Viser opslag med etiketten Sunday Sweater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sunday Sweater. Vis alle opslag

søndag den 24. marts 2019

Sunday Sweater til datteren

For nogle uger siden var jeg til garnparty sammen med min strikkeklub og en hel del andre damer. Ejerne af LaUnoDesign i Varde var kørt helt op til Århus for at holde en hyggelig eftermiddag for os. Og ja, jeg købte en hel del garn.

Blandt andet det bløde og lette Alpaca Bris fra Viking garn i den flotteste gule farve (okkergul nr. 345). Lasse fortalte, at til en trøje i størrelse small skulle jeg ikke bruge mere end 5 nøgler. Han havde ret - jeg brugte cirka 4 1/2 nøgle til denne trøje til datteren.




Jeg har strikket denne Sunday Sweater efter opskrift fra PetiteKnit. For at få nogenlunde den rigtige strikkefasthed var jeg nødt til at gå et nummer op i pind (jeg strikkede ribbene på pind nr. 6 og krop og ærmer på pind nr. 7). Jeg var lidt nervøs for, om strukturen så ville blive for løs. Men det var slet ikke noget problem. Trøjen blev let og luftig men ikke hullet. Og den er blød og kradser slet ikke.

Jeg strikkede størrelse small til datteren på 12, som normalt bruger størrelse small. Jeg forkortede dog ærmerne en lille smule i forhold til opskriften. Trøjen vejer 228 gram, så jeg har brugt godt 4 1/2 nøgle garn. Fem nøgler ville have været nok, selv hvis jeg havde strikket ærmerne i fuld længde. 

Opskriften var nem at følge. Jeg kunne sagtens strikke på trøjen, imens jeg så tv eller sad til møde eller fulgte undervisning. Og med de tykke pinde gik det hurtigt. Som altid i opskrifter fra PetiteKnit var der minimalt med montering, da trøjen er strikket oppefra og ned - hvilket jeg er virkelig begejstret for.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...