fredag den 17. juli 2015

Virkelig (!!!) gode priser på bomuldsgarn

Jeg er simpelthen nødt til at fortælle om de virkelig lave priser, der er på bomuldsgarn hos Strikkes.dk lige nu i forbindelse med DROPS Supersale Bomuldsudgaven.

  • Safran - spar 61%
  • Paris - spar 55%
  • Muskat - spar 52%
  • Cotton Light - spar 48%
  • Bomull-Lin - spar 42%
  • Cotton Viscose - spar 38%
Nye kunder får endda yderligere 10% rabat, hvis de tilmelder sig nyhedsbrevet.

Hm, jeg er nok nødt til at smutte derover og få fyldt op i lageret. Har desuden en idé om en bluse til mig selv...



Affiliate links i indlæg

onsdag den 1. juli 2015

Så kom sommeren!

Så kom sommeren endelig til Danmark! Jeg mærker det, ved at jeg har fået lyst til at sidde i haven og nyde solen, imens jeg laver håndarbejde i stedet for at sidde i sofaen.

Så i dag har jeg siddet og hæklet på et nyt projekt, imens jeg nød min iskaffe, og børnene legede i soppebassinet ved siden af.

En dejlig, doven dag, som skal afsluttes med en hyggelig aften til Striklecafé i Bydelshuset. Kom med, hvis du bor i nærheden!


lørdag den 27. juni 2015

Bazar, kaffe og hækling

Vi er til Bazar i Bydelshuset i Tilst. Vi har en lille bod med lidt blandede ting. Desværre kigger der ikke så mange kunder forbi, som vi kunne ønske. Så jeg vil opfordre alle til at kigge ind og gøre et godt køb. Der er åbent indtil kl. 16 i dag. 

Ellers har jeg været på arbejde i nat, så energien er ikke på det højeste. Jeg hækler lidt og nyder min kaffe og den gode stemning.




fredag den 26. juni 2015

Humus med jordnøddesmør


I går besluttede jeg mig for at lave en hurtig humus. Da jeg ikke havde noget tahin, brugte jeg sesamolie i stedet og noget jordnøddesmør.

Denne humus smager en smule skarpt af hvidløg og sesamolie. Skær ned på disse eller udelad helt, hvis du vil have en mildere smag. Du kan også bruge mere jordnøddesmør, hvis denne smag skal være mere fremtrædende.

Humus med jordnøddesmør
1 dåse kikærter (240 gr. drænet vægt)
2 spsk sesamolie
1 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
1 fed hvidløg
1 stor tsk jordnøddesmør
salt
peber

Blend alt sammen (jeg brugte min minihakker). Spæd op med væske fra dåsen, hvis det bliver for tørt. Smag til med salt og peber. Server.

torsdag den 25. juni 2015

Striklecafé i Bydelshuset

I går holdt vi vores første Striklecafé i Bydelshuset. Der kom gang i pinde og hæklenål. Vi var nogle voksne damer, som sad og hyggede og snakkede om teknikker, garn og lignende, imens vi også fik striklet noget. To yngre damer kom og deltog for at lære at strikke. Nogle gik til og fra, og vi tiltrak også en smule opmærksomhed fra sydamerne, hvor nogle godt kunne føle sig splittet imellem de to aktiviteter.

Striklecaféen fortsætter hele sommerperioden om onsdagen fra kl. 19-21 (eller 22). Det kan være, at den på et tidspunkt bliver flyttet til en anden ugedag. Så fortvivl ikke, hvis du ikke kan deltage om onsdagen. Hvis du på nogen måde kan, så kig ind og hils på os, fortæl os om dine idéer og ønsker. Du behøver ikke blive der i timevis, bare kig ind til en kop kaffe og en snak, hvis du ikke har tid til mere.
Læs mere om aktiviteten og Bydelshuset på Facebook her:





onsdag den 24. juni 2015

Spar 35% på bomuldsgarn


Da det gode sommervejr endnu ikke er kommet er der stadig mulighed for at nå at strikke sommerens yndlingsbluse. Eller hækle skønne grydelapper og gæstehåndklæder til sommerhuset.

