søndag den 29. maj 2016

To nye strikkebøger

 


I ret lang tid er det lykkedes mig at tæmme min lyst til at købe nye strikkebøger og -blade, ud over de to faste magasiner, som jeg abonnerer på. Men forleden lod jeg mig alligevel friste.

Jeg ønsker at strikke mere til mig selv. Men da jeg bruger tøj i større størrelser end de gængse opskrifter lægger op til, har jeg haft svært ved at komme i gang på det sidste. Jeg havde halvt om halvt besluttet mig til at sætte mig ind i, hvordan jeg kan tilpasse opskrifter til min størrelse og skikkelse, da jeg tilfældigvis faldt over en bog, som omhandler netop dette emne.

Jeg ventede ikke længe men bestilte den indenfor få minutter. Og jeg blev ikke skuffet. Den indeholder smukke opskrifter, samt gode forklaringer på konstruktionen af trøjer med forskellige typer ærmer/pasforme og vejledninger i at tilpasse.

Bogen hedder 'Plus Strik' og er lavet af Lisa Shroyer. Den fås blandt andet hos Hobbii.dk, hvor du også finder den næste bog.

Normalt er jeg vældig glad for bøger af danske designere. Førstomtalte bog er dog amerikansk, og den næste er norsk. Dog kommer meget af inspirationen til denne fra Danmark.

Jeg er temmelig vild med mønster- og farverigdommen i hønsestrik, selv om jeg aldrig går med det og sjældent strikker det. Det er sjovt at strikke mønstrene, men jeg hader virkelig monteringen og hæftning af alle enderne. Dog faldt jeg straks for den næste bog, da jeg så den. Og det tog heller ikke lang tid, før jeg købte den. 

Bogen er 'Hønsestrik til folket' af Cecilie Kaurin og Linn Bryhn Jacobsen. Den er fuld af flotte mønsterborter og farver, som forventet, men indeholder også fine vejledninger i montering, klipning og i, hvordan man selv kan - og bør! - variere opskrifterne.

Er du også glad for strikke- og hæklebøger? Hvilke nyere bøger vil du anbefale?


<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

lørdag den 14. maj 2016

Jeg har hæklet grydelapper


Grydelapperne, som jeg har hæklet for en kollega, er blevet færdige. Det tog sin tid, men for et par dage siden nåede jeg målet. Og i går satte jeg snor i dem. Jeg har brugt en sort lædersnor. Egentlig ville jeg gerne have brugt en tykkere snor, men denne var, hvad jeg lå inde med, og jeg ville ikke køre ud og købe nyt, så jeg måtte nøjes. Det gode ved lædersnoren er, at den er nem at skifte ud eller bare tage ud, når grydelapperne skal vaskes. For det skal de vel på et eller andet tidspunkt. 

Grydelapperne er hæklet i tunesisk hækling. Jeg har hæklet fire ens kvadrater på cirka 25x25 cm (eller deromkring) og derefter hæklet dem sammen med fastmasker til to grydelapper med dobbelt lag. De er tykke og dejlige, og jeg er sikker på, at de nok skal sørge for, at man ikke brænder fingrene.

Garnet er almindeligt 8/4 bomuldsgarn fra Stoff & Stil. Der gik knap 3 nøgler til. Og jeg har brugt hæklenål til tunesisk hækling nr. 4,5. Heldigvis havde jeg fået et tip om, at til tunesisk hækling skal man bruge en nål, som er cirka 2 numre tykkere, end man ellers ville havde brugt. Dermed fik jeg købt den rigtige tykkelse i hæklenål med det samme.

Grydelapperne skal min søde kollega bruge til en gave til hendes veninde. Hun så den første grydelap, da jeg var færdig med den. Heldigvis kunne hun godkende den. 

