Som I kan se, så har der været en del indlæg om Ravelry på det sidste. Det skyldes, at jeg har været i gang med at stashe alt mit garn på Ravelry, og så har jeg også kigget på andre sider derinde, når jeg nu var i gang. Man er jo nysgerrig. Men nu er jeg færdig med at stashe, ja, det vil sige, at nu har jeg en inventarliste over det meste af mit garnlager.
Jeg har stashet alt det garn, der har banderoler på, og ganske få garnnøgler uden banderoler, hvis jeg var helt sikker på, hvad det var for noget garn. Og der er nu 154 forskellige emner på listen. Der er helt ny indkøbt garn, og der er ældgammelt garn, som er blevet fundet på mine forældres loft, eller som jeg har fået foræret, samt garn, som jeg selv har købt for en del år siden.
Der er superlækkert kvalitetsgarn, og der er virkelig billigt garn. Der er garn købt online, i garnbutikker, i supermarkeder, i hobbybutikker, hos Søstrene Grene og andre tilfældige steder. Der er rigtig meget garn, som jeg kun har ét eller to nøgler af, og der er en del, som jeg har flere nøgler af. Noget af garnet har jeg købt i små partier, fordi jeg synetes, det var flot, andet bare for at få en ekstra farve strømpegarn eller bomuldsgarn til lageret, da jeg ofte bruger lige disse to typer garn i små portioner. Meget lidt af garnet er købt ind til et specifikt formål, for når jeg køber ind til et bestemt projekt, så går jeg som regel i gang med det ret hurtigt.
Der er garn i alverdens farver: neon, pangfarver, pasteller, støvede nuancer, og de helt farveløse sort, hvid og grå. Og der er garn i alverdens kvaliteter: uld, bomuld, mohair, angora, akryl, hør, silke, polyester. Der er en hel del rent bomuldsgarn, for det bruger jeg meget. Der er også en hel del uldblandinger, for dem bruger jeg til strømper og tøj. En smule akryl er der også, for det er dejligt billigt til små detaljer og bamsetøj. Der er ikke ret meget effektgarn, for det har jeg aldrig været ret god til at bruge. Det er som om jeg ikke helt har fantasi til, hvad jeg kan bruge det til, så jeg har aldrig købt ret meget af det. Men jeg er lige så stille ved at komme i gang med at få nogen idéer til det.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har lavet denne stashliste. Det har nemlig tvunget mig til at organisere mit garn mere, end det har været før. Jeg har fået overblik over, hvad jeg har, og kan tage stilling til, hvad jeg har brug for mere af - eller netop IKKE har brug for mere af. Og jeg har i processen fået nogle idéer til, hvad jeg kan bruge noget af garnet til.
Jeg har fået organiseret min garnreol bedre, så den nu indeholder mest bomuld (inddelt i mærker) og strømpegarn, samt lidt andet. Jeg har ryddet op i mine to baljer garn, så den ene nu indeholder garn i større partier, og den anden indeholder det garn, som jeg kun har få løse nøgler af. Og så har jeg fået lidt bedre styr på garnresterne, som jeg opbevarer i Tiger-poser eller i små kurve, hvis jeg lige er i gang med at bruge af dem.
Tilføjelse:
Jeg har tænkt mig at lave et indlæg med nogle tips til at stashe garn på Ravelry. Og hvordan listen kan være nyttig. Tilføj mig gerne til din venneliste, hvis du bruger Ravelry. Jeg hedder gudrunjac derinde.
Hvor ser det godt ud, både på reolen og i Ravelry.... Det skal laves en dag, med masser af tid. Mine reoler er nemlig rodet :)
SvarSletTak :) Det kan helt klart anbefales at få lavet den liste. Det giver et godt overblik, hvis man har meget garn.
SletJeg har tænkt mig at lave et indlæg med nogle tips til at stashe på Ravelry - forhåbentlig snart.
Det er en rigtig god ide at lave sådan en liste, selv om det kræver en del arbejde, når man starter helt fra bunden. Det er sjovt at læse om, hvad dit lager består af. Jeg er selv i dag gået i gang med sortere mit garn. Det tager tid, men som jeg kan høre fra andre, er det det hele værd.
SvarSletGad vide om du også har garn, som du har glemt alt om?
Jeg har i hvert fald garn, som jeg ikke havde set i rigtig lang tid ;) Jeg har dog ikke gemt det væk i skuffer og skabe, det lå bare nederst. Tihi.
SletSå blev du færdig, før jeg gjorde :-) Det må være rigtigt skønt!
SvarSletJeg mangler stadig mit akrylgarn (to bæreposer) og noget fra Ice Yarns - ja, og nogle af de nøgler, som jeg kun har et af.
Det er ret dejligt, når der er kommet styr på det. Jeg fandt i hvert fald ud af, hvor meget jeg egentlig har liggende. Derfor gør jeg (endnu!) et forsøg på ikke at købe ret meget i det kommende år... Lad os se, om jeg kan holde det ;-)
Jeg fik virkelig blod på tanden, da jeg først gik i gang. Så MÅTTE jeg bare have styr på det! Men ja, jeg har meget, men tror dog ikke, jeg har ligeså meget som du har ;) Og jeg har helt klart nogle tanker om, at der nu ikke skal købes ret meget, før jeg har fået brugt en hel del. Men....Jeg har nok stadig 1-1½ kg i rester, som ikke kan klassificeres. Men det må jeg leve med. Måske de kan blive del af endnu et restetæppe.
SletJeg er imponeret - og en anelse misundelig - over, at du har gjort alvor af at få styr på dit garn, det må være rigtig dejligt at have et godt overblik. Måske skal jeg bare se at komme i gang :-)
SvarSletTak :) Og ja, det er bare at komme i gang med at sortere og organisere, så kører det lidt af sig selv.
SletJeg har nu gjort den opdagelse, at jeg ikke har noget færøsk garn ud over nogle gamle rester. Så jeg er begyndt at tænke tanker om atcfylde kufferten med garn, næste gang, jeg rejser derop ;)
er det billy cd-reoler du bruger til garnet? Det ser vildt godt ud
SvarSletTak :) Og ja. Det er cd-reolerne i Billy serien. De hedder vist Benno. Og de fungerer rigtig godt, da de ikke er så dybe. Desuden tager de ikke særlig meget plads og er ret billige :)
Slet