Jeg sørger altid for at have et godt lager af bomuldsgarn i forskellige farver. Så er der altid mulighed for at starte små projekter til at have med på farten. Hæklede eller strikkede ting til hjemmet er også gode som gaver. Lige for tiden strikker jeg karklude i perlestrik i forskellige farver - nogle til mit eget køkken og andre til at bruge som små hverdagsgaver.

Lige nu er Drops Supersale i gang hos Rito.dk.

Du kan spare minimum 34% på 7 forskellige bomuldskvaliteter.


Affiliate links i indlæg

søndag den 7. juni 2015

De seneste 9 - på Instagram


Der er kun et enkelt billede af strik og ét af hækling iblandt de seneste på Instagram. Den grønne, strikkede karklud blev jeg færdig med, og den har været i brug. Jeg er blevet ret glad for karklude i perlestrik.

Mængden af hæklede firkanter vokser, men jeg har langt fra nok til et tæppe endnu. Men ih, hvor jeg glæder mig, til det bliver færdigt. Jeg tror, det bliver rigtig dejligt at putte med i sofaen til vinter

Men nu er det jo sommer, hvilket også fremgår af nogle af de seneste billeder. Datteren har fået dejlige fregner, og sønnen spillede i går fodboldkamp med sit U6 hold. Bagefter var vi på marked på Ingerslevs Boulevard, hvor vi købte skønne sager. Blandt andet blåmuslingerne, som jeg lavede til forret til aftensmaden.

Og så var der de tre anderledes billeder af en rørperleedderkop i min søns børnehave, min datters telefon, der blev væk (og fundet igen) og en lille reklame for bloggen. Besøg gerne min profil på Instagram og følg med @gudrunjac

lørdag den 30. maj 2015

Opladning af mobiltelefon på farten - TrendCover.dk

Sponsoreret indlæg - Annonce

Sommeren er her næsten. Og jeg forudser lange dage udendørs, i naturen, på stranden, på farten. Jeg forudser også en mobiltelefon med tomt batteri, eller næsten tomt - hvor jeg ud på aftenen bliver nødt til at spare på batteriet for ikke at løbe helt tør.

Derfor har jeg set mig om efter en powerbank til min mobiltelefon. Den kan jeg have med i min taske (eller lomme) og oplade ved behov. Og så kan jeg stadig tage billeder hele dagen og stadig have batteri om aftenen, hvis jeg skulle få brug for at ringe, før jeg kommer hjem.

Hos TrendCover.dk har jeg fundet flere forskellige powerbanks. Jeg har kigget i deres powerbank guide og fundet ud af størrelsen, som den skal have for at være optimal til brug med min iPhone6. Og jeg har fundet frem til én, som jeg tænker på at bestille. Jeg har tidligere handlet hos TrendCover.dk, så jeg ved, at det går nemt og hurtigt.

Sandberg powerbank på 4400 mAh, som giver mere en 2 fulde opladninger til min iPhone 6.

tirsdag den 26. maj 2015

Migræne hækling

Jeg har desværre ligget i sengen med migræne hele dagen. Men nu letter det lidt. Jeg har fået hæklet endnu en firkant færdig og har hæftet ender på alle firkanter. Nu har jeg tilsammen 55 hæklede firkanter i sort, grå og lilla nuancer. Der er lang vej til et tæppe endnu, men det går da fremad.


mandag den 25. maj 2015

Tv-strik

Dejlig nem strik på rundpinden, imens jeg ser serier på Netflix. Karklud i perlestrik og en dejlig grøn farve.


torsdag den 21. maj 2015

Kreativt værksted i vores nye Bydelshus

Vi har for nylig fået et nyt, flot Bydelshus med masser af muligheder for socialt samvær og hygge. Onsdag aften laver Gitte lækker mad, som man - for ikke ret mange penge - enten kan nye i fællesskabet i huset eller tage med hjem. Og bagefter er der syning i det kreative værksted. Tøjsyningen startede op i sidste uge. Et par af mine veninder var vældig begejstrede, så jeg ville også være med. Og det var jeg for første gang i aftes.
Tavlen bød os velkommen. Børnene havde vist også tegnet lidt.