Dette er mit første projekt i tunesisk hækling. Jeg er vild med strukturen i det hæklede. Men ligesom jeg tidligere har skrevet, er det en langsom fremgangsmåde for mig. Så jeg er i tvivl om jeg tør give mig i kast med de puder, som jeg havde tænkt at hækle til min søns værelse. 




søndag den 24. april 2016

Jeg forsøger mig med tunesisk hækling


Tunesisk hækling har jo egentlig været det helt store i et godt stykke tid efterhånden. Jeg er dog endnu ikke hoppet med på bølgen, selv om jeg lige afprøvede teknikken på et tidspunkt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke rigtig har kastet mig ud i det, for jeg synes, at strukturen er rigtig flot. Måske fordi det har været så 'trendy', at jeg er blevet helt på tværs? Sådan reagerer jeg så underligt nogle gange. 

Men forleden kom en sød kollega og spurgte, om jeg ville hækle et par røde grydelapper for hende. De skulle ikke være tuttenuttede eller retro. Jeg tænkte straks på vævehækling, som jeg tidligere har brugt til grydelapper. Det giver en flot struktur, men det tager ret lang tid i forhold til for eksempel stangmasker.

Og så var det, at jeg tænkte på tunesisk hækling, som jeg nu har givet mig i kast med. Men det tager også ret lang tid, synes jeg. Eller er det måske bare, fordi jeg ikke er så øvet endnu?

Hvad er din erfaring med tunesisk hækling? Går det langsomt?

mandag den 18. april 2016

Endnu mere billigt bomuldsgarn!

Endnu en gang har jeg spottet noget super billigt bomuldgarn på nettet. Og jeg giver lige et affiliate link her i indlægget, så jeg kan tjene nogle kroner på det, hvis du køber.

Denne gang er det Strikkes.dk, som har Mayflower Cotton 8/4 i 38 forskellige farver. Prisen er kr. 9,50 for et nøgle. Medmindre du køber mere, for så kan prisen komme helt ned på kr. 8,75!

Køb Mayflower Cotton 8/4 hos Strikkes.dk


<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

mandag den 14. marts 2016

Har du strikket gæstehåndklæder?

Jeg prøvestrikker et gæstehåndklæde. Jeg er godt tilfreds med mønster (bruger det samme som på min sidste karklud) og med garn. Men jeg kan ikke beslutte mig for størrelsen.

Jeg tænkte oprindelig, at jeg ville strikke det i størrelsen på almindelige håndklæder, som man bruger til at tørre hænderne i (50x70 cm), da jeg synes, de såkaldte gæstehåndklæder er alt for små til at kunne bruges til noget fornuftigt. Men der ser ud til at gå virkelig meget garn til. Så jeg tænker, at mit håndklæde skal være lidt mindre. Måske 40x60 cm. 

Har du strikket gæstehåndklæder? Hvilken størrelse fungerer godt for dig?


lørdag den 12. marts 2016

Min nye strikkede karklud



To billeder af den samme strikkede karklud. Jeg har strikket en karklud, hvor forside og bagside ikke er ens. Nu overvejer jeg, om jeg skal lave en DIY. Jeg er selv ret vild med begge sider af mønsteret - som for øvrigt er virkelig nemt at strikke. Og de to første DIYs til karklude er da også blevet modtaget rigtig godt. Men vil de fleste ikke have, at kluden er ens på begge sider?

Hvad synes du som læser/bruger af mine andre DIYs?

Her er så billeder af karklude strikket efter DIY # 1 og DIY # 2, hvor begge sider netop er ens. Alle er strikket i min - for tiden - yndlings pink. Jeg købte garnet hos Søstrene Grene sidste år. 




søndag den 6. marts 2016

Natlig strikning

Jeg er på nattevagt. Alle praktiske opgaver er overstået. De mennesker, der brug for hjælp tidligt på natten, har fået hjælp. Nu satser jeg på halvanden times fred og ro til lidt computerarbejde, før morgentravlheden starter. Ind imellem tager jeg en strikkepause (karklud DIY # 1) og ser lidt ViaPlay.

