fredag den 30. november 2012

Pige med perleplade

I sidste uge var der flere dage, hvor min datter dårligt nok var kommet hjem fra skole, før hun satte sig ved vores spisebord med perleplader og perler. Hun sagde, hun lavede julepynt til mig. Det kunne jeg jo ikke stå for. Og hun lavede flere flotte nye mønstre, som hun ikke havde lavet før.
Billederne viser et udvalg af resultatet af hendes anstrengelser (samt et par plader lavet af voksne). Jeg vil være stolt over at bruge alle hendes flotte kreationer til at pynte vores hjem til jul.





torsdag den 29. november 2012

Amigurumi - Krokodille

Jeg har for nylig lavet et par indlæg om, hvordan det gik med min første hæklede amigurumi. Den BLEV færdig i sidste uge, og min søn blev vældig glad for den. Han sov med den og havde den med i børnehave i flere dage. Og jeg fik overvældende reaktioner fra pædagogerne, som syntes, den var flot. Nu er min søns forholde til krokodillen blevet noget mere afslappet - han behøver ikke vide, hvor den er, alle tider af døgnet.
 
Jeg var selv ret begejstret for hæklingen. Jeg fik øvet mig i at hækle masser af fastmasker i spiraler, samt en hel del ud- og indtagninger. Til gengæld var det noget værre pillearbejde at hækle de små dele som tænder og øjne. Og endnu værre var det at sy dem på. Faktisk sidder nogle af delene noget skævt. Men uanset det, så er jeg tilfreds med min første amigurumi. Og jeg har fået bestilling på én til datteren...
 
Opskriften er fra "Velkommen til hæklerummet" af Annika Messing, som jeg har lånt på biblioteket. Opskriften var nem at følge. Da jeg allerede hækler nogenlunde, er jeg dog ikke helt i stand til at bedømme, om den vil fungere for en nybegynder. Der er inkluderet hækleskole bagerst i bogen.
 
Jeg brugte helt almindeligt og ganske billigt Bumbo bomuldsgarn fra Bilka. Tilsammen brugte jeg mindre end 50 gr. De lyserøde og hvide dele blev faktisk bare hæklet med en lille rest, som jeg havde liggende. Krokodillen er fyldt med afklippede tråde (biprodukt).




tirsdag den 27. november 2012

Strikket skulptur

I fredags var jeg i arbejdsrelaterede ærinder på Godsbanen i Århus. Derinde så jeg denne håndstrikkede skulptur, som jeg ikke kunne lade være med at fotografere. Jeg var ikke den eneste besøgende, som var fascineret af den.





onsdag den 21. november 2012

Kigger du på mig?

Min søn har sat mig i sving med en amigurumi igen. Den er næsten færdig...

tirsdag den 20. november 2012

Min dygtige søster

Min lillesøster er godt 5 år yngre end mig. Jeg er ikke sikker på, at hun selv kan huske det, men jeg kan huske, at hun altid har været temmelig kreativ: god til at finde på lege, bygge ting, lave fantasifulde tegninger osv. Jeg husker også fint julepynt, hun lavede, da hun var ganske lille. Og hun fortsætter med at lave alle mulige flotte ting som voksen.
 
Jeg har fået lov til at låne nogle billeder fra hendes Facebook album til at vise herinde. Jeg viser kun et lille udpluk af alle de ting, hun har lavet (i dette tilfælde er det julepynt). I får selvfølgelig også et link til hendes album. Jeg er dog ikke helt klar over, om hun har indstillet, så alle kan se det, eller kun venner.
 

 
 
 
 
 



 
 
 
 

søndag den 18. november 2012

Min første amigurumi

Ja, altså, den er ikke færdig endnu. Men jeg er gået i gang med at hækle min første amigurumi. Jeg troede ellers ikke lige, det var noget for mig med alle de fastmasker. Og normalt hækler jeg hellere lukkede omgange end spiraler. Men indtil videre kører det bare for mig.

Den er grøn, og den er til min søn. Kan nogen gætte, hvad den skal blive?

søndag den 11. november 2012

Flere julegaver...