Jeg tog børnene med, og de fik lov til at hygge med et par andre børn, imens jeg indsnusede atmosfæren. Jeg havde nemlig ikke noget sytøj med, da vi kom lige fra et andet ærinde og ikke var hjemme først. Og helt ærligt, jeg ved slet ikke, om jeg alligevel kunne have syet noget. Der var overvældende mange deltagere, så der var køer ved symaskinerne. Så jeg nød en kop kaffe, børnene fik lidt sodavand, og så hyggesnakkede jeg og nød stemningen.

Allerede nu er der snak blandt de frivillige i Bydelshuset om, at aktiviteten måske skal flytte fra det lille lokale til et større. Og der er flere symaskiner på vej, så flere kan komme til, og ventetiden forhåbentlig bliver kortere. Indtil da må man komme hinanden ved, imens man kan nye godt af Anns kyndige vejledning.

Kyndig vejldning.

Bord til at tegne mønstre og klippe stof.


Man kan også tage sin egen symaskine med og stille den ind i tilstødende lokale.
Børnene spillede brætspil og kort - indtil de blev lidt for vilde og fik lov til at lege udenfor.


Tak til Jannie Mølgaard for lån af nogle af billederne. Og tak fordi du (næsten) lokkede mig med. Besøg Bydelshusets facebookside ved at klikke her.

fredag den 15. maj 2015

Sæsonen er startet!

Mange af jer er allerede gået i gang med at hækle og strikke udendørs i solskinnet. Af en eller anden grund er jeg ikke rigtig kommet i gang før nu.

Det blæser en smule, men solen har også været fremme. Og her sidder jeg på bænken og slapper af med at hækle firkanter efter arbejde, imens børnene leger ved siden af.

Om ikke så lang tid skal vi spise aftensmad, og så er det nok for koldt til at sætte mig udenfor og hækle bagefter - selv om børnene nok vil insistere på lidt mere udeleg, før de skal ind igen.


torsdag den 14. maj 2015

Strikkemagasin 5 - 2015

Jeg fik forleden et godt tilbud på et abonnement på Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin, som jeg lod mig friste af. Jeg har tidligere abonneret på magasinet samt på Kreativ Strik. Men det blev for meget, så jeg opsagde det. For et par dage siden, fandt jeg det så i min postkasse igen. 


Og magasinet er stadig fint og fyldt med opskrifter af dygtige nordiske designere. Men hvor ville jeg ønske, det var mere end (næsten) bare opskrifter. 

Jeg fandt et par opskrifter, som virkelig frister mig lige nu. En let strikket bluse, som jeg ville strikke til mig selv. Dog i en anden farve. Og en opskrift på virkelig fine grydelapper og klude til køkkenet.




De seneste 9 - på Instagram


Ingen strik eller hækling! Ja, det er lykkedes mig at poste 9 billeder på Instagram uden strik eller hækling - eller garn på anden vis. Utroligt, men det viser selvfølgelig bare, at jeg har været optaget af andre ting. 

Forrige weekend tilbragte jeg og børnene to dage i Sabro Rideklub, hvor der var stævne. Den ene dag nåede manden også at være med. Børnene fik lov til at hilse på mange af hestene, og de var vældig glade for Robbie med de blå øjne.

I fredags brækkede datteren armen ved at falde ned fra et legetårn i skoletiden. Begge knogler i underarmen er brækket, tæt på håndleddet. Hun blev opereret i fuld narkose og indlagt på Århus Sygehus og Universitetshospital (som det så mundret hedder). Jeg var indlagt sammen med hende. Fantastisk personale - det syntes min datter også. Men vi var glade for at komme hjem efter kun én nat. Datteren har været i skole igen som normalt denne uge og klarer sig forrygende. Hun skal bare have lidt smertestillende en gang imellem.