Jeg håber, I alle må få noget søvn eller i det mindste en rolig nat derude. 


onsdag den 24. februar 2016

Vil du købe VIRKELIG billigt bomuldsgarn?

Hvis du nu - efter at have set mine DIYs til karklude - sidder og tænker, at du kunne tænke dig at købe bomuldsgarn i flere farver til en VIRKELIG lav pris, så ved jeg godt, hvor du kan gøre det.

Jeg lægger lige et affiliate link ind i dette indlæg, så jeg kan tjene et par kroner på dit køb. Klik nedenfor og køb Drops Loves You 7 (bomuldsgarn 8/4 i god kvalitet) hos Rito.dk. Det findes i 19 forskellige farver - perfekte til foråret - og koster kun 9 kr for et nøgle på 50 gram.

Køb Drops Loves You 7 hos Rito.dk

 
 
<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

DIY - Strikket karklud # 2 - Forskudt rib



Min første opskrift på en strikket karklud er blevet en succes. Den er lynhurtigt blevet det tredje mest populære af mine indlæg på bloggen. Så mon ikke det er blevet tid til endnu en DIY på en karklud?

Faktisk strikker jeg alle mine karklude nogenlunde ens. Og jeg går ikke så højt op i strikkefastheden. Jeg griber bare et nøgle bomuldsgarn 8/4 fra lageret og en rundpind i cirka den rigtige tykkelse og slår masker op. Kluden skal bare ikke strikkes for fast eller for løst, men pinde der er ½ nummer for tynde eller for tykke gør ikke noget. Størrelsen skal bare være den, som man selv synes. Jeg plejer at strikke mine klude, så de er nogenlunde kvadratiske og cirka 24-25 cm brede. Jeg bruger ikke et helt nøgle på 50 gram på hver klud, men har altid nogle små rester. Dem bruger jeg så til andre projekter.

Denne karklud er strikket i forskudt rib. Ribmønsteret gør, at den trækker sig lidt sammen i bredden, hvorfor jeg har lidt flere masker på, end jeg plejer. Samtidig strikker jeg også lidt færre pinde, end jeg strikkede i min første DIY på en karklud. For at få den nogenlunde kvadratisk. Fordi sådan kan jeg li' det. Men det behøver du ikke gå så højt op i, hvis det ikke betyder noget for dig.


Størrelsen på denne karklud er ca. 24 x 25 cm. Men det afhænger af strikkefasthed, pinde- og garntykkelse.

Du skal bruge:
  • 1 nøgle bomuldsgarn med en løbelængde på ca. 165 meter pr. 50 gram (bomuld 8/4)
  • rundpind nr. 3½ (eller anden pind i nogenlunde samme tykkelse)

Forkortelser:
  • m = maske
  • r = ret
  • vr = vrang

Fremgangsmåde:
  • Slå 68 masker op.
  • Strik 7 pinde ret, indtil der er fire retriller på hver side.
  • 1. mønsterpind: 4 r, *2 vr, 2 r*, gentag fra * til * indtil der er 4 m tilbage, 4 r.
  • 2. mønsterping: 4 r, r over r og vr over vr, indtil der er 4 m tilbage, 4 r.
  • 3. mønsterpind: 5 r, *2 vr, 2 r*, gentag fra * til * indtil der er 7 m tilbage, 2 vr, 5 r.
  • 4. mønsterpind: strikkes som mønsterpind 2.
  • 5. mønsterpind: 4 r, *2 r, 2 vr*, gentag fra * til * indtil der er 4 m tilbage, 4 r.
  • 6. mønsterpind: strikkes som mønsterpind 2.
  • 7. mønsterpind: 4 r, 1 vr, *2 r, 2 vr*, gentag fra * til * indtil der er 7 m tilbage, 2 r, 1 vr, 4 r.
  • 8. mønsterpind: strikkes som mønsterpind 2.
  • Gentag mønsterpind 1-8, indtil karkluden har den ønskede højde på nær højden af 4 retriller. Mål efter ved at folde karkluden diagonalt som vist på billederne nedenfor. Antal pinde afhænger af din strikkefasthed min karklud har nu 44 retriller ude i kanten på hver side).
  • Fortsæt i retstrik, indtil der er 4 retriller øverst på én side g 3 retriller på den anden.
  • Luk af i retstrik (nu bør der være 4 retriller øverst på hver side).
  • Hæft ender.

