Jeg har i nogle år været ret fascineret af yarnbombing og brugen af garn i streetart. Jeg har tidligere blogget om en oplevelse på Færøerne, hvor yarnbombing blev brugt ved en festlig lejlighed. Det var en organiseret happening, hvor mange strikkere og hæklere deltog.
Jeg er dog endnu mere fascineret af den mere subtile effekt, som enkeltpersoner kan opnå ved at lave noget smukt eller interessant til at dekorere det offentlige rum.
Jeg begejstres, når jeg kommer gående et tilfældigt sted, og mit øje bliver fanget af en lille detalje, som en ukendt person har tilføjet på et gadehjørne, et træ, en husmur eller lignende. Straks begynder jeg at fantasere om, hvem denne person er, og hvilke tanker, der ligger bagved kunstværket.
Det er dog ret sjældent, at jeg støder på sidstnævnte slags streetart. For nylig har mit arbejde flere gange bragt mig til Psykiatrisk Hospital ved Risskov. Ved to lejligheder er mit øje blevet fanget af dejlig streetart på træerne udenfor hospitalet.
Straks begynder jeg at tænke på, hvordan hækling/strikning måske har bidraget til helingen hos en person, som har haft det svært psykisk. Og hvordan denne person har ønsket at bruge sin kunst til også at bringe glæde og smil ind i sine medmenneskers hverdag.
Jeg ved jo ikke, om min opdigtede historie er sand. Men jeg var begejstret, da jeg opdagede disse doilies, som jeg tog billeder af og nu viser til dig. Billederne har jeg tidligere posted på Instagram. Måske du også får lyst til at smile...
Det er en fantastisk idé - og jo, jeg smiler også, når jeg ser det
SvarSlet