Så var der tre dage med undervisning i Low Arousal på arbejdet (jeg arbejder i socialpsykiatri). På vores borde lå diverse legetøj til at holde vores hænder beskæftiget, så vi bedre kunne fokusere, imens vi blev klogere. Jeg fandt ud af, at det stadig ligger i hænderne, hvordan man laver forskellige figurer med en Rubiks twist. Sjovt!

Og så var der en fin rose, som datteren fik, efter at have gået modeshow i SFO. Rattet på min bil, som jeg købte i november og stadig glæder mig over hver dag. Og to konkurrencer - fra Rice og DrOetker.

Besøg min Instagram profil på @gudrunjac

søndag den 10. maj 2015

Indlagt uden strik

Det føltes nærmest som at være INDSAT, da jeg var nødt til at tilbringe over et døgn på Kirurgisk Børneafsnit på Aarhus Universitetshospital helt uden at strikke eller hækle. Men jeg overlevede. Og det gjorde min datter også. Og det handlede jo om hende, så det var lige meget, at jeg glemte at bede manden komme med noget strikketøj, da han hentede vores tandbørster og skiftetøj. 


Datteren faldt fredag ned fra et højt legetårn i skolegården. Dette resulterede i, at begge knogler i underarmen brækkede, tæt på håndleddet. Hun kom i fuld narkose for at få det ordnet, og de var nødt til at sætte noget metal ind for at stabilisere knoglerne. Det var en hård omgang, men nu er humøret godt igen. Vi kom hjem for et døgn siden, og hun har allerede været til en fødselsdagsfest samt har vist gipsen frem til de fleste af veninderne.

Nu mener jeg så, at ud over legetøj og læsestof, måtte man godt sørge for lidt strikkepinde og garn på alle hospitalsafdelinger og venteværelser. Vi er nogle, der tackler forskrækkelser, bekymringer og ventetid langt bedre, når vi kan holde vores hænder beskæftiget med noget fornuftigt. For eksempel kunne man lægge en simpel opskrift frem til en strikket firkant samt passende garn og pinde, og så kunne alle vi bekymrede strikke tæpper til velgørenhed på den måde. Så kom der da noget ud af al den ventetid.

Ét sted har jeg oplevet, at der på denne måde var tænkt på de strikkede, som uheldigvis ikke havde deres eget strik med. Det var på det færøske patienthotel tilknyttet Rigshospitalet, som jeg besøgte sidste år. De fleste færøske kvinder sætter nemlig pris på at få mulighed for at slå nogle masker op og skabe noget nyttigt og smukt. Foruden at dulme nerverne med de gentagne bevægelser og tankerne på opskriften. 

tirsdag den 5. maj 2015

Hvordan ordner jeg det?


Min søn leger - som så mange 5-årige drenge - ret vildt, og det slider på tøjet. Disse næsten helt nye jeans har fået et stort hul på knæet (heldigvis fik min søn bare et almindeligt sår på knæet, som nu er næsten helet).

Nu er problemet, hvordan jeg ordner hullet i bukserne? Det er for stort til bare at smække en lap på. Og buksebenet er simpelthen for smalt til, at symaskinen kan komme ind i det. Så hvad gør jeg?

Ja, jeg ved det. Hvis han var teenager, ville det være totalt sejt med hullede bukser. Men han er stadig kun 5 år, og jeg vil gerne have, at han ser nogenlunde præsentabel ud. Og bukserne sidder så fint på ham og er næsten nye, så det er synd at smide dem ud.


mandag den 27. april 2015

Bagagerumsmarked

I weekenden samlede vi nogle ting sammen, som vi ikke længere bruger herhjemme, og lavede en stand på det lokale bagagerumsmarked sammen med datteren. Vi havde især brugt børnetøj, fejlkøbte sko, bøger og brugt legetøj med. Desuden tog jeg nogle af mine hæklede og strikkede ting med.

