tirsdag den 3. december 2013

Store vimpler


Jeg er igen i gang med at hækle vimpler. Denne gang er det store vimpler, som er hele 30 cm lange. Det kræver lige lidt mere garn per vimpel, end jeg er vant til. Men endnu har jeg kun brugt restegarn, og sådan skulle det gerne fortsætte. Jeg hækler i bomuld i stærke farver og bruger hæklenål nummer 2,5.

Disse vimpler er ikke til mig selv. Jeg hækler dem til Irene fra bloggen Den Bly Viol, som skal bruge dem til et hemmeligt projekt, som først bliver afsløret til februar. Måske du også har lyst til at hjælpe?

Jeg er i gang med den fjerde vimpel. Jeg har ikke tænkt mig at lave flere lige nu, da jeg skal tilbage til juleforberedelserne. Men vimplerne har været god adspredelse, OG jeg har fået brugt nogle rester.

mandag den 2. december 2013

Dørkrans 2013


Efter at have lavet adventsdekorationen i går, biksede jeg også en dørkrans sammen. Som tidligere nævnt, er det at binde kranse ikke en af mine spidskompetencer. Hvert år køber jeg derfor en krans, der allerede er bundet.

I år har jeg hjembragt en grøn krans i gran fra Bilka. Pynten er enkel og ret kitsch. En stor pink sløjfe i silkebånd. Og i midten tre glasstjerner. Det var det hele.

Desværre var det ikke helt nemt at få taget et billede, hvor farverne ikke var helt forvrængede. Det bedste forsøg indtil videre blev gjort i formiddags - med mobil i hånd men uden blitz.

Har du dørkrans til jul? Eller måske andet pynt ved hoveddøren for at byde gæster velkommen?

søndag den 1. december 2013

DIY - Hæklet juletræ


Mine små, hæklede juletræer har fået en del positiv opmærksomhed på Facebook og Instagram, så jeg har besluttet at lave en enkel DIY.

Juletræet består af to hæklede trekanter, som hækles sammen med fastmasker og fyldes med fyldvat eller andet godt fyld, før den sidste side hækles sammen.

Garn:
Anna og Claras Bomuldsgarn (løbelængde ca. 160 meter pr. 50 gram) eller tilsvarende. Du får flere juletræer ud af ét nøgle.
Hæklenål:
nr. 2,5 (der skal hækles rimelig fast, så fyldet ikke ses igennem maskerne. Skift derfor til en tyndere hæklenål, hvis du hækler løst).
Størrelse:
Ca. 11,5 cm.
Tilbehør:
Fyldvat, pladevat eller lignende til fyld.

Du kan vælge at bruge tyndere eller tykkere garn og hæklenål. I så fald vil juletræet blive henholdsvis mindre eller større end i denne DIY.

Forkortelser:
Stm = stangmaske
Fm = fastmaske
Lm = luftmaske

Obs! Der hækles rækker, og der vendes med 2 lm, hvor man normalt plejer at vende med 3 lm. Du kan vælge at vende med 3 luftmasker, hvis det passer bedst for dig. Jeg opnår dog det pæneste resultat, når jeg vender med 2 lm.

1. række: slå 3 lm op og hækl derefter 1 stm i den tredje lm fra nålen
2. række: 2 lm til at vende på, 2 stm i den næste maske
3. række: 2 lm, 1 stm, 2 stm i den sidste maske
4. række: 2 lm, 2 stm, 2 stm i den sidste maske
5. række: 2 lm, 3 stm, 2 stm i den sidste maske
...fortsæt denne fremgangsmåde med udtagninger i slutningen af rækken indtil...
14. række: 2 lm, 12 stm, 2 stm i den sidste maske. Bryd garnet og luk af.

Hækl endnu en trekant magen til den første.

Montering:
Læg de to trekanter med vrangen imod hinanden. Start i det ene nederste hjørne og hækl op langs den ene lange side og ned ad den næste, og til sidst hen langs bunden. Der hækles sammen med fm, ca. 26 fm på de lange sider og ca. 12 fm i bunden. Oveni dette hækler du tre fm i masken i hvert af de nederste to hjørner, og 4 eller 5 fm i masken i toppen.

