onsdag den 30. maj 2012

Dagens fangst - vol. 17

Faktisk burde jeg nok skrive ugens fangst, for indkøbene på nedenstående billeder blev foretaget i løbet af flere dage i sidste uge, meeeeeen nu er jeg engang begyndt på temaet med 'dagens fangst', så det holder jeg fast i.

Masser af garn, en rundpind fra genbrug, klistermærker fra Tiger, samt nye stoppenåle og en hæklenål nr. 12.

Jeg var så heldig at falde over Drops Supersale hos Netgarn.dk i Banegårdsgade i Århus i lørdags. Det er vist alle forhandlere af Drops Garn, der deltager. Og der er noget at spare. Jeg købte til tre forskellige projekter, blåt og lyserødt til undertrøjer til børnene til vinter, pink til en nederdel til min datter og strømpegarn i flere blå nuancer til nogle flere lapper til det tæppe, jeg er ved at hækle til min søn.
Desuden var jeg en anden dga i sidste uge i Netto, hvor jeg fandt det ferskenfarvede bomuldsgarn til kun 5 kr. nøglet. Så var jeg da nødt til at snuppe fire nøgler. Jeg får det nok brugt til et eller andet til min datter. Farven klæder hende i hvert fald, og bomuld er det bedste til hende, da hun synes, næsten alt andet klør for meget.





tirsdag den 29. maj 2012

Fodboldfeber

Nogle af jer vil måske huske, at jeg i et tidligere indlæg fortalte, at jeg var ved at hækle hvide sekskanter og bad jer gætte, hvad de skulle bruges til. Senere fortalte jeg også, at jeg hæklede sorte femkanter. Og nu kan resultatet af mine anstrengelser offentliggøres. Jeg har hæklet en fodbold!

Faktisk har jeg haft opskriften og garnet liggende siden sidste sommer eller efterår. Jeg prøvede dengang at hækle femkanterne men måtte opgive, da jeg bare ikke var rutineret nok. Nu er jeg så langt mere øvet i hækling, og jeg besluttede derfor at gøre et nyt forsøg forleden.

Jeg startede denne gang med de hvide sekskanter, da det jo er langt nemmere at se detaljer og tæller masker i hvidt garn end i sort. Og denne gang gik det langt bedre. Dog var jeg nødt at justere lidt på opskriften og tilpasse den min egen hæklestil, hvis der altså er noget, der hedder sådan.

Jeg tror, der i opskriften blev lagt op til at hækle i spiraler. Men det kan jeg ikke helt finde ud af, jeg har simpelthen brug for afsluttede omgange for at kunne følge ordentligt med i arbejdet, også selv om jeg hækler fastmasker. Så jeg justerede steder for udtagninger samt lavede afsluttede omgange og startede hver ny omgang med luftmasker, for at tilpasse min måde at hækle på. Og så var det faktisk ikke svært!

Jeg synes, det endelige resultat blev rigtig flot, og min søn er glad for bolden - faktisk er de begge glade for den og synes, den er flot og sjov. Forbolden er ment som en pude på børneværelset, men den er vist også ret sjov at bruge som indendørs fodbold, selv om den er noget større end en normal forbold.

Opskriften er fra Kreativ Strik nr. 3, 2008. Designeren er ikke nævnt.

Jeg brugte hæklenål nr. 3½, selv om opskriften siger nr. 3, ellers blev det for fast.

Garnet er Havana, 50% bomuld og 50% akryl, som er dejligt at hækle med, men en smule tykkere end jeg er vant til (50gr = 110 m).




tirsdag den 22. maj 2012

Garnreol...

I går fik jeg endelig lov til at afprøve idéen med at have garn i min Benno-reol fra IKEA. Jeg har fået lagt det meste af bomuldsgarnet i reolen og også lidt andet. Jeg har dog stadig to fulde kurve stående. Men jeg fik sorteret og et bedre overblik over lageret, og det er jo altid dejligt.

Jeg synes, det ser flot ud med alle farverne. Det er vældig overskueligt. Og det er fristende at gå i gang med at lave noget med det fine garn, når det nu ligger og lokker på den måde.

Dog er jeg ikke helt overbevist om, hvor praktisk det er at have garnet i reolen. Børnene har endnu ikke forsøgt at lege med det, og kun tiden kan vise, om det bliver for fristende for dem. Men mon ikke, garnet samler vildt meget støv, når det ligger i reolen på denne måde.