Jeg har tidligere haft en stand på samme marked sammen med en veninde, hvor jeg solgte en hel del. Mest børnetøj og bøger, hvorfor jeg også have disse ting med i weekenden. Og det var de samme ting, der solgte denne gang, samt sko. Men salget var godt nok sløvt. I det hele taget var der ikke mange kunder, og jeg hørte flere andre klage over sløvt salg. Jeg fik helt klart det indtryk, at hvis prisen kom op over ganske få kroner, så ville man ikke købe.

Heldigvis var det alligevel en hyggelig dag, for vi havde en stand ved siden af en bekendt, og vi fik bragt kaffe og mad ud, og familiemedlemmer kom og gik, så vi kedede os ikke. Og jeg er da heller ikke helt afskrækket fra at prøve lykken en anden gang, for jeg tjente i det mindste mine penge ind igen, som jeg havde betalt for standen. Til gengæld brugte mine børn mere i andre stande, end jeg havde i overskud, så i sidste ende var der ikke noget tjent. Andet end en hyggelig dag og nogle erfaringer, som jeg måske kan bruge en anden gang.


Jeg solgte ikke nogen af mine hjemmelavede ting. Flere var ovre og kigge og sagde, at det så flot ud. Men priserne var for høje. Jeg mener, de var vildt lave! Nu var det her et bagegarumsmarked, så det var som sådan ikke gearet til salg af hjemmelavede ting. Dette vidste jeg godt på forhånd. Men jeg havde alligevel nogle ting med, for hvis nu der kom den rigtige kunde forbi. Jeg har selv købt nogle hæklede ting på samme marked for et par år siden. Nogle hæklede kurve, som jeg var nødt til at købe, netop fordi de var så fint lavet. De var vildt billige! Og jeg ville have betalt en del mere for dem, hvis det var i en butik. Men jeg går ud fra, som jeg også var inde på tidligere, at på et sådant marked vil de fleste kun købe rørende billigt.

Har du gjort dig nogle erfaringer med salg af dine hjemmelavede ting på markeder? Bagagerumsmarkeder eller loppemarkeder? Måske salget er bedre på julemarkeder eller markeder for kunsthåndværk? Jeg har det indtryk, at sidstnævnte er mere højt profilerede og derfor får flere kunder, som også er villige til at betale. Og det giver jo fuldstændig mening, at originale, unikke, håndlavede varer, koster mere end almindeligt genbrug. Men er det alligevel lykkedes dig at sælge på de små markeder? Og vil du dele nogle erfaringer?

søndag den 26. april 2015

Reklamer på bloggen

Allerede ved bloggens fødsel besluttede jeg, at jeg sagtens kan leve med at vise reklamer på bloggen. Derfor har der altid været reklamer (bannere eller tekst) i sidebaren og imellem nogle af indlæggene. Disse er delvist styret af mig, og jeg forsøger altid at finde noget, der er relevant for læserne. Har I lagt mærke til alle reklamerne for garn på det sidste?

Delvist er disse reklamer dog styret af Google Ads, som skulle sørge for at generere reklamer ud fra den tekst, jeg skriver i bloggen. Jeg synes ikke altid, dette fungerer optimalt, men jeg tænker, at det også er afhængigt af, hvilke annoncører Google har tilgængelige.

Alle reklamer skaber en lille indtægt, som gør, at jeg kan betale for bloggens domæne og andre udgifter. Jeg håber over tid at kunne få yderligere indtægter og måske endda nok til, at jeg kan retfærdiggøre at bruge min tid på bloggen. Selvfølgelig, ud over den personlige glæde, som bloggen giver mig.

