onsdag den 25. februar 2015

"Godsbanen" af Susanne Øland

Kort før jul kom jeg på arbejde og fandt denne smukke bog i mit dueslag. Jeg blev selvfølgelig glad og rørt. 

Forhistorien er, at forrige år fik vi en dejlig, ung kollega, som hele sidste vinter mødte på arbejde i den ene smukke, strikkede kreation efter den anden. Jeg kunne ikke lade være med at kommentere de fantastiske striksager. Min kollega fortalte, at det var hendes mor, der var designeren, og at denne var ved at lave en bog med strikopskrifter.

Jeg var selvfølgelig vældig interesseret. Og da bogen kom ud i december, var der et eksemplar til mig. Tusind tak, søde Signe.


Godsbanen indeholder 6 opskrifter på feminine og meget forskellige, strikkede kreationer. Jeg bruger ordet 'kreationer', for 'trøjer' ville på ingen måde være dækkende. To af kreationerne kan endda bruges på to forskellige måder, så man får to stykker tøj ud af disse opskrifter.

Designet er lige efter mit hoved: feminin strik i fint og lækkert garn, hvor konstruktion, struktur, pasform og kvalitet er i hovedsædet.

Det største problem bliver at beslutte, hvad jeg skal strikke til mig selv. En af favoritterne er denne blå trøje, fordi den bare er så hyggelig i sin oversize facon, og alligevel ikke klodset, da den er strikket på fine pinde i lækkert garn. 


tirsdag den 24. februar 2015

Datteren kreerer

Min datter er ret opfindsom og kreativ. Dette får jeg altid at vide til skole-hjem samtaler. Og det samme fortæller de i hendes SFO. Hun har frem for alt en god fantasi. Og det giver udslag i, at hun bygger diverse ting, tegner, limer, sammensætter osv.

På det sidste har hun koncentreret sig om de dersens små elastikker. Hvad er det nu, de hedder? Jeg mener, hendes elastikker og væv hedder en Rainbow Loom. Jeg købte udstyret til hende, da hun var helt vild med at lave armbånd med de små elastikker i sommerferien. Hun brugte timevis sammen med vennerne hver eftermiddag på legepladsen, hvor de lavede armbånd og andre smykker til hinanden - og os forældre.

Dog var det som om interessen dalede, da ferien var forbi. Men her på det sidste har hun taget tråden op igen.

Nu går det ud på at lave grimer og benvarmere til Schleich heste. Hun har ranet alle lillebrors heste og udstiller i hendes værelse, hvis ikke de lige står i kø for at få nyt udstyr. Snakken går om at lave en saddel, og hun gjorde nogle forsøg i går, men det gik ikke helt. Så det er under udarbejdelse.






I dag fik jeg så også en neongul ring til at trøste mig med, da jeg stadig er syg. Sød pige. :)


mandag den 23. februar 2015

Jeg ønsker mig en køkkenmaskine! - Madmaskiner.dk


Sponsoreret indlæg - Annonce

Jeg elsker at lave mad og bage, og jeg har længe ønsket mig en ny køkkenmaskine. Jeg har en stavblender, en blender med skål, en håndmixer, en minihakker og en lille foodprocessor. Så der er noget at vælge imellem, når jeg skal kokkerere. Men jeg mangler en god, kraftig, effektiv køkkenmaskine med en vis kapacitet.

Indtil for nogle år siden - indtil jeg for alvor fandt frem til glæden ved madlavning - anså jeg de store køkkenmaskiner for at være noget gammeldags, om end vældig hyggelige. Jeg husker tydeligt, at jeg i min barndom i 70'erne sad på bordet i min mormors køkken, imens hendes store køkkenmaskine fra 50'erne kørte, og hun kyndigt hældte ingredienser i efter en opskrift, der kun fandtes i hendes hoved. Jeg husker også min mors orange køkkenmaskine fra 70'erne, som jeg selv nogle gange fik lov til at bruge, da jeg blev lidt større - en sjælden gang. For det er noget kraftigt maskineri, som ikke helt er børneegnet. Jeg husker også gange, hvor både mor og mormor har været til stede og for eksempel lavet fiskefars af nyfiskede sej, eller har lavet smørcreme til deres helt fantastiske kager (træstammer, hedder de på Færøerne, men det er noget andet end træstammer her i Danmark) til bryllupper og konfirmationer.