Har du erfaringer med at have garn til at ligge i en ikke lukket reol i en almindelig dagligstue?


mandag den 21. maj 2012

Dagens fangst - vol. 16

Fredag er som bekendt ballet- og 'gå tur i Århus' dag for mig og min datter. Sidste fredag var ingen undtagelse. Denne gang lagde vi så vejen forbi både Søstrene Grene og Tiger. Og jeg gik måske lidt amok? På billederne ses de indkøbte ting, som er krea-relaterede.

Fra Tiger købte vi lilla metalbøjler, pink kageservietter, to lilla lakerede dåser, lilla snor og et lille hæfte med opskrifter, som alle indeholder chokolade. Og fra Søstrene købte vi lidt mere dekorationspapir, tre ruller mønstret tape og snuppede et par postkort ved kassen (det ene har en opskrift på).

Og så havde jeg slet ikke tænkt mig at købe bomuldsgarn ved Søstrene. Men pludselig lå det der i alverdens dejlige farver og fristede, og så snuppede jeg lige 14 nøgler!



søndag den 20. maj 2012

Perleplader...

Forleden dag lykkedes det min datter at overtale mig til at lave perleplader sammen med hende. Det er ellers sjældent, jeg laver perleplader. Jeg synes virkelig godt om andres udfoldelser med perler på plade, men min tålmodighed holder bare ikke til at lave det særlig ofte.

Jeg er ellers ikke specielt utålmodig, når det kommer til håndarbejde. Men måske det er, fordi jeg kan sidde og hygge mig med det i sofaen, til forskel for perlepladerne, hvor man skal sidde ved bordet? Jeg ved det ikke. Men jeg nåede da at lave nogle blomster, før jeg blev forstyrret og blev nødt til at opgive. Pladen venter på at blive færdiggjort en anden dag...


Dagens fangst - vol. 15

I mandags var jeg i Viby Centret sammen med min datter, som skulle til ørelægen. Vi lagde desuden også vejen igennem Tiger-butikken. Og som bekendt kan man jo altid finde ét eller andet derinde, som man ikke vidste, man manglede. Så her er nogle krea-relaterede ting, som vi fik med hjem.

Prikket gavepapir i glade farver, snor i neongul og neonpink, klistermærker, en sy-saks og endnu en sød Tiger-pose, denne gang med cupcake print.


lørdag den 19. maj 2012

Doily # 2

Jeg blev færdig med denne doily i aftes. Opskriften er fra et gammelt hæklehæfte fra 1968, som jeg fandt i den lokale genbrugsbutik, og som jeg omtalte i dette indlæg. Den var sjov at hækle og ikke særlig svær. Og jeg er sådan set tilfreds med resultatet.

Men hvad gør man egentlig for at strække og glatte sine doilies ud? Skal de vaskes og strækkes? Hvordan? Mine krøller lidt og virker, som om der er taget for meget ud i hver omgang, selv om jeg selvfølgelig følger opskriften. Men det må man da kunne gøre noget ved, for det sker vel ikke kun med mine doilies? Måske det kommer an på, hvilket garn man bruger?

Hvad gør du for at få dine doilies flade og glatte?

tirsdag den 15. maj 2012

Babushka # 4

Denne Babushka har jeg købt i genbrug eller på QXL, jeg kan ikke helt huske det. Den er helt nyproduceret, og jeg fik den en del billigere, end lignende Babushkaer normalt koster i de trendy butikker.

Jeg kan li' den på grund af de fine farver, kombinationen af den klare røde farve og det sorte hår. Og desuden er den for mig at se en perfekt repræsentant for, hvordan den klassiske Babushka dukker ser ud i moderne fortolkning.

Desuden står den også fremme til jul, på grund af den flotte røde farve, og ser så fin ud sammen med mine julemands-babushkadukker.


Strikkemagasin 5 - 2012

For få dage siden lå det nyeste nummer af Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin (nr. 5 - 2012) i min postkasse. Og det er jo altid velkomment!

