lørdag den 19. april 2014

Påske-cupcakes


I aftes bagte jeg nogle almindelige chokoladecupcakes. Og i dag har jeg opgraderet dem til påskecupcakes.

Jeg lavede en glasur af 1 dl creme fraiche, 1/2 dl skummetmælk og 200 gr smeltet mørk chokolade.

Efter glasuren var afkølet lidt, brugte jeg en tyl med flere små huller til at lave chokoladereder på mine cupcakes. Det var ikke uden problemer, for nogle af hullerne i tyllen blev tilstoppet. Og da jeg maste for at få glasuren uden, blev den opvarmet i mine hænder, så jeg fik nogle ret krøllede reder.

Skulle du forsøge det samme, kan jeg derfor anbefale dig, kun at putte lidt af glasuren i sprøjteposen ad gangen, så den ikke bliver varmet for meget op. Egentlig vidste jeg godt dette. Men jeg bager efterhånden så sjældent, at jeg glemmer mine egne erfaringer.

Uanset udseendet smager glasuren dejligt. Den har en intens smag af chokolade. For en mildere smag kan du bruge lys chokolade eller halv lys og halv mørk.

Til sidst blev der lagt nogle likøræg i rederne. Og børnene er begejstrede!



tirsdag den 15. april 2014

Påskeferie

Jeg holder påskeferie i år. Jeg havde restferie tilbage og kunne afvikle hele påskeugen. Det er helt usædvanligt. Og skønt!


Og jeg har haft en dejlig stille dag. Har bagt pandekager, ordnet vasketøj, vasket op, strikket...og slappet af! Har endda haft lidt tid helt alene hjemme, da manden var på arbejde og børnene hos venner. Nu begynder de at søge hjem igen, og så skal vi have en dejlig aftensmad.

Jeg ønsker jer alle en skøn påske!

lørdag den 12. april 2014

Striber...

Som så mange gange før strikker jeg igen striber. Jeg har altid været vild med alle mulige slags striber. Og disse er så nemme at strikke men samtidig underholdende, da jeg ikke helt ved, hvordan resultatet bliver.

Jeg strikker til mig selv denne gang. Mere vil jeg ikke afsløre lige nu...

torsdag den 3. april 2014

Armvarmere til min datter

I aftes blev jeg færdig med disse lange armvarmere til min datter. Hun havde dem på i morges, da hun cyklede i skole. Og de var rigtig gode, sagde hun. Desuden er hun glad for alle farverne.


Jeg har strikket udelukkende med rester i strømpegarn, som er tilbage, efter jeg har strikket strømper og skóleistar. Lige præcis 50 gram, har jeg brugt.


Faktisk var dette et eksperiment. Jeg ville se, om det fungerede med magiske nøgler af farveskiftende strømpegarn, eller om det blev for meget. Jeg indrømmer, farverne er temmelig 'meget', men de gør lykke hos datteren - og hos mig.

Armvarmerne er strikket i rib (2r, 2vr), så de er elastiske nok til, at jeg kan låne dem. Og længden på 32 cm er også rigelig til at varme mine håndled.


onsdag den 2. april 2014

Ribtop til datteren

Min datter har smidt uldundertøjet for denne vinter, men en gang imellem har hun stadig brug for noget varmt ud over sin bluse - og det skal ikke være en tyk sweater. Forskellige strikkede veste og tyndere strikbluser er populære. Og da hendes yndlingsvest - strikket af mormor - efterhånden er noget lille i det, strikkede jeg hurtigt en regnbuefarvet ribtop til hende. Hun har brugt den i skole i dag og i går, og den var populær blandt de 7-8-årige tøser.

Opskriften er af Lene Holme Samsøe fra  bogen "Kæk og klassisk børnestrik". Den var nem at følge, da jeg rent faktisk tog mig sammen og fulgte den i stedet for bare at gå ud fra, at jeg vidste det hele. Ingen montering og kun to ender at hæfte. I love it!

Garnet er Angora Design fra ICE Yarns. Jeg brugte 81 gram på pinde 3 til størrelse 10-12 år.

