Viser opslag med etiketten Arlequin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arlequin. Vis alle opslag

lørdag den 21. april 2018

En dejlig eftermiddag


Jeg har friweekend, og vejret er endelig blevet dejligt.

Jeg er alene hjemme (manden er på arbejde og børnene hos kammerater), så nu skal jeg hygge i haven.

Nej, det bliver ikke noget med at luge ukrudt eller plante blomster.

Jeg sætter mig med fødderne oppe, blødt garn og behagelige strikkepinde i hænderne og en krimi i ørerne. Det skal nok blive en god eftermiddag. 

tirsdag den 20. februar 2018

Arlequin # 5 - i grå og lilla nuancer


Faktisk blev dette sjal strikket i sensommeren/efteråret. Jeg har bare glemt at skrive et indlæg om det. Det er mit femte Arlequin sjal. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg ikke helt er færdig med opskriften endnu - underligt nok, for jeg plejer ikke at gide den samme opskrift så mange gange.
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
 
Garn: 3 nøgler i forskellige farver (en grå og to nuancer af lilla) af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
 
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
 
Størrelse: cirka 152 cm x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
 
Desuden valgte jeg i denne udgave af sjalet at strikke et helt enkelt hulmønster i den sidste sektion af sjalet. Jeg er faktisk ret vild med denne variation af mønsteret og kunne godt tænke mig at gentage det eller laver yderligere lignende ændringer, hvis jeg strikker Arlequin igen.



søndag den 15. oktober 2017

Lilla Arlequin Shawl


 

 
Jeg har strikket rigtig meget, siden jeg bloggede sidst. Men samtidig har jeg været alt for doven til at få fotograferet og vejet og målt de ting, jeg har lavet. Så de er bare ikke kommet på bloggen før. 
 
Men nu er jeg klar med endnu et lækkert tørklæde. Det er endnu et Arlequin Shawl. Og det er stort nok til at blive brugt som et lille sjal eller et dejlig varmt tørklæde - på mig. På en lille spirrevip vil det måske være et middel stort sjal. 
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge. 
 
Garn: Silk fra Ice Yarns. Det består af 10% kidmohair, 50% silke og 40% merino. Jeg tror dog desværre ikke, de har det i deres sortiment mere. Garnet er virkelig lækkert og blødt og har en fin glans. Jeg brugte tre tråde, da det er spundet meget fint. Jeg fandt garnet i mit lager - Yay! - og har nu brugt rub og stub i denne fine lilla farve. Det blev til 147 gram, som er tørklædets vægt.
 
Pinde: jeg husker ikke rigtig, hvad nummer pinde, jeg brugte. Det var en Addi rundpind på 80 cm. Muligvis nr. 5 eller nr. 5,5.
 
Størrelse: cirka 166 x 48 cm. Jeg har ikke blokket tørklædet, da det ikke rigtig er nødvendigt. 
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker for at få mere regelmæssige og dermed pænere kanter, end man får, hvis man følger opskriften helt slavisk. Første maske løs af og sidste maske strikket ret på alle pinde. 
 
Jeg har strikket flere tørklæder/sjaler efter denne opskrift. Jeg tror, jeg er mættet for nu. Men jeg kan godt forestille mig at vende tilbage til den en gang i fremtiden. Dette sjal skal sandsynligvis bruges som gave. Jeg har en modtager i tankerne...
 
 

torsdag den 17. august 2017

Arlequin - jeg har strikket endnu et tørklæde



Jeg kunne ikke dy mig men slog op til endnu et Arlequin tørklæde/sjal (hvilket ikke tog lang tid, da man starter med kun én maske). Jeg elsker at strikke disse tørklæder, da de er virkelig afslappende strik og en dejlig afveksling fra min sædvanlige afslapningsstrik, som i lang tid har bestået af karklude og i den senere tid også køkkenhåndklæder til eget brug. 

Denne gang har jeg igen strikket i bomuldsgarn. Både fordi det var tilgængeligt (garnreolen bugner af bomuldsgarn), for at holde omkostningerne nede (jeg vil måske sælge et par stykker på marked, og så er folk sjældent villige til at betale de store priser, som luksusgarn koster), og med tanke på, at mange mennesker slet ikke kan klare at have nogen former for uld tæt på huden.
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
 
Garn: 3 nøgler i forskellige farver af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
 
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
 
Størrelse: cirka 154 x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
 
Jeg skiftede farve to gange, selv om opskriften ikke foreskriver det. Jeg valgte at skifte farve i pind 10 (den eneste vrangpind) i mønstersekvensen. På den måde foregik farveskiftet på bagsiden af arbejdet.
 













søndag den 30. juli 2017

Arlequin # 2 - fra grydelapper til tørklæde


Kan du huske de besværlige grydelapper fra dette indlæg? Jeg blev ved med at kigge på og sammenligne dem. Og jeg var bare ikke tilfreds med resultatet. Så jeg trævlede op. Men jeg elsker farverne, så jeg skulle finde noget andet at strikke af garnet. 

