søndag den 26. maj 2013

Slagborekraft!

Vi bor til leje i et byggeri med syndigt hårde vægge. En gang imellem ønsker man jo at hænge noget op på væggene. Men da vi ikke ejer (eller har lyst til at investere tusindvis af kroner i) værktøj med nok kraft til at få huller i vores vægge, så er vi nødt til at låne hos udlejer - en slagboremaskine, der har kraft og larmer umanerlig meget. Og så går vi amok!
 
Jeg/vi fik svunget slagboremaskine, støvsuger, skruetrækkere og vaterpas forleden dag, og nu ser her noget mere beboet ud, end der har gjort de sidste par måneder. Vi er dog langt fra færdige.

Datterens læselampe, så det nu er nemt for hende selv at styre lyset, når hun ønsker at læse lidt, før hun falder i søvn.


Familiebilleder, et af datterens tidlige kunstværker og et fodaftryk! Vi skal have flere af disse hylder op, da vi har mange billeder. Ideelt set ønsker jeg mig en billedvæg med individuelt ophængte billeder, men det bliver ikke aktuelt taget i betragtning, hvor hårde væggene er. Denne løsning er også mere fleksibel, da jeg kan flytte rundt og skifte ud, når jeg får lyst til det.

 
En lille hylde over sengen. Den skal pyntes lidt mere. Men ikke overlæsses!


 
Sønnen skulle også lige have en lille lampe. Denne giver et hyggeligt lys, med lysprikker rundt i rummet.

 
En sikkerhedskæde er god at have, når børnene går i søvne og faktisk HAR været på vej ud ad døren midt om natten et par gange allerede i den korte tid, vi har boet her.
 
 

lørdag den 25. maj 2013

Egen avl...

Kan man kalde det egen avl, når man ikke selv har sået men kun høstet?
 
Jeg var i hvert fald ude i have og klippede nogle blomster af for et par dage siden. Der var kommet så mange af disse op, at de helt skyggede for nogle lavere blomster, så der blev lige tyndet en smule ud.
 
Nu ønsker jeg mig så en høj og flot vase, så mine lange blomster kan komme til deres ret, når jeg tager dem ind.
 
Hedder de egentlig liljekonvaler?
 
 

Udehækling

Jeg sidder på en bæk og holder lidt øje med børnene, som leger på legepladsen. Og så kan man jo hækle lidt i det dejlige aftenvejr.

Der tegnes i haven

Børnene tager gerne tegnesagerne med ud i haven i det gode vejr, som vi jo trods alt har haft en smule af. Og det er jo dejligt, at de kan få både frisk luft og dagslys, imens de slapper af og fordyber sig.
Ok, lillebror var nok mest optaget af kryb og kravl og af at grave i bedet. Men han lagde da i det mindste en lille sten på sin tegning, så den ikke skulle blæse bort.


mandag den 20. maj 2013

Håndarbejdsbøger # 2

For over et år siden skrev jeg et indlæg om det begrænsede udvalg på min hylde med håndarbejdsbøger. Og jeg må indrømme, at udvalget ER vokset ret meget. Jeg låner også rigtig mange bøger på biblioteket, og en gang imellem beslutter jeg mig for at købe min egen.
 
Hvad med dig?
 
Genkender du nogle af bøgerne på min hylde?
 
Vil du anbefale nogle af dine egne favoritter?
 

Jeg har oprettet en helt ny side om bøger, som jeg har, og som jeg ønsker mig. Du kan finde den under Bøger! fanen øverst på siden.

Hvis man kunne fange duft på billeder...

...så ville jeg fotografere det lille æbletræ i vores have. Det dufter himmelsk!

Ok, jeg gik lige ud i haven og knipsede løs for lidt siden. Her er billeder af nogle af blomsterne - og af en lille sød snegl på flugt!





Hæklede grydelapper i børnestørrelse

Jeg har tidligere lavet indlæg om, at jeg hæklede kager til min søns børnehave. Efter aflevering af kagerne var der stadig garn tilbage, så jeg gik i gang med nogle hæklede grydelapper i børnestørrelse. De skal bruges i børnehavens legekøkken, som er ved at blive sat i stand og opgraderet med retropapir og andre lækkerheder.
Jeg hæklede ligeud med fastmasker i spiral. Jeg tog ud på næsten hver omgang men sprang lige et par omgange over, når jeg syntes, der begyndte at dannes bølger. Jeg brugte dobbelt garn i bomuld 8 og hæklenål nr. 3½ (så vidt jeg husker). Ingen opskrift men inspireret af nogle grydelapper, som jeg købte på julemarked. Dog i en forenklet version og passende til små børnehænder.
Faktisk har jeg blogget om disse grydelapper før, da jeg hæklede på dem i bussen på vej til arbejde. Grydelapperne har ligget klar i et stykke tid, men de er først blevet afleveret i den forløbne uge.

