Viser opslag med etiketten Ravelry. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ravelry. Vis alle opslag

søndag den 20. december 2020

DIY - Ribbed Socks by GJ - Basisstrømper i rib - Nyt design på Ravelry

 



[Dette indlæg indeholder affiliate links (reklame). Hvis du køber noget igennem disse links, tjener jeg en lille skilling]

Endelig kom opskriften på ribstrømperne på Ravelry! Derinde hedder de "Ribbed Socks by GJ", og opskriften kan købes for sølle kr. 20,00. Den downloades nu både på dansk og på engelsk.

Hvis du ikke er medlem af Ravelry eller ikke kan finde ud af at bruge det endnu, kan du købe opskriften ved at klikke på ‘Buy Now’ knappen nedenfor. Du vil komme til en side, hvor du bliver bedt om at logge ind på Paypal. Hvis du ikke har Paypal, skal du bare bruge 'Log in as guest', og så bliver du først videre derfra. Paypal er ganske sikkert at bruge - siger jeg af erfaring, da jeg selv har brugt det i over 15 år både til at sende og modtage betalinger uden problemer en eneste gang.


Hvis det af en eller anden grund ikke virker for dig, kan du kontakte mig på Instagram (@knitsbygj), og så kan jeg sende en PDF fil til dig på e-mail efter betaling via MobilePay.

Men hvorfor skal man nu betale for en opskrift, når jeg altid plejer at lægge gratis opskrifter på bloggen, og nogle gange også på Ravelry? Det skal man, fordi jeg denne gang virkelig har arbejdet længe og grundigt på denne opskrift. Jeg mener, den vil kunne bruges, selv om du aldrig har strikket strømper før. Og da det er en opskrift på basisstrømper, vil du fremover kunne bruge den som udgangspunkt for dine egne eksperimenter udi strømpestrik.

Opskriften er onesize, og størrelsen varieres ved at forkorte eller forlænge skaftet og foden efter behov. Omkredsen vil passe både til tynde og tykke lægge, teenagere og voksne - men ikke små børn.

Jeg håber så meget på, at denne opskrift vil blive godt modtaget. Jeg har nemlig flere andre gode basisopskrifter i tankerne. Og jeg tænker, at de har en berettigelse, netop fordi det ofte er svært at finde enkelte, gennemarbejdede basisopskrifter, som kan følges af de fleste.

God fornøjelse med opskriften. Og husk at linke dit projekt på Ravelry til opskriften, når du strikker strømperne og at bruge hashtags, når du viser frem på Instagram. #ribbedsocksbygj #knitsbygj @knitsbygj

Forresten, strømperne er strikket i Arwetta Classic fra Filcolana. På billederne er der brugt farven Power Pink, som er nr. 253. Du kan bl.a. købe Arwetta hos KnitWeDo og Strikkehjørnet (begge links er affiliate links).

 




tirsdag den 11. februar 2020

Cozy Memories tæppe

 
For nogle dage siden, blev jeg færdig med dette dejlige tæppe. Vi er alle blevet glade for det allerede og kæmper lidt om at få retten til at bruge det i sofaen om aftenen. Det er dejlig varmt og alligevel let.

Der er to opskrifter på Ravelry, som har inspireret dette tæppe: Cozy Memories Blanket og The Coziest Memory. Jeg har dog ikke fulgt nogen af opskrifterne, men har fået hjælp af en strikkeveninde og en bog af Vivian Høxbro om Dominostrik (affiliate link). Og til sidst har jeg lavet en hestetømmekant (i-cord kant) på tæppet. Til kanten fandt jeg hjælp i en vejleding på YouTube af The Crazy Sock Lady. Jeg er helt vildt imponeret over, hvor fin sådan en kant bliver på tæppet, hvilken forskel den gør, og hvor nemt det egentlig var at få den så fin. Selv om den altså tog noget af en evighed at strikke.
 
