Som I kan se, så har der været en del indlæg om
Ravelry på det sidste. Det skyldes, at jeg har været i gang med at stashe alt mit garn på
Ravelry, og så har jeg også kigget på andre sider derinde, når jeg nu var i gang. Man er jo nysgerrig. Men nu er jeg færdig med at stashe, ja, det vil sige, at nu har jeg
en inventarliste over det meste af mit garnlager.
Jeg har stashet alt det garn, der har banderoler på, og ganske få garnnøgler uden banderoler, hvis jeg var helt sikker på, hvad det var for noget garn. Og der er nu 154 forskellige emner på listen. Der er helt ny indkøbt garn, og der er ældgammelt garn, som er blevet fundet på mine forældres loft, eller som jeg har fået foræret, samt garn, som jeg selv har købt for en del år siden.
Der er superlækkert kvalitetsgarn, og der er virkelig billigt garn. Der er garn købt online, i garnbutikker, i supermarkeder, i hobbybutikker, hos Søstrene Grene og andre tilfældige steder. Der er rigtig meget garn, som jeg kun har ét eller to nøgler af, og der er en del, som jeg har flere nøgler af. Noget af garnet har jeg købt i små partier, fordi jeg synetes, det var flot, andet bare for at få en ekstra farve strømpegarn eller bomuldsgarn til lageret, da jeg ofte bruger lige disse to typer garn i små portioner. Meget lidt af garnet er købt ind til et specifikt formål, for når jeg køber ind til et bestemt projekt, så går jeg som regel i gang med det ret hurtigt.
Der er garn i alverdens farver: neon, pangfarver, pasteller, støvede nuancer, og de helt farveløse sort, hvid og grå. Og der er garn i alverdens kvaliteter: uld, bomuld, mohair, angora, akryl, hør, silke, polyester. Der er en hel del rent bomuldsgarn, for det bruger jeg meget. Der er også en hel del uldblandinger, for dem bruger jeg til strømper og tøj. En smule akryl er der også, for det er dejligt billigt til små detaljer og bamsetøj. Der er ikke ret meget effektgarn, for det har jeg aldrig været ret god til at bruge. Det er som om jeg ikke helt har fantasi til, hvad jeg kan bruge det til, så jeg har aldrig købt ret meget af det. Men jeg er lige så stille ved at komme i gang med at få nogen idéer til det.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har lavet denne
stashliste. Det har nemlig tvunget mig til at organisere mit garn mere, end det har været før. Jeg har fået overblik over, hvad jeg har, og kan tage stilling til, hvad jeg har brug for mere af - eller netop IKKE har brug for mere af. Og jeg har i processen fået nogle idéer til, hvad jeg kan bruge noget af garnet til.
Jeg har fået organiseret min garnreol bedre, så den nu indeholder mest bomuld (inddelt i mærker) og strømpegarn, samt lidt andet. Jeg har ryddet op i mine to baljer garn, så den ene nu indeholder garn i større partier, og den anden indeholder det garn, som jeg kun har få løse nøgler af. Og så har jeg fået lidt bedre styr på garnresterne, som jeg opbevarer i Tiger-poser eller i små kurve, hvis jeg lige er i gang med at bruge af dem.
Tilføjelse:
Jeg har tænkt mig at lave et indlæg med nogle tips til at stashe garn på Ravelry. Og hvordan listen kan være nyttig. Tilføj mig gerne til din venneliste, hvis du bruger Ravelry. Jeg hedder
gudrunjac derinde.