Fjerde julegave blev færdig i aftes. Jeg håber, den bliver et hit. Jeg gik straks i gang med den femte. Hvad mon dette skal blive?

torsdag den 8. november 2012

Endelig endnu en julegave!

I aftes blev jeg endelig færdig med den tredje julegave. Det tog sin tid, især fordi jeg var nødt til at gøre flere forsøg, før jeg var tilfreds.

Nu er jeg så i gang med den fjerde...

torsdag den 1. november 2012

Strikning efter diagram

Jeg sidder med bog, fem pinde, garn, blyant, viskelæder og målebånd. Der skal noget værktøj til denne julegave, som jeg er i gang med.

Og så kan jeg ikke bruge et alt for afslørende billede, for det kunne jo være, at modtageren læser med.

søndag den 28. oktober 2012

Endnu et forsøg...

...på den tredje julegave. Jeg har dog valgt en anden opskrift og noget andet - og virkelig lækkert - garn. Så håber jeg, det bliver en god gave, og at modtageren bliver glad.

lørdag den 27. oktober 2012

Tørklæde til mig selv

For et stykke tid siden begyndte jeg at strikke et tørklæde til mig selv i klassisk påfuglemønster. Men jeg besluttede mig for at trævle det op igen.

Jeg havde sat farverne i forkert rækkefølge, og mønstret var bare for almindeligt, selv om det så fint ud og var sjovt at strikke.

For et par dage begyndte jeg så om igen. Farverne i en ny rækkefølge og med et nyt hulmønster, som jeg fandt i en strikkebog af Lene Holme Samsøe.

Indtil videre er jeg godt tilfreds. Og det er jo ved at være vejr til varme tørklæder.

fredag den 26. oktober 2012

Håndledsvarmere

Kort efter mit sidste indlæg om julegaver indså jeg, at det, jeg var i gang med at strikke, ikke ville blive til en julegave. Det blev i stedet til håndledsvarmere til min datter.

Jeg tilsatte lidt 'bling' i form af sølvtråd i de hæklede kanter, og så faldt de straks i hendes smag. Hun har haft dem på i skole og siger, de er dejlig varme.

Den tiltænkte modtager må så få en anden julegave.

Opskriften er fra bogen "Strik - huer, vanter, sokker & pandebånd" af Rachel Søgaard m.fl., som jeg købte i Bilka og omtalte i et tidligere indlæg.

torsdag den 25. oktober 2012

Det er for dårligt!!!

Jeg har modtaget både det nye Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin og det nye Kreativ Strik med posten i dag. Og jeg er vildt sur nu!

Begge blade har fuldstændig samme indhold!!! Eneste forskel er forsiden. Er det mon for at vildlede køberne til at tro, der er tale om to forskellige blade?

Og desuden er der alt muligt kreativt som syning, papirklip og lignende i, som intet har med strik at gøre.

Bevares, det er fint at lave andet end at strikke, men når jeg køber et strikkemagasin, så forventer jeg hverken at skulle bruge karton, limpistol, nylonstrømper eller symaskine til at kreere de ting, der er opskrifter til i bladet.

Desuden mener jeg, at man som abonnent af begge blade bør slippe for at modtage - og betale! - det ene af bladene, når indholdet er identisk! Og det burde ske helt automatisk fra forlagets side.

Jeg overvejer faktisk at opsige abonnement på begge blade, så sur er jeg :(

 
Update - Jeg skrev til forlaget og klagede. De sagde, det var en fejl, at jeg havde modtaget begge blade, og at jeg kun skulle betale for det ene. Jeg har indtil videre besluttet at fortsætte med at abonnere på begge blade.

tirsdag den 23. oktober 2012

I gang med den tredje julegave

Julegave nummer to er færdig. Den blev rigtig fin, synes jeg selv, ligesom den første også blev det.

I går startede jeg så på den tredje julegave. Jeg synes godt om mønsteret. Men jeg har strikket mere, efter billedet blev taget, og nu må jeg indrømme, at jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt farven er den rigtige til den tiltænkte modtager.