Min datter bruger tøj i størrelse 8-10 år, men ribtoppen passer alligevel fint, da den er elastisk. Hun vil kunne bruge den i et godt stykke tid, før den bliver for lille.



fredag den 28. marts 2014

Jeg strikker igen

Efter en lang uges træls forkølelse, og en periode med mange hæklerier, fattede jeg for et par dage siden strikkepindene på ny. Det er min datter, der skal forkæles denne gang. Garnet har jeg brugt før, og vi er begge stadig vilde med farverne.


søndag den 23. marts 2014

Krea-reol

Du husker måske, at jeg tidligere har skrevet om garnreol og kreahjørne, og at jeg er ved at indrette sidstnævnte. Det er en vældig langsom proces.

Men for få uger siden tog jeg mig sammen til at rydde op og sortere ud i mine hundredvis af bøger, og det frigjorde en lille reol i stuen. Den kom fluks ind i soveværelset og blev overlæsset med kreagrej. Dermed fik jeg en hel del rod væk fra bordet, og det er nu blevet rarere at sidde der og arbejde.

Jeg mangler stadig at få hængt to hylder op over bordet (mumler noget om, at manden vist har fået 'fejlplaceret' hyldeknægtene), men på den front sker der forhåbentlig snart noget.

I dag får du et detaljebillede af min garn/krea-reol. Jeg ligger og kigger på den fra sengen, hvor jeg for en stor del har opholdt mig siden onsdag aften med mellemørebetændelse og andre onder *ynk & klynk* I det mindste er farverne dejlige at ligge og kigge på.


onsdag den 19. marts 2014

Strik på væggen


I aftes så jeg denne fine udstilling af strikkede firkanter med færøske strikkemønstre. Jeg ved ikke, hvem der har strikket, eller i hvilken forbindelse. Men det kunne være strikkeprøver. Mønstrene er så fine, så hvorfor ikke vise dem frem?





mandag den 17. marts 2014

Spytsplejsning - gør det hjemmefra!

Bare et lille tip herfra: når du strikker med magiske nøgler, så spytsplejs derhjemme. Vær ikke doven ligesom mig og tænk, at de ender kan du splejse, når du kommer til dem.

Jeg sidder i tog fra Århus til København og strikker med et hjemmelavet magisk nøgle af forskellige slags strømpegarn. Og jeg har lige været nødt til at spytte og splejse i offentlighed. Jeg satser på, at ingen så spytningen...


søndag den 16. marts 2014

De seneste 9 - på Instagram

En kollage af de seneste ni af mine opslag på Instagram. Hæklet pude til min datter, strikket sjal til svigermor, hæklet krokodille og strikket balaklava til min søn - og så de to seneste hækleprojekter.


Jeg vil helst ikke gøre det til en vane at poste Instagram-kollager på bloggen. Men i dag gør jeg det, for jeg vil gerne gøre opmærksom på, at du har mulighed for at følge mig på Instagram.

Mit brugernavn er gudrunjac. Og jeg har efterhånden brugt Instagram aktivt i over et år. I perioder poster jeg meget. For det meste billeder af mine projekter - og lidt af børnene og min hverdag som sådan. Nogle af billederne kommer på bloggen men slet ikke alle.

Bruger du Instagram?


fredag den 14. marts 2014

Masser af hæklerier

Det ser ikke ud af meget, men dette er et billede af tre forskellige hækleprojekter, som jeg har gang i for tiden.

Jeg hækler vimpler i lilla i dag. Men kan du mon genkende de to projekter i plastikposerne?


torsdag den 13. marts 2014

Vild med vimpler

Jeg er gået i produktionsmodus - på hyggebasis. Det er nødvendigt for at bevare zen, at jeg ikke stresser, selv om jeg gerne vil have hæklet nogle vimpelranker.

