tirsdag den 11. februar 2014

Til mig selv! - Strømper med små snoninger


Så blev strømperne til mig selv færdige. Faktisk blev de færdige i forgårs om aftenen, imens jeg sad i sofaen og så noget på Netflix. Dejligt afslappende. Jeg har prøvet dem på, og de er dejlige og passer helt perfekt. Så det lykkedes mig da at forkæle mig selv med noget denne Til mig selv! måned. Forhåbentlig får jeg i det mindste gang i endnu mere til mig selv, inden måneden er omme.

Jeg har brugt dejligt strømpegarn fra Stof & Stil. Det er ret blødt af strømpegarn at være, og jeg er vild med farverne. Garnet hedder Wool Blend og består af den sædvandlige blanding af uld og nylon, som sædvanligvis bruges til strømpegarn. Jeg brugte kun lige over et nøgle og har næsten et helt tilbage til fremtidige projekter, da jeg altid køber to nøgler af hver farve strømpegarn.

Strømperne er i størrelse 40/41, og skaftet er ikke ret langt, dog langt nok til at komme godt op over anklen. Og de varmer dejligt.

De små snoninger giver lige en fin effekt, synes jeg. Mønsteret er nemt at strikke. Faktisk er det nærmest som at strikke 2 ret og 2 vrang hele strømpen igennem. På hver fjerde omgang snos de rette masker mod venstre. Der er ikke brug for hjælpepinde, for når man snor med bare to masker, kan man lave 'snydesnoninger'. Man strikker først den anden maske ret bagved og så den første maske som normalt, og først derefter tager man begge masker af pinden til venstre. I starten er det lidt besværligt, men man lærer hurtigt teknikken, og så tager det ikke ret lang tid, når man har øvet sig lidt.


4 kommentarer:

  1. Hmmm... Jeg tror, jeg forstår, hvad du gør. Det skal i hvert fald prøves! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, prøv det! Det er meget nemmere at forstå, når man sidder med pindene i hænderne og forsøger sig frem, end det er at læse det og så forestille sig det.

      Slet
  2. De ser fine, bløde, lækre og varme ud. Flotte farver :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Jeg har dem på i dag, og de er bare dejlige.

      Slet

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...