Viser opslag med etiketten Arwetta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arwetta. Vis alle opslag

onsdag den 8. april 2026

Strikkede forårsstrømper


[Reklame - Oplægget indeholder nogle få affiliate links samt links til egen opskrift]

Jeg elsker håndstrikkede strømper, og jeg bruger dem hele året.

Om vinteren bruger jeg strømper med mellemlangt skaft og nogle gange i tykkere garn. Garn i en blanding af lammeuld og nylon fungerer godt for mig om vinteren. 

Om sommeren bruger jeg strømper med helt kort skaft. Nogle gange strikker jeg dem i garn iblandet bomuld eller viskose, som ikke varmer lige så meget som uld. Men strømper i en blanding af blød merino og nylon fungerer også godt for mig om sommeren.

Når foråret spirer, får jeg ofte lyst til både at strikke og bruge strømper med hulmønster. For nylig strikkede jeg årets første par. Og jeg tog dem på for første gang i går. Jeg elsker mine nye strømper 🥰



Opskriften er min egen, som jeg udgav for nogle år siden. Jeg er vendt tilbage til den mange gange og har strikket flere par. Opskriften hedder ‘Here Comes Spring Socks’. Den findes i to forskellige voksenstørrelser. Opskriften er selvfølgelig teststrikket af flere foruden mig selv, og du finder den på dansk og engelsk på Ravelry og på dansk hos Uppskrift.fo.

Dette par er strikket i ‘Arwetta’ fra Filcolana. Men jeg har tidligere strikket strømperne i forskellige andre strømpegarner. Min erfaring er, at mønsteret gør sig bedst i et nogenlunde ensfarvet, glat garn. Hulmønsteret træder bedst frem, når garnet ikke er for ‘fluffy’. Og et garn med mange farvevariationer kan komme til at camouflere hulmønsteret. Men det ville nu være spændende at se strømperne strikket op i et stribet garn. Et håndfarvet garn, som er farvet tone-i-tone uden for stor kontrast ville helt sikkert også se smukt ud. 

Nogle smukke garner, der er velegnede til strømperne:
🧶 ‘Arwetta’ fra Filcolana, som bl.a. fås hos Ofeig&Ko
🧶 ‘Onion no. 4’, som bl.a. fås hos Garn by Jacobsen og hos KreAmok - et særligt strømpegarn, som indeholder nældefibre i stedet for nylon og fås i flotte, afdæmpede farver
🧶  ‘1 Class’ fra Mayflower, som bl.a. fås hos HobbyGarn og hos KreativGarn - et helt klassisk strømpegarn i uld og nylon, som fås i rigtig mange farver
🧶  Desuden vil jeg anbefale garn fra mange af vores dygtige danske håndfarvere, som sagtens kan finde ud af at farve tone-i-tone og ikke kun ekstremt farvestrålende. Ofte fås garnet i lækker blød merino blandet med nylon. Nogle gange endda med glimmer. Nogle af mine semilokale favoritter er: LadybugYarnSysleriget og CamijoKnit. Men der findes jo mange flere danske håndfarvere 👍

Men jeg strikker jo ikke kun strømper efter mine egne opskrifter. Så jeg viser lige nogle billeder af andre smukke strømper med hulmønster, som jeg har strikket. Alle opskrifter er fra danske designere.


søndag den 14. juli 2019

Ballonsweater til datteren

Jeg har strikket en ballonsweater til datteren. Og jeg er vild med den! Farven, garnet, konstruktionen - det hele! Og så klæder den hende også rigtig godt. Hun gad dog ikke stå model, så I må nøjes med billeder af trøjen alene. 


Opskrift: Ballonsweater fra PetiteKnit.

Opskriften er femstjernet og derfor i den sværeste kategori. Men egentlig er den ikke svær at strikke, synes jeg. Den krævede dog, at jeg satte mig ind i et par nye teknikker: italiensk opslag og italiensk aflukning.

Sidstnævnte bliver nogle gange skældt ud for at være besværlig og tage lang tid. Og ja, den tager tid. Men resultatet er det værd. Jeg lærte hurtigt teknikken og syntes egentlig, det var hyggeligt at sidde der med nålen og nørkle lidt. Der er jo nærmest garanti for et godt resultat - i modsætning til, når jeg bruger nålen for at sy dele sammen. Dét bryder jeg mig virkelig ikke om.