Nogle af læserne vil have lagt mærke til, at der blandt mine indlæg på det sidste har været lidt flere sponsorerede indlæg end normalt. Dette skyldes delvist, at jeg har skrevet færre indlæg, og derfor er andelen af sponsorerede indlæg større, men også, at der har været mulighed for at finde flere sponsorer med relevans for bloggen. Dette er glædeligt for mig, og giver en større indtægt.

Jeg bestræber mig på at finde sponsorer, som har relevans for læserne. Nogle gange vil de være direkte relateret til indhold på bloggen. Andre gange vil sponsorerne tilbyde et produkt eller en service, som jeg finder interessant, selv om den ikke er direkte relevant for hovedindholdet på bloggen, og derfor vælger jeg at skrive om denne service eller produkt alligevel.

Der vil altid være en overvægt af indholdsbaserede indlæg, sådan at sponsorerede indlæg aldrig vil tage over på bloggen. Men jeg håber da, at læserne finder nogle af de sidstnævnte brugbare, og hvis ikke, så håber jeg, at I kan bære over med dem og har forståelse for, at de betaler for mine udgifter og lidt af min tid.

Med venlig hilsen,

onsdag den 22. april 2015

Køb garn og hobbyartikler på nettet - Rito.dk

Sponsoreret indlæg - Annonce

Hvis du er havnet på min blog, tør jeg næsten garantere, at du elsker garn, ligesom jeg gør. Har jeg ret? Jeg elsker garn. Jeg elsker at kigge på det i min garnreol. Jeg elsker at mærke lækkert og blødt garn i hænderne, både når jeg knuger det og knuselsker det, og når jeg strikker eller hækler noget til mine kære. Jeg elsker at prøve nye kvaliteter i garn, og jeg elsker det fantastiske farveudvalg både i ensfarvet og i farveskiftende garn. 

Og jeg elsker at shoppe nyt garn! Især hvis udvalget er stort, priserne er gode og jeg samtidig kan shoppe alt muligt tilbehør og udstyr til brug ved strikning og hækling. Og så er det selvfølgelig fedt at kunne købe alt det, jeg har brug for i én enkelt webshop med hurtig levering, så jeg kan komme i gang med mine projekter.

Rito.dk har et kæmpestort udvalg i alt, hvad hjertet kan begære, når det kommer til garn og tilbehør. Strikke- og hækleværktøj, bøger og opskrifter for enhver smag, tasker til opbevaring og transport, strikke- og hæklekits - og garn! Alle mulige garnkvaliteter, i alle regnbuens farver. Desuden har Rito.dk indtil 12. juni Drops Supersale, hvor man kan spare 35% på 21 forskellige garnkvaliteter fra Drops Garnstudio.


onsdag den 15. april 2015

De seneste 9 - på Instagram



Strømpegarn, mad og forbrugsgoder. Det handler de seneste 9 billeder på Instagram åbenbart om.

Billederne er alle fra den sidste lille måned, hvor jeg blandt andet har købt en ny iPhone. Fordi jeg kom til at drukne den gamle!

Da kameraet på den nye er langt bedre end kameraet på den gamle, har jeg taget en masse billeder af tilfældige ting og sager. Heldigvis kommer ikke alt på Instagram. Men et par madbilleder blev det til (klassisk Instagram, som jeg ellers ikke gør det så meget i), og et billede af rattet på min bil. Den er knap så ny som telefonen (vi købte den i november sidste år), men jeg har stadig lyst til at fejre den hver dag. Jeg elsker min lille C1!

Desuden har jeg både hæklet og strikket i strømpegarn. Jeg har hæklet en del oldemorfirkanter, som på et tidspunkt skal blive til et tæppe. Og jeg har strikket et par armvarmere, som nu er færdige. 

tirsdag den 14. april 2015

Nænner ikke at bruge det


Kender du det? At du har noget garn, der er så lækkert at strikke med, at det kribler i fingrene efter at gå i gang. Men samtidig kan du ikke finde det perfekte projekt, og du nænner ikke at bruge det til noget, som måske bliver en fejltagelse, så du kan ikke gå igang.