Kan du huske Arlequin tørklædet fra dette indlæg? Det var dejligt at strikke, men jeg var ikke helt tilfreds med kanterne og tænkte, at det kunne jeg da gøre bedre ved at justere opskriften en lille bitte smule. Jeg var på ferie men havde heldigvis opskriften med i pdf på min mobil. Så jeg kunne straks gå i gang.

Denne gang er jeg meget mere tilfreds med kanterne. Faktisk synes jeg, resultatet blev rigtig fint. Et dejligt asymmetrisk tørklæde eller lille sjal til den, der ikke vil have uld ind til huden, eller bare vil have et svalt tørklæde. Ikke til mig selv, for farverne klæder mig ikke. Men de klæder datteren helt fantastisk, og hun kan li' det. Hun bruger bare ikke tørklæder ret ofte, så måske jeg sælger det. 

Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com
 
Garn: 100% bomuld 8/4, i dette tilfælde cirka 3 nøgler à 50 gram, det grå fra Søstrene Grene og de to farvede fra Bumbo (købt i Bilka)
 
Pinde: Rundpind 3,5 på 80 cm - det er den nemmeste for mig at strikke med og nemmest at rejse med (jeg strikkede på tørklædet på rejsen fra Færøerne til Danmark, både i fly og bus)
 
Størrelse: cirka 150 cm x 39 cm, trekantet asymmetrisk sjal/tørklæde
 
Vægt: knap 150 gram (jeg strikkede de tre nøgler færdige, men der var en ganske lille smule spild, da jeg kun ville skifte farve et bestemt sted i mønsteret, som forekommer på hver 10. pind)













tirsdag den 4. juli 2017

Tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget - Arlequin


Jeg har efterhånden allerede skrevet om mit yndlingsgarn fra Sysleriget nogle gange. Nu har jeg så også strikket et projekt færdigt i garnet. Og det var virkelig en fornøjelse. Garnet var ualmindelig blødt og behageligt at arbejde med, og det havde en helt perfekt elasticitet. 

Forleden aften var jeg inviteret til hygge hos en veninde, som har haft fødselsdag for nylig. Så i stedet for en almindelig værtindegave, havde jeg en fødselsdagsgave med. Jeg havde strikket et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget. Farven var den fra Garnklubben i juni 2017.  Og jeg havde kun de 100 gram, som fedet bestod af.

Min veninde cykler i al slags vejr og er glad for små tørklæder til at holde kulden fra halsen. Og hvad kan være mere oplagt end et tørklæde i lækker, blød merino, som ikke klør, når det bliver varmt.

Så jeg fandt en gratis opskrift på Ravelry på et asymmetrisk tørklæde. Det er konstrueret så smart, at man starter med én maske, og så strikker man, indtil man har nået ønsket størrelse. Eller indtil man ikke har mere garn. På den måde fik jeg brugt næsten alt garnet - på nær en ret kort tråd. Og jeg var glad for, at intet af det dejlige garn gik til spilde. 

Det var første gang, jeg strikkede efter en opskrift på engelsk. Men det gik nemt og  smertefrit, da opskriften var ganske enkel. Jeg kunne godt tænke mig at prøve den igen og måske arbejde lidt mere mønster ind - måske et enkelt hulmønster. Og så kunne jeg godt tænke mig at flytte ind- og udtagningerne lidt, så kanterne bliver pænere. Men det må komme an på en prøve. 

Jeg brugte opskriften til Arlequin Shawl af Peggy Maxheim. Da jeg brugte nogle andre farver end i opskriften, er udfaldet ganske anderledes at se på. Men mit tørklæde fik også den rigtige fine form. Opskriften kan downloades på engelsk eller fransk - gratis selvfølgelig.

Tørklædet blev cirka 120 cm langt fra ende til anden. Og vejer jo lige under 100 gram, da jeg brugte næsten alt garnet. Tørklædet har en rigtig fin størrelse til at blive brugt som cykeltørklæde, var tilbagemeldingen. Det blev prøvet og de fine farver beundret med det samme.






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...