Viser opslag med etiketten Krea-hjørne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krea-hjørne. Vis alle opslag

søndag den 23. marts 2014

Krea-reol

Du husker måske, at jeg tidligere har skrevet om garnreol og kreahjørne, og at jeg er ved at indrette sidstnævnte. Det er en vældig langsom proces.

Men for få uger siden tog jeg mig sammen til at rydde op og sortere ud i mine hundredvis af bøger, og det frigjorde en lille reol i stuen. Den kom fluks ind i soveværelset og blev overlæsset med kreagrej. Dermed fik jeg en hel del rod væk fra bordet, og det er nu blevet rarere at sidde der og arbejde.

Jeg mangler stadig at få hængt to hylder op over bordet (mumler noget om, at manden vist har fået 'fejlplaceret' hyldeknægtene), men på den front sker der forhåbentlig snart noget.

I dag får du et detaljebillede af min garn/krea-reol. Jeg ligger og kigger på den fra sengen, hvor jeg for en stor del har opholdt mig siden onsdag aften med mellemørebetændelse og andre onder *ynk & klynk* I det mindste er farverne dejlige at ligge og kigge på.


tirsdag den 9. juli 2013

Kreativt rod?


Hah! Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg prøvede at påstå det!
 
Jeg har flyttet mit krea-rod fra et hjørne til et andet. Jeg har skubbet tingene til side, så der nu er en lille plads til computer på mit arbejdsbord. Og jeg er glad for at være tæt på vinduet, så jeg kan holde øje med børnene, der leger udenfor, og der er masser af lys. Men ellers er jeg ikke kommet meget videre. Hylderne er stadig ikke kommet op, og jeg har inddraget vindueskarmen til æsker. Desuden er garnkurvene under bordet overfyldte, og der ligger ledninger og roder.
 
Men jeg søger jo zen, så jeg lader mig ikke gå på af rodet. Jeg flygter bare fra det! Enten ved at lave mine kreative ting et andet sted, eller ved at lade som om kun mit lille hjørne af bordet eksisterer, når jeg sidder ved det.
 
Til gengæld ser garnreolen stadig ok ud. Den bliver reorganiseret, hver gang der opstår for mange tomme huller. Så der forekommer udskiftning og opfyldning en gang imellem. Og alle de dejlige farver indbyder virkelig til at gå i gang med alverdens projekter. Og ellers giver det bare glæde at se på dem i dagligdagen.
 
 

lørdag den 30. marts 2013

Krea-hjørne

Det tager langsomt form, det nye krea-hjørne. Jeg har pakket mere garn og grej ud. Men det fylder så meget, at der slet ikke er plads til at arbejde ved bordet. Jeg glæder mig godt nok til at få sat hylder op - forhåbentlig snart!


lørdag den 9. marts 2013

Nyt krea-hjørne

Vi er jo flyttet for nylig, og i dag er jeg endelig gået i gang med at indrette et lille krea-hjørne til mig selv. Det kommer nok også til at skulle fungere som kontor.

Det bliver indrettet i soveværelset, da jeg i øjeblikket ikke kan se andre muligheder. Så må vi se, om vi kan leve med denne løsning. Og om jeg kan få det gjort funktionelt og samtidig æstetisk nok til, at jeg kan leve med det i det hele taget. Ellers må jeg lave det om!

I øjeblikket er der så fyldt op med kasser og poser med garn og andet krea-grej. Der er lang vej endnu...

torsdag den 15. marts 2012

Temmelig krukket!

Jeg har længe haft en idé om, at jeg skulle prøve at hækle og strikke 'frakker' til krukker og glas, sådan som man efterhånden ser det på mange blogs, i boligblade og andre steder rundt omkring. Jeg har selvfølgelig nogle idéer om farver og strukturer, og hvordan disse glas og krukker skal bruges i mit hjem eller gives til andre.

Så jeg er selvfølgelig gået i gang med at samle passende glas og krukker. Forleden dag stillede jeg nogle op på en hylde i det krea-hjørne, jeg er ved at indrette til mig selv (det hører I mere om på et andet tidspunkt). Og ja, det er ved at blive en temmelig stor samling, især taget i betragtning, at der står temmelig mange glas og krukker i det ene køkkenskab endnu.

Nu står de så på hylden, rengjorte men mange stadig med etiketterne på, og er synlige og kan på den måde forhåbentlig inspirere mig til snart at komme i gang!

Og bare rolig, vi har ikke selv spist alle de artiskokker eller pastasauce. Jeg har nemlig fået en del glas og krukker fra køkkenet på mit arbejde.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...