Tæppet er strikket i rester af strømpegarn med en løbelængde på ca. 210 meter pr. 50 gram og andet garn i nogenlunde samme tykkelse. Det meste er altså i uld med lidt nylon indblandet, så det bør være nogenlunde slidstærkt. Dog er der også fibre af silke, merino, alpaca, mohair, angora og noget acryl i forskellige blandingsgarner og blandingsforhold. Jeg gik ikke så højt op i, at det skulle være en bestemt slags fibre, dog skulle det være noget, der føltes uldent og ikke som plantefibre som bomuld, bambus eller hør. Det vigtige i dette projekt var, at alt garnet var rester! Der er tale om rester fra strømper, jeg har strikket til mig selv og til manden og børnene. Der er rester fra trøjer og tørklæder, jeg har strikket. Der er genbrugsgarn fra projekter, jeg har trævlet op. Der er endda rester af garn, jeg har brugt til julepynt! Og endnu federe er det, at jeg har fået garnrester både fra min mor og fra flere af damerne i strikkeklubben, som jeg kommer i hver onsdag aften. Det er så fedt! Tusind tak til alle jer, der donerede garn. En del af hyggen med tæppet er, at jeg kan tænke på jer, når jeg bruger det - ligesom jeg gjorde, da jeg strikkede det.
 
Det eneste garn, der blev købt til projektet, er det grå garn, jeg har brugt til kanten. Jeg ville rigtig gerne have, at kanten var ensfarvet og i den samme grå nuance hele vejen rundt. Så jeg købte flere nøgler garn for at sikre mig, at der var nok. Det kunne jeg have sparet, for jeg brugte mindre end ét nøgle. Men så har jeg jo garn til andre projekter. Faktisk har jeg allerede strikket et par strømper til manden med garnet. Garnet til kanten er Mayflower 1 Class (affiliate link), som jeg købte hos Rito.dk (affiliate link). Dejligt garn, som jeg gerne vil anbefale både til strømper men også til andre projekter f.eks. i tæpper ligesom her.

Tæppet har den perfekte størrelse til et slumretæppe, desuden er det fint elastisk i stoffet, så man kan strække det, så man er dækket fra hagen til tæerne, når man ligger og hygger i sofaen. Tæppet består af 195 firkanter, som er strikket i retriller på pind 2,5. Ja, det tog tid at strikke hele tæppet. Men som altid, når et strikkeprojekt er delt op i små dele, som firkanterne jo er, så føles det ikke, som om det tager så lang tid, da de enkelte firkanter jo er hurtigt strikket. Jeg slog kun 47 masker op til hver enkelt firkant. Maskerne til firkanterne samles op, så de bliver strikket på tæppet efterhånden, som arbejdet skrider frem, og de fleste ender er blevet strikkehæftet. Så der var hverken samlinger eller særlig mange ender at tænke på, da tæppet var færdigt.

Tæppet vejer 849 gram (det er næsten 17 almindelige nøgler garn!), og det måler cirka 132 x 147 cm. Jeg har strikket på tæppet i perioder imellem den 19. sept 2019 og 4. feb. 2020. Det har altså ikke taget overvældende lang tid at lave det. Og jeg kan i hvert fald anbefale dig at strikke et selv, hvis du nu skulle være fristet. Det er virkelig tilfredsstillende at få brugt så mange rester. Og der kommer et dejligt tæppe ud af det.

Du kan læse mere om mit tæppe samt se flere procesbilleder på min projektside på Ravelry.
 





<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>


søndag den 31. marts 2019

EasyGoesIt sjal - ny sjal obsession

Jeg har en hel del smukt, håndfarvet garn, hvor jeg kun har et fed af hver farve (100 gram). Når jeg strikker, vil jeg gerne bruge så meget af garnet som muligt, uden at der bliver særlig meget til rest. Så forleden dag søgte jeg så på Ravelry efter et gratis mønster, hvor jeg kunne få brugt et fed op, uden at der gik ret meget til spilde. Total succes!




Jeg fandt mønsteret ‘EasyGoesIt’ fra Finicky Creations. Designeren skriver, at det er designet specifikt til et fed på 400 yards, og hvis man har mere garn, kan man bare forlænge sjalet. Jeg havde 400 meter (hvilket er lidt mere end 400 yards), så jeg kastede mig ud i det og endte da også med at strikke lidt mere end i opskriften. Til gengæld havde jeg kun 140 cm garn tilbage, da jeg var færdig med sjalet. Jeg er glad.

Opskriften var på engelsk men så enkel, at jeg sagtens kunne følge den. Og den er vanedannende. Jeg er allerede i gang med endnu et sjal, som ikke er helt magen til, men hvor jeg bruger mønsteret som udgangspunkt og så laver en del variationer.