Jeg har gang i en masse bomuldsrester samt en del fra lageret også. Indtil videre har jeg hæklet - og hæftet ender på - 42 vimpler. Jeg vil gerne lave flere. Og så længe jeg lader lysten styre produktionen, er det ren fornøjelse.


onsdag den 12. marts 2014

Til mig selv! Februar 2014 - Evaluering

Julie fra Krea Krumspring introducerede begrebet Til mig selv! som en udfordring for februar måned. Som en reaktion på at man i månederne op til jul ofte finder sig selv i gang med at kreere alt muligt til andre en sig selv. Dette er tilfældet for mig det meste af året. Og derfor sprang jeg på udfordringen med det samme, jeg så den.

Jeg havde tre projekter i tankerne, før måneden startede: cardigan, armvarmere og tørklæde. Ingen af dem blev til noget. Til gengæld strikkede jeg et par strømper, som jeg er rigtig glad for. Cardiganen er jeg måske kommet i gang med. Jeg skriver måske, da jeg er startet på et projekt, men jeg er slet ikke sikker på, at jeg gennemfører, da jeg er i tvivl om, hvorvidt det er noget, jeg kommer til at bruge. Tror, garnet er forkert. Jeg har endnu ikke vist billeder, men det vil jeg gøre, hvis jeg fortsætter. Jeg har stadig tanker om en lækker, strikket cardigan fra egen hånd.

I hemmelighed gik jeg lidt og drømte om, men havde ikke konkrete planer om, at komme i gang med at sy, og gerne sy noget til mig selv. Jeg synes, jeg ser så mange - både bloggere og kvinder i min private omgangskreds - sy lækre gevandter til sig selv. Det ville jeg gerne kunne. Og det skal jeg nok få lært på et tidspunkt. Men det blev ikke i februar 2014.

Spændende var det at følge med i, hvad andre bloggere lavede til sig selv denne måned. Hold da op, hvor var i produktive! Hvis du vil se hele listen, så kig over på Krea Krumspring, hvor der også er lavet status over måneden. Ligesom Julie har jeg lavet et tag til mine blogindlæg, som omhandler ting, jeg kreerer til mig selv.


Med venlig hilsen,

tirsdag den 11. marts 2014

En god hæklenål

Nedenfor ses et billede af min yndlingshæklenål for tiden. Den er nr. 2,5, hvilket er perfekt til det tynde bomuldsgarn, som jeg hækler rigtig meget i for tiden. Den er købt i Bilka og kostede kun 25 kr, hvilket selvfølgelig ikke skader.

Men vigtigst af alt er håndtaget. Jeg har prøvet mange forskellige hæklenåle, og det viser sig, at de hæklenåle, der er udformet med flade felter eller krumme skafter bare ikke ligger godt i min hånd. Jeg tror, jeg holder forkert på nålen, når jeg hækler, sådan at jeg bliver nødt til at lave et ekstra drej, hvis jeg bruger disse nåle, og det gør ondt i mit håndled.

Jeg har fundet frem til, at hæklenåle med runde og lidt tykke håndtag fungerer bedst for mig. Denne hæklenål har så oveni et håndtag med en lidt gummiagtig overflade, som gør, at den ikke glider i hånden og er behagelig at holde på. Den vil jeg helt klart anbefale.


Indtil jeg fandt frem til min nye yndling, har jeg i årevis brugt disse hæklenåle med plastikhåndtag. De fungerer stadig godt - bare ikke helt ligeså godt.

Min gamle yndling var den med rødt håndtag nederst i billedet. Den er helt slidt, og garnet glider som en drøm på den. Bøjet er den også, da folk er kommet til at sætte sig på den i sofaen nogle gange. Den kommer stadig i brug, da jeg jo har gang i flere hæklerier på samme tid.


Disse tynde hæklenåle fungerer ikke rigtig for mig. Jeg spænder rigtig meget i hånden og håndledet, når jeg forsøger at bruge dem. Og jeg har dem kun til nødstilfælde. De tykkere i plastik er ok at bruge, da håndtaget jo er temmelig tykt. De bliver mest brugt til Zpagetti.


Jeg købte forleden nogle fine hæklenåle fra Rice til en giveaway. Kom så i tanker om, at de er udformet på nogenlunde samme måde og blev så i tvivl, om jeg ville give dem. Men måske de alligevel er tykke nok til at være behagelige at holde om. Jeg må vist snart komme i gang med den giveaway, og så må I læsere selv bestemme, om I vil have dem.