Først bladrer jeg det selv igennem, og senere bladrer jeg det med min datter for at se, om der var noget, hun kunne tænke sig. Det er også en oplagt mulighed til at snakke om, at ting kan laves i andre farver end i bladet, samt at man kan variere opskrifterne selv. Hun er begyndt at blive vældig interesseret i de mange muligheder, man har med strik og hækling. Og det er jo dejligt!


Jeg synes, denne bluse er flot og kunne godt tænke mig at prøve at strikke den. Er dog temmelig sikker på, at farven ikke ville klæde mig, og er i tvivl om hvorvidt faconen gør. Måske jeg skulle lave den til en anden?




Min datter var vil med denne cardigan. Farven ville også være smuk til hende. Jeg er ikke selv så vild med at strikke cardigans. Jeg synes, det er dræbende at strikke alle de kanter. Men måske jeg bare skulle kaste mig ud i det alligevel?


Denne sweater ville være så sej til min støn, og opskriften er også til hans størrelse. Jeg er også helt vild med garnet. Helt klart en mulighed for et fremtidigt projekt.



Og så var min mand vild med denne trøje! Dejligt, at der endelig er en strikket trøje, som han kunne tænke sig. Det er egentlig lang tid siden, jeg har strikket snoninger. Også en mulighed for et fremtidigt projekt.


Og så er der snoninger og strukturmønstre til drenge også. Denne opskrift er dog ikke i størrelse til min søn, så den må vente. Eller også må jeg strikke den til en anden.


Til sidst har jeg meget lyst til at strikke denne kjole til min datter. En fin sommerkjole, men jeg tror også, den vil være fin om vinteren bare med langærmet bluse og strømpebukser under. Min datter faldt underligt nok ikke for den med det samme, men hun snakkede noget om, at den måske bare skulle være i en anden farve - på trods af at lilla er en yndlingsfarve.


mandag den 14. maj 2012

Projekter på rad og række...

I min vindueskarm, ved siden af min yndlingsplads i sofaen, står der nu flere poser på rad og række. Alle indeholder igangværende projekter.

Det ene er en strikket nederdel til min datter, hvor jeg venter på garn for at komme videre.

Et andet er et evighedsprojekt, et hæklet tæppe til min søn. Det hækler jeg på en gang imellem, især når jeg skal have noget nemt med i tasken. Så når jeg sidder i et venteværelse eller ved busstoppestedet kan jeg lige tage nålen frem og begynde at hækle på en firkant.

Det sidste af de tre projekter er endnu en hemmelighed. Men det går ud på at hækle sekskanter og femkanter i hvid og sort.

Og så er der jo alt det løse: projekter i planlægningsfasen, projekter i drømmefasen og så videre...


Mors dag 2012

Jeg ved, at mange ikke går ind for at fejre dage som mors dag og Valentins dag. Men jeg synes nu, det er dejligt at blive huske hver dag på mors dag - og at jeg slet ikke behøver minde familien om det!

I går fik jeg lov til at sove længe, hvilket var en rigtig dejlig gave. Og desuden var der klassiske gaver som smukke roser (børnene valgte hver deres farve) og chokolade. Og en dejlig og hyggelig dag med familien!


fredag den 11. maj 2012

Flere hæklede lapper

Jeg er ved at hækle sekskantede hvide lapper i fastmasker. Tør du mon gætte, hvad de skal bruges til?

fredag den 4. maj 2012

Strikket sommerbluse til min datter

Så er den færdig! Sommerblusen, som jeg omtalte for ikke så lang tid siden. Min datter var vældig glad for resultatet og stillede gerne op til fotografering. Hun sagde, den var dejlig at have på.

Opskriften er fra bogen 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe. Den var nem men samtidig sjov at strikke. Blusen er ens foran og bagpå og den er nem at justere til ønsket længde, da man strikker oppefra og ned. Og så er der ikke andet montering end at hæfte ender og lige hækle ganske få fastmasker i ærmegabene. Det kan godt tænkes, at jeg vælger at strikke flere af disse bluser.

Jeg har strikket i str 6-7 år. Min datter bruger str 6 år i det meste tøj, og denne bluse er en lille smule vid i halskanten til hende. Men det er ok til sommerbrug. Og det kan lade sig gøre at justere det, hvis jeg vil strikke én mere.