Karkluden er ikke lang nok endnu.

Karkluden er nu lang nok.
Obs! I stedet for at strikke den første maske ret på alle pinde, kan man tage den over på den anden pind uden at strikke den. Dette giver en pæn kant. Du kan også forsøge dig frem med andre former for kantmasker.



torsdag den 28. januar 2016

De seneste 9 - på Instagram


Jeg poster sørgeligt få billeder af kreative projekter i disse dage. Måske fordi jeg nærmest kun strikker strømper og karklude, og det er begrænset, hvor mange billeder jeg gider tage af de to motiver. 

Til gengæld fotograferer jeg gerne børnene. Sammen med heste, når datteren er til ridning om fredagen. Begge børn er oftest med, og de vil gerne fotograferes sammen med hestene. Som de elsker! Også dem i plastik fra Schleich!

Og datteren, der er begyndt at strikke igen, og stoppet igen! Nu laver hun mest små videoer på sin telefon. Men det er også en slags kreativitet, så fred være med det.

Frost på ydersiden af mine nye køkkenvinduer. Heldigvis var der dejlig varmt indenfor, og godt, at vejret nu igen er blevet lidt varmere.

Lidt yarnbombing på min vej. Jeg holder øjnene åbne for mere og overvejer endnu en gang at lave noget selv.

Jul og nytår på Færøerne. Vi var alle fire afsted. Det var skønt at tilbringe højtiden sammen med familien. Ellers rejser vi som oftest derop om sommeren, og det er dejligt, men jul sammen med familien savner vi, så jeg er lykkelig for, at det var muligt denne gang.

lørdag den 23. januar 2016

Gamle doilies som streetart

Jeg har i nogle år været ret fascineret af yarnbombing og brugen af garn i streetart. Jeg har tidligere blogget om en oplevelse på Færøerne, hvor yarnbombing blev brugt ved en festlig lejlighed. Det var en organiseret happening, hvor mange strikkere og hæklere deltog. 

Jeg er dog endnu mere fascineret af den mere subtile effekt, som enkeltpersoner kan opnå ved at lave noget smukt eller interessant til at dekorere det offentlige rum. 

Jeg begejstres, når jeg kommer gående et tilfældigt sted, og mit øje bliver fanget af en lille detalje, som en ukendt person har tilføjet på et gadehjørne, et træ, en husmur eller lignende. Straks begynder jeg at fantasere om, hvem denne person er, og hvilke tanker, der ligger bagved kunstværket. 

Det er dog ret sjældent, at jeg støder på sidstnævnte slags streetart. For nylig har mit arbejde flere gange bragt mig til Psykiatrisk Hospital ved Risskov. Ved to lejligheder er mit øje blevet fanget af dejlig streetart på træerne udenfor hospitalet. 

Straks begynder jeg at tænke på, hvordan hækling/strikning måske har bidraget til helingen hos en person, som har haft det svært psykisk. Og hvordan denne person har ønsket at bruge sin kunst til også at bringe glæde og smil ind i sine medmenneskers hverdag.

Jeg ved jo ikke, om min opdigtede historie er sand. Men jeg var begejstret, da jeg opdagede disse doilies, som jeg tog billeder af og nu viser til dig. Billederne har jeg tidligere posted på Instagram. Måske du også får lyst til at smile...




lørdag den 2. januar 2016

Min datter strikker - igen


Hun har gjort det før og er så gået fra det igen. Men i går kom datteren endnu en gang og bad mig hjælpe hende i gang med et strikketøj - nok inspireret af, at både min mor og jeg sad i sofaen og strikkede. 