NB! Før den nederste side hækles sammen, fyldes fyldvat eller andet vat i hulrummet. Brug en pind eller den tykke ende af hæklenålen til at få fyldet godt ud i toppen. Jeg bruger kun en smule fyld til træerne, men du kan vælge at lave dem meget tykkere.

Hæft enderne. Efterlad de to tråde i toppen og træk f.eks. en perle på til pynt. Eller hæft dem og hækl en snor i luftmasker eller træk en helt anden snor igennem. Snore i forskellige farver og materiale kan nærmest helt ændre udtrykket på juletræet, og du har her mulighed for at sætte helt dit eget præg på det.

Det var det hele! God fornøjelse med din nye julepynt. Da det ikke tager ret lang tid at hækle træerne, kan du sikkert godt nå at hækle flere - til dig selv eller som gaver. Hækle dem gerne i flere forkellige farver, eller i flere forskellige nuancer af grøn, hvilket giver et fint udtryk.


1. december - Kalenderlys


Datteren på 7 år fik i dag lov til at lave en lille dekoration til vores kalenderlys. Jeg hjalp med at lægge ler i den lille potte og sætte lyset godt fast. Ellers har hun lavet det helt selv, og jeg har med vilje ikke blandet mig i noget.

Datteren er stolt af resultatet, og jeg er stolt af hende. Lyset skal tændes første gang, når vi lige om lidt spiser aftensmad.

Jeg har valgt et tyndt kalenderlys i år for at sikre mig, at vi kan nå at få det brændt. Nogle år med tykke lys, er de slet ikke blevet brændt ned. Og da jeg ikke synes, det er ret charmerende at brænde nummer 17 juleaften, har jeg gjort noget ved det i år. 

Hvornår tænder I normalt jeres kalenderlys?

Jeg sætter meget pris på den måde, min mor altid plejede at tænde kalenderlyset på morgenbordet. Den dejlige nedtælling til jul gjorde det i barndommen hyggeligere at stå op på de kolde - og mørke! - færøske vintermorgener.

Jeg fører gerne denne enkle tradition videre i min egen lille familie her i Danmark. I dag kommer vi dog først i gang til aften, da min datter først skulle lave dekorationen. 

Advent 2013

Jeg ønsker en glædelig advent 2013 og 1. december til alle mine læsere.


I dag har jeg endelig fået lavet årets adventsdekoration. Det blev ikke en krans, for kranse er virkelig ikke en af mine spidskompetencer. Men til forskel fra de sidste mange år har jeg haft gang i gran og ler.


Dekorationen står på et lilla kagefad - lilla for advent. Fire enkle, hvide lys og nogle grønne grene blev sat fast i ler.

Midt i det hele placerede jeg en Bambi, som jeg købte i Netto sidste år. Børnene er vilde med ham!

Og til sidst placerede jeg nogle kogler og dryssede rundhåndet kastanjer ud over det hele.


I år har jeg faktisk gjort mere ud af adventsdekorationen, end jeg plejer. Som oftest er det bare fire lys og noget pynt på et fad. Lynhurtigt at lave, og det kan sagtens se flot og dekorativt ud.

Har du gjort meget ud af det i år? Eller har du valgt den hurtige løsning?

lørdag den 30. november 2013

Piger & perler


Min datter havde en veninde til aftensmad i aftes samt til overnatning. De er begge søde piger med masser af fut i men også vældig fantasifulde og kreative. De tegner ofte sammen. Men i aftes kastede de sig iver perlepladerne - efter sengetid! Det blev til to små plader, hvor de lavede én hver, og en stor plade, som de lavede i fællesskab. Jeg synes, den store er SÅ fin. Desværre må jeg ikke få den, da den er lavet til deres klasselærer. Heldige hende, siger jeg bare!

torsdag den 28. november 2013

Flere hæklede juletræer


Ja, jeg fortsætter med at lave de små hæklede juletræer. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan de skal bruges. Men jeg tænker, at der er så mange muligheder, at jeg ikke behøver begrænse mig til ét formål. Så jeg kan da bare lave rigtig mange.

Er der interesse for en lille DIY?

Selv om de er vældig nemme at hækle, kan jeg godt lave en vejledning, hvis det har nogen interesse.