I det hele taget forbinder jeg mange gode stunder med køkkenmaskiner. Så hvorfor begyndte jeg at tænke på dem som noget gammeldags og ikke længere brugbart? Det gør jeg ikke længere, og jeg har i årevis ønsket mig en køkkenmaskine, men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad det skulle være for én. Hvad skal man gå efter? Hvilke behov har jeg i en køkkenmaskine? Hvor meget skal man give? Hvor meget skal man lytte til andre? De har måske ikke samme behov, som jeg har.

I dag er jeg kommet temmelig meget tættere på, hvad for en køkkenmaskine jeg ønsker mig - og den ligner overraskende meget min mormors, og min mors for den sags skyld. Jeg ved faktisk ikke, hvilket mærke, deres maskine er. Men jeg ønsker mig nu en Ankarsrum. Desværre koster den et beløb, som jeg er nødt til at spare op til. Så der bliver jeg nødt til at komme i gang med.



Jeg har fået hjælp til at foretage mit valg. Jeg har været inde på hjemmesiden Madmaskiner.dk. Dér har jeg læst om køkkenmaskiner, om hvad der findes, om hvordan jeg afdækker mine behov, osv. Og der har jeg kunnet sammenligne utallige maskiner i forholde til mine behov, samt har fundet links til webshops, hvor de kan købes. Det har været en kolossal hjælp. Og jeg er nu meget mere afklaret i mit valg. Jeg ved, hvad jeg skal stile efter.


Madmaskiner.dk laver tests af forskellige slags madmaskiner og hvidevarer (ikke kun de store køkkenmaskiner, som jeg ønsker mig) og kommer med anbefalinger med testvindere og med 'bedst til prisen'. Testene er udførlige og gode vejledninger. At jeg så har valgt en helt anden maskine, går bare ud på, at den valgte maskine ville opfylde mine behov - og så maske lidt nostalgi også.

Fik jeg nævnt, at man ved at melde sig til nyhedsbrevet deltager i en konkurrence om at vinde et gavekort på 1500 kroner? Det er da for dumt at forpasse den mulighed. Jeg har tilmeldt mig!

søndag den 15. februar 2015

Hæklet vaskeklud


Jeg har hængt ud i sofaen det meste af dagen. Min søn er stadig rigtig sløj, og da jeg også er noget slap, har vi delt sofahjørnet. Han har sovet en del, og jeg havde endelig kræfter til at hækle lidt.

Jeg er i gang med en hæklet vaskeklud i vævehækling - tror jeg. For det kunne også være en lækker karklud. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt den er stor nok. Hvor stor bør en hæklet (eller strikket) karklud være efter din mening?

De seneste 9 - på Instagram


Vi er desværre stadig syge her i huset - manden, sønnen og jeg selv har stadig feber. Det er hårdt, at det trækker sådan ud. Derfor får jeg heller ikke lavet meget håndarbejde, selv om jeg har lyst.

Da jeg ikke har noget nyt at vise, kommer der her en genudsendelse i form af de seneste ni billeder på Instagram. Husk, at du kan følge mig derinde som @gudrunjac.

Endelig er jeg nået derhen, hvor oversigten over de sidste ni billeder, hverken indeholder jul eller nytår. Alle billederne er fra i år, og de viser alle igangværende eller færdiggjorte projekter.

For første gang er der billeder af noget, jeg har syet. Yay! Jeg er stolt over og glad for, at jeg kom i gang med at lære at sy. Og jeg har blod på tanden for at sy mere.

Og så er der strikkede sokker og karklude, samt diverse hæklerier. Disse småting er, hvad jeg har haft på nåle og pinde på det sidste.

fredag den 13. februar 2015

Strikkede karklude

Jeg har gang i en lille produktion af strikkede karklude. Jeg har tænkt mig at bruge dem som små gaver, sælge på marked osv. Desuden elsker jeg også at have dem i mit eget køkken.

Jeg har haft gang i to mønstre med perlestrik. Hvis du skulle vælge ét af dem, hvad skulle det så være? Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg bare skal strikke lidt af hvert mønster, eller om det ene af dem er bedre egnet til karklude.


onsdag den 11. februar 2015

Gråt i gråt

Vi er alle fire syge herhjemme. Alle med feber. Elendigheden vil næsten ingen ende tage, børnene kan end ikke lege. Hvis vi ikke ligger i sengen, ligger vi i sofaen med Netflix eller DVD ad libitum.

Vi har taget dynerne med ind i sofaen, og nu hvor Panodiler og Treo virker, forsøger jeg mig med at strikke en karklud i perlestrik, som jeg begyndte på for nogle dage siden. Ja, det tager sin tid med den her sneglefart. Til gengæld elsker jeg strukturen i perlestrik.


lørdag den 7. februar 2015

At lære at sy


Du husker måske, at jeg i oktober - i dette indlæg - erklærede, at nu skulle jeg lære at sy?