Hun lod sig ikke stoppe af fraktur ved håndled - gipsen kommer snart af - men kastede sig ud i det med en rest lækkert merino og nogle godt slidte - og rigtig dejlige - strømpepinde, som min mor fandt frem. Og hun så næsten rutineret ud, da hun først kom i gang. 

Resultatet er nogenlunde hæderligt (jeg har også strikket et par pinde for ligesom at få samling på maskerne). Men det vigtigste er, at hun ser ud til at have 'knækket koden', så hun nu kan sidde og hygge sig med strikketøjet. Så det ser ud til, at vi måske får endnu en strikker i familien.


Under strikketøjet ses et af mine gamle julebroderier. Det er mange år siden, jeg rigtig har broderet. Jeg har egentlig ofte lyst til at give mig i kast med det igen, men jeg kan ligesom ikke rigtig komme i gang. Men jeg håber, 2016 bliver det år, hvor jeg genoptager broderiet. 

fredag den 1. januar 2016

Godt Nytår 2016

Jeg ønsker alle læsere et godt nytår. Må det nye år bringe både visdom og lykke til os alle. Tak, fordi I læser med og kommenterer. 


Billedet er fra bygden Sandavágur på Færøerne. Hvert nytår bliver det nye års tal skrevet med hundredvis af dåser fyldt med brændbart materiale, og tallet bliver tændt lidt før midnat. En dejlig tradition. 

Tredje par færdigt


Strømperne til manden blev færdige for få dage siden. De sidder perfekt, og han er vældig tilfreds. Dette er det tredje par strømper, jeg har strikket denne vinter. 

Jeg brugte mørkegråt, ensfarvet strømpegarn fra Bilka. Og jeg strikkede to strømper på én gang på en 80 cm lang rundpind nr. 2,5.

Dejligt at blive færdig med begge strømper på samme tid og dermed undgå 'second sock syndrome'.

Ikke fordi jeg nogensinde har undladt at strikke strømpe nummer to. Jeg får som regel bare en mild version af syndromet, hvor jeg synes, det er vældig træls at strikke den anden strømpe.

torsdag den 31. december 2015

Vi fik lyst til at bage





Da vi var ude og handle forleden dag, blev vi helt overvældet af udvalget af kagepynt i det færøske supermarked. Det slog ethvert almindeligt dansk supermarked - efter hvad jeg kan huske. Jeg plejer at købe kagepynt i Bilka, hvis ikke jeg handler i en specialbutik.

Datteren og jeg stod dér og fantaserede om alle de flotte kager, vi kunne pynte. Det blev dog 'bare' til de velkendte minicupcakes med marcipan i dejen, et hindbær i midten og dejlig glasur på toppen. De blev pyntet med frysetørrede hindbær, hvilket måske ikke ser så festligt ud, men det fremhæver hindbærsmagen på dejligste vis.

Jeg bagte og sprøjtede glasur, imens børnene dryssede hindbærgranulat på toppen. Jeg var lidt udfordret af ikke at have min metalform til 24 muffins i nærheden. Kagerne blev ikke så smukt formede, som de plejer. Men de smager dejligt.

Faktisk kommer disse cupcakes til at erstatte kransekagen i aften - nytårsaften. De smager dejligt af marcipan ligesom kransekage, men de er lettere og friskere. 


tirsdag den 29. december 2015

Vil du prøve Mofibo? - Giveaway


***Koden er givet til en læser. Det gik lynhurtigt.***
God fornøjelse til, Shanice med den smukke blog Sysleri og Skribleri

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg er blevet vældig glad for at høre lydbøger på Mofibo appen på min mobil, imens jeg strikker - eller laver mad, vasker op, kører bil osv.

Mofibo giver imidlertid også mulighed for at læse bøger på tablet eller computer - eller på mobilen, hvis man kan holde den lille skærm ud. Og der er virkelig mange titler at vælge imellem!