søndag den 19. maj 2013

Dåser til skrivebordet

Forleden havde jeg et øjeblik til overs, imens aftensmaden lavede sig selv i ovnen. Og jeg besluttede at pynte nogle dåser til min datters skrivebord til opbevaring af kuglepenne, farveblyanter og lignende. Det var nemt og hurtigt. Resultatet var ikke helt perfekt, men min datter blev glad, og jeg fik afprøvet det.
Tre små, tomme dåser kokosmælk. Selvklæbende papir med print fra Tiger. En saks. Det tog få minutter, men glæden var stor.

fredag den 10. maj 2013

Dagens fangst - vol. 26

Det er et stykke tid siden, jeg har lavet et af disse 'dagens fangst' indlæg. Ikke fordi jeg ikke har shoppet, men fordi jeg ikke har fået taget billeder, før tingene er blevet lagt på plads eller er blevet væk i rodet. Vi har stadig flytterod, selv om det er over to måneder, siden vi flyttede ind!
 
Men forleden dag var vi en tur i den lokale genbrugs, og jeg fandt nogle ting, der skal bruges til kreative projekter. Og jeg fik endelig taget nogle billeder.
 
Først købte jeg et gammelt skrivebord til datteren. Det ser temmelig kedeligt ud, lidt slidt og malet lysegråt, men det fungerer fint og har den rigtige størrelse. Nogle lag maling vil kunne gøre det helt perfekt. Min datter har snakket om Monster High-farver eller Tivoli-farver.
 
 
Desuden købte jeg en stak gamle hæklemønstre. De er fotokopier i plastlommer. Men de ser helt fine ud. Og lidt legetøj blev det også til: to build-a-bear bamser, en tekande med zebrastriber (Monster High, mener min datter), en Barbie og et billede af en ballerina. Det var virkelig en heldig dag for min datter. Lillebror kunne dog godt få lov til at vælge den ene build-a-bear.
 
 

tirsdag den 7. maj 2013

Den vokser...

Oldemorfirkanten vokser. Den har åbenbart besluttet sig for at vokse sig stor nok til at blive til et mennesketæppe.

Så stor er den nu, at jeg her til aften blev nødt til at finde nogle flere garnrester frem samt et par nøgler bomuldsgarn, som der endnu ikke var taget hul på.

Jeg er nu ret spændt på, hvad dette skal ende ned. Og hvor lang tid, det kommer til at tage.


mandag den 6. maj 2013

Tæppe af oldemorfirkanter # 2

 
Færdig! Endelig færdig med tæppet i oldemorfirkanter til min søn. Jeg har hæklet på tæppet siden marts sidste år. Dog med lange pauser, da jeg har haft gang i andre projekter i mellemtiden.
 
Mit første indlæg om tæppet skrev jeg den 23. marts, 2012. Da præsenterede jeg mine tanker om, hvordan tæppet skulle laves med hensyn til farvesammensætning, mønster og garn. Oprindelig havde jeg tænkt mig at hækle sammen med en mellemgrå farve, men senere hen besluttede jeg at bruge sort, hvilket jeg er glad for.
 
Jeg har brugt forskellige slags strømpegarn, for det meste bestående af 75% uld og 25% polyamid/nylon. Tæppet bør derfor kunne vaskes i vaskemaskine, ligesom strømper kan det. Jeg har med vilje købt garn i mange forskellige mærker, og har også brugt fra restekurven, for at få så stor en farvevariation som muligt. Ligeledes har jeg brugt både ensfarvet og farveskiftende garn, både med korte og med længere farveskift. Løbelængden har ligget på omkring 210 meter per 50 gram. Undervejs har jeg lært, at der er stor forskel på strømpegarn, selv om det består af de samme fibre.
 
Firkanterne er tilfældigt sammensat. Eneste kriterium var, at der ikke skulle være to firkanter i det samme garn op ad hinanden. Mens jeg hæklede sammen, fik de farvede felter adskilt af den smalle sorte kant mig til at tænke på kirkevinduer. Jeg har hæklet sammen på enkleste vis med fastmasker og med en kant ligeledes bestående af fastmasker. Ingen krummelurer eller picoter, da tæppet gerne skal være et sejt drengetæppe.
 
Tæppet består af 196 oldemorfirkanter med seks omgange hver. Det er hæklet med nål nr. 2½. Mønstret er noget mere lukket end det helt klassiske mønster, som jeg tidligere har brugt til et tæppe til min datter. Tæppet måler 124 x 124 centimeter og vejer 983 gram.
 