Jeg har ikke vasket eller blokket sjalet endnu. Jeg tænker, at hulmønsteret vil fremstå endnu finere, når jeg gør det. Og egentlig er det ikke et ret stort sjal, så man kunne vel kalde det et asymmetrisk tørklæde. Men det er jo muligt at strikke det længere, så det opnår rigtig sjalstørrelse. 

Garnet i mit sjal er fra KAOS Yarn. Det er bæredygtigt og håndfarvet i Danmark. Jeg brugte 100% merino (fingering) og strikkede på rundpind nr. 4. Farven er Lucky One # 18, som er en unik farve, som ikke indgår i det faste farvesortiment. Den minder mig om sorbetis eller bubblegum, og jeg
bliver bare i godt humør af at se den. Desuden er garnet noget af det lækreste, jeg har strikket med.







tirsdag den 20. februar 2018

Arlequin # 5 - i grå og lilla nuancer


Faktisk blev dette sjal strikket i sensommeren/efteråret. Jeg har bare glemt at skrive et indlæg om det. Det er mit femte Arlequin sjal. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg ikke helt er færdig med opskriften endnu - underligt nok, for jeg plejer ikke at gide den samme opskrift så mange gange.
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
 
Garn: 3 nøgler i forskellige farver (en grå og to nuancer af lilla) af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
 
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
 
Størrelse: cirka 152 cm x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
 
Desuden valgte jeg i denne udgave af sjalet at strikke et helt enkelt hulmønster i den sidste sektion af sjalet. Jeg er faktisk ret vild med denne variation af mønsteret og kunne godt tænke mig at gentage det eller laver yderligere lignende ændringer, hvis jeg strikker Arlequin igen.



søndag den 15. oktober 2017

Lilla Arlequin Shawl


 

 
Jeg har strikket rigtig meget, siden jeg bloggede sidst. Men samtidig har jeg været alt for doven til at få fotograferet og vejet og målt de ting, jeg har lavet. Så de er bare ikke kommet på bloggen før. 
 
Men nu er jeg klar med endnu et lækkert tørklæde. Det er endnu et Arlequin Shawl. Og det er stort nok til at blive brugt som et lille sjal eller et dejlig varmt tørklæde - på mig. På en lille spirrevip vil det måske være et middel stort sjal. 
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge. 
 
Garn: Silk fra Ice Yarns. Det består af 10% kidmohair, 50% silke og 40% merino. Jeg tror dog desværre ikke, de har det i deres sortiment mere. Garnet er virkelig lækkert og blødt og har en fin glans. Jeg brugte tre tråde, da det er spundet meget fint. Jeg fandt garnet i mit lager - Yay! - og har nu brugt rub og stub i denne fine lilla farve. Det blev til 147 gram, som er tørklædets vægt.
 
Pinde: jeg husker ikke rigtig, hvad nummer pinde, jeg brugte. Det var en Addi rundpind på 80 cm. Muligvis nr. 5 eller nr. 5,5.
 
Størrelse: cirka 166 x 48 cm. Jeg har ikke blokket tørklædet, da det ikke rigtig er nødvendigt. 
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker for at få mere regelmæssige og dermed pænere kanter, end man får, hvis man følger opskriften helt slavisk. Første maske løs af og sidste maske strikket ret på alle pinde. 
 
Jeg har strikket flere tørklæder/sjaler efter denne opskrift. Jeg tror, jeg er mættet for nu. Men jeg kan godt forestille mig at vende tilbage til den en gang i fremtiden. Dette sjal skal sandsynligvis bruges som gave. Jeg har en modtager i tankerne...
 
 

torsdag den 17. august 2017

Arlequin - jeg har strikket endnu et tørklæde



Jeg kunne ikke dy mig men slog op til endnu et Arlequin tørklæde/sjal (hvilket ikke tog lang tid, da man starter med kun én maske). Jeg elsker at strikke disse tørklæder, da de er virkelig afslappende strik og en dejlig afveksling fra min sædvanlige afslapningsstrik, som i lang tid har bestået af karklude og i den senere tid også køkkenhåndklæder til eget brug. 

