Viser opslag med etiketten Glaskrukker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Glaskrukker. Vis alle opslag

torsdag den 31. oktober 2013

Happy Halloween


Her til aften har jeg lavet disse nemme mumier sammen med børnene. I anledning af Halloween selvfølgelig.

De er lavet af syltetøjsglas, plastikøjne, dederonbind (i mangel af gazebind) og decoupagelim. Et fyrfadslys blev puttet i hvert glas, og med det samme var der (u)hyggelig stemning.

Mumierne er så nemme at lave, at min datter, som for nylig blev 7, kunne lave hendes selv efter mine anvisninger. Min søn på 4 år skulle have hjælp til det.

Denne nemme og søde idé kommer fra Badut. Tak for inspirationen.

lørdag den 12. oktober 2013

Og så var der fire!


Jeg har spraymalet endnu et låg til krukkerne i min søns værelse, så nu er der fire krukker med dinosaurer på låget. Endnu en gang var min søn begejstret, men indtil videre ser han ud til at være godt tilfreds med at lade dem stå til pynt uden at opbevare noget i dem.

torsdag den 26. september 2013

Dinosaurer på krukke


Jeg har svinget spraydåsen igen, så min søn nu har tre glaskrukker med dinosaurer på låget. De står på kommoden i hans værelse. Han synes, de er seje. Og jeg har planlagt i hvert fald én mere.

Men nu ønsker storesøster sig også nogle lignende krukker. Så jeg er på udkig efter billige og tøsede eller nuttede figurer til et pigeværelse. Vi har overvejet Littlest Petshop dyr. Men jeg synes, det er synd at bruge dem. Hun har nogle prinsesser fra chokoladeæg, men de er lidt for små. Og almindelige plastikdyr passer ikke rigtig til hende. Så jeg holder øjnene åbne. 

Har du nogle forslag til os?

lørdag den 17. august 2013

Reptil-glæde - Spraymalet låg


Min søn er temmelig glad for plastikdyr. Han elsker alle dyr fra Schleich. Og han synes, dinosaurer er seje. Han har nogle små dinosaurer, som han har leget en hel del med, hvorfor de ser noget slidte ud. De er ikke fra Schleich - og var ikke ret dyre - men de er alligevel pænt detaljerede. Men han leger ikke med dem mere.

Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet med dem. Og her var det så oplagt at afprøve den ide med plastikdyr og glaskrukker, som i måneder har været at se over hele blogland og i bøger og blade. Malede dyr på låg!

Jeg havde en lille glaskrukke, som havde indeholdt oliven. Så den måtte jeg bruge. Kontaktlim kom jeg på låget og på dyrets ben. Låget fik så lov til at stå uberørt af andet end dyret i et par dage. Normalt er jeg temmelig utålmodig efter at komme videre med et projekt, men denne gang blev jeg afbrudt og fik ikke mulighed for at gå videre med det før i dag.

Jeg brugte en sort akrylmetallic spray og sprayede tre lag. Føj hvor det stinker! Jeg var nok blevet svimmel, hvis jeg ikke var det i forvejen (jeg har feber). Men resultatet er ret fedt, synes jeg. Især den skinnende metalliske effekt er ret flot.

Nu må vi se, hvad min søn vælger at bruge krukken til. Jeg frygter dog lidt, at han vil insistere på at tage dyret af låget. Så dette er en prøve for at se, om jeg skal lave flere.


søndag den 21. oktober 2012

Halloween lygter

Jeg har haft gang i endnu et hurtigt lille projekt i forbindelse med Halloween.
Jeg snuppede nogle glaskrukker fra mit lager. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge tre, men efter at have fjernet etiketterne fra to, besluttede jeg, at det var nok.
Ville det ikke være dejligt, hvis etiketterne bare kunne fjernes ligesom etiketterne på Jolly Cola dåser i 80'erne? Hvem husker dem?
Så brugte jeg orange og gult dekorationstape fra Søstrene Grene til at lave nogle enkle striber på glaskrukkerne. Den ene bare med orange, for det er jo den 'rigtige' Halloween farve. Den anden lavede jeg med orange og gul og tænkte, at det ligner jo lidt det amerikanske 'candy corn', som man forbinde både med Halloween og amerikanerne Thanksgiving.
Børnene var vilde med dem begge. Jeg var selv mest tilfreds med den med to farver og ville egentlig have lavet den anden om, så de blev ens. Men så sagde manden, at han var mest glad for den med orange. Så de får lov til at blive, som de er.





torsdag den 15. marts 2012

Temmelig krukket!

Jeg har længe haft en idé om, at jeg skulle prøve at hækle og strikke 'frakker' til krukker og glas, sådan som man efterhånden ser det på mange blogs, i boligblade og andre steder rundt omkring. Jeg har selvfølgelig nogle idéer om farver og strukturer, og hvordan disse glas og krukker skal bruges i mit hjem eller gives til andre.

Så jeg er selvfølgelig gået i gang med at samle passende glas og krukker. Forleden dag stillede jeg nogle op på en hylde i det krea-hjørne, jeg er ved at indrette til mig selv (det hører I mere om på et andet tidspunkt). Og ja, det er ved at blive en temmelig stor samling, især taget i betragtning, at der står temmelig mange glas og krukker i det ene køkkenskab endnu.

Nu står de så på hylden, rengjorte men mange stadig med etiketterne på, og er synlige og kan på den måde forhåbentlig inspirere mig til snart at komme i gang!

Og bare rolig, vi har ikke selv spist alle de artiskokker eller pastasauce. Jeg har nemlig fået en del glas og krukker fra køkkenet på mit arbejde.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...