torsdag den 14. december 2017

De seneste 9 - på Instagram



Jeg har ikke lavet et af disse Instagram indlæg siden sommerferien. Mange billeder er blevet postet på Instagram siden sidst, og man har derinde kunnet følge med i, hvad jeg har lavet, selv om meget af det ikke er kommet på bloggen. 


Det sidste strik, jeg viste frem på Instagram, var et halsrør til datteren. Det blev strikket i gullige nuancer - gul klæder datteren sindssygt godt, hvorimod jeg selv ser helt sygelig ud i gul - i håndfarvet Merino Singles fra Sysleriget og pastelgul kidmohair fra Permin. Så lækkert og blødt at strikke og dejligt varmt og blødt at have på. 


Jeg har på det sidste hæklet nogle flere oldemorfirkanter til mit evighedstæppe. Jeg nærmer mig de 200 firkanter, så jeg skal snart til at se på, hvordan jeg vil samle det. 


Jeg var til julefrokost med arbejdet, hvorfra billedet i rød og sølv stammer. Det var sjovt og hyggeligt som altid. Jeg har virkelig dejlige kollegaer, som forstår at feste med god stemning og uden de store dramaer. 


Og så er der børnene. Billeder fra deres fritidsaktiviteter. Sønnen spiller fodbold, og datteren rider. Og det ene billede, hvor sønnen slappede af i sofaen, og det lykkedes mig at fange et billede af ham med det dejligste smil. Man kan altså godt blive forelsket i sine børn igen og igen. 💗
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...