Det blev til en længere proces. Jeg havde nemlig ikke tid den weekend alligevel. Og i november og december havde jeg ikke det store overskud til at lære noget nyt.

Januar var ét stort kaos, men så meget desto mere havde jeg brug for fordybelse. Så jeg tog endelig mønster, stof og symaskine frem. 

Jeg havde købt et mønster fra Stoff & Stil med mærkaten EASY, da jeg er fuldstændig nybegynder. Det var heller ikke svært at følge. Alligevel var jeg lige nødt til at Google mig frem til nogle få ting samt slå op i en af mine bøger for begyndere i syning.

Da jeg kom i gang, var mønstret nemt. Men jeg fandt ud af, at min saks er elendig, så jeg skal have købt en ny. Jeg troede ellers, at jeg havde gemt den godt nok, men det kan være, at nogen alligevel har sneget sig til at bruge den til andet end stof. 

Jeg syede i tykt, lækkert bomuldsjersey fra Stof & Stil, som jeg købte sammen med mønsteret. Virkelig lækkert stof, som heldigvis ikke kostede en formue. Og det var godt at sy i. Men jeg har fundet ud af, at min begyndermaskine fra IKEA ikke er særlig velegnet til jerseystof, da jeg ikke kan indstille sømmen i bredde og længde men kun vælge forudindstillede sømme. Så jeg er hermed begyndt at spare op til en bedre maskine, eventuelt én med overlock, da jeg forudser, at jeg ofte vil have lyst til at sy i jerseystof. Vi er vældig glade for blødt og behageligt tøj i denne familie.

Jeg baksede lidt med at finde ud af den bedste søm, den rigtige trådspænding og bedste måde at sy indsnit. Til gengæld kom det instinktivt til mig at holde styr på trådretning - og her hjalp mønsteret også, da det foreslog bedste måde at lægge mønsterdele for at få mest muligt udbytte af stoffet.

I sidste ende er jeg nogenlunde glad for resultatet af mine anstrengelser. Især er jeg glad for alt det, jeg har lært. Og jeg har blod på tanden for at sy noget mere. Jeg har da også købt stof og tråd til to små syprojekter (tøj til børnene). Men jeg skal lige tage tilløb, før jeg går i gang, for det kræver, at jeg har tid og mulighed for at koncentrere mig om opgaven.

Eneste øv er, at kjolen faktisk er for lille til mig. Jeg har tydeligvis købt forkert størrelse, og vil fremover være mere omhyggelig med at få taget mål, og ikke bare tage for givet, at den størrelse, der står på mønsteret også svarer til størrelsen på det tøj, man køber. Vi ved jo alle, at noget tøj er stort i størrelsen, imens andet er lille også indenfor samme tøjmærke. Det skal jeg tage højde for næste gang.

Faktisk kunne jeg godt tænke mig at sy noget lignende igen, bare i min rigtige størrelse, og med nogle små ændringer, f.eks. en anden udskæring. Denne helt enkle model vil sikkert gøre sig godt i alt muligt lækkert stof og med den rigtige styling.

onsdag den 4. februar 2015

Strømper til datteren


Jeg har igen strikket strømper til datteren - to på én rundpind med 'magic loop'. Det går hurtigt, og man undgår på dejligste vis det frygtede "second sock syndrome".

Til gengæld har jeg fået en lille, synlig stribe ned midt foran og midt bagved, hvor pindene deler. Ikke noget, der gør, at jeg vil trævle op igen, da det ikke er vildt synligt. Men jeg skal nok være lidt mere opmærksom næste gang, jeg strikker strømper på denne måde.

Måske det ville gøre en forskel at bruge en rundpind på 100 cm i stedet for 80 cm, som jeg har brugt denne gang?

Strømperne er til datteren på 8 år, som bruger cirka størrelse 33. Strømperne har hver sin farve, da jeg brugte strømpegarn  med lange farveskift (løbelængde 50 gram à 210 meter). Det kan vi faktisk begge to godt li'. Så strømperne er godkendt.


søndag den 1. februar 2015

Hækledag

Jeg er syg og derfor hjemme fra arbejde. Jeg har sovet en hel del, da kræfterne har manglet. Og ellers har jeg en stor del af tiden opholdt mig i sofahjørnet, hvor jeg har siddet og hæklet. Vimpler og juletræer har jeg haft gang i som sædvanlig, men også nogle vaskeklude. Solskinnet i dag giver tro på, at jeg snart kan komme på højkant igen. 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...