mandag den 27. april 2015

Bagagerumsmarked

I weekenden samlede vi nogle ting sammen, som vi ikke længere bruger herhjemme, og lavede en stand på det lokale bagagerumsmarked sammen med datteren. Vi havde især brugt børnetøj, fejlkøbte sko, bøger og brugt legetøj med. Desuden tog jeg nogle af mine hæklede og strikkede ting med.

Jeg har tidligere haft en stand på samme marked sammen med en veninde, hvor jeg solgte en hel del. Mest børnetøj og bøger, hvorfor jeg også have disse ting med i weekenden. Og det var de samme ting, der solgte denne gang, samt sko. Men salget var godt nok sløvt. I det hele taget var der ikke mange kunder, og jeg hørte flere andre klage over sløvt salg. Jeg fik helt klart det indtryk, at hvis prisen kom op over ganske få kroner, så ville man ikke købe.

Heldigvis var det alligevel en hyggelig dag, for vi havde en stand ved siden af en bekendt, og vi fik bragt kaffe og mad ud, og familiemedlemmer kom og gik, så vi kedede os ikke. Og jeg er da heller ikke helt afskrækket fra at prøve lykken en anden gang, for jeg tjente i det mindste mine penge ind igen, som jeg havde betalt for standen. Til gengæld brugte mine børn mere i andre stande, end jeg havde i overskud, så i sidste ende var der ikke noget tjent. Andet end en hyggelig dag og nogle erfaringer, som jeg måske kan bruge en anden gang.


Jeg solgte ikke nogen af mine hjemmelavede ting. Flere var ovre og kigge og sagde, at det så flot ud. Men priserne var for høje. Jeg mener, de var vildt lave! Nu var det her et bagegarumsmarked, så det var som sådan ikke gearet til salg af hjemmelavede ting. Dette vidste jeg godt på forhånd. Men jeg havde alligevel nogle ting med, for hvis nu der kom den rigtige kunde forbi. Jeg har selv købt nogle hæklede ting på samme marked for et par år siden. Nogle hæklede kurve, som jeg var nødt til at købe, netop fordi de var så fint lavet. De var vildt billige! Og jeg ville have betalt en del mere for dem, hvis det var i en butik. Men jeg går ud fra, som jeg også var inde på tidligere, at på et sådant marked vil de fleste kun købe rørende billigt.

Har du gjort dig nogle erfaringer med salg af dine hjemmelavede ting på markeder? Bagagerumsmarkeder eller loppemarkeder? Måske salget er bedre på julemarkeder eller markeder for kunsthåndværk? Jeg har det indtryk, at sidstnævnte er mere højt profilerede og derfor får flere kunder, som også er villige til at betale. Og det giver jo fuldstændig mening, at originale, unikke, håndlavede varer, koster mere end almindeligt genbrug. Men er det alligevel lykkedes dig at sælge på de små markeder? Og vil du dele nogle erfaringer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...