Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

søndag den 18. januar 2015

Eksperimenter udi vævehækling

Jeg er ret vild med strukturen i helt enkel vævehækling med fastmasker og luftmasker. Jeg har før hæklet grydelapper på denne måde (som du kan se herher og her), og i dag eksperimenterer jeg med en sæbe og det, at hækle rundt i stedet for frem og tilbage.

Hvis det går godt, skal jeg nok vise resultatet frem. Hvis det går dårligt, bliver det bare trævlet op igen, og så hækler jeg med stangmasker eller halvstangmasker i stedet.


fredag den 16. januar 2015

Hæklet brødkurv og grydelapper

Uha, billederne er dårlige! Men jeg bliver nødt til at bruge dem, for jeg har ikke andre. Jeg tog dem i hast og dårlig belysning i morges, lige før jeg skyndte mig at pakke gaven ind. Det havde jeg nemlig helt glemt. Duh!


Jeg har hæklet en brødkurv, som kan bukkes ned for stabilitet, og to runde grydelapper. Alt er hæklet i stangmasker og tredobbelt tråd på hæklenål nr. 3,5. Og det er kantet med krebsemasker, som jeg synes, giver en fin finish.

Garnet er 100% merceriseret sort bomuld fra Ice Yarns, og jeg brugte 365 gram i alt. Garnet var virkelig lækkert at arbejde med, og det var nærmest ikke noget problem at hækle med tre tre tråde, selv om jeg brugte en relativt tynd hæklenål for at få et fast og tæt resultat.

Jeg synes, de lidt gammeldags runde grydelapper får et lidt mere moderne udtryk i det blanke garn og med snore i tyk sort elastik. Egentlig ville jeg have brugt en elastik i kontrastfarve til snorene, men det passede ikke så godt i dette tilfælde med henblik på, i hvilket køkken grydelapperne skal bruges. Gaven (som egentlig er en forsinket julegave) blev afleveret tidligere i dag, og jeg håber selvfølgelig, at den gør lykke.



fredag den 7. november 2014

Hæklede juletræer til julemarked


Jeg er ved at afslutte min storproduktion af hæklede juletræer. Det føles som en storproduktion, men da jeg talte dem for lidt siden, viste der sig kun at være 28! Ok, jeg har hæklet flere og givet dem væk. Men disse 28 er nu ved at blive gjort klar til at blive solgt på julemarked.

Jeg har ikke selv en bod på noget julemarked (men kunne godt overveje at få det en gang). Jeg har bare hæklet nogle små ting (juletræer og vimpelranker), som den talentfulde Elspa Metzdorff skal have med i sin bod. Hun laver selv de flotteste strikkede og syede ting (huer, vanter, tørklæder, trøjer), som hun selv designer. Desuden upcycler hun brugt strik og andet tøj til blandt andet nogle fede hatte og tasker. Besøg "Made by Metzdorff" på Facebook eller på hendes hjemmeside.

Jeg lærer en del af denne proces med juletræerne. Blandt andet at der skal en hel del lædersnor og perler til. Jeg har ikke nok at én bestemt slags til at få hele produktionen til at se ensartet ud. Så derfor pakker jeg fire juletræer med ens snor og træperle i hver cellofanpose. Alle har en eller anden slags lædersnor og træperle i naturfarver og sort.

Nu er det sværeste tilbage: prissætningen! Det er SÅ svært, synes jeg. Man ser jo priser, der stikker i alle retninger, når man kigger rundt på nettet. Desuden ved man jo, at de fleste helst vil betale så lidt som muligt, samtidig med at man selv vil tjene så meget som muligt. Man vil ikke sætte en sindssygt høj pris og skræmme købere væk men heller ikke sælge sit arbejde for billigt...What to do?!?

Forresten, så er juletræerne hæklet efter min egen DIY - Hæklet juletræ, som du finder ved at klikke her.





onsdag den 24. september 2014

Det er bare for grimt!

Forleden fandt jeg ældgamle og nyere rester i tykt bomuldsgarn frem og tænkte, at jeg da ligeså godt kunne bruge dem til noget i stedet for at lade dem ligge og fylde.

Jeg har meget lyst til at hækle et tæppe, så det gik jeg i gang med. Og jeg besluttede mig for at lade farverne skifte helt tilfældigt, da der er tale om rester i mange forskellige størrelser og farver.