Denne gang har jeg igen strikket i bomuldsgarn. Både fordi det var tilgængeligt (garnreolen bugner af bomuldsgarn), for at holde omkostningerne nede (jeg vil måske sælge et par stykker på marked, og så er folk sjældent villige til at betale de store priser, som luksusgarn koster), og med tanke på, at mange mennesker slet ikke kan klare at have nogen former for uld tæt på huden.
 
Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com - den er på engelsk men særdeles enkel og nem at følge.
 
Garn: 3 nøgler i forskellige farver af Søstrene Grenes Bomuldsgarn 8/4. Jeg brugte så meget som muligt af hvert nøgle, så sjalet vejer knap 150 gram.
 
Pinde: rundpind 3,5 på 80 cm - mine foretrukne pinde er de hule fra Addi.
 
Størrelse: cirka 154 x 46 cm. Jeg har ikke blokket sjalet, da det ikke rigtig er nødvendigt.
 
Ændringer: jeg strikkede med kantmasker, selv om opskriften ikke anbefaler det - jeg tog første maske løst af og strikkede sidste maske ret på alle pinde. Hvor opskriften foreskrev, at man skulle tage ud eller ind i første maske, gjorde jeg det i anden eller næstsidste maske. Kanterne blev dermed mere regelmæssige end, hvis man følger opskriften nøjagtigt.
 
Jeg skiftede farve to gange, selv om opskriften ikke foreskriver det. Jeg valgte at skifte farve i pind 10 (den eneste vrangpind) i mønstersekvensen. På den måde foregik farveskiftet på bagsiden af arbejdet.
 













søndag den 30. juli 2017

Arlequin # 2 - fra grydelapper til tørklæde


Kan du huske de besværlige grydelapper fra dette indlæg? Jeg blev ved med at kigge på og sammenligne dem. Og jeg var bare ikke tilfreds med resultatet. Så jeg trævlede op. Men jeg elsker farverne, så jeg skulle finde noget andet at strikke af garnet. 

Kan du huske Arlequin tørklædet fra dette indlæg? Det var dejligt at strikke, men jeg var ikke helt tilfreds med kanterne og tænkte, at det kunne jeg da gøre bedre ved at justere opskriften en lille bitte smule. Jeg var på ferie men havde heldigvis opskriften med i pdf på min mobil. Så jeg kunne straks gå i gang.

Denne gang er jeg meget mere tilfreds med kanterne. Faktisk synes jeg, resultatet blev rigtig fint. Et dejligt asymmetrisk tørklæde eller lille sjal til den, der ikke vil have uld ind til huden, eller bare vil have et svalt tørklæde. Ikke til mig selv, for farverne klæder mig ikke. Men de klæder datteren helt fantastisk, og hun kan li' det. Hun bruger bare ikke tørklæder ret ofte, så måske jeg sælger det. 

Opskrift: Arlequin Shawl af Peggy Maxheim - kan downloades gratis på Ravelry.com
 
Garn: 100% bomuld 8/4, i dette tilfælde cirka 3 nøgler à 50 gram, det grå fra Søstrene Grene og de to farvede fra Bumbo (købt i Bilka)
 
Pinde: Rundpind 3,5 på 80 cm - det er den nemmeste for mig at strikke med og nemmest at rejse med (jeg strikkede på tørklædet på rejsen fra Færøerne til Danmark, både i fly og bus)
 
Størrelse: cirka 150 cm x 39 cm, trekantet asymmetrisk sjal/tørklæde
 
Vægt: knap 150 gram (jeg strikkede de tre nøgler færdige, men der var en ganske lille smule spild, da jeg kun ville skifte farve et bestemt sted i mønsteret, som forekommer på hver 10. pind)













lørdag den 15. juli 2017

Reyna - endnu et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget



Jeg har virkelig fået lyst til at strikke tørklæder, efter jeg fik fat i det smukke garn fra Sysleriget. Denne gang har jeg også været på Ravelry for at finde en opskrift. Og jeg fandt Reyna af Noora Laivola, som er en gratis opskrift konstrueret til et enkelt fed garn. Den var vældig passende. Jeg havde 100 gram garn og ville gerne bruge det hele. Det var nemt lige at strikke nogle få omgange mere end selve opskriften for at få brugt alt garnet. 