Hm. Jeg strikker færdig, og så må jeg bare strikke det samme i en ny farve, hvis jeg beslutter, at farven er forkert.

mandag den 22. oktober 2012

Så var den der igen...

Ja, det er så lige min garnreol, jeg snakker om. Jeg har sammenlignet dette billede fra i går med billedet i det sidste indlæg om garnreolen. Og denne gang er der altså sket noget. Læg især mærke til de nederste hylder. Ja, der er blevet fyldt op på nogle, men læg også mærke til farverne, så vil du se, at der faktisk er blevet fjernet garn siden sidst. Og det er blevet brugt til at strikke og hækle med!

søndag den 21. oktober 2012

Jeg har fundet en gammel skat!

I aftes ryddede jeg ud i et skab, som i lang tid har været overfyldt. Og på nederste hylde i det inderste hjørne fandt jeg en pose med nogle af mine gamle krea-sager.

Sorte pailletter og orange silkebånd passer da lige til årstiden.

To og et halvt nøgle blå superwash uld kan jeg da godt strikke et par strømper ud af. Og gammelt færøsk uldgarn må jeg også kunne finde et projekt til.

Men jeg blev rigtig glad for at finde nogle af mine gamle broderier, broderigarn og- mønstre. De skal komme til sin ret denne jul - og til påske!

Og så fandt jeg nogle gamle strikkeopskrifter, som jeg havde samlet. Nogle af dem kan sagtens bruges, selv om de er mindst 20 år gamle.

Halloween lygter

Jeg har haft gang i endnu et hurtigt lille projekt i forbindelse med Halloween.
Jeg snuppede nogle glaskrukker fra mit lager. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge tre, men efter at have fjernet etiketterne fra to, besluttede jeg, at det var nok.
Ville det ikke være dejligt, hvis etiketterne bare kunne fjernes ligesom etiketterne på Jolly Cola dåser i 80'erne? Hvem husker dem?
Så brugte jeg orange og gult dekorationstape fra Søstrene Grene til at lave nogle enkle striber på glaskrukkerne. Den ene bare med orange, for det er jo den 'rigtige' Halloween farve. Den anden lavede jeg med orange og gul og tænkte, at det ligner jo lidt det amerikanske 'candy corn', som man forbinde både med Halloween og amerikanerne Thanksgiving.
Børnene var vilde med dem begge. Jeg var selv mest tilfreds med den med to farver og ville egentlig have lavet den anden om, så de blev ens. Men så sagde manden, at han var mest glad for den med orange. Så de får lov til at blive, som de er.





lørdag den 20. oktober 2012

Dagens fangst - vol. 25

Her ses to dages fangst. Fredag i sidste uge var jeg med datteren inde i Århus til ballet. Og i onsdags var vi i bio og tøsetur. Begge dage var vi blandt andet i Søstrene Grene. Der blev købt perler, papir, sygrej, dekorationstape, Halloween-ting samt diverse andet krea-gejl.

 
 

Græskar-lygte til Halloween

Børnene har plaget, og egentlig synes jeg jo godt om lidt 'uhygge', så i forgårs blev manden sendt ud for at købe et græskar, og så brugte jeg et øjeblik på at skære et ansigt i det. Det tager ikke ret lang tid, men det skaber lykke hos de små. Så nu er vi klar til Halloween. Mon græskarret overlever indtil den 31. oktober?

 
 

fredag den 19. oktober 2012

Min fødselsdagskage

Jeg havde fødselsdag for nogle dage siden, og jeg var da nødt til at lave en kage til mig selv. Igen blev det chokolade. Men denne gang uden at bage noget som helst. Jeg lavede en chokolade-cheesecake med Oreo bund og meget enkelt pyntet med chokoladespåner. Den var god!

55 kr i Bilka

Kæk og Klassisk Børnestrik af Lene Holme Samsøe til 55kr i Bilka lige nu.

Jeg anbefaler den på det stærkeste!

Og mange flere strikkebøger til god pris...
 

tirsdag den 16. oktober 2012

Flere julegaver...

Jeg blev færdig med den første strikkede julegave i aftes. Nu mangler kun vask, tørring og indpakning.

