøre det til en vane at poste Instagram-kollager på bloggen. Men i dag gør jeg det, for jeg vil gerne gøre opmærksom på, at du har mulighed for at følge mig på Instagram.

Mit brugernavn er gudrunjac. Og jeg har efterhånden brugt Instagram aktivt i over et år. I perioder poster jeg meget. For det meste billeder af mine projekter - og lidt af børnene og min hverdag som sådan. Nogle af billederne kommer på bloggen men slet ikke alle.

Bruger du Instagram?


fredag den 14. marts 2014

Masser af hæklerier

Det ser ikke ud af meget, men dette er et billede af tre forskellige hækleprojekter, som jeg har gang i for tiden.

Jeg hækler vimpler i lilla i dag. Men kan du mon genkende de to projekter i plastikposerne?


torsdag den 13. marts 2014

Vild med vimpler

Jeg er gået i produktionsmodus - på hyggebasis. Det er nødvendigt for at bevare zen, at jeg ikke stresser, selv om jeg gerne vil have hæklet nogle vimpelranker.

Jeg har gang i en masse bomuldsrester samt en del fra lageret også. Indtil videre har jeg hæklet - og hæftet ender på - 42 vimpler. Jeg vil gerne lave flere. Og så længe jeg lader lysten styre produktionen, er det ren fornøjelse.


onsdag den 12. marts 2014

Til mig selv! Februar 2014 - Evaluering

Julie fra Krea Krumspring introducerede begrebet Til mig selv! som en udfordring for februar måned. Som en reaktion på at man i månederne op til jul ofte finder sig selv i gang med at kreere alt muligt til andre en sig selv. Dette er tilfældet for mig det meste af året. Og derfor sprang jeg på udfordringen med det samme, jeg så den.

Jeg havde tre projekter i tankerne, før måneden startede: cardigan, armvarmere og tørklæde. Ingen af dem blev til noget. Til gengæld strikkede jeg et par strømper, som jeg er rigtig glad for. Cardiganen er jeg måske kommet i gang med. Jeg skriver måske, da jeg er startet på et projekt, men jeg er slet ikke sikker på, at jeg gennemfører, da jeg er i tvivl om, hvorvidt det er noget, jeg kommer til at bruge. Tror, garnet er forkert. Jeg har endnu ikke vist billeder, men det vil jeg gøre, hvis jeg fortsætter. Jeg har stadig tanker om en lækker, strikket cardigan fra egen hånd.

I hemmelighed gik jeg lidt og drømte om, men havde ikke konkrete planer om, at komme i gang med at sy, og gerne sy noget til mig selv. Jeg synes, jeg ser så mange - både bloggere og kvinder i min private omgangskreds - sy lækre gevandter til sig selv. Det ville jeg gerne kunne. Og det skal jeg nok få lært på et tidspunkt. Men det blev ikke i februar 2014.

Spændende var det at følge med i, hvad andre bloggere lavede til sig selv denne måned. Hold da op, hvor var i produktive! Hvis du vil se hele listen, så kig over på Krea Krumspring, hvor der også er lavet status over måneden. Ligesom Julie har jeg lavet et tag til mine blogindlæg, som omhandler ting, jeg kreerer til mig selv.


Med venlig hilsen,

tirsdag den 11. marts 2014

En god hæklenål

Nedenfor ses et billede af min yndlingshæklenål for tiden. Den er nr. 2,5, hvilket er perfekt til det tynde bomuldsgarn, som jeg hækler rigtig meget i for tiden. Den er købt i Bilka og kostede kun 25 kr, hvilket selvfølgelig ikke skader.

Men vigtigst af alt er håndtaget. Jeg har prøvet mange forskellige hæklenåle, og det viser sig, at de hæklenåle, der er udformet med flade felter eller krumme skafter bare ikke ligger godt i min hånd. Jeg tror, jeg holder forkert på nålen, når jeg hækler, sådan at jeg bliver nødt til at lave et ekstra drej, hvis jeg bruger disse nåle, og det gør ondt i mit håndled.

Jeg har fundet frem til, at hæklenåle med runde og lidt tykke håndtag fungerer bedst for mig. Denne hæklenål har så oveni et håndtag med en lidt gummiagtig overflade, som gør, at den ikke glider i hånden og er behagelig at holde på. Den vil jeg helt klart anbefale.


Indtil jeg fandt frem til min nye yndling, har jeg i årevis brugt disse hæklenåle med plastikhåndtag. De fungerer stadig godt - bare ikke helt ligeså godt.

Min gamle yndling var den med rødt håndtag nederst i billedet. Den er helt slidt, og garnet glider som en drøm på den. Bøjet er den også, da folk er kommet til at sætte sig på den i sofaen nogle gange. Den kommer stadig i brug, da jeg jo har gang i flere hæklerier på samme tid.


Disse tynde hæklenåle fungerer ikke rigtig for mig. Jeg spænder rigtig meget i hånden og håndledet, når jeg forsøger at bruge dem. Og jeg har dem kun til nødstilfælde. De tykkere i plastik er ok at bruge, da håndtaget jo er temmelig tykt. De bliver mest brugt til Zpagetti.