Hæklenålen fra Søstrene Grene fungerer ikke for mig, så den bliver også givet væk på et tidspunkt. Jeg ved, at der er mange, som er glade for disse hæklenåle med fladt håndtag.

Den lille tingest i blå med gul hætte er en hæklenål nr. 1! Den fandt jeg i en genbrugsbutik forleden dag. Jeg har endnu ikke prøvet den. 


En anden hæklenål, jeg endnu ikke har prøvet, men som jeg var helt vild efter at købe, ses nedenfor. Jeg fandt den hos Yarnfreak. Og den er speciel, fordi den er så spids, at man kan hækle igennem stof og andre materialer uden at lave huller i forvejen. Når man har hæklet første omgang med hullerne, kan man så skifte over til en mere passende nål. Jeg har mange idéer til brug, men jeg er bare ikke kommet i gang.


Har du en yndlingshæklenål? Hvorfor er den din yndlings? Og hvad er det for én?

lørdag den 8. marts 2014

En hemmelig ven

Jeg er medlem af en færøsk gruppe på Facebook, hvor jeg har fået tildelt en ven, som jeg skal sende en pakke til. Pakken skal indeholde noget håndarbejdsrelateret og må koste 50-100 kr med porto. Så det behøver ikke blive dyrt at være med.

Jeg sendte min pakke afsted for et stykke tid siden. Og i dag har jeg hentet min pakke på posthuset.

En dejlig pakke, som blandt andet indeholder færøsk uldgarn fra Navia, som er lidt svært at finde i Damnark. Og som også er meget dyrere i Danmark. Desuden modtog jeg fine knapper og en opskrift til en babycardigan, som er designet af færøske Rannvá Dávadóttir.

Og til sidst var der Cadbury Creme Eggs, som jeg er helt tosset med! Dem finder man heller ikke bare lige i Danmark. Hvis du ved, hvor de må købes, må du gerne give mig et tip om det.

Tusind tak, hemmelige veninde!


Jeg sendte selv en pakke til en hemmelig veninde på Færøerne. Den indeholdt garn med hør og nogle småting fra Søstrene Grene, som ikke findes på Færøerne. Nu bliver indholdet afsløret her. Jeg ved fra Facebook gruppen, at pakken er modtaget og faldt i god jord.


lørdag den 1. marts 2014

Fastelavn 2014 - Min datters kostume: Wonder Woman

Lad mig bare sige det med det samme, jeg har IKKE kreeret min datters kostume i år. Det er købt på eBay.

Min datter lagde ud med tre mulige valg (som jeg synes er ret seje):

  1. Willy Wonka fra 'Charlie og chokoladefabrikken, på grund af den seje stok og den flotte hat og frakke (og den sjove film)
  2. Den Sorte Svane fra balletten 'Svanesøen', fordi hun danser ballet og holder af netop den historie (og lidt inspireret af Belladotte)
  3. Wonder Woman, fordi hun er en sej superhelt i egen ret og ikke bare en kopi af en mandlig superhelt (som Spidergirl og Supergirl, som man kan købe kostumer til i legetøjsbutikkerne)

Hvis hun til slut havde valgt Willy Wonka, havde jeg nok haft problemer. Jeg kan ikke sy!

Den sorte svane ville ikke være noget problem, for hun har allerede den sejeste sorte balletdragt med seriøst struttende skørt. Så ville det have været et spørgsmål om at tilsætte hårpynt, fjer og andre sorte eller glitrende detaljer. Balletgearet er der styr på!

I sidste ende valgte hun Wonder Woman. Og så var det et spørgsmål om at finde kostumet på eBay, da det ikke findes i de gængse legetøjsbutikker i Danmark. Vi fandt det til en rimelig pris i England. Leveringen tog få dage. Og så viste kostumet sig at være i lidt bedre kvalitet, end kostumer vi tidligere har købt.

Smuk var hun, da hun drog afsted til fastelavnsfest fredag morgen. Med sminke og silkeblødt hår og god styr på tøjet.