 

 

 


Jeg vil lige tilføje, at jeg faktisk allerede har et nyt projekt med hæklede oldemorfirkanter i tankerne. Garnet er bestilt. Nu skal jeg bare lige beslutte mig for mønstret, da det skal være lidt anderledes en de to mønstre, jeg har brugt til tæpper indtil videre. Og så er det faktisk ikke sikkert, at det næste bliver et tæppe, selv om det også bliver et større projekt.

torsdag den 2. maj 2013

Oh, hvilken fryd!

To skønne bøger har jeg modtaget med posten i dag!

'Velkommen til hæklerummet' af Annika Messing. Jeg kapitulerede og købte den i stedet for at blive ved med at låne den på biblioteket. Dejlig bog, hvorfra jeg har hæklet en krokodille og lækre kager.

'Suveræn strik på den feminine måde' af Lene Holme Samsøe. Hende har jeg flere strikkebøger af, og de er så fine. Selv om jeg aldrig får strikket det hele, så tjener de som inspiration. Og det er jo altid dejligt at have noget smukt at bladre i.


tirsdag den 30. april 2013

Så er det ved at være sidste frist - Bloglovin

Som mange af jer allerede har læst på andre blogs, så vil Googles program til at følge med i blogs, Google Reader, ikke være tilgængeligt fra engang i sommer. Nu går vi ind i maj i morgen, og så er sommeren jo nær. Derfor er det ved at være sidste frist til at finde et andet program til at læse blogs.
 
Jeg kan som flere andre anbefale Bloglovin, som jeg selv har brugt i over et år. Det fungerer rigtig fint, det er nemt at finde nye blogs, de har en iPhone app (måske også til android), og man kan importere alle sine blogs fra Google Reader. Så nemmere kan det nærmest ikke være!
 
Hvis du ikke allerede har en Bloglovin konto, kan du oprette én her: http://www.bloglovin.com/
 
Husk at tilføje byGJ til din læseliste. Det kan du gøre her: http://www.bloglovin.com/en/blog/3442523/gj-krea
 
Gå så ind i dine 'account settings' og importer alle blogs fra Google Reader. Så er du klar!


Med venlig hilsen,

Stor oldemorfirkant

Her til morgen fik jeg pludselig lyst til at hækle oldemorfirkanter. Jeg har fundet bomuldsrester frem i alle mulige rødlige nuancer, bruger hæklenål nr. 2,5 og hækler nu på en stor firkant.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvad det skal blive til, eller hvem der skal have det. Måske bare et tæppe til min datters Build-a-Bear?

søndag den 28. april 2013

Strikket lilla sommerbluse til min datter

 
Forleden fremviste jeg i dette indlæg noget lillafarvet strik, som jeg var gået i gang med. Det blev jeg færdig med i forgårs. Og i dag har min datter stillet op til fotografering i haven. Det blæste lidt, hvilket man kan se på billederne, men det var nu sjovt alligevel. Jeg var desværre nødt til at bruge mobilen, da jeg har forlagt kameraet.
 
Jeg strikkede en sommerbluse til hende med et enkelt hulmønster for og bag samt korte ærmer.
 
Garnet er Bommix Bamboo fra Hjertegarn, som indeholder 70% bambus og 30% bomuld. Det virker som et godt garn til sommertøj. Dejligt at strikke med, men da tråden skiller en smule, er det ikke helt velegnet til at hækle med.
 
Opskriften er fra Hjemmet nr. 19, 2012. Jeg snuppede den fra min mors blad sidste sommer, da vi var på ferie hos hende, og har haft planer om at strikke den siden. Jeg købte endda garn for flere måneder siden.
 
Blusen var dejlig nem og hurtig at strikke på pinde 3½ og 4. Hulmønstret var ikke svært at sætte sig ind i, men det var nu godt at have diagrammet foran mig til at konsultere med en gang imellem - bare for at huske rækkefølgen helt i starten af de 12 pinde, som mønstret strækker sig over. Monteringen gik også nemt og hurtigt.
 
Jeg strikkede størrelse 8 år. Min datter er 6½ år og bruger tøjstørrelse 122/128 cm, og som man kan se, er blusen en smule for stor til hende. Men det er helt ok, synes hun selv. Jeg tænker, at så kan hun stadig bruge den til vinter med rullekrave og lange ærmer indenunder.
 
 






fredag den 26. april 2013

StitchMinder

Jeg vil gerne anbefale den lille iPhone app, som hedder StitchMinder. Den er helt gratis og meget enkel at bruge.

Den bruges til at tælle pinde, ind- eller udtagninger og lignende.

Jeg troede ikke, jeg havde brug for sådan en app. Men så sad jeg forleden aften i sofaen og strikkede, imens manden puttede børnene. Jeg skulle lave et bestemt antal indtagninger et bestemt antal gange. Min 'omdrejningstæller' lå i værelset, og jeg havde ikke lige papir og blyant ved hånden.