Jeg købte forleden nogle fine hæklenåle fra Rice til en giveaway. Kom så i tanker om, at de er udformet på nogenlunde samme måde og blev så i tvivl, om jeg ville give dem. Men måske de alligevel er tykke nok til at være behagelige at holde om. Jeg må vist snart komme i gang med den giveaway, og så må I læsere selv bestemme, om I vil have dem.


Hæklenålen fra Søstrene Grene fungerer ikke for mig, så den bliver også givet væk på et tidspunkt. Jeg ved, at der er mange, som er glade for disse hæklenåle med fladt håndtag.

Den lille tingest i blå med gul hætte er en hæklenål nr. 1! Den fandt jeg i en genbrugsbutik forleden dag. Jeg har endnu ikke prøvet den. 


En anden hæklenål, jeg endnu ikke har prøvet, men som jeg var helt vild efter at købe, ses nedenfor. Jeg fandt den hos Yarnfreak. Og den er speciel, fordi den er så spids, at man kan hækle igennem stof og andre materialer uden at lave huller i forvejen. Når man har hæklet første omgang med hullerne, kan man så skifte over til en mere passende nål. Jeg har mange idéer til brug, men jeg er bare ikke kommet i gang.


Har du en yndlingshæklenål? Hvorfor er den din yndlings? Og hvad er det for én?

lørdag den 8. marts 2014

En hemmelig ven

Jeg er medlem af en færøsk gruppe på Facebook, hvor jeg har fået tildelt en ven, som jeg skal sende en pakke til. Pakken skal indeholde noget håndarbejdsrelateret og må koste 50-100 kr med porto. Så det behøver ikke blive dyrt at være med.

Jeg sendte min pakke afsted for et stykke tid siden. Og i dag har jeg hentet min pakke på posthuset.

En dejlig pakke, som blandt andet indeholder færøsk uldgarn fra Navia, som er lidt svært at finde i Damnark. Og som også er meget dyrere i Danmark. Desuden modtog jeg fine knapper og en opskrift til en babycardigan, som er designet af færøske Rannvá Dávadóttir.

Og til sidst var der Cadbury Creme Eggs, som jeg er helt tosset med! Dem finder man heller ikke bare lige i Danmark. Hvis du ved, hvor de må købes, må du gerne give mig et tip om det.

Tusind tak, hemmelige veninde!


Jeg sendte selv en pakke til en hemmelig veninde på Færøerne. Den indeholdt garn med hør og nogle småting fra Søstrene Grene, som ikke findes på Færøerne. Nu bliver indholdet afsløret her. Jeg ved fra Facebook gruppen, at pakken er modtaget og faldt i god jord.


lørdag den 1. marts 2014

Fastelavn 2014 - Min datters kostume: Wonder Woman

Lad mig bare sige det med det samme, jeg har IKKE kreeret min datters kostume i år. Det er købt på eBay.

Min datter lagde ud med tre mulige valg (som jeg synes er ret seje):

  1. Willy Wonka fra 'Charlie og chokoladefabrikken, på grund af den seje stok og den flotte hat og frakke (og den sjove film)
  2. Den Sorte Svane fra balletten 'Svanesøen', fordi hun danser ballet og holder af netop den historie (og lidt inspireret af Belladotte)
  3. Wonder Woman, fordi hun er en sej superhelt i egen ret og ikke bare en kopi af en mandlig superhelt (som Spidergirl og Supergirl, som man kan købe kostumer til i legetøjsbutikkerne)

Hvis hun til slut havde valgt Willy Wonka, havde jeg nok haft problemer. Jeg kan ikke sy!

Den sorte svane ville ikke være noget problem, for hun har allerede den sejeste sorte balletdragt med seriøst struttende skørt. Så ville det have været et spørgsmål om at tilsætte hårpynt, fjer og andre sorte eller glitrende detaljer. Balletgearet er der styr på!

I sidste ende valgte hun Wonder Woman. Og så var det et spørgsmål om at finde kostumet på eBay, da det ikke findes i de gængse legetøjsbutikker i Danmark. Vi fandt det til en rimelig pris i England. Leveringen tog få dage. Og så viste kostumet sig at være i lidt bedre kvalitet, end kostumer vi tidligere har købt.

Smuk var hun, da hun drog afsted til fastelavnsfest fredag morgen. Med sminke og silkeblødt hår og god styr på tøjet.

Billedet blev taget, da jeg hentede hende fredag eftermiddag. Stadig smuk. Men noget mere forpjusket efter en hel dags leg, og nogle dele af kostumet (håndledsbeskyttere og overtræksstøvler) var taget af, da de havde hæmmet hendes leg. 


I sidste ende var datteren glad for valget af Wonder Woman. Bedste veninden var Supergirl, så de havde leget superhelte sammen hele dagen. Og det passede hende udmærket, at der ikke var andre i samme kostume.

Dog havde mange af børnene ikke genkendt Wonder Woman, så hun skulle forklare sin superhelt for dem. Men det passede hende vist udmærket at få den taletid - og den opmærksomhed. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...