søndag den 29. maj 2016

To nye strikkebøger

 


I ret lang tid er det lykkedes mig at tæmme min lyst til at købe nye strikkebøger og -blade, ud over de to faste magasiner, som jeg abonnerer på. Men forleden lod jeg mig alligevel friste.

Jeg ønsker at strikke mere til mig selv. Men da jeg bruger tøj i større størrelser end de gængse opskrifter lægger op til, har jeg haft svært ved at komme i gang på det sidste. Jeg havde halvt om halvt besluttet mig til at sætte mig ind i, hvordan jeg kan tilpasse opskrifter til min størrelse og skikkelse, da jeg tilfældigvis faldt over en bog, som omhandler netop dette emne.

Jeg ventede ikke længe men bestilte den indenfor få minutter. Og jeg blev ikke skuffet. Den indeholder smukke opskrifter, samt gode forklaringer på konstruktionen af trøjer med forskellige typer ærmer/pasforme og vejledninger i at tilpasse.

Bogen hedder 'Plus Strik' og er lavet af Lisa Shroyer. Den fås blandt andet hos Hobbii.dk, hvor du også finder den næste bog.

Normalt er jeg vældig glad for bøger af danske designere. Førstomtalte bog er dog amerikansk, og den næste er norsk. Dog kommer meget af inspirationen til denne fra Danmark.

Jeg er temmelig vild med mønster- og farverigdommen i hønsestrik, selv om jeg aldrig går med det og sjældent strikker det. Det er sjovt at strikke mønstrene, men jeg hader virkelig monteringen og hæftning af alle enderne. Dog faldt jeg straks for den næste bog, da jeg så den. Og det tog heller ikke lang tid, før jeg købte den. 

Bogen er 'Hønsestrik til folket' af Cecilie Kaurin og Linn Bryhn Jacobsen. Den er fuld af flotte mønsterborter og farver, som forventet, men indeholder også fine vejledninger i montering, klipning og i, hvordan man selv kan - og bør! - variere opskrifterne.

Er du også glad for strikke- og hæklebøger? Hvilke nyere bøger vil du anbefale?


<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...