Tørklædet, som også kan bruges som et lille sjal, er trekantet og måler 160 x 52 cm. Det er strikket på pind nr. 3,5. Farven er fra Syslerigets Garnklub i april 2017. Tørklædes er dejlig blødt. Min datter - som er sart, når det kommer til garn, der kradser - prøvede tørklædet bare med en sommertop på, og hun syntes, det var lækkert.


Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg skal beholde tørklædet eller give det i gave - eller måske sælge det.








tirsdag den 4. juli 2017

Tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget - Arlequin


Jeg har efterhånden allerede skrevet om mit yndlingsgarn fra Sysleriget nogle gange. Nu har jeg så også strikket et projekt færdigt i garnet. Og det var virkelig en fornøjelse. Garnet var ualmindelig blødt og behageligt at arbejde med, og det havde en helt perfekt elasticitet. 

Forleden aften var jeg inviteret til hygge hos en veninde, som har haft fødselsdag for nylig. Så i stedet for en almindelig værtindegave, havde jeg en fødselsdagsgave med. Jeg havde strikket et tørklæde i Merino Singles fra Sysleriget. Farven var den fra Garnklubben i juni 2017.  Og jeg havde kun de 100 gram, som fedet bestod af.

Min veninde cykler i al slags vejr og er glad for små tørklæder til at holde kulden fra halsen. Og hvad kan være mere oplagt end et tørklæde i lækker, blød merino, som ikke klør, når det bliver varmt.

Så jeg fandt en gratis opskrift på Ravelry på et asymmetrisk tørklæde. Det er konstrueret så smart, at man starter med én maske, og så strikker man, indtil man har nået ønsket størrelse. Eller indtil man ikke har mere garn. På den måde fik jeg brugt næsten alt garnet - på nær en ret kort tråd. Og jeg var glad for, at intet af det dejlige garn gik til spilde. 

Det var første gang, jeg strikkede efter en opskrift på engelsk. Men det gik nemt og  smertefrit, da opskriften var ganske enkel. Jeg kunne godt tænke mig at prøve den igen og måske arbejde lidt mere mønster ind - måske et enkelt hulmønster. Og så kunne jeg godt tænke mig at flytte ind- og udtagningerne lidt, så kanterne bliver pænere. Men det må komme an på en prøve. 

Jeg brugte opskriften til Arlequin Shawl af Peggy Maxheim. Da jeg brugte nogle andre farver end i opskriften, er udfaldet ganske anderledes at se på. Men mit tørklæde fik også den rigtige fine form. Opskriften kan downloades på engelsk eller fransk - gratis selvfølgelig.

Tørklædet blev cirka 120 cm langt fra ende til anden. Og vejer jo lige under 100 gram, da jeg brugte næsten alt garnet. Tørklædet har en rigtig fin størrelse til at blive brugt som cykeltørklæde, var tilbagemeldingen. Det blev prøvet og de fine farver beundret med det samme.






lørdag den 23. august 2014

Endnu et Haruni sjal


For et stykke tid siden strikkede jeg et lille sjal til min svigermor i brun alpaka. Hun blev virkelig glad for det.

Jeg syntes, sjalet var sjovt at strikke og ville gerne prøve at strikke det i et andet garn og farve. Og det var en oplagt mulighed, da min søde veninde skulle holde rund fødselsdag lige før sommerferien. Desværre nåede jeg ikke at få sjalet færdigt i tide, så hun fik en lille blomst i stedet. Og sjalet fik hun efter sommerferien.

Opskriften er Haruni, som er designet af Emily Ross og kan downloades gratis på Ravelry.com.

Jeg brugte cirka 125 gram Setalin fra BC Garn, som består af 52 % tussahsilke og 48 % hør. Virkelig lækkert at strikke med om sommeren. Farven var en slags hindbærrød, som jeg valgte, da min veninde ikke er farveforskrækket men ofte bruger farvede tørklæder og tøj. Jeg kan ikke længere huske, hvilken pind jeg strikkede på, men det blev lidt løst, hvilket jeg også ønskede det.

Sjalet blev smukt, og kvaliteten er lækker. Desværre fremstår det ikke helt af billederne, som blev taget i hast, før jeg pakkede sjalet ind i sidste øjeblik. Ja, jeg var en smule distræt der i slutningen af sommerferien.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...