Da var det, jeg kom i tanker om denne app, som jeg downloadede for ikke så lang tid siden. Den fungerer upåklageligt og er meget nemmere end de andre metoder, jeg plejer at bruge. Så den vil jeg fortsætte med at bruge i fremtiden.



onsdag den 24. april 2013

Bloggen har nu fået en Facebook-side!

Jeg har i dag oprettet en Facebook-side for bloggen. Det vil gøre det nemt for dig at se i din nyhedsoversigt, hvornår der er et nyt indlæg på bloggen. Samtidig vil jeg også bruge fb-siden til at dele links, pins o.l. som jeg finder interessante, men som jeg ikke vil spamme bloggen med. Jeg tror, det vil blive interessant at følge med. Og hvis ikke du synes det, så kan du da altid melde fra igen.

Det er nemt at være med. Bare klik på 'Synes godt om' knappen inde på Facebook-siden, som du finder her: https://www.facebook.com/bygjblog


Med venlig hilsen,

søndag den 21. april 2013

Magiske bønner?

Vi vælger at tro på, at det virker! Børnene og jeg. Vi købte to dåser med magiske bønner i Tiger forleden dag, og i går åbnede vi dem højtideligt, fandt bønnerne i dåsen og satte dem i rigtig dybde - og vandede. Børnene synes, det er vældig spændende, og det gør jeg egentlig også. Så bør der kun gå 5-7 dage, før vi ser noget spire.

lørdag den 20. april 2013

Strikket sommernederdel

Denne nederdel til min datter blev færdig for lidt over en uge siden. Det tog nogle dage, før hun var parat til at posere foran kameraet. Og så fjollede hun helt vildt - vi havde det sjovt. Og så tog det et par dage, før jeg fik billederne klar. Disse er taget med mobil, så kvaliteten er ikke i top. Jeg har dog endelig fået kameraet klar igen, og det satser jeg på at bruge i fremtiden.
 
Min datter er rigtig glad for nederdelen, men samtidig lidt bange for at bruge den f.eks. når hun skal ud at lege, for hun er bange for at den hænger fast i et eller andet og bliver ødelagt. Jeg er dog ikke sikker på, at den er så sart, som hun tror. Den er strikket i en merceriseret bomuld iblandet en smule viskose, så den bør være behagelig til sommer. Den føles faktisk lidt elastisk, hvilket sikkert skyldes både garnet og hulmønstret.
 
Jeg havde oprindelig planlagt at bruge fire andre farver, mere støvede nuancer. Men min datter valgte i stedet disse to pink udgaver, og så måtte jeg jo give mig. I opskriften er nederdelen sandfarvet, hvilket ser flot ud, men vi ville have noget mere farvestrålende.
 
Opskriften er fra 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe. Jeg er rigtig glad for den bog og har planlagt at strikke flere andre ting fra den. Jeg har strikket i størrelse 8 år men forkortet nederdelen en ganske lille smule i forhold til opskriften. Den passer fint til min datter på 6½ år, som bruger størrelse 122-128 i tøj. Hun vil kunne bruge den i et stykke tid.
 
Nederdelen var relativt nem at strikke. Dog hjælper det nok, hvis man er vant til at strikke hulmønstre. Disse var enkle, men jeg kan ikke helt gennemskue, om de ville være svære for en nybegynder. Imellem de forskelligt farvede felter og i nederste kant er der til slut hæklet picoter. Disse var nemme at hækle.
 
Pinde nr. 3½ og hæklenål nr. 2½.
Garn fra Kuka: merceriseret bomuld iblandet viskose. Det er købt hos Lavendels.
 
 
 
 
 

fredag den 19. april 2013

Nyt navn på bloggen

Jeg har i længere tid overvejet det, men syntes samtidig at det var lidt fjollet - at skifte navn på bloggen. I dag stod jeg så og skulle give navnet på min blog videre mundtligt, og det lød bare så tungt at sige GJKrea, og et par minutter senere var beslutningen taget i mit hoved. Der skulle nyt navn til!
 
Jeg har så valgt et navn, som måske ikke er så kreativt, men som jeg tror, de fleste vil have nemmere ved, mig selv inklusive. Det er baseret på mine initialer, GJ, som jeg i årevis har brugt online, og så har jeg bare tilføjet det populære 'by' foran. For jeg tænker, at netop fordi den konstruktion er temmelig populær for tiden, vil den også være nem for de fleste at bruge.
 
 
Så her har vi det - nyt navn og ny header på bloggen!
 
 
Velkommen til byGJ!


Med venlig hilsen,

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...