Billedet blev taget, da jeg hentede hende fredag eftermiddag. Stadig smuk. Men noget mere forpjusket efter en hel dags leg, og nogle dele af kostumet (håndledsbeskyttere og overtræksstøvler) var taget af, da de havde hæmmet hendes leg. 


I sidste ende var datteren glad for valget af Wonder Woman. Bedste veninden var Supergirl, så de havde leget superhelte sammen hele dagen. Og det passede hende udmærket, at der ikke var andre i samme kostume.

Dog havde mange af børnene ikke genkendt Wonder Woman, så hun skulle forklare sin superhelt for dem. Men det passede hende vist udmærket at få den taletid - og den opmærksomhed. 

torsdag den 27. februar 2014

Fastelavn 2014 - Min søns kostume: TYV

Min søn nægter at være Spiderman i år til fastelavn. Han var Spiderman sidste år og sagde også for et par måneder siden, at det ville han være igen i år. Han fik i efteråret et Spiderman kostume fra H&M, som har vist sig at være i langt bedre kvalitet end de sædvanlige kostumer fra legetøjsbutikkerne. 

Men nej! Han er nu hoppet officielt af Spiderman-bølgen og har valgt IKKE at være en af de 10-15 Spidermans i børnehaven i år. Hvilket jeg egentlig applauderer. Mine børn må gerne gå deres egne veje og ikke bare følge med strømmen.

Men nu kommer vi så til hans tilvalg. Han vil være skurk! Nærmere betegnet TYV! Den måtte jeg så lige sluge - og gav mig så i gang med at designe en indbrudstyv. Det er ikke svært. Jeg låner udtrykket fra The Sims spillene og klæder ham i sorte bukser, sko og handsker og en stribet bluse. Desuden har jeg købt en sort øjenmaske. Den var ikke nem at opdrive i år. Jeg skulle i Pariserhuset i Jægergårdsgade, hvor jeg gav 15-20kr for den (jeg har siden set lignende masker i Panduro Hobby til nogenlunde samme pris). I legetøjsbutikkerne var der øjenmasker i alle mulige andre farver.

Prikken over i'et er den lettere uhyggelige balaklava (bankrøverhue), som jeg har strikket i sort bomuld fra Søstrene Grene. Han bliver panisk, hvis huen klør, så bomuld er perfekt til formålet. Når han har huen trukket ned, kan man kun se hans øjne. Men han kan også rulle den op og bruge den som en almindelige hue og så tage masken på, hvis han skulle få lyst. 

Huen er inspireret af en mere munter udgave, som jeg strikkede forrige jul i gave til min fætters sønner. Denne gang har jeg ikke brugt opskrift men bare lavet min egen version. Der er stikket 2 ret, 2 vrang hele vejen, med et kighul lavet på nemmeste vist over ca. 1/3 af maskerne. I toppen har jeg taget ind et par gange, før jeg lagde alle masker over på tråden og strammede til. Jeg strikkede på pinde nr. 3½ og brugte lidt over et nøgle af garnet.


Normalt har jeg ikke noget imod at købe børnenes fastelavnskostumer. De er dyre og i forfærdelig kvalitet. Men børnene bliver glade, og jeg kan endnu ikke sy. Så løsningen er perfekt. Men det er da dejligt også at få lov til at kreere noget til kostumet.

Min datter er heller ikke altid helt traditionel i sine valg. Men det skal jeg nok skrive noget om på et andet tidspunkt.

Hvordan har du det med dine børns valg af udklædning? Blander du dig eller må de selv vælge? Laver du/I dragterne, eller bliver de købt?

lørdag den 22. februar 2014

Haruni - Strikket sjal til svigermor


Det ser ud til, at i denne ego-måned får jeg færdiggjort projekter til alle mulige andre end mig selv (jeg har dog fået et par strømper!). Således er jeg også blevet færdig med det strikkede sjal til svigermor. Eller faktisk er det måske mere et tørklæde, idet det blev noget mindre, end jeg havde håbet. Uanset størrelsen er det smukt, blødt og let. Og det er i hendes yndlingsfarve. Så jeg er sikker på, hun bliver glad for det.

