Lige efter nytår var jeg på Færøerne i nogle dage. Det var i triste ærinder, da min elskede morfar skulle begraves. Han døde nytårsaften.
Tilbage i Århus var der selvfølgelig gaver til børnene. Blandt andet denne fine kjole, som min mor har strikket til min datter. Hun blev ellevild. Den klæder hende rigtig godt, og hun synes, den varmer dejligt på maven, som hun udtrykte det. Desuden er min datter glad for at klæde sig i strik, da alle de andre piger ikke har det samme. Hun har sin egen stil, hvilket jeg synes, er rigtig fint.
Kjolen er strikket helt i uld. Jeg mener, min mor kun har brugt Navia Duo. Faktisk fik jeg noget af det grå garn med hjem (dét er i hvert fald Navia Duo) og en tråd orange, da det blev min opgave at brodere de to små stjerner på kjolen, da min mor ikke syntes, hun kunne gøre det pænt nok. Jeg blev tilfreds med resultatet, da jeg ikke har broderet i strik i over 20 år, så vidt jeg husker.
Mønsteret hedder "Kjóli við Megastjørnu" og er fra Tova på Færøerne (Tova.fo). Den store stjerne er strikket, og de små er broderet på. I halsen er der hæklet en kant af krebsemasker.
Både min datter og jeg er temmelig glade for kjolen. Og det får mig endnu en gang til at tænke, at jeg burde strikke en kjole til mig selv - dog i en anden model.