Sådan har jeg det med min lille bunke Navia, som derfor ligger i reolen og samler støv. Og det er jo synd! Jeg har en del Duo, lidt mindre Uno og en ganske lille smule Trio. Men jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg skal strikke.

Måske er den eneste løsning at købe noget mere? Det ville give mig større spillerum i forhold til valg af projekt, hvis jeg havde større mængder af hver farve - og flere farver.

Dog tror jeg, at jeg har nok brun Uno til et færøsk sjal. Så det skulle jeg måske bare gå i gang med. Det er virkelig mange år side jeg strikkede sådan ét.


lørdag den 28. marts 2015

Begyndelsen på et nyt tæppe

Jeg er begyndt at hækle firkanter igen. De er så dejlig nemme at gå til. Og nemme at have med i tasken og hækle på, når der er et øjebliks pause.

Faktisk begyndte jeg at hækle ud af rester før jul. Nu har jeg 36 firkanter. Så det er jo ikke, fordi det er gået hurtigt indtil nu. Men det gør ikke noget. 

Jeg har hæklet i sort og i gråt, både ensfarvet og farveskiftende garn. Og så har jeg én firkant i grå og lilla nuancer. Indtil nu har jeg tænkt, at jeg ville bruge rester og eventuelt købe garn i netop sort, gråt og lilla i alle mulige nuancer. Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt jeg bare skal holde mig til sort og gråt. 

Tæppet bliver til slut hæklet sammen med fastmasker i sort garn. Ligesom tæppet, jeg hæklede til min søn for et godt stykke tid siden.


Dejlig doven lørdag

Jeg har arbejdet nat tidligere på ugen. Det har en tendens til at smadre min døgnrytme. Derfor er det ekstra dejligt med en friweekend, hvor jeg langsomt kan finde tilbage til normal døgnrytme samt få slappet godt og grundigt af (så godt som man nu kan det med to små børn!).

Jeg skulle intet i dag, ud over at rydde op, fylde opvaskemaskine og lidt småt arbejde på computeren. Der var flere ting, jeg kunne have givet mig i kast med. Men i stedet har jeg hæklet firkanter og hygget med mand og børn - og magasiner.

Sidstnævnte signalerer virkelig afslapning for mig. Jeg købte Hendes Verden og Sallys tidligere på ugen og skal til at læse lidt. Og så har jeg kigget i Kvinna, som er et færøsk magasin, som jeg abonnerer på.


onsdag den 11. marts 2015

Færdige småting

Jeg er ved at gøre diverse hæklede og strikkede ting og sager klar til salg. De har egentlig ligget klar i lager et stykke tid. Men i går fik jeg taget billeder, og jeg er ved at redigere. Samt planlægge. Jeg elsker at kigge på disse små, farvestrålende stakke af ting, jeg har lavet.

Tre hæklede vimpelranker

Strikkede karklude

Strikkede skóleistar (futter)

mandag den 9. marts 2015

Sæber med betræk


For et stykke tid siden (allerede før jul), besluttede jeg at afprøve en idé, som jeg for lang tid siden så på nettet. Det er så lang tid siden, at jeg ikke kan huske, hvor jeg så den. Uanset, så har jeg ikke brugt nogen opskrift eller DIY. Jeg har bare prøvet mig frem selv i et mønster, som jeg selv har valgt.

Jeg har købt nogle sæber fra Søstrene Grene. Dem ville jeg gerne bruge som små gaver til en bekendt. Jeg tænker, at de også vil kunne bruges som værtindegaver og lignende.

Jeg har hæklet et betræk til hver sæbe. Nærmest en vante, dog uden fingre. Det er meningen, at betrækket skal bruges som en vaskeklud. Man tager sæben med i bad, med det hæklede betræk ud over, og vasker sig. Da betrækket er hæklet i 100% bomuld, kan det sagtens tåle at blive vasket i maskin efter brug.