Mønsteret hedder 'Haruni' og er designet af Emily Ross. Jeg fandt det på Ravelry.com. Det er gratis og kan downloades som pdf fil på flere sprog. Du kan finde det ved at klikke her. Jeg finder dette mønster ualmindelig smukt. Men det er ikke det nemmeste at strikke, så jeg vil ikke anbefale det til en nybegynder. Jeg er rimelig øvet i at strikke hulmønstre samt i at strikke efter diagram, og derfor kunne jeg godt følge mønsteret. Ét enkelt sted var jeg dog nødt til at kigge efter strikkevejledningen, som også findes for hver enkelt pind. Fremgangsmåden er grundigt beskrevet, men den er kompliceret på grund af konstruktionen af mønsteret. Og hver enkelt sektion af hulmønsteret går over mange masker, hvilket kræver koncentration, når man strikker. Så vent med dette sjal, indtil du er øvet strikker. Men tøv så heller ikke med at kaste dig ud i det, for det var virkelig sjovt at strikke, og det ER SÅ SMUKT!

Jeg strikkede på pinde 3½ med to tråde Pure Royal Baby Alpace fra Ice Yarns, hvilket er et virkelig lækkert garn. Jeg brugte ca. 140 gram. Jeg kunne sagtens have brugt tykkere pinde og stadig fået et pænt resultat, og så ville sjalet også have været større. Dette vil jeg huske, hvis jeg strikker sjalet en anden gang. Efter endt strikning var sjalet ret sammenkrøllet, men det foldede sig smukt ud og voksede en hel del, da jeg blokkede det.






Snorlige

Dette har været en lærerig uge med to dages kursus i DGI-huset i Århus. Og så er det jo nærliggende at smutte igennem Bruuns Galleri og måske også ned ad gågaden efter endt kursusdag og før man tager bussen hjem igen.

Flere butikker har jeg været i, og jeg har købt ikke mindre end fem forskellige slags snor - i flere farver. Der er selvfølgelig mening med galskaben, men det skal jeg ikke komme ind på nu.

Lidt strømpegarn og et par andre småting blev det også til.


fredag den 21. februar 2014

Ferskenfarvede vimpler

Jeg har hæklet flere ferskenfarvede vimpler i merceriseret bomuld i dag. Tiden må vise, hvilke farver de skal sættes sammen med. Men dejligt er det at sidde og hækle og slå hjernen fra i bybus på vej hjem efter at have brugt hjernen på teknikker i kognitions- og adfærdsterapi og på dobbeltdiagnoser en hel lang - men lærerig og spændende - dag.


mandag den 17. februar 2014

Mere bus-hækling

Lang transporttid har igen været en del af min arbejdsdag i dag. Denne gang havde jeg farvestrålende hæklerier med, så tiden ikke føltes så lang.


søndag den 16. februar 2014

Shopping efter favoritter

Fredag var en hyggelig dag med bio med datteren og derefter lidt shopping og spisning på restaurant inde i byen hele familien.

Vi smuttede forbi Søstrene Grene som så mange gange før. Denne gang fandt jeg ikke noget nyt af interesse, men jeg fik fyldt lidt op med nogle få favoritter: gråt bomuldsgarn, klistermærker, målebånd og limstift.


Og så så man lige fotografen spejle sig i de sølvfarvede hjerter.

lørdag den 15. februar 2014

Jeg strikker sjal

Det er efterhånden en del år siden, jeg strikkede et rigtigt trekantet sjal med hulmønster. Dengang var det er færøsk sjal. Det er det ikke denne gang. Men det er dejlig udfordrende strik, hvilket jeg nyder en gang imellem.


onsdag den 12. februar 2014

Hæklet blå krokodille



For et godt stykke tid siden hæklede jeg en grøn krokodille til min søn. Forleden fik han så den idé, at han også havde brug for en blå krokodille, så den grønne kunne få en ven. Og det kunne jeg jo ikke modstå, så jeg lod ham vælge garn fra bomuldslageret og gik i gang med at hækle. Det er nogle dage siden, jeg var færdig med at hækle de små dele. Men monteringen lod vente på sig. Jeg er virkelig ikke glad for at skulle sy alle de små dele sammen. Til gengæld elsker jeg at hækle alle delene.

