onsdag den 12. marts 2014

Til mig selv! Februar 2014 - Evaluering

Julie fra Krea Krumspring introducerede begrebet Til mig selv! som en udfordring for februar måned. Som en reaktion på at man i månederne op til jul ofte finder sig selv i gang med at kreere alt muligt til andre en sig selv. Dette er tilfældet for mig det meste af året. Og derfor sprang jeg på udfordringen med det samme, jeg så den.

Jeg havde tre projekter i tankerne, før måneden startede: cardigan, armvarmere og tørklæde. Ingen af dem blev til noget. Til gengæld strikkede jeg et par strømper, som jeg er rigtig glad for. Cardiganen er jeg måske kommet i gang med. Jeg skriver måske, da jeg er startet på et projekt, men jeg er slet ikke sikker på, at jeg gennemfører, da jeg er i tvivl om, hvorvidt det er noget, jeg kommer til at bruge. Tror, garnet er forkert. Jeg har endnu ikke vist billeder, men det vil jeg gøre, hvis jeg fortsætter. Jeg har stadig tanker om en lækker, strikket cardigan fra egen hånd.

I hemmelighed gik jeg lidt og drømte om, men havde ikke konkrete planer om, at komme i gang med at sy, og gerne sy noget til mig selv. Jeg synes, jeg ser så mange - både bloggere og kvinder i min private omgangskreds - sy lækre gevandter til sig selv. Det ville jeg gerne kunne. Og det skal jeg nok få lært på et tidspunkt. Men det blev ikke i februar 2014.

Spændende var det at følge med i, hvad andre bloggere lavede til sig selv denne måned. Hold da op, hvor var i produktive! Hvis du vil se hele listen, så kig over på Krea Krumspring, hvor der også er lavet status over måneden. Ligesom Julie har jeg lavet et tag til mine blogindlæg, som omhandler ting, jeg kreerer til mig selv.


Med venlig hilsen,

tirsdag den 11. marts 2014

En god hæklenål

Nedenfor ses et billede af min yndlingshæklenål for tiden. Den er nr. 2,5, hvilket er perfekt til det tynde bomuldsgarn, som jeg hækler rigtig meget i for tiden. Den er købt i Bilka og kostede kun 25 kr, hvilket selvfølgelig ikke skader.

Men vigtigst af alt er håndtaget. Jeg har prøvet mange forskellige hæklenåle, og det viser sig, at de hæklenåle, der er udformet med flade felter eller krumme skafter bare ikke ligger godt i min hånd. Jeg tror, jeg holder forkert på nålen, når jeg hækler, sådan at jeg bliver nødt til at lave et ekstra drej, hvis jeg bruger disse nåle, og det gør ondt i mit håndled.

Jeg har fundet frem til, at hæklenåle med runde og lidt tykke håndtag fungerer bedst for mig. Denne hæklenål har så oveni et håndtag med en lidt gummiagtig overflade, som gør, at den ikke glider i hånden og er behagelig at holde på. Den vil jeg helt klart anbefale.


Indtil jeg fandt frem til min nye yndling, har jeg i årevis brugt disse hæklenåle med plastikhåndtag. De fungerer stadig godt - bare ikke helt ligeså godt.

Min gamle yndling var den med rødt håndtag nederst i billedet. Den er helt slidt, og garnet glider som en drøm på den. Bøjet er den også, da folk er kommet til at sætte sig på den i sofaen nogle gange. Den kommer stadig i brug, da jeg jo har gang i flere hæklerier på samme tid.


Disse tynde hæklenåle fungerer ikke rigtig for mig. Jeg spænder rigtig meget i hånden og håndledet, når jeg forsøger at bruge dem. Og jeg har dem kun til nødstilfælde. De tykkere i plastik er ok at bruge, da håndtaget jo er temmelig tykt. De bliver mest brugt til Zpagetti.


Jeg købte forleden nogle fine hæklenåle fra Rice til en giveaway. Kom så i tanker om, at de er udformet på nogenlunde samme måde og blev så i tvivl, om jeg ville give dem. Men måske de alligevel er tykke nok til at være behagelige at holde om. Jeg må vist snart komme i gang med den giveaway, og så må I læsere selv bestemme, om I vil have dem.


Hæklenålen fra Søstrene Grene fungerer ikke for mig, så den bliver også givet væk på et tidspunkt. Jeg ved, at der er mange, som er glade for disse hæklenåle med fladt håndtag.

Den lille tingest i blå med gul hætte er en hæklenål nr. 1! Den fandt jeg i en genbrugsbutik forleden dag. Jeg har endnu ikke prøvet den. 