Jeg brugte ikke garnet fra opskriften men noget bomuldsgarn fra Netto med samme løbelængde. I opskriften blev der brugt merceriseret bomuld, jeg brugte almindelig bomuld - den ene af farverne økologisk. Der gik ca. 110 gr. garn til blusen. Jeg nåede lige at begynde på det andet lyserøde nøgle. Til de andre to farver brugte jeg ca. ½ nøgle.





torsdag den 3. maj 2012

To skønne bøger

Så landede de i min postkasse i går - de to skønne bøger, jeg forleden bestilte fra Adlibris.com. Jeg betalte 266 kr for begge bøger inklusive forsendelse. Det er altså billigt!

'Mønsterstrik' af Sys Fredens har jeg ønsket mig, siden jeg købte og læste hendes 'Mønsterhæklet'. Det er mere små hæfter end egentlige bøger, og derfor også vældig handy at have med i tasken, hvilket jo godt kan blive aktuelt, hvis man har sit håndarbejde med overalt eller bare kan li' at læse, hvor man nu end opholder sig.

Den anden bog er én, jeg lånte på biblioteket forleden dag, og bagefter bare var nødt til at købe til mig selv. Det er bogen 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe. Den indeholder et væld af lækre opskrifter til børnetøj, både piger og drenge. Rigtig mange af dem kan bruges som basisopskrifter og så varieres i det uendelige.

Både min datter og jeg faldt for flere af tingene, og der var også nogle trøjer, som ville være fine til min søn. Så nu følger billedspam ;)










onsdag den 2. maj 2012

Dejlige gaver igen...

Jeg har tidligere vist dejlige, strikkede gaver, som min datter har fået fra familiemedlemmer, som selvfølgelig selv har strikket gaverne.

Lige før påske modtog min datter igen en pakke fra mormor, og indeni var de dejlige sorte strømper med flot mønster i pastelfarver. Hun tog dem på med det samme og har siden brugt dem, når vi skulle sidde og hygge i sofaen, bl.a. når vi har siddet og hæklet sammen.

Jeg er også ret vild med strømperne. Farverne minder mig om lakridskonfekt.

De grå strømper har min datter fået af sin moster. Dem fik hun i efteråret, hvis jeg husker rigtigt. Hun har i hvert fald brugt dem en hel del denne vinter. De er strikket sådan, at de automatisk for dejlige folder, når man skubber dem lidt ned. Så ligger de dejligt omkring anklerne og lidt opad og varmer benene ligesom et par benvarmere.

Vi synes, de ser rigtig smarte ud.




tirsdag den 1. maj 2012

Strikket sommerbluse

Da nederdelen, som jeg omtalte i morges, frustrerede mig, havde jeg jo brug for noget andet at strikke på. Så for et par aftener siden slog jeg masker op til en sommerbluse i bomuld, som er noget enklere at strikke. Den har jeg også haft med på arbejde et par nætter, og der har været lidt tid til at strikke en gang imellem, så jeg tror snart, blusen bliver færdig.

Den er til min datter, og de valgte pastelfarver skulle få én til at tænke på jordbær-, blåbær- og pistacie is. For at signalere sol og sommer. Opskriften er fra bogen 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe, som jeg lånte på biblioteket forleden dag.

Den er smækfyldt med gode opskrifter, så jeg har faktisk bestilt den på nettet. Jeg viser mere fra den, når jeg modtager den med posten. Jeg glæder mig rigtig meget til det.
Garnet er bomuldsgarn, som jeg har købt i Netto. Det grønne er økologisk, de andre to farver er almindeligt bomuldsgarn af samme løbelængde.


Strikket nederdel

Jeg er gået i gang med en strikket nederdel til min datter. Foreløbig strikker jeg den nederste flæse på nederdelen, som har tre flæser. Jeg strikker i Angel fra Permin, hvilket er superlækkert, og i et hulmønster.

Dog er jeg noget i tvivl om, hvorvidt jeg skal trævle op igen. Jeg synes ikke rigtig, mønstret kommer til sin ret. Det ser noget tydeligere ud på billedet i opskriften, som er fra Strikkemagasinet. Min strik ser temmelig løs ud, hvilket jeg ellers sjældent oplever.

Så jeg giver det nogle dage, hvor jeg tænker mig om, før jeg beslutter mig. Har dog ikke tænkt mig helt at droppe nederdelen, da den ser rigtig fin ud i opskriften, jeg har købt garn, og min datter glæder sig til den.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...