Normalt kan man ved oprettelse af en ny bruger få lov til at prøve Mofibo gratis i 14 dage. Jeg har imidlertid fået en rabatkode, som én ny bruger kan bruge til at få en gratis prøveperiode på en hel måned. Hvis du vil have fingrene i den, så vær den første til at lægge en kommentar til dette indlæg. Jeg kontakter dig så og mailer koden til dig. Alle læsere er velkomne. Både dem, der plejer at kommentere, og dem, der ikke plejer. 

Rabatkoden skal aktiveres senest den 31. december. Jeg vil bede dig om kun at kommentere, hvis du virkelig har tænkt dig at bruge koden. Det vil være synd, at den går til spilde. 

Man bruger sit betalingskort ved oprettelse på Mofibo. Og man skal selv afmelde, hvis man ikke vil fortsætte medlemskabet. Det er nemt at gøre på hjemmesiden.

Hvis du fortsætter og bliver en betalende kunde hos Mofibo, får jeg en måned gratis. Men det er ikke noget, du forpligter dig til.

Hvis der ikke er kommet nogen kommentarer med ønske om koden senest den 31. december kl 12 (dansk tid), poster jeg i stedet på Facebook og tilbyder koden dér. 

Hvordan skal man vælge?


I går stod jeg igen foran en reol fuld af Navia garn i alle kvaliteter og farver og kunne ikke vælge. Jeg havde prøvet det før, og havde tænkt, at denne gang skulle jeg bare købe det garn, jeg faldt for. Men der var for meget at vælge imellem, så jeg gik i baglås.

Hvordan udvælger man garn uden at have et eller flere specifikke projekter i tankerne?

Og dette er bare udvalget i et almindeligt, færøsk supermarked. Hvordan skulle jeg vælge, hvis jeg kom ind i en strikkebutik?

Jeg gør endnu et forsøg i de kommende dage. Måske jeg kan få dannet mig en vag idé om noget, jeg vil strikke, før jeg igen opsøger garnhylden.


fredag den 25. december 2015

Glædelig jul 2015

Jeg vil ønske alle læsere en glædelig jul med et billede af årets juletræ. Jeg fejrer julen sammen med familien og nyder det i fulde drag. Ønsker en ligeså dejlig jul til jer alle. 

Gleðilig jól! Glædelig jul! Merry Christmas! Feliz Navidad!


Min mor kalder dette billede en selfie, da billedet bag ved juletræet, er af mig som lille.

torsdag den 24. december 2015

Andet og tredje par


I aftes blev jeg færdig med sæsonens andet par strikkede strømper. De er til min søn, som tog dem på med det samme. Farven er en fin petroleumsblå, som ikke helt kommer til sin ret på billedet.

Igen er det helt rart, at når den første strømpe er færdig, så er den anden det også. De er nemlig strikket to-på-én pind. På traditionel vis oppefra og ned. Med kilehæl, tror jeg, det hedder. 

Jeg er begyndt på endnu et par. Til manden, i mørkegrå. Dem hygger jeg mig med i dag.


fredag den 11. december 2015

Sæsonens første par


Jeg er lidt sent ude, men jeg har endelig strikket sæsonens første par strømper. De er til datteren, som er glad for dem. Næste par bliver sandsynligvis til sønnen, som måske er blevet lidt forsømt på det område. Eller også bliver det til manden, som hvert år til jul ønsker sig et par strikkede strømper.

Jeg har brugt almindeligt strømpegarn i en blanding af uld og nylon eller lignende. Den tynde slags garn, som strikkes på pind 2,5. Garnet er fra Tiger-butikken, og det er købt på grund af farverne (mange farver og korte farveskift). Garnet er meget billigt, og det føles en lille smule stift at strikke med. Men jeg har tidligere brugt garn fra Tiger, og det er udmærket i brug.