Ændringer på bloggen

Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men bloggen har altså fået eget domæne. Jo da, det skete faktisk for et stykke tid siden. Blogspot adressen fungerer stadig, men den henviser automatisk til det nye domæne ByGJ.dk

Jeg havde en del overvejelser, før jeg købte det nye domæne. For egentlig synes jeg, at det er helt fint med et blogspot domæne. Når man ser det, er man med det samme klar over, at det drejer sig om en blog. Det er vældig praktisk, synes jeg. Men jeg valgte alligevel eget domæne med tanke på, at så er der større udviklingspotentiale. Jeg valgte et dk domæne, da jeg har tænkt mig at fortsætte med at skrive dansk og ikke satse på noget mere globalt - i hvert fald indtil videre.

Der har været et par sponsorerede indlæg. Og der vil komme nogle i fremtiden. De betaler bl.a. for domænet. Der kommer flere i fremtiden, men det er ikke meningen, at de skal komme ofte eller tæt på hinanden. Jeg vil forsøge at holde mig til emner, som er nogenlunde relevante for bloggens tema, eller for det at blogge eller være online. Sponsorerede giveaways kan også forekomme. Til gengæld har jeg indtil videre fjernet alle reklamer i sidepanelet.

Alle sponsorindlæg er mærket med etiketten 'sponsorindlæg' samt med teksten 'Sponsoreret indlæg' øverst i indlægget. Hvis jeg lovpriser eller anbefaler et produkt, en tjeneste eller andet, og det IKKE fremgår af teksten, at indlægget er sponsoreret, ja, så er indlægget alene opstået ud fra min egen begejstring, og der er ikke tale om skjult reklame.

Jeg har igen leget med vidgets - eller det modsatte! Jeg har fjernet nogle vidgets fra sidepanelet igen. Jeg syntes simpelthen, det blev for rodet. Så nu er der ryddet op. Og jeg har lagt nogle enkle sociale ikoner ind, så man stadig følge bloggen på forskellig vis.

De fine ikoner, der ser ret håndtegnede ud, har jeg fundet på bloggen dindin does..., hvor der også er en vejledning i, hvordan de kan bruges. En vejledning på dansk kan man finde på Blog Fantastisk.

Tak fordi du læste dette indlæg - og fordi du læser med på bloggen.

Med venlig hilsen,

mandag den 25. november 2013

Oldemorfirkanter & Instagram


Her til aften har jeg fået hæklet endnu en omgang på mit evighedsprojekt - min store oldemorfirkant, som jeg har været i gang med siden sommerferien. Den er stor nu, men ikke helt stor nok.

Da jeg var færdig med at hækle, tog jeg et billede og lagde ud på Instagram. Der kom en del 'likes' (tusind tak til jer alle), og fluks kom der også flere nye følgere.

Instagratifikation burde man kalde det!

Nu er spørgsmålet så, hvad den pludselige tilgang i følgere skyldtes? Mon billedet var mere tiltalende end andre billeder, jeg normalt lægger ud? Eller skyldtes de nye følgere, at jeg for en sjælden gangs skyld også tilknyttede en kommentar til billedet?

Eller var det bare tilfældigt?

Forresten, jeg er @gudrunjac på Instagram. Læg gerne din vej forbi min profil ;)

søndag den 24. november 2013

Hæklede juletræer


Jeg blev færdig med disse små hæklede juletræer i forgårs og havde tænkt mig at hækle flere her i weekenden, men så blev jeg syg. Faktisk er vi alle fire syge, og jeg har ligget i sengen siden i går morges. Er I også ramt af virus?

Jeg hæklede disse fire grønne juletræer i rester af bomuldsgarn, men de kan jo hækles i al slags garn - og i alle farver. De er hæklet i stangmasker, dobbelte og fyldt med en lille smule fyldvat. De er hæklet sammen med fastmasker på retsiden.

Jeg overvejer at brodere lidt pynt på dem. Men jeg kan faktisk godt li' dem sådan helt enkle. Dog skal de nok have en anden tråd.

Dette er det første julepynt, jeg har lavet i år. Jeg er nok lidt sent ude, tror jeg. Er du godt i gang med at lave julepynt?

mandag den 18. november 2013

I gang igen...