Jeg strikker og hækler sjældent i tyk bomuldstråd, og farverne bærer da også præg af, at jeg har haft en del af disse rester liggende siden halvfemserne.

Farvesammensætningen blev ikke køn - faktisk blev den ikke engang charmerende grim. Så nu har jeg besluttet mig for at trævle op igen og gøre endnu et forsøg, hvor jeg tager en smule mere styring over farverne.

Måske det var dråben, at jeg af flere forskellige mennesker blev spurgt, om jeg var ved at hækle det tyske flag? Ikke fordi jeg har noget imod det tyske flag, mit tæppe skal bare ikke være et flag. 


torsdag den 10. juli 2014

To små hæklede kurve


Jeg rejste til Færøerne uden håndarbejde i bagagen!

Jeg ved, nogle strikkere/hæklere vil få åndenød ved tanken om at bevæge sig alt for langt hjemmefra uden et håndarbejde i tasken.

Men da jeg rejser med to små børn, får jeg alligevel ikke strikket eller hæklet på rejsen. Og desuden ved jeg, at min mor - som vi besøger - har et pænt stort garnlager, så jeg turde godt rejse uden eget garn.

Hun fandt noget gammelt bomuldsgarn frem i en fin gul/hvid meleret farve: Harlekin fra Marks & Kattens. Jeg hæklede med dobbelt tråd og nål nr. 3,5. Der gik næsten et nøgle til hver lille kurv.

Jeg efterlader kurvene på Færøerne og tænker, at de kan bruges i badeværelset. Eller min mor kan forære eller sælge dem videre.



lørdag den 31. maj 2014

Hæklet gulvtæppe til min datter


Sidste sommer købte jeg i Yarnfreak i Århus Zpagetti-garn til et tæppe til min datter. Hun valgte selv farverne. Garnet har ligget indtil for nylig, hvor jeg endelig tog mig sammen og begyndte at hækle. Så tog det da også kun tre dage at få tæppet færdigt. For det går hurtigt med Zpagetti-garn!

Jeg har hæklet rundt i stangmasker, uden nogen opskrift. For at hækle rundt, det kan jeg efterhånden. Jeg har varieret udtagningerne, så tæppet blev rundt og ikke 12-kantet, som det ellers kan blive. Til sidst hæklede jeg en kant i krebsemasker, inspireret af Yarnfreak. Jeg synes, den sætter prikken over i'et, så jeg er glad for at jeg besluttede, at hækle kanten. Til gengæld fortryder jeg lidt, at jeg ikke hæklede en omgang mere med lilla i midten. Men nu får tæppet lov til at være, som det er. Datteren er glad for at have det på gulvet i sit værelse, og det er det vigtigste.

Tæppet vejer knap 1700 gram og måler ca. 80 cm i diameter. Jeg har hæklet med hæklenål nr. 12. Jeg startede med tre store nøgler Zpagetti, og jeg hæklede indtil der ikke var nok gul tilbage til en hel omgang, hvorefter jeg tilføjede kanten i lilla. Min datter valgte gul og orange, og jeg tilføjede lille (som jeg havde som rest fra et andet tæppe) for at få tæppet lidt større. Det er nok farverne på det nederste billede, der svarer bedst overens med virkeligheden.


torsdag den 22. maj 2014

Hæklede juletræer i maj

Det er helt udenfor sæson, og alligevel stod jeg forleden dag og gjorde disse juletræer klar til afsendelse. De indgår i en byttehandel. Jeg glæder mig så meget til at modtage min gave i posten. Og jeg skal nok vise frem.


Juletræerne har jeg klar på denne årstid, da en bekendt har spurgt, om jeg vil hækle juletræer for hende at tage med på julemarked til december. Og det skader jo ikke at være ude i god tid, så jeg slipper for at stresse. 

mandag den 19. maj 2014

Hvad hækler du?

Hvis du spørger mig, kan der slet ikke være tvivl om, hvad jeg er ved at hækle. Men det er åbenbart ikke tydeligt for alle andre. Jeg har hørt mange sjove gæt. Hvad tror du, det er?