Strømperne er strikket to på en gang, med 'magic loop' på rundpind. Det er blevet min favorit måde at strikke strømper på. Dog er det en lille smule besværligt, når man skal strikke hæl. Det kunne afhjælpes, hvis jeg lærte at strikke fra tåen og op. Det har jeg dog ikke gjort endnu, så jeg strikker stadig oppefra og ned og slutter med tåen.


søndag den 6. december 2015

Julekrea


Ja, det er ikke mig, der har gang i julekreativiteten. Og det bærer bloggen også præg af. Når jeg ikke får lavet noget, har jeg heller ikke noget at skrive om. 

Men børnene har været i gang. Datteren har i SFO lavet en tegnet julekalender til hele familien. Den har vi stor glæde af, når vi åbner lågerne hver morgen. Det er spændende at se, hvad hun forbinder med julen, og hvad hun ønsker at vise os. 

Vi var for nogle dage siden til julearrangement i sønnens klasse. Han deltog i flere kreative værksteder og lavede gaver til flere familiemedlemmer. Især var han begejstret for at lave et pindsvin i ler. Stor koncentration. Og han lagde mange tanker i farvevalg på øjne og næse. Pindsvinet står nu og pynter i vindueskarmen i køkkenet. Det bliver næppe givet væk men bliver nok til et af de stykker julepynt, der skal tages frem år efter år. Forhåbentlig kan det holde til det.




torsdag den 12. november 2015

Jeg gør klar til julemarked


På lørdag er der julemarked i Bydelshuset, og jeg har en bod. Da jeg først hørte om markedet for nylig og ikke har et stort lager af færdiglavede ting, har jeg ikke så meget med.

Men jeg er ved at gøre klar. Jeg pakker og tænker over priser. Og så hækler og strikker jeg nogle småting, som jeg godt kan nå at blive færdig med.

Desværre ser det ud til at blive et lille marked. Ordet er bare kommet ud for sent, og jeg tænker, at flere har stået i den samme situation som mig og har ikke haft et lager af færdige ting. Til gengæld kræver det ikke meget forberedelse at shoppe. Man kan bare springe ud i det. Så kom frisk og se, hvad vi har at byde på på lørdag. Læs gerne mere på Bydelshusets FBside her: https://www.facebook.com/bydelshuset.tilst/


søndag den 25. oktober 2015

Grøn med glimmer



Børn vokser jo, og det betyder, at det tøj, man har strikket til dem, på et tidspunkt bliver for lille. Så har man en god undskyldning for at strikke noget mere.

Min datter er ved at vokse ud af nogle af de bluser, som jeg har strikket til hende. Her i sommer fandt jeg noget særdeles billigt bomuldsgarn i Netto, som jeg besluttede at bruge til en ny bluse til datteren. Den er grøn - hendes yndlingsfarve for tiden - med glimmer.

Jeg har brugt samme opskrift, som jeg tidligere har brugt til et par bluser/tunikaer. Strikket oppefra og ned med raglan ærmer. Denne gang strikkede jeg uden striber og med synlige udtagninger til raglan. Datteren satte sit eget præg ved at vælge længde på både ærmer og krop. Blusen er dejlig og klæder hende skønt. Den er lige lang nok til, at hun kan bruge den bare med leggings indenunder. 

Garnet købte jeg som sagt i Netto. Det hedder Karina, og kostede kun otte kroner per nøgle. Jeg fik det muligvis på tilbud. Jeg mener at huske, at have se det noget dyrere før. Det er bomuld med en lille smule glimmer i. Dejligt blødt og lækkert. Jeg brugte kun lige over fire nøgler. Så det blev en ganske billig bluse.


søndag den 18. oktober 2015

De seneste 9 - på Instagram


Jeg er ikke så vanvittig aktiv på Instagram for tiden, men en smule bliver der alligevel postet. 

Man kan se, hvad der bare fylder vores lørdage, og hvad der fylder min datters hoved til hverdag også. Ridning! Hun er nemlig begyndt at gå til ridning lørdag morgen. Så vi står tidligt op, og jeg har lært at strigle hest og rense hove, samt at sadle op og lignende. Datteren lærer først og fremmest at ride på Karmen – som vi alle er faldet pladask for.