Ja, altså jeg er gået i gang med julegaverne igen. De er jo lidt hemmelige, indtil de bliver pakket ud, så der kommer ikke rigtig afslørende billeder af dem før efter jul.

Her er noget i det lækreste grå garn...


søndag den 17. november 2013

Hæklet vimpelranke til min datter


I dag har jeg færdiggjort den hæklede vimpelranke til min datter, som jeg begyndte på for efterhånden nogle måneder siden. Jeg hæklede et par vimpler og lod det så ligge. Men da jeg genoptog hæklingen for ikke så mange dage siden, gik det hurtigt.

Jeg har nu hæklet 12 vimpler samt snoren, som holder dem sammen. Tilsammen har jeg brugt 84 gram bomuldsrester. Farverne er hvid, sort, rød og flere nuancer af pink. Og farvevalget blev taget ud fra, at det skulle være 'sådan lidt Monster High agtigt'. Desuden passer pink stadig godt til min datters værelse, hvor hun har rigtig mange tøsede ting.

Vimpelranken er endnu ikke hængt op. Datteren skal være med til at bestemme, hvor den skal hænge. Men hun er ikke hjemme lige nu. Jeg forestiller mig dog, at den kommer til at hænge foran vinduerne, ligesom lillebrors vimpelranke, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.




fredag den 15. november 2013

Strik er dejligt...

...og hvor er jeg glad for, at jeg kan strikke. Bare se, hvad der er kommet ud af det for nylig.


Her sidder jeg en mørk og kold aften og hygger mig i sofaen med dejlige varme skóleistar og et blød og varmt tæppe. Begge dele har jeg strikket selv.

Jeg er glad for, at min mormor og min mor har lært mig at strikke. Tak.

Et par til mig selv


Disse skóleistar er til mig selv. Det var ikke meningen, at jeg skulle have dem. De skulle gives væk. Men så var der bare ikke nok garn i det ene garnnøgle, jeg havde satset på. Så jeg strikkede snuderne og hæklede kanterne i sort, som jeg tilfældigvis havde en rest af.

Skóleistarne skal nok holde fødderne varme. Men kønne er de ikke. Så jeg beholder dem bare selv.

tirsdag den 12. november 2013

Skóleistar i par


Denne gang er det endnu to par, der er klar til at komme videre til deres nye ejere. Disse skal sendes med post til varmere himmelstrøg. De fleste steder kan det blive fodkoldt en gang imellem, og så er det dejligt med uld på fødderne.



Denne gang har jeg strikket en enklere tå, end jeg plejer. I princippet er jeg ret vild med enkelheden, men i praksis har jeg ikke udført det helt perfekt, da der er et lille gab imellem maskerne, som det også fremgår af billederne. Men jeg mener at have set, at det sker for stort set alle, der strikker denne slags tå.

Kender du et tip til, hvordan det undgås?


mandag den 11. november 2013

Hæklede grydelapper - i lilla!


I aftes blev jeg færdig med et par hæklede grydelapper, som skulle gives i gave til en bekendt i dag - en bekendt, som er lige så glad for lilla, som jeg selv er det. Heldigvis blev hun også glad for grydelapperne.

Uheldigvis blev billederne, taget i et mørkt køkken i aftes, ikke ret gode. Så I må bare tro mig, når jeg siger, at grydelapperne faktisk blev ret lækre.

De er vævehæklet i Cotone fra Lana Grossa, som består af 100% merceriseret bomuld. I en lækker lilla nuance. Dobbelt tråd. Jeg brugte lidt over 100 gram, altså lidt over to nøgler.

Grydelapperne er rektangulære og hænges på knagen med en gennemfarvet sort elastiksnor.




søndag den 10. november 2013

Jeg hækler vimpler igen


Denne gang hækler jeg vimpler til min datters værelse. Hun har ønsket sig en hæklet vimpelranke, siden jeg hæklede én til lillebror. Nu er jeg så i gang med denne, som skal være sort, hvid og forskellige nuancer af pink.

Har du hæklet, strikket eller syet vimpelranker eller flagranker?

Eller måske du har lavet nogen i papir?

lørdag den 9. november 2013

Læser du Mollie Makes?


Læser du magasinet Mollie Makes?