En dejlig, smuk aften nydes ude på bænken med min aftenkaffe, imens børnene leger med deres venner. Skønt!


torsdag den 8. maj 2014

Nye hæklede vimpelranker

Som jeg tidligere har skrevet, går jeg en gang imellem i produktionsmodus. Blandt andre ting hækler jeg vimpelranker, og jeg har lige samlet tre i forskellige farvekombinationer. Disse skal sælges. Nu er spørgsmålet så, hvordan de skal prissættes...


tirsdag den 6. maj 2014

Hæklet ærmekant

Lad mig sige med det samme, at jeg ikke skriver om dette projekt for at fremvise et flot resultat. Alligevel var projektet en succes, fordi jeg lærte en del, så jeg helt sikkert opnår et flottere resultat næste gang. Processen var fed!

Forleden aften foldede jeg vasketøj og fandt, at min datter havde fået ødelagt ærmekanten på en af sine bluser. Da det ikke var en yndlingsbluse (hun synes, hun er blevet for stor til Hello Kitty), turde jeg godt klippe kanterne af begge ærmer og forsøge at hækle en ny kant på.

Jeg brugte min 'sharp crochet hook' og dobbelt tråd af virkelig tyndt merceriseret bomuld 12. Jeg hæklede en omgang fastmasker direkte i stoffet og en helt enkel omgang med luftmasker og fastmasker ovenpå. Resultatet blev nogenlunde. Og jeg fik øvet mig lidt i brugen af hæklenålen samt fik afprøvet, hvor stort mellemrum, der skal være imellem hullerne, og hvor fast, der skal hækles. Og nu tør jeg godt kaste mig ud i noget lignende en anden gang. 



torsdag den 24. april 2014

Det vrimler med vimpler

55 vimpler har jeg hæklet indtil videre. Kun fire af dem mangler at få hæftet ender. Jeg er godt på vej i min masseproduktion og snart klar til at begynde at samle i vimpelranker. Men det er gået op for mig, at jeg ikke har hæklet nogle røde vimpler.

Faktisk har jeg kun to nøgler rødt bomuldsgarn, som jeg havde tænkt mig at bruge til noget andet. Det kan være, jeg bliver nødt til at shoppe lidt. Det er dejligt, men det kan også være lidt farligt, for garn har det med at falde ned i min indkøbskurv, uden at jeg har planlagt det.

Hvordan har du det med at shoppe garn? Kommer du også nemt til at købe mere, end du havde planlagt? Eller køber du måske kun til dine planlagte projekter?

 

fredag den 14. marts 2014

Masser af hæklerier

Det ser ikke ud af meget, men dette er et billede af tre forskellige hækleprojekter, som jeg har gang i for tiden.

Jeg hækler vimpler i lilla i dag. Men kan du mon genkende de to projekter i plastikposerne?


torsdag den 13. marts 2014

Vild med vimpler

Jeg er gået i produktionsmodus - på hyggebasis. Det er nødvendigt for at bevare zen, at jeg ikke stresser, selv om jeg gerne vil have hæklet nogle vimpelranker.

Jeg har gang i en masse bomuldsrester samt en del fra lageret også. Indtil videre har jeg hæklet - og hæftet ender på - 42 vimpler. Jeg vil gerne lave flere. Og så længe jeg lader lysten styre produktionen, er det ren fornøjelse.


fredag den 21. februar 2014

Ferskenfarvede vimpler

Jeg har hæklet flere ferskenfarvede vimpler i merceriseret bomuld i dag. Tiden må vise, hvilke farver de skal sættes sammen med. Men dejligt er det at sidde og hækle og slå hjernen fra i bybus på vej hjem efter at have brugt hjernen på teknikker i kognitions- og adfærdsterapi og på dobbeltdiagnoser en hel lang - men lærerig og spændende - dag.


mandag den 17. februar 2014

Mere bus-hækling

Lang transporttid har igen været en del af min arbejdsdag i dag. Denne gang havde jeg farvestrålende hæklerier med, så tiden ikke føltes så lang.


onsdag den 12. februar 2014

Hæklet blå krokodille



For et godt stykke tid siden hæklede jeg en grøn krokodille til min søn. Forleden fik han så den idé, at han også havde brug for en blå krokodille, så den grønne kunne få en ven. Og det kunne jeg jo ikke modstå, så jeg lod ham vælge garn fra bomuldslageret og gik i gang med at hækle. Det er nogle dage siden, jeg var færdig med at hækle de små dele. Men monteringen lod vente på sig. Jeg er virkelig ikke glad for at skulle sy alle de små dele sammen. Til gengæld elsker jeg at hækle alle delene.