En anden hæklenål, jeg endnu ikke har prøvet, men som jeg var helt vild efter at købe, ses nedenfor. Jeg fandt den hos Yarnfreak. Og den er speciel, fordi den er så spids, at man kan hækle igennem stof og andre materialer uden at lave huller i forvejen. Når man har hæklet første omgang med hullerne, kan man så skifte over til en mere passende nål. Jeg har mange idéer til brug, men jeg er bare ikke kommet i gang.


Har du en yndlingshæklenål? Hvorfor er den din yndlings? Og hvad er det for én?

lørdag den 8. marts 2014

En hemmelig ven

Jeg er medlem af en færøsk gruppe på Facebook, hvor jeg har fået tildelt en ven, som jeg skal sende en pakke til. Pakken skal indeholde noget håndarbejdsrelateret og må koste 50-100 kr med porto. Så det behøver ikke blive dyrt at være med.

Jeg sendte min pakke afsted for et stykke tid siden. Og i dag har jeg hentet min pakke på posthuset.

En dejlig pakke, som blandt andet indeholder færøsk uldgarn fra Navia, som er lidt svært at finde i Damnark. Og som også er meget dyrere i Danmark. Desuden modtog jeg fine knapper og en opskrift til en babycardigan, som er designet af færøske Rannvá Dávadóttir.

Og til sidst var der Cadbury Creme Eggs, som jeg er helt tosset med! Dem finder man heller ikke bare lige i Danmark. Hvis du ved, hvor de må købes, må du gerne give mig et tip om det.

Tusind tak, hemmelige veninde!


Jeg sendte selv en pakke til en hemmelig veninde på Færøerne. Den indeholdt garn med hør og nogle småting fra Søstrene Grene, som ikke findes på Færøerne. Nu bliver indholdet afsløret her. Jeg ved fra Facebook gruppen, at pakken er modtaget og faldt i god jord.


lørdag den 1. marts 2014

Fastelavn 2014 - Min datters kostume: Wonder Woman

Lad mig bare sige det med det samme, jeg har IKKE kreeret min datters kostume i år. Det er købt på eBay.

Min datter lagde ud med tre mulige valg (som jeg synes er ret seje):

  1. Willy Wonka fra 'Charlie og chokoladefabrikken, på grund af den seje stok og den flotte hat og frakke (og den sjove film)
  2. Den Sorte Svane fra balletten 'Svanesøen', fordi hun danser ballet og holder af netop den historie (og lidt inspireret af Belladotte)
  3. Wonder Woman, fordi hun er en sej superhelt i egen ret og ikke bare en kopi af en mandlig superhelt (som Spidergirl og Supergirl, som man kan købe kostumer til i legetøjsbutikkerne)

Hvis hun til slut havde valgt Willy Wonka, havde jeg nok haft problemer. Jeg kan ikke sy!

Den sorte svane ville ikke være noget problem, for hun har allerede den sejeste sorte balletdragt med seriøst struttende skørt. Så ville det have været et spørgsmål om at tilsætte hårpynt, fjer og andre sorte eller glitrende detaljer. Balletgearet er der styr på!

I sidste ende valgte hun Wonder Woman. Og så var det et spørgsmål om at finde kostumet på eBay, da det ikke findes i de gængse legetøjsbutikker i Danmark. Vi fandt det til en rimelig pris i England. Leveringen tog få dage. Og så viste kostumet sig at være i lidt bedre kvalitet, end kostumer vi tidligere har købt.

Smuk var hun, da hun drog afsted til fastelavnsfest fredag morgen. Med sminke og silkeblødt hår og god styr på tøjet.

Billedet blev taget, da jeg hentede hende fredag eftermiddag. Stadig smuk. Men noget mere forpjusket efter en hel dags leg, og nogle dele af kostumet (håndledsbeskyttere og overtræksstøvler) var taget af, da de havde hæmmet hendes leg. 


I sidste ende var datteren glad for valget af Wonder Woman. Bedste veninden var Supergirl, så de havde leget superhelte sammen hele dagen. Og det passede hende udmærket, at der ikke var andre i samme kostume.

Dog havde mange af børnene ikke genkendt Wonder Woman, så hun skulle forklare sin superhelt for dem. Men det passede hende vist udmærket at få den taletid - og den opmærksomhed. 

torsdag den 27. februar 2014

Fastelavn 2014 - Min søns kostume: TYV

Min søn nægter at være Spiderman i år til fastelavn. Han var Spiderman sidste år og sagde også for et par måneder siden, at det ville han være igen i år. Han fik i efteråret et Spiderman kostume fra H&M, som har vist sig at være i langt bedre kvalitet end de sædvanlige kostumer fra legetøjsbutikkerne. 

Men nej! Han er nu hoppet officielt af Spiderman-bølgen og har valgt IKKE at være en af de 10-15 Spidermans i børnehaven i år. Hvilket jeg egentlig applauderer. Mine børn må gerne gå deres egne veje og ikke bare følge med strømmen.