Jeg har hæklet i turkisblå Bumbo Cotton Mix fra Bilka, og jeg brugte mindre end et nøgle. Hvid, lyserød og sort fandt jeg i restekurven. Billederne snyder lidt med hensyn til farven. Krokodillen er lidt mørkere i virkeligheden. Farven fremstår mest naturtro på billedet, hvor den blå og den grønne krokodille leger sammen.

Opskriften er fra "Velkommen til hæklerummet" af Annika Messing. Den samme opskrift, som jeg også brugte til den grønne krokodille.



Ny hæklet rund pude

I aftes blev jeg færdig med en rund hæklet pude til min datter. Hun tog den med i seng og har haft den til at pynte i værelset i dag. Men nu har hun en veninde på besøg, så jeg har taget puden ind i stuen for at tage billeder. Der er et lidt sjovt lys på billederne, da jeg gerne ville give nogen af dagens solstråler lov til at være med på billederne.



Puden er hæklet i 100% bomuld 8/4 og med hæklenål nr. 2,5. Til at begynde med brugte jeg rester fra det hæklede tæppe, som jeg gav min datter for ikke så længe siden, og som består af én stor oldemorfirkant.

Jeg valgte garn nogenlunde tilfældigt og skiftede for hver omgang. Jeg hæklede lige mange omgange til hver af pudens sider, indtil der ikke længere var nok af hver enkelt farve til en omgang. Derefter brugte jeg to nøgler pink bomuldsgarn fra Søstrene Grene for at gøre puden færdig. Tilsammen har jeg brugt omkring fire nøgler garn. 

Puden er hæklet rundt i stangmasker med tolv udtagninger på hver omgang, 27 omgange i alt (jeg startede med en magisk ring). Rækkefølgen af farverne er forskellig på hver side. Til sidst har jeg hæklet sammen med fastmasker.

Monteringspuden er en rund pude med dun/fjer, som jeg i tidernes morgen købte hos Stof2000 for ikke ret mange penge.

Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, da jeg synes, jeg efterhånden er ved at blive god til at hækle rundt - og gøre det pænt. Datteren er også glad for puden.



tirsdag den 11. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger


Så blev strømperne til mig selv færdige. Faktisk blev de færdige i forgårs om aftenen, imens jeg sad i sofaen og så noget på Netflix. Dejligt afslappende. Jeg har prøvet dem på, og de er dejlige og passer helt perfekt. Så det lykkedes mig da at forkæle mig selv med noget denne Til mig selv! måned. Forhåbentlig får jeg i det mindste gang i endnu mere til mig selv, inden måneden er omme.

Jeg har brugt dejligt strømpegarn fra Stof & Stil. Det er ret blødt af strømpegarn at være, og jeg er vild med farverne. Garnet hedder Wool Blend og består af den sædvandlige blanding af uld og nylon, som sædvanligvis bruges til strømpegarn. Jeg brugte kun lige over et nøgle og har næsten et helt tilbage til fremtidige projekter, da jeg altid køber to nøgler af hver farve strømpegarn.

Strømperne er i størrelse 40/41, og skaftet er ikke ret langt, dog langt nok til at komme godt op over anklen. Og de varmer dejligt.

De små snoninger giver lige en fin effekt, synes jeg. Mønsteret er nemt at strikke. Faktisk er det nærmest som at strikke 2 ret og 2 vrang hele strømpen igennem. På hver fjerde omgang snos de rette masker mod venstre. Der er ikke brug for hjælpepinde, for når man snor med bare to masker, kan man lave 'snydesnoninger'. Man strikker først den anden maske ret bagved og så den første maske som normalt, og først derefter tager man begge masker af pinden til venstre. I starten er det lidt besværligt, men man lærer hurtigt teknikken, og så tager det ikke ret lang tid, når man har øvet sig lidt.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...