Jeg har hæklet i turkisblå Bumbo Cotton Mix fra Bilka, og jeg brugte mindre end et nøgle. Hvid, lyserød og sort fandt jeg i restekurven. Billederne snyder lidt med hensyn til farven. Krokodillen er lidt mørkere i virkeligheden. Farven fremstår mest naturtro på billedet, hvor den blå og den grønne krokodille leger sammen.

Opskriften er fra "Velkommen til hæklerummet" af Annika Messing. Den samme opskrift, som jeg også brugte til den grønne krokodille.



Ny hæklet rund pude

I aftes blev jeg færdig med en rund hæklet pude til min datter. Hun tog den med i seng og har haft den til at pynte i værelset i dag. Men nu har hun en veninde på besøg, så jeg har taget puden ind i stuen for at tage billeder. Der er et lidt sjovt lys på billederne, da jeg gerne ville give nogen af dagens solstråler lov til at være med på billederne.



Puden er hæklet i 100% bomuld 8/4 og med hæklenål nr. 2,5. Til at begynde med brugte jeg rester fra det hæklede tæppe, som jeg gav min datter for ikke så længe siden, og som består af én stor oldemorfirkant.

Jeg valgte garn nogenlunde tilfældigt og skiftede for hver omgang. Jeg hæklede lige mange omgange til hver af pudens sider, indtil der ikke længere var nok af hver enkelt farve til en omgang. Derefter brugte jeg to nøgler pink bomuldsgarn fra Søstrene Grene for at gøre puden færdig. Tilsammen har jeg brugt omkring fire nøgler garn. 

Puden er hæklet rundt i stangmasker med tolv udtagninger på hver omgang, 27 omgange i alt (jeg startede med en magisk ring). Rækkefølgen af farverne er forskellig på hver side. Til sidst har jeg hæklet sammen med fastmasker.

Monteringspuden er en rund pude med dun/fjer, som jeg i tidernes morgen købte hos Stof2000 for ikke ret mange penge.

Jeg er ret godt tilfreds med resultatet, da jeg synes, jeg efterhånden er ved at blive god til at hækle rundt - og gøre det pænt. Datteren er også glad for puden.



torsdag den 30. januar 2014

Mange stykker små...

...gør ingen å men snarligt en blå krokodille. Jeg har hæklet alle stykker undtagen øjnene. Når de er blevet hæklet venter den frygtede montering. Ikke fordi den er svær, eller jeg ikke kan montere pænt, men fordi det tager en eeeeevighed. Så jeg håber, krokodillen gør lykke hos min søn.

mandag den 27. januar 2014

En krokodille-bestilling

Jeg har tidligere hæklet en krokodille til min søn. Den var grøn, som krokodiller ofte er det. Nu har han så fået ind i hovedet, at han også ønsker sig en blå krokodille. Han har valgt bomuldsgarn fra lageret, og jeg hækler - i dag på min fridag.


tirsdag den 7. januar 2014

Jeg hækler rundt igen

For efterhånden lang tid siden hæklede jeg min første runde pude. Den var hæklet i gamle garnrester, og jeg var godt klar over, at den ikke var nogen skønhed. Men jeg var stolt af den alligevel, da jeg lige havde lært at hækle rundt. Det var en kæmpestor succesoplevelse at blive færdig med den pude.

Nu hækler jeg rundt igen. Og jeg er temmelig meget mere glad for udseendet af mit arbejde denne gang. Udtagningerne passer fint, og strukturen ser flot og tæt ud. Jeg har brugt garnet, som er tilbage efter den store hæklede oldemorfirkant, som blev til et tæppe, som nu er i brug i min datters værelse. Farverne er nøjagtig de samme, så jeg overvejer en rund pude til min datters værelse.

Jeg har dog ikke helt overbevist endnu. Jeg har hæklet 16 omgange på hver del. Farverne er valgt i tilfældig rækkefølge, så delene er forskellige. Men jeg er noget bekymret for, at jeg måske løber tør for garn, før delene er blevet store nok til at bruge til den monteringspude, som jeg har på lager. Så jeg bliver muligvis nødt til at finde på noget andet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...