Jeg har tidligere downloadet nogle udgaver af Mollie Makes på min iPhone. Men helt ærligt, skærmen er noget lille til at få nogen fornøjelse ud af magasiner. Med en iPad var det måske anderledes, men sådan en har jeg endnu ikke købt.

Til gengæld købte jeg forleden dag for første gang papirudgaven af Mollie Makes. Indtil videre har jeg i Århus kun fundet det i Salling, så dér lagde jeg min vej forbi. 100 kr var prisen for magasinet, hvilket jeg synes, er temmelig meget for et magasin. Har du fundet det til en billigere pris? Måske abonnerer du?

Jeg har bladret magasinet og den medfølgende kalender (der var en årskalender med fine billeder sammen med det aktuelle nummer). Det er vældig hyggeligt og med masser af farvestrålende billeder. Jeg har ikke prøvet nogle af projekterne endnu, ej heller har jeg helt sat mig ind i, hvilke DIYs der egentlig er i bladet. Men jeg tænker, at jeg skal læse det grundigere. Og at jeg da skal have købt ét nummer mere om en måneds tid, for at se, om det er noget for mig.

Hvad synes du om Mollie Makes magasinet?

Jeg har vundet igen!


Heldige mig. Jeg har lige modtaget et helt kilo garn, som jeg forleden vandt i en giveaway på bloggen Den Bly Viol.

Farven er perfekt til mig datter. Men jeg har alligevel ikke helt besluttet, hvad jeg skal bruge garnet til.

onsdag den 6. november 2013

Skóleistar igen


Strikker du futter? Eller strømper?

Jeg strikker skóleistar igen. To par. Som begge skal sendes ud af landet. De er ikke deciderede julegaver, men jeg tænker alligevel, at det kunne være rart at få dem færdige før jul. Det bør ikke blive et problem, for de strikkes lynhurtigt. Dejlig afslappende strik.

mandag den 4. november 2013

Der strikkes i bussen


Strikker eller hækler du offentligt?

I morges skulle jeg på arbejde i 8000. Det indebærer godt en halv times inaktiv transport i kollektiv trafik. Ingen busskift, bare sidde samme sted i over en halv time.

Så jeg besluttede mig for at tage noget nemt strik med. Jeg har ofte hæklet i bybusser. Og i dag fik jeg bevist, at det også kan lade sig gøre at strikke. Jeg fik færdiggjort tåen på en skóleist.

fredag den 1. november 2013

Vinder fundet! - Skóleistar & garn giveaway

Så er vinderen fundet i denne giveaway. Der var mulighed for at få to lodder tilsammen. Der var 33 lodder i puljen, og vinderen var #15, som det fremgår af billedet.

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Tillykke til Anette med bloggen Bisserøv, som jeg allerede følger på Bloglovin med stor fornøjelse. Send mig din adresse, så sender jeg skóleistar og garn til dig hurtigst muligt. Jeg har også sendt Anette en mail for det tilfælde, at hun overser dette indlæg.

Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, som deltog. Jeg blev rigtig glad for at se flere faste læsere deltage - også flere, som jeg ved læser en gang imellem, men som ikke tidligere har meldt sig som faste læsere. Og tak til alle som tilmeldte sig, selv om det ikke var et krav for deltagelse.

torsdag den 31. oktober 2013

Happy Halloween


Her til aften har jeg lavet disse nemme mumier sammen med børnene. I anledning af Halloween selvfølgelig.

De er lavet af syltetøjsglas, plastikøjne, dederonbind (i mangel af gazebind) og decoupagelim. Et fyrfadslys blev puttet i hvert glas, og med det samme var der (u)hyggelig stemning.

Mumierne er så nemme at lave, at min datter, som for nylig blev 7, kunne lave hendes selv efter mine anvisninger. Min søn på 4 år skulle have hjælp til det.

Denne nemme og søde idé kommer fra Badut. Tak for inspirationen.

tirsdag den 29. oktober 2013

Jeg talte for tidligt...


I mit næstsidste indlæg mente jeg helt klart, at det ville gå godt med det omtalte projekt - den julegave, jeg var begyndt at strikke. Men jeg talte for tidligt!

Jeg var kommet halvvejs, da det så helt forkert ud. Enten var der noget galt med opskriften, eller også havde jeg strikket forkert. Og jeg kunne ikke finde en fejl i det, jeg havde strikket. Så jeg besluttede at trævle op igen.