Opslagningen skal jeg prøve nogle flere gange for at få den på rygraden. Men jeg fandt det ikke særlig besværligt og er vild med resultatet. 

Jeg googlede mig frem til instruktionsvideoer på YouTube. Kimmie Munkholms videoer var dem, der gav bedst mening for mig. Helt enkle og ligetil - og så er de faktisk målrettet flere af opskrifterne fra PetiteKnit.

Størrelse: datteren er 12 år og bruger nok egentlig en størrelse ekstra small i trøjer. Men denne skulle være løs og gerne til at vokse i, så jeg valgte at strikke i størrelse small. Det viste sig at være en god beslutning. Trøjen er helt perfekt og vil sandsynligvis kunne passe hende hele vinteren. 

Pinde: jeg strikkede på pind 3 og 4 - som anbefalet i opskriften. Jeg brugte bare rundpind på 80 cm til det hele. Magic loop er en dejlig teknik, så man ikke behøver finde så mange forskellige pinde frem men kan nøjes med én i hver størrelse. 

Garn: trøjen strikkes med to tråde garn holdt sammen.

Opskriften anbefaler Arwetta fra Filcolana. Og da det er et yndlingsgarn, var det et nemt valg for mig. Jeg købte seks nøgler à 50 gram i en gammelrosa (farve nr. 187) hos Fandango i Aarhus, da vi var på Garnstafet i slutningen af maj. Jeg brugte 252 gram af dette garn, så jeg havde næsten et helt nøgle tilbage.

Det andet garn skulle være noget kidmohair, og dér var jeg nødt til at prøve mig en lille smule frem. Jeg havde noget garn på lager men var ikke helt tilfreds med farverne, det indeholdt enten for meget lilla eller var for stærk pink. Til sidst bestilte jeg tre bundter à 50 gram SilkMohair i farven Miss Piggy fra Sysleriget. Lidt dyrt men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Garnet er vidunderligt blødt, når det bliver strikket op. Jeg har mange gange bare siddet og aet mit strikketøj. Og det helt lyse lyserød gav i kombination med det gammelrosa Arwetta en meleret farve, som både datteren og jeg var tilfredse med. Jeg brugte 116 gram SilkMohair og har derfor nok tilbage til, at jeg kan bruge det i et andet projekt.










fredag den 31. maj 2019

Oslohuer



I de kolde dage i januar begyndte det for alvor at irritere mig, at jeg manglede en god hue. Så jeg valgte at strikke en Oslohue efter mønster fra PetiteKnit, da den så nem og hurtig ud. Det var den også. Den var dejlig nem tv-strik, som bare gled af pindene. Ingen udfordringer der. Faktisk kunne jeg ikke dy mig efter den første og strikkede én til - og så endnu én!

Alle tre huer er strikket - som opskriften indikerer - med dobbelt tråd Arwetta fra Filcolana på pind 3,5. Den multifarvede er strikket i den håndfarvede version af garnet, og den er blevet lidt større end de andre to. Garnet føles også tykkere, selv om det har samme løbelængde. Måske det er løsere tvundet? Eller håndfarvningen har gjort et eller andet ved det? Men det er ligeså lækkert som garnet i solide farver. Og så er det bare smukt.

Huen i pink har jeg brugt en hel del. Den er dejlig. De andre to er kommet på lageret og skal enten gives væk eller tages i brug til næste vinter.
















søndag den 24. februar 2019

Jeg strikker Oslohuer


I aftes blev der slået masker op til en Oslohue efter opskrift fra PetiteKnit.

Jeg har skrevet om huen før på Instagram ( @gudrunjac ). Jeg har nemlig allerede strikket én i pink.

Det er ikke spændende strik, da man nærmest bare strikker et langt rør i retstrik - indtil indtagningerne. Til gengæld er det perfekt tv-strik eller strik til at have med i tasken til et ledigt øjeblik. Og resultatet er en rigtig lækker, pæn og varm hue.

Jeg følger opskriften, bruger dobbelt tråd Arwetta som anbefalet - et yndlingsgarn, som jeg altid har på lager - og strikkefasthed passer mig perfekt på den anbefalede pind. Så et godt resultat kan nærmest ikke undgås.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...