Uha, billederne er dårlige! Men jeg bliver nødt til at bruge dem, for jeg har ikke andre. Jeg tog dem i hast og dårlig belysning i morges, lige før jeg skyndte mig at pakke gaven ind. Det havde jeg nemlig helt glemt. Duh!
Jeg har hæklet en brødkurv, som kan bukkes ned for stabilitet, og to runde grydelapper. Alt er hæklet i stangmasker og tredobbelt tråd på hæklenål nr. 3,5. Og det er kantet med krebsemasker, som jeg synes, giver en fin finish.
Garnet er 100% merceriseret sort bomuld fra Ice Yarns, og jeg brugte 365 gram i alt. Garnet var virkelig lækkert at arbejde med, og det var nærmest ikke noget problem at hækle med tre tre tråde, selv om jeg brugte en relativt tynd hæklenål for at få et fast og tæt resultat.
Jeg synes, de lidt gammeldags runde grydelapper får et lidt mere moderne udtryk i det blanke garn og med snore i tyk sort elastik. Egentlig ville jeg have brugt en elastik i kontrastfarve til snorene, men det passede ikke så godt i dette tilfælde med henblik på, i hvilket køkken grydelapperne skal bruges. Gaven (som egentlig er en forsinket julegave) blev afleveret tidligere i dag, og jeg håber selvfølgelig, at den gør lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).