Jeg har hæklet rundt i vævehækling. Jeg blev så vild med bagsiden af arbejdet, at jeg besluttede at vende vrangen ud på betrækket. Da jeg har prøvet mig frem, er begge betræk ikke helt ens. Jeg er mest tilfreds med nummer to. Men sådan vil det jo ofte være, når man prøver sig frem med en idé. Det bliver ofte bedre og bedre for hver gang, man prøver.

Er der stemning for en nem DIY? Så vil jeg da gerne lave én.




søndag den 1. marts 2015

Stempler i Netto



Jeg var i Netto i Tilst for lidt siden. Dér så jeg mange forskellige stempler til kr 39 for en pakke. Der var forskellige dyr og symboler i de større stempler. Og der var et helt (gotisk?) alfabet i en pakke med små stempler. Desuden var der stempelpuder i forskellige farver. Mon ikke de findes i andre Netto butikker rundt om i landet?

Jeg var fristet af stemplerne med dyr. Jeg tænkte på at lave et aller andet til sønnens værelse. Men jeg lagde dem tilbage og gik uden at købe andet end dagligvarer. Hurra for en lille smule selvdisciplin!

onsdag den 25. februar 2015

"Godsbanen" af Susanne Øland

Kort før jul kom jeg på arbejde og fandt denne smukke bog i mit dueslag. Jeg blev selvfølgelig glad og rørt. 

Forhistorien er, at forrige år fik vi en dejlig, ung kollega, som hele sidste vinter mødte på arbejde i den ene smukke, strikkede kreation efter den anden. Jeg kunne ikke lade være med at kommentere de fantastiske striksager. Min kollega fortalte, at det var hendes mor, der var designeren, og at denne var ved at lave en bog med strikopskrifter.

Jeg var selvfølgelig vældig interesseret. Og da bogen kom ud i december, var der et eksemplar til mig. Tusind tak, søde Signe.


Godsbanen indeholder 6 opskrifter på feminine og meget forskellige, strikkede kreationer. Jeg bruger ordet 'kreationer', for 'trøjer' ville på ingen måde være dækkende. To af kreationerne kan endda bruges på to forskellige måder, så man får to stykker tøj ud af disse opskrifter.

Designet er lige efter mit hoved: feminin strik i fint og lækkert garn, hvor konstruktion, struktur, pasform og kvalitet er i hovedsædet.

Det største problem bliver at beslutte, hvad jeg skal strikke til mig selv. En af favoritterne er denne blå trøje, fordi den bare er så hyggelig i sin oversize facon, og alligevel ikke klodset, da den er strikket på fine pinde i lækkert garn. 


tirsdag den 24. februar 2015

Datteren kreerer

Min datter er ret opfindsom og kreativ. Dette får jeg altid at vide til skole-hjem samtaler. Og det samme fortæller de i hendes SFO. Hun har frem for alt en god fantasi. Og det giver udslag i, at hun bygger diverse ting, tegner, limer, sammensætter osv.

På det sidste har hun koncentreret sig om de dersens små elastikker. Hvad er det nu, de hedder? Jeg mener, hendes elastikker og væv hedder en Rainbow Loom. Jeg købte udstyret til hende, da hun var helt vild med at lave armbånd med de små elastikker i sommerferien. Hun brugte timevis sammen med vennerne hver eftermiddag på legepladsen, hvor de lavede armbånd og andre smykker til hinanden - og os forældre.

Dog var det som om interessen dalede, da ferien var forbi. Men her på det sidste har hun taget tråden op igen.

Nu går det ud på at lave grimer og benvarmere til Schleich heste. Hun har ranet alle lillebrors heste og udstiller i hendes værelse, hvis ikke de lige står i kø for at få nyt udstyr. Snakken går om at lave en saddel, og hun gjorde nogle forsøg i går, men det gik ikke helt. Så det er under udarbejdelse.






I dag fik jeg så også en neongul ring til at trøste mig med, da jeg stadig er syg. Sød pige. :)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...