Heldigvis havde jeg i mellemtiden fundet en opskrift, som jeg syntes endnu bedre om. Den er jeg nu gået i gang med. Jeg krydser fingre...

søndag den 27. oktober 2013

Husk min giveaway!


Husk, at sidste frist for deltagelse i min giveaway, hvor du kan vinde garn og skóleistar, er den 31. oktober. Du kan deltage ved at klikke her eller på billedet i højre side af bloggen.

Alle kan deltage ved at lægge en kommentar under den ovenfor nævnte indlæg. Alle kan få et ekstra lod ved at følge bloggen på Facebook.

Så kører det for mig!


Jeg blev efter mange forsøg færdig med den første julegave. Og i aftes gik jeg i gang med den næste. Jeg tror, den kommer til at gå ok.

Foreløbig elsker jeg farverne. Og garnet er ret blødt for strømpegarn at være. Det har jeg købt i Stof2000 for ikke så lang tid siden.

torsdag den 24. oktober 2013

At have udstyret i orden

Hvor vigtigt er det at 'have udstyret i orden', når det kommer til strikkepinde og hæklenåle?

Og hvad betyder det egentlig at 'have udstyret i orden'?

Hvem definerer, hvad der er 'i orden udstyr'?

Jeg tog for nogle dage siden et hurtigt billede (med mobil i hånd!) af mine strikkepinde og hæklenåle. Det første, jeg tænkte, da jeg så samlingen, var, at jeg har da fået samlet en del sammen i tidens løb. Og sikken et rod! - tænkte jeg så.


Så jeg fik ryddet lidt op, sorterede og organiserede mine rundpinde, og fik lagt nogle af hæklenålene på plads i etuiet. Så kom jeg i tanker om, at jeg faktisk har endnu mere grej, blandt andet strikkepinde og hæklenåle, som er i brug i diverse projekter, og så alt det løse som tællere, maskeholdere og så videre.

Det fik sat gang i en stor lyst til at få tingene organiseret og opbevaret på et pæn og funktionel måde. Jeg er dog ikke kommet så langt endnu, da jeg stadig er handicappet af, at jeg ikke har fået ordnet mit krea-hjørne. Men jeg tænker da tanker om, hvordan det kan gøres.

Og så vender jeg tilbage til spørgsmålet om, at have udstyret i orden. Er mit udstyr i orden?

Jeg er ved at have strikkepinde og hæklenåle i alle de tykkelser og længder, som jeg har brug for. Og det kan jo godt blive til mange. Men det er altså ikke det dyreste grej, jeg har købt/fået/fundet. Faktisk har jeg købt en del strikkepinde i genbrugsbutikker (de ser ikke slidte ud), nogle af min mors er vist fulgt med mig til Danmark fra Færøerne, en hel del har jeg købt i Bilka og nogle i strikkebutikker (både online og offline).

Jeg foretrækker strikkepinde i metal og køber ofte de billige. De fungerer for mig, synes jeg. Og jeg synes, de ting, jeg laver, bliver pæne. Samtidig ved jeg, at begge mine bedstemødre, min mor, min søster og andre gode kvinder i min familie har kunnet strikke flot og effektivt i generationer med helt almindelige, billige - og efterhånden også slidte - strikkepinde.

Når nu det er muligt - uden ubehag og med stor fornøjelse - at strikke godt og effektivt med billige strikkepinde. Hvorfor så købe de dyre?

Jeg forestiller mig, at lækkerhed spiller en rolle. Jeg kender da til glæden ved smukt design og ved finurlige detaljer. Og ofte er det helt sikkert noget, jeg går efter i mine indkøb. Men af en eller anden grund har jeg endnu ikke fået overbevist mig selv om, at det er pengene værd at bruge flere hundrede eller endda over tusind kroner på et sæt strikkepinde med udskiftelige virer og pinde.

Er de virkelig SÅ meget bedre end de almindelige?

Jeg synes ofte, jeg hører (læser) strikkere rose deres dyre strikkepinde til skyerne, og i den næste sætning ærgrer de sig over, at der lige var noget, der gik i stykker. Det oplever jeg aldrig ved de billige - altså at noget går i stykker.

