I sommerferien strikkede jeg denne tunika til min datter. For første gang strikkede jeg for alvor i det færøske garn
Navia, og det var en udsøgt fornøjelse. Jeg skulle lige vænne mig til at strikke med ren uld i sommervarmen, men så gik det glat. Garnet er elastisk og lækkert at arbejde med, og
som jeg tidligere har skrevet, findes det i virkelig mange fine farver. Tunikaen er i
Navia Duo, som er totrådet. Men der findes også
Navia Uno og
Trio. Navnet giver ligesom sig selv, ikke?
Opskriften er fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 06/2014. Designet af Ellen Holm. En meget enkel tunika med raglanærmer og brede striber. Strikket oppefra og ned, så der er minimal montering og mulighed for at afprøve længden undervejs. Tunikaen er virkelig nem at strikke og kan varieres i det uendelige. Faktisk er jeg allerede gået i gang med at strikke nummer to.
Denne gang strikkede den største størrelse til 8 år, og den blev en smule for stor til min datter, som bliver 8 år til september. Det gør ikke noget, for hun skal først bruge tunikaen til efteråret og så gerne hele vinteren. Den store størrelse skyldes sandsynligvis, at jeg brugte et andet garn end i opskriften og ikke helt overholdt strikkefastheden. Desuden strikkede jeg med pinde 3 og 3½, hvor opskriften nævner 2½ og 3. Tunikaen sidder rigtig fint på hende og vil være helt perfekt til vinter med en langærmet bluse indenunder. Eventuelt med rullekrave, så man ikke kan mærke ulden kradse, hvilket min datter godt kan være lidt hys omkring.
Datteren og jeg var blevet enige om, at jeg skulle købe to grønne nuancer og en lilla, men jeg fandt ingen lilla, som så godt ud med de to grønne, så jeg valgte en pink. Datteren var godt tilfreds, og det er jeg også. Jeg brugte mindre end to nøgler af hver af de grønne nuancer og mindre end ét nøgle af pink, og jeg havde endda købt hele tre af hver af de grønne. Så jeg har dejlige rester tilbage til en anden gang.