I dag er jeg så gået i gang med endnu en julegave. Samme pind men noget andet garn i helt andre farver end sidste gang.

Da modtager muligvis kan tænkes at læse med, kan jeg ikke sige mere og heller ikke vise mere end nedenstående billede.

fredag den 12. oktober 2012

Dagens fangst - vol. 24

Jeg havde en dejlig fridag i går. Der var en del ærinder, så jeg fik fået tur i det gode vejr. Jeg hentede en pakke med garn og strikkepinde fra Impaz Garn på posthuset. Jeg købte noget krymmel og Dr. Oetker muffinsforme i den lokale brugs.
 
Og jeg var også forbi den lokale genbrugsbutik, hvor jeg ikke har været i et godt stykke tid. Og jeg fandt nogle småting til mig selv og børnene. På billederne fremgår kun ting, som kan bruges til noget kreativt.
 
Jeg fandt en stak gamle Ingelise magasiner. Ok, de er fra 2007 og 2008, så de er ikke retro. Men der var flere julenumre imellem, hvilket er perfekt på denne årstid. Så jeg snuppede hele ni magasiner. Desuden købte to rundpinde og fire Rösti æggebægre. De ser ud, som om nogen har brugt dem til farvelademaling, men de bliver helt sikkert fine igen, efter en tur i opvaskemaskinen.
 
 
Jeg fandt en rød strikket doily, som vi kan bruge til jul. Og så var der syv lillafarvede hæklede doilies, som jeg tænker, kan blive del af et eller andet projekt. Der er desværre pletter på nogle af dem, men hvis de ikke går af i vask, må jeg bare bruge resten. Og i det mindste har jeg fået et fint mønster at hækle ud fra. Men er det ikke et underligt antal at hækle: syv mellemlægsservietter? Måske hæklet af den samme person, som hæklede de syv mellemlægsservietter, jeg købte til påske?
 
 
Og så var der små plastikdyr til børnene. Et lille Schleich føl til min datter og nogle fine små dinosaurer til min søn. De kan jo sagtens blive en del af et krea-projekt, hvis eller når børnene bliver trætte af at lege med dem. Og til slut var der håndtag til en taske, som jeg kan strikke eller hækle en gang i fremtiden.
 
 
Garnet fra Impas er Drops Kid-Silk, som jeg er temmelig vild med. Jeg mangler det til tørklædet, som jeg er ved at strikke til mig selv. Og strikkepindene skal jeg bruge til en bolero, som jeg er ved at strikke til min datter.
 
 

torsdag den 11. oktober 2012

Strikkemagasin 10 - 2012

 
I lørdags modtog jeg Alt om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 10, 2012, med posten. Dejligt! Og jeg fandt da flere ting, som jeg godt kunne finde på at strikke, nu hvor efterårsferien nærmer sig og vejret er til at sidden indendøre med varm te på bordet i strikkepindene i hånden.
 
 
Denne sweater er flot, synes jeg. De mange mønstre og farveskiftene tiltaler mig. Og den ser ud til at være underholdende at strikke. Men jeg tvivler dog på, at jeg vil strikke den, da den nok vil se temmelig voluminøs ud på mig.
 
 
Hyggesokker! Ja tak! Jeg tager gerne imod to nye opskrifter på dejlige, varme sokker, som endda ser pæne ud.
 
 
Endnu en gang er der en cardigan, som tiltaler min datter. Jeg må snart tage mig sammen og strikke én til hende. Denne ser fin virkelig fin ud men enkel ud.
 
 
Dette tørklæde ser bare lækkert ud! Ikke farven - sennepsgult klæder mig bare ikke! Men jeg kan virkelig godt lide hulmønstret, størrelsen og de store farveskift.
 
 
En sweater til en gavtyv. Det var da lige noget for min søn! Jeg er ret vild med mønsteret, må jeg sige. Og den kan strikkes fra 4 år, så måske...
 
 
Og så var denne vest da et festligt indslag, som min datter godt kunne bruge til vinter.
 

Og nu er det, jeg tænker: "Hvor blev blad nr. 9 af?" Har andre fået det?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...