Strikker man så meget bedre med de dyre, at man er villig til at betale mere, selv om man oplever, at de ikke holder i længden? Eller er det et fåtal, der oplever, at noget går i stykker?

Jeg indrømmer, mange af de dyre sæt med strikkepinde, ser smukkere ud end mine. De bliver leveret i flottere etuier, som det også er rart at opbevare dem i. Men er det virkelig pengene værd? Eller sparer man i længden?

Jeg skriver ikke dette indlæg for at kritisere. Jeg undres. Og egentlig vil jeg måske også gerne overbevises om, at de dyre strikkepinde ER pengene værd, så jeg selv kan finde på en undskyldning for at købe dem? Indtil nu har jeg nok bare haft holdningen 'if it ain't broke, don't fix it' Altså hvis mine fungerer, hvorfor skulle jeg så skifte dem ud?

Hvad er din ærlige mening? Hvad har du af strikkepinde? Hvad vil du anbefale?

mandag den 21. oktober 2013

Jeg kæmper lidt her...

Jeg var nået temmelig langt med den første julegave i år. Men så manglede jeg garn til at gøre projektet færdigt og trævlede derfor op igen. Siden er jeg begyndt et par gange, men det er ikke blevet godt. Dette er fjerde forsøg.


søndag den 20. oktober 2013

DIY - Strikket tæppe med restegarn



Click here to download now!

Forleden strikkede jeg et tæppe af strømpegarn og restegarn, som jeg har fået en del forespørgsler omkring. Så her følger en DIY. Det er i virkeligheden vældig enkelt, og hemmeligheden (hvis man kan sige det sådan) ligger i garnvalget. Ellers kan tæppet sagtens strikkes af en begynder, hvis man da altså har tålmodighed til det. Et barn kunne også slå færre masker op og strikke et tæppe til bamsen eller dukkesengen i samme stil.

Tæppet er dejlig varmt men overraskende let. Det er i en god størrelse til både voksne og børn at sidde med i sofaen uden at være så stort, at det ikke kan håndteres. Strikkefastheden er ikke vigtig, da du selv bestemmer størrelsen, og nemt kan slå flere eller færre masker op. Opskriften er vejledende.


Størrelse:
120 cm x 125 cm.

Pinde:
Rundpind nr. 3½, 80 cm

Garn 1:
Ca. 300 gr. strømpegarn i grå farve med løbelængde 210 meter pr. 50 gram, f.eks. Bumbo strømpegarn. Denne farve er bundfarven og virker samlende for alle de andre farver.

Garn 2:
Ca. 300 gr. garn i nogenlunde tilsvarende tykkelse som garn 1. Her er det, du foretager dit valg af farver og kvaliteter.

Jeg har brugt rester i mange forskellige farver. Farvevalget har været næsten tilfældigt. Dog sådan, at når der kun var meget lidt af en enkelt farve, lagde jeg den i forlængelse af en lignende farve. Dette var for at undgå pludselige og små farveovergange. Man opnår dermed en ombre effekt, som kan være ret fin. Garnet kan være strømpegarn, ren uld, akryl, angora eller blandinger af diverse af disse kvaliteter.

Du kan også vælge at lade være med at bruge rester og f.eks. købe et flot farveskiftende garn. Her er min erfaring, at garn med lange farveskift giver et flot resultat.

Fremgangmåde:
Du kan vælge på forhånde at samle dine rester til ét stort nøgle, eller du kan gøre det efterhånden, som du strikker og får afprøvet dine farvesammensætninger. For at undgå knuder, kan du filte enderne sammen eller strikke dobbelt (en vejledning findes her: http://www.paapinden.dk/strikkeguide/at-skifte-garn.php). På denne måde foregår garnskiftet tilfældigt forskellige steder på pinden, og du får udnyttet alt dit garn af en farve. Hvis du hellere vil have dine farveskift i slutningen af pinden, kan du klippe tråden og hæfte enderne som normalt.

OBS! Når du strikker, er det vigtigt, at du hele tiden strikker kantmaskerne på samme måde (jeg strikker dem ret) og hele tiden skifter farve på samme måde (jeg lægger det øverste garn bag ved arbejdet og trækker det nederste garn imod mig og op derfra). Dette er for at opnå et ensartet resultat med helt ens kanter hele vejen igennem tæppet.

