fredag den 4. oktober 2013

DIY - Skóleistar - Strikkede futter

Jeg er flere gange blevet bedt om at dele min opskrift på skóleistar, især på Instagram er jeg blevet spurgt om det. Jeg har aldrig tidligere haft en opskrift, før jeg for nylig skrev den ned for at lave denne DIY.

Oprindelig var det min mor, der fortalte mig, hvordan skóleisterne strikkes. Faktisk blev jeg sat i gang med det allerførste par - i en endnu mere enkel udgave - som lille pige. Jeg strikkede den bagerste del, og min mor strikkede snuderne. Efterhånden har jeg udviklet min egen måde at strikke disse futter. Skóleistar er nemlig færøsk for strikkede futter eller sutsko.

Det er på ingen måde hverken mig selv eller min mor, som har opfundet selve modellen. Disse skóleistar er blevet strikket igennem generationer, ligesom sokker bliver det. I denne DIY har jeg nedskrevet, hvordan jeg strikker dem.

Jeg bruger almindeligt fint strømpegarn med en løbelængde af ca. 210 meter pr. 50 gram. Som oftest er kvaliteten 75% uld og 25% polyamid. Både de billige garner fra supermarkedet og de dyrere og mere eksklusive garner kan bruges. Men ligesom til sokker kan det bedst betale sig at bruge noget slidstærkt. Ren uld slides for hurtigt hul, hvis man har tænkt sig at gå rundt i sine skóleistar.


Opskrift på strikkede skóleistar
Størrelse: ca. 38-40.
Pinde nr. 3½ (strømpepinde eller rundpind 60 eller 80 cm, evt. jumperpinde til den første del).
Hæklenål nr. 2½.
Garn: 50 gr Jacquard Strømpegarn fra Hjertegarn (jeg brugte et helt nøgle med kun en lille tråd til overs).

Obs! Der strikkes med dobbelt tråd og hækles med enkelt tråd.
Forkortelsen: dr.indt. = 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over.

Fremgangsmåde:
Slå 38 masker op i dobbelt tråd og strik frem og tilbage.
Pind 1 (vrangsiden): 12 ret, 1 vrang, 12 ret, 1 vrang, 12 ret.
Pind 2 (retsiden): ret.

Gentag disse to pinde, indtil der er strikket i alt 44 pinde (= 22 retriller på retsiden).
Slå to nye masker op i slutningen af den sidste pind (= 40 masker).


Nu samles maskerne til at strikke rundt (på strømpepinde eller med 'magic loop' på rundpind).
Omg. 1-20: ret (=glatstrik).
Obs! Allerede efter et par omgange skilles de to nyopslagne masker ad, sådan at den ene ligger i starten og den anden i slutningen af omgangen (omgangen starter og slutter ovenpå vristen).


Omg. 21: 7 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 14 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 7 ret (= 36 masker).
Omg. 22: ret.
Omg. 23: 6 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 12 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 6 ret (= 32 masker).
Omg. 24: ret.
Omg. 25: 5 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 10 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 5 ret (= 28 masker).
Omg. 26: ret.
Omg. 27: 4 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 8 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 4 ret (= 24 masker).
Omg. 28: 3 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 6 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 3 ret (= 20 masker).
Omg. 29: 2 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 4 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 2 ret (= 16 masker).
Omg. 30: 1 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 2 ret, 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 1 ret (= 12 masker).
Omg. 31: 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt., 2 ret sammen, 2 ret, 1 dr.indt. (= 8 masker).
Bryd garnet, træk tråden igennem alle masker og træk til.


Montering:
Sy hælen sammen (syningen sidder bag på hælen). Hæft enderne.
Hækl en kant af fastmasker med enkelt tråd rundt i åbningen til foden. Kanten skal hverken stramme eller være helt løs. Den hæklede kants funktion er at holde lidt igen, hvis det strikkede strækker sig for meget, sådan at skóleisten ikke falder af foden. Hæft enderne.


Strik en skóleist til, og du har et par.


Skóleistar i en anden størrelse?
Det er nemt at lave skóleistarne større eller mindre end i denne opskrift. Du strikker bare flere pinde (i første og i anden del) for at lave dem større. Og færre pinde for at lave dem mindre. Maskeantallet passer til alle voksenstørrelser. For at strikke børnestørrelser kan det anbefales at mindske maskeantallet. Sørg bare for, at der er lige mange masker på hver side i første del. Og for nemheds skyld kan du bruge et antal, der kan deles med fire, når du strikker den lukkede del af skóleisten.

Hvis du prøver min DIY, vil jeg sætte rigtig stor pris på at høre din mening. Jeg er ikke vant til at nedskrive opskrifter til andres brug. Jeg har selvfølgelig gjort mig umage og har retlæst grundigt. Men der kan jo altid snige sig fejl ind. Hvis du opdager nogle, må du gerne maile mig. Og hvis der er noget, som er uklart eller ikke til at forstå, må du også meget gerne kontakte mig.

Jeg beklager den dårlige kvalitet på billederne og håber, at de stadig virker oplysende, selv om de er taget med mobil. Kameraet er nemlig ikke tilgængeligt for mig i disse dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...