Men nu kommer vi så til hans tilvalg. Han vil være skurk! Nærmere betegnet TYV! Den måtte jeg så lige sluge - og gav mig så i gang med at designe en indbrudstyv. Det er ikke svært. Jeg låner udtrykket fra The Sims spillene og klæder ham i sorte bukser, sko og handsker og en stribet bluse. Desuden har jeg købt en sort øjenmaske. Den var ikke nem at opdrive i år. Jeg skulle i Pariserhuset i Jægergårdsgade, hvor jeg gav 15-20kr for den (jeg har siden set lignende masker i Panduro Hobby til nogenlunde samme pris). I legetøjsbutikkerne var der øjenmasker i alle mulige andre farver.

Prikken over i'et er den lettere uhyggelige balaklava (bankrøverhue), som jeg har strikket i sort bomuld fra Søstrene Grene. Han bliver panisk, hvis huen klør, så bomuld er perfekt til formålet. Når han har huen trukket ned, kan man kun se hans øjne. Men han kan også rulle den op og bruge den som en almindelige hue og så tage masken på, hvis han skulle få lyst. 

Huen er inspireret af en mere munter udgave, som jeg strikkede forrige jul i gave til min fætters sønner. Denne gang har jeg ikke brugt opskrift men bare lavet min egen version. Der er stikket 2 ret, 2 vrang hele vejen, med et kighul lavet på nemmeste vist over ca. 1/3 af maskerne. I toppen har jeg taget ind et par gange, før jeg lagde alle masker over på tråden og strammede til. Jeg strikkede på pinde nr. 3½ og brugte lidt over et nøgle af garnet.


Normalt har jeg ikke noget imod at købe børnenes fastelavnskostumer. De er dyre og i forfærdelig kvalitet. Men børnene bliver glade, og jeg kan endnu ikke sy. Så løsningen er perfekt. Men det er da dejligt også at få lov til at kreere noget til kostumet.

Min datter er heller ikke altid helt traditionel i sine valg. Men det skal jeg nok skrive noget om på et andet tidspunkt.

Hvordan har du det med dine børns valg af udklædning? Blander du dig eller må de selv vælge? Laver du/I dragterne, eller bliver de købt?

lørdag den 22. februar 2014

Haruni - Strikket sjal til svigermor


Det ser ud til, at i denne ego-måned får jeg færdiggjort projekter til alle mulige andre end mig selv (jeg har dog fået et par strømper!). Således er jeg også blevet færdig med det strikkede sjal til svigermor. Eller faktisk er det måske mere et tørklæde, idet det blev noget mindre, end jeg havde håbet. Uanset størrelsen er det smukt, blødt og let. Og det er i hendes yndlingsfarve. Så jeg er sikker på, hun bliver glad for det.

Mønsteret hedder 'Haruni' og er designet af Emily Ross. Jeg fandt det på Ravelry.com. Det er gratis og kan downloades som pdf fil på flere sprog. Du kan finde det ved at klikke her. Jeg finder dette mønster ualmindelig smukt. Men det er ikke det nemmeste at strikke, så jeg vil ikke anbefale det til en nybegynder. Jeg er rimelig øvet i at strikke hulmønstre samt i at strikke efter diagram, og derfor kunne jeg godt følge mønsteret. Ét enkelt sted var jeg dog nødt til at kigge efter strikkevejledningen, som også findes for hver enkelt pind. Fremgangsmåden er grundigt beskrevet, men den er kompliceret på grund af konstruktionen af mønsteret. Og hver enkelt sektion af hulmønsteret går over mange masker, hvilket kræver koncentration, når man strikker. Så vent med dette sjal, indtil du er øvet strikker. Men tøv så heller ikke med at kaste dig ud i det, for det var virkelig sjovt at strikke, og det ER SÅ SMUKT!

Jeg strikkede på pinde 3½ med to tråde Pure Royal Baby Alpace fra Ice Yarns, hvilket er et virkelig lækkert garn. Jeg brugte ca. 140 gram. Jeg kunne sagtens have brugt tykkere pinde og stadig fået et pænt resultat, og så ville sjalet også have været større. Dette vil jeg huske, hvis jeg strikker sjalet en anden gang. Efter endt strikning var sjalet ret sammenkrøllet, men det foldede sig smukt ud og voksede en hel del, da jeg blokkede det.






Snorlige

Dette har været en lærerig uge med to dages kursus i DGI-huset i Århus. Og så er det jo nærliggende at smutte igennem Bruuns Galleri og måske også ned ad gågaden efter endt kursusdag og før man tager bussen hjem igen.

Flere butikker har jeg været i, og jeg har købt ikke mindre end fem forskellige slags snor - i flere farver. Der er selvfølgelig mening med galskaben, men det skal jeg ikke komme ind på nu.

Lidt strømpegarn og et par andre småting blev det også til.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...