Jeg har fået en ny ven. Og tjuhej, hvor vi hygger os sammen. Samtidig med at vi faktisk får udrettet noget. Jeg kan endda være bekendt at tage ham med ud blandt mine veninder - i Striklecaféen. Og de er glade for at se ham. Og lege med ham!
For et stykke tid siden fandt jeg et krydsnøgleapparat inde på en af de billige shoppeaps til under 80 kr med levering. Så jeg tænkte, at nu var tiden inde til at prøve, om det var noget for mig. Idéen var, at så kunne jeg investere i et dyrere kvalitetsapparat på et senere tidspunkt, hvis jeg blev glad for det.
Og apparatet har vist sig at være et godt køb. Jeg har vundet flere fed garn op - og jeg begynder at få dem brugt. Og i mellemtiden ligger de i garnreolen og ser så fine ud.
Desuden ser selv gammelt, arvet bomuldsgarn mere fristende ud, når det er vundet op med krydsnøgleapparatet. Jeg fik en god idé til det lyseblå og grønne garn, imens jeg sad og vandt det op i dag. Tiden vil vise, om idéen holder. Men jeg er altid så glad for at få brugt gamle rester til noget fornuftigt, så de ikke bare går til spilde.
Nu er der bare opstået et nyt behov. En vinde til at bruge sammen med krydsnøgleapparatet. Så jeg skal til at beslutte, om det næste køb skal være en vinde eller et krydsnøgleapparat i rigtig god kvalitet. Eller er jeg nødt til at købe begge?
Kan du evt. anbefale et virkelig godt og stabilt manuelt krydsnøgleapparat? Det, jeg har nu, er godt til prisen, men metalpinden til at holde garnet falder hele tiden ned, så jeg skal sidde ig holde fast i den. Det vil jeg gerne undgå.