De sidste uger har helt klart ikke været de store projekters tid. Jeg har hæklet lidt på et tæppe, jeg har gang i. Jeg har hæklet en telefontaske til datteren. Og jeg er blevet færdig med en grøn bluse i bomuld - med glimmer - til datteren.

Og så har vi haft en stand på Loppeforum. Jeg har solgt nogle småting, som jeg har hæklet. Desuden har vi ryddet op i lejligheden og har fået solgt en masse ting, som vi ikke længere havde brug for.

Efteråret er kommet, og børnene har været til Halloween hygge i Bydelshuset, hvor de lavede en græskarlygte. Den er de meget stolte af, og den står og (u)hygger med fyrfadslys i om aftenen. 

søndag den 11. oktober 2015

Hæklet telefontaske


Forleden fortalte min datter, at hun manglede en lille taske bare til sin telefon. Vi kiggede i et par butikker men fandt ikke den perfekte taske. Så jeg tilbød at hækle én til brug, indtil hun fandt den perfekte taske i en butik. Datteren valgte selv farver i reolen med bomuldsgarn. Og hun blev så glad for den færdige taske, at hun ikke synes, vi behøver købe én. 

Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene i to forskellige farver. Tilsammen brugte jeg mindre end 50 gram garn.

Ingen opskrift. Jeg hæklede bare derudaf i vævehækling. Et rektangel, som blev foldet til en lomme og hæklet sammen i bunden og siden. Tasken bæres på skrå med en lang rem, som er hæklet i fastmasker.

Hurtigt og nemt. Nogle små skønhedsfejl, som jeg ville rette, hvis jeg skulle hækle en lignende taske til gave eller salg. Men et ganske brugbart resultat. Og en glad datter.


torsdag den 8. oktober 2015

Bordskåner i Zpagetti


For et stykke tid siden sad jeg med nogle rester i Zpagetti garn og tænkte, at det var da dumt bare at have dem liggende. De måtte kunne bruges til noget ligesom alle andre garnrester.

Så jeg slog op på hæklenålen og hæklede uden at tænke så meget over det en blomst efter egen opskrift.

Det slog mig, at den kunne sagtens bruges som bordskåner. Og sådan blev det.

Jeg hæklede flere bordskånere. Det viste sig imidlertid, at de mest vellykkede var dem, som var hæklet af det tykkeste garn. Tykkelsen på  Zpagetti-garnet varierer nemlig.

Nu er nogle af bordskånerne blevet pakket ind og gjort klar til salg. De bliver ikke ret dyre. Så må vi se, om nogen vil købe.

fredag den 2. oktober 2015

Karklude igen

Jeg er virkelig uinspireret for tiden. Der venter skam et par spændende projekter på mig. Og jeg har også et par stykker, som jeg gerne vil afslutte. Men jeg får hverken strikket eller hæklet noget, der kræver nogen som helst koncentration.


Jeg strikker karklude igen. Jeg købte et garn i Netto forleden, som indeholder 70% bambus og resten bomuld. Det er noget tykkere end det bomuldsgarn, jeg plejer at bruge til karklude. Men jeg købte det i tre yndlingsfarver, så jeg håber på et godt resultat. Bambus og bomuld skulle i hvert fald være godt til karklude. Det har jeg også tidligere erfaret. Men med tyndere garn.

torsdag den 17. september 2015

Jeg sælger blomster!


Jeg har i et stykke tid haft en bunke hæklede blomster liggende. Jeg har hygget mig med at hækle dem af garnrester, og jeg har glædet mig over alle farverne.

Nogle af blomsterne har jeg også brugt til forskellige projekter. Men jeg må nok indse, at jeg aldrig får brugt dem alle sammen.

Derfor har jeg i dag lavet små poser med tre hæklede blomster i hver. De skal sælges på min stand på Loppeforum.

Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal tage for dem?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...