Viser opslag med etiketten Zpagetti. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Zpagetti. Vis alle opslag

torsdag den 8. oktober 2015

Bordskåner i Zpagetti


For et stykke tid siden sad jeg med nogle rester i Zpagetti garn og tænkte, at det var da dumt bare at have dem liggende. De måtte kunne bruges til noget ligesom alle andre garnrester.

Så jeg slog op på hæklenålen og hæklede uden at tænke så meget over det en blomst efter egen opskrift.

Det slog mig, at den kunne sagtens bruges som bordskåner. Og sådan blev det.

Jeg hæklede flere bordskånere. Det viste sig imidlertid, at de mest vellykkede var dem, som var hæklet af det tykkeste garn. Tykkelsen på  Zpagetti-garnet varierer nemlig.

Nu er nogle af bordskånerne blevet pakket ind og gjort klar til salg. De bliver ikke ret dyre. Så må vi se, om nogen vil købe.

onsdag den 1. juli 2015

Så kom sommeren!

Så kom sommeren endelig til Danmark! Jeg mærker det, ved at jeg har fået lyst til at sidde i haven og nyde solen, imens jeg laver håndarbejde i stedet for at sidde i sofaen.

Så i dag har jeg siddet og hæklet på et nyt projekt, imens jeg nød min iskaffe, og børnene legede i soppebassinet ved siden af.

En dejlig, doven dag, som skal afsluttes med en hyggelig aften til Striklecafé i Bydelshuset. Kom med, hvis du bor i nærheden!


lørdag den 31. maj 2014

Hæklet gulvtæppe til min datter


Sidste sommer købte jeg i Yarnfreak i Århus Zpagetti-garn til et tæppe til min datter. Hun valgte selv farverne. Garnet har ligget indtil for nylig, hvor jeg endelig tog mig sammen og begyndte at hækle. Så tog det da også kun tre dage at få tæppet færdigt. For det går hurtigt med Zpagetti-garn!

Jeg har hæklet rundt i stangmasker, uden nogen opskrift. For at hækle rundt, det kan jeg efterhånden. Jeg har varieret udtagningerne, så tæppet blev rundt og ikke 12-kantet, som det ellers kan blive. Til sidst hæklede jeg en kant i krebsemasker, inspireret af Yarnfreak. Jeg synes, den sætter prikken over i'et, så jeg er glad for at jeg besluttede, at hækle kanten. Til gengæld fortryder jeg lidt, at jeg ikke hæklede en omgang mere med lilla i midten. Men nu får tæppet lov til at være, som det er. Datteren er glad for at have det på gulvet i sit værelse, og det er det vigtigste.

Tæppet vejer knap 1700 gram og måler ca. 80 cm i diameter. Jeg har hæklet med hæklenål nr. 12. Jeg startede med tre store nøgler Zpagetti, og jeg hæklede indtil der ikke var nok gul tilbage til en hel omgang, hvorefter jeg tilføjede kanten i lilla. Min datter valgte gul og orange, og jeg tilføjede lille (som jeg havde som rest fra et andet tæppe) for at få tæppet lidt større. Det er nok farverne på det nederste billede, der svarer bedst overens med virkeligheden.


onsdag den 11. september 2013

Hæklet doilytæppe i Zpagetti

Efter et fejlslagent forsøg med et stort doilytæppe, som jeg skrev om i dette indlæg, besluttede jeg mig for at trævle op og forsøge mig med en ny opskrift. Valget faldt på denne fra Yarnfreak. Mønstret er enklere end i den første opskrift, og det er nemmere at justere i forhold til egen hæklefasthed.
 
Men jeg ønskede et større tæppe, så jeg fortsatte med at hækle flere omgange end i opskriften. Det satte så også flere krav til mig om at holde øje med, om tæppet blev helt fladt. Det viste sig ikke at være et problem, jeg kunne nemt justere mine udtagninger, og tæppet blev pænt fladt. Og det er endnu bedre nu, hvor vi har haft det liggende på gulvet i et par uger og har gået på det.
 
Desuden undlod jeg at hækle den bølgede kant, for tæppet skulle ikke blive alt for feminint og 'blondet' i udtrykket. Dermed slap jeg så også for udregninger for at få kanten til at passe til et tæppe i denne størrelse. Jeg hæklede bare, indtil jeg syntes, tæppet var stort nok.
 
Jeg brugte lillafarvet Hoooked Zpagetti købt hos Yarnfreak den dag, jeg gik lidt amok med mine garnindkøb. Jeg havde købt tre store ruller af garnet men brugte kun cirka 2½ rulle. Jeg har planer for resten, men tiden må vise, hvad det bliver til.
 
Tæppet måler cirka 111 cm i diameter og vejer cirka 2,4 kg (for tungt til køkkenvægten!). Det er forholdsvis hurtigt hæklet, da garnet jo er tykt. Men det er ret tungt at sidde med til slut.
 
Projektet var en fornøjelse, selv om det ikke lykkedes i første omgang. Og jeg er slet ikke færdig med at hækle i Zpagetti endnu.
 

 

torsdag den 25. juli 2013

Mere udendørshækling

Igen i aften har jeg siddet udenfor og hæklet solen ned. Det er rigtig dejligt og afslappende. Jeg er stadig i gang med et doilytæppe med Zpagetti.

tirsdag den 23. juli 2013

Zpagetti på legepladsen

Jeg har igen indtaget min plads på bænken med hæklenål i hånd, imens børnene leger udenfor. En helt fantastisk sommeraften.