Opskrift:
Slå 255 masker op i garn 1 på din rundpind. Strik 2 pinde ret i garn 1. Strik 2 pinde ret i garn 2. Fortsæt på denne måde, indtil tæppet måler ca. 125 cm, eller har en anden ønsket længde. Slut med 2 pinde ret i garn 1 og luk af i samme garn uden at stramme. Hæft alle ender. Og dit tæppe er færdigt.



Eventuelt:
Hvis du ønsker det, kan du hækle en kant om tæppet. Jeg prøvede det, men det viste sig svært at få kanten helt pæn, uden at den strammede nogle steder. Desuden syntes jeg godt om de rå kanter, så jeg trævlede den hæklede kant op igen.

Hvis du beslutter dig for at prøve denne DIY, hører jeg gerne fra dig. Sig til, hvis du finder fejl og mangler i opskriften. Skriv også gerne, så jeg kan linke til dig eller vise dine billeder af resultatet frem.

Inspirationen til dette tæppe stammer to steder fra: et tørklæde, som jeg strikkede til min søster til jul sidste år, og et tæppe i bogen "Håndarbejde i haven" af Arne & Carlos, som jeg nævnte i dette indlæg. Jeg har ikke kopieret nogen af delene, men har ladet mig inspirere af begge designs, som i øvrigt er vældig enkle, ligesom mit tæppe.

Jeg har vundet igen!

En gang imellem er man altså heldig. Jeg deltog forleden i en giveaway på Julia Lahmes blog, hvor der var virkelig mange deltagere, og jeg vandt! Nogle gange tror jeg ikke, det er muligt at vinde, når der er mange deltagere, og jeg opgiver. Men det kan selvfølgelig lade sig gøre, for nogen SKAL jo vinde, og det kan jo ligeså godt være mig som en anden. Så denne gevinst en nu en reminder om at bevare troen. Og tage chancen. Selvfølgelig ikke kun når det kommer til giveaways.


Jeg vandt bogen "Mad til 2 dage" af Mette Mølbak. Jeg går virkelig ind for konceptet og håber at få masser af inspiration til at formindske madspild, hvilket er godt for miljøet, og samtidig spare tid og penge. Samt lave og spise noget lækkert mad.

torsdag den 17. oktober 2013

Et kilo garn


For et par dage siden blev jeg rigtig glad for en pose garn. En bekendt havde ryddet op i et familiemedlems ting og var faldet over noget garn. Da hun ikke selv strikker eller hækler, var hun kommet i tanker om mig. Så hun tog garnet med hjem og gav det til mig, da vi nogle dage senere sås. Det er rigtig sødt, synes jeg. Og nu glæder jeg mig til at sortere og tage i brug. Der er over et kilo. 

onsdag den 16. oktober 2013

I gang med julegaverne

Det er som om det ikke lykkes mig at komme i gang med julegaverne, før vi er godt inde i oktober. Måske fordi vi har to børnefødselsdage i september. Men jeg satser alligevel på at få strikket nogle stykker.

Indtil videre vil jeg ikke afsløre, hvad jeg strikker, eller hvem jeg strikker til. Men nogle smugkig kan I da få.

Lige nu strikker jeg lilla alpaka. Det er dejlig blødt og lækkert.


søndag den 13. oktober 2013

Græskar-fjæs


Min datter var i går på besøg hos sin venindes mormor. Hun havde hygget sig rigtig meget. Blandt andet havde de skåret græskar til Halloween. Hendes allerførste græskar, som hun stolt har gjort færdigt og vist frem her til aften.

lørdag den 12. oktober 2013

Og så var der fire!


Jeg har spraymalet endnu et låg til krukkerne i min søns værelse, så nu er der fire krukker med dinosaurer på låget. Endnu en gang var min søn begejstret, men indtil videre ser han ud til at være godt tilfreds med at lade dem stå til pynt uden at opbevare noget i dem.

Lilla glimmer


Jeps, lilla glimmer er lige, hvad jeg har drysset på den lilla glasur, som jeg har pyntet mine hindbærcupcakes med i dag - på min fødselsdag.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...