Denne gang har jeg strikket en stribet tunika i bomuld til datteren. Den blev færdig for et par uger siden, og den har allerede været i brug flere gange. Jeg nåede ikke at vaske den, før den kom i brug.
Jeg brugte samme opskrift som til den stribede tunika i Navia Duo. Den er fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 06/2014. Denne gang blev udtagningerne ved ærmerne strikket, så der kom huller. Bare for at variere. Og jeg strikkede tunikaen en smule kortere og på de samme pinde som i opskriften, så den passer rigtig fint i størrelsen (8 år).
Som grundfarve brugte jeg gråmeleret, og de smalle striber blev alle strikket i forskellige farver fra restekurven. Vi er ret vilde med resultatet med de forskellige farver.
Nogle af striberne er i helt ensfarvet Oline, og det opførte sig ikke på samme måde. Til gengæld kan man på nærbilledet se, hvordan maskerne hælder en anden vej især i nogle af striberne. Det skyldes vel de forskellige garnmærker, selv om det hele er 100% bomuld?
Jeg brugte cirka 210 gram af det gråmelerede garn. Til striberne gik der ganske lidt, og som sagt, kom det fra restekurven - som i virkeligheden er en kurv med alle mulige farver bomuldsgarn, nøgler i alle størrelser, som er taget i brug, og som nu bliver brugt til små projekter. Den burde nok hedde 'bomuldskurven' og ikke 'restekurven'.