Jeg er allerede gået i gang med et nyt doilytæppe. Det sidste skuffede fælt. Foreløbig ser dette ud til at fungere fint.

Jeg er skuffet :(

Jeg har de sidste dage hæklet på et doilytæppe med Zpagetti. Opskriften er fra Frk. Garnglad, og den er nem at følge, og mønstret er rigtig fint - faktisk helt perfekt til sådan et tæppe.

Men jeg tror bare ikke, den passer til min hæklefasthed. For tæppet krøller for meget til, at det kan bruges. Jeg overvejer at vaske det og håbe, at det får det til at glatte sig ud. Men jeg tænker, at det måske et spildt ulejlighed, og at jeg er bedre tjent med at trævle op og bruge garnet til et andet projekt. Jeg har mere af det samme garn og vil gerne have, at det hele skal passe sammen i farven. Derfor tøver jeg med at vaske.

Har du erfaringer eller forslag, der kan hjælpe?

 
Jeg havde faktisk satset på et endnu større tæppe og hæklede derfor en hel mønstersektion ekstra. Men da det kom ned på gulvet at ligge i aftes, var det klart, at det krøllede alt for meget og aldrig ville komme til at ligge glat. Så jeg trævlede op til den originale størrelse igen. Men det ser altså heller ikke ud til at være lykken.

søndag den 21. juli 2013

Jeg hækler Zpagetti

Jeg startede i aftes, og det går hurtigt fremad. Som det jo altid gør med så tyk hæklenål. Det er meget tilfredsstillende at kunne fremstille noget så stort og brugbart så hurtigt.

Jeg er næsten færdig, og skal nok vise frem igen, når jeg er helt færdig.

lørdag den 20. juli 2013

Zpagetti igen!

Jeg kunne ikke styre mig! Jeg fandt opskrift frem og er nu gået i gang med at hækle med noget af det Zpagetti-garn, som jeg købte i går. Jeg elsker farven, og kvaliteten føles elastisk og god.

søndag den 7. juli 2013

Zpagetti-tæppe

 
 
Endelig er det lykkedes mig at hækle et Zpagetti-tæppe færdigt!
 
Jeg har trævlet op flere gange, og i sidste ende besluttede jeg mig for bare at hækle et almindeligt, rundt tæppe i stangmasker. Enklere kan det næppe blive. Men så fungerer det også.
 
Jeg har brugt 1045 gram Zpagetti, og tæppet måler 68 cm i diameter. Jeg startede med en magisk ring og fortsatte så med stangmasker i 12 omgange. Udtagningerne er med vilje lagt på samme sted, så tæppet bliver en lille smule 12-kantet (altså 12 udtagninger for hver omgang). Bare for at det ikke skulle blive helt almindeligt rundt.
 
Tanken er, at det skal bruges som bademåtte. Men det skal lige afprøves, før jeg beslutter mig endeligt.
 
Jeg er dog ikke færdig med Zpagetti endnu. Jeg har ikke mere hjemme, men har tænkt mig at købe mere og så få hæklet det doily-tæppe, som jeg oprindelig havde planlagt.
 
 

fredag den 5. juli 2013

1124 gram Zpagetti

Sådan ser et nøgle med 1124 gram Zpagetti ud. Næsten ligeså stort som en fodbold.
 
Jeg trævlede op, som jeg i sidste indlæg sagde, at jeg ville. Og nu kan jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge garnet til. Måske købe noget mere og få et endnu større projekt ud af det?
 
Faktisk vil jeg gerne hækle et doilytæppe, men jeg kan bare ikke finde et mønster, som jeg er tilfreds med. Undtagen ét, som jeg ikke har nok garn til.
 
 

Fjerde gangs Zpagetti

Jeg kæmper stadig med mit projekt i Zpagetti. Dette er fjerde forsøg, og jeg er stadig ikke tilfreds. Det buler, og mønstret er bare for enkelt og uden variationer. Jeg havde satset mere på klassisk doily. Og så er jeg faktisk også løbet tør for garn og kan derfor ikke fortsætte. Så jeg trævler op for fjerde gang...
 

mandag den 24. juni 2013

Tredje gangs Zpagetti

...er ikke lykkens gang. Jeg hækler efter en gammel doily, jeg har købt i genbrug. Jeg synes, mønsteret er kønt. Men igen er hullerne for store. Så jeg trævler op igen...


onsdag den 12. juni 2013

Anden gangs Zpagetti

Jeg er i gang med mit andet forsøg med Zpagetti. Første forsøg blev trævlet op igen, da mønstret var for utæt til formålet. Hullerne var for store. 

Denne gang har jeg forsøgt mig frem med et selvlavet mønster. Jeg er tilfreds med tætheden og synes også, det ser pænt nok ud. Men nu buler det, da der er for mange masker på hver omgang. 

Jeg må derfor til at trevle op igen og gøre et nyt forsøg med et tredje mønster.

Jeg har ikke mistet modet. Det skal nok blive godt. 

Hvad har du på hæklenålen for tiden?


søndag den 9. juni 2013

Første gangs Zpagetti

Som overskriften antyder, så er jeg for første gang begyndt at hækle med Zpagetti garn. Jeg skal lige vænne mig til det tykke garn og hæklenål nr. 12, men ellers føles det ret behageligt at arbejde med. Jeg hækler måske lidt løsere end normalt.

Jeg afprøver et gammelt doily-mønster. Hullerne i mønstret er muligvis for store til formålet, men jeg skal lige hækle nogle omgange mere, før jeg beslutter mig. 

Indtil videre har forsøget været en positiv oplevelse.

Hvad har du lavet i Zpagetti?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...