fredag den 9. februar 2018

Gult halsrør og hue til datteren


Dette enkle sæt med hue og halsrør til datteren har været længe undervejs på trods af dets enkelhed. Det startede med, at jeg fandt et fedt halsrør på Pinterest, som jeg gerne ville strikke til hende. Det gjorde jeg så. Men størrelsen var forkert, så jeg trævlede op, justerede størrelsen og strikkede igen. Det sad stadig forkert på hende, så jeg trævlede op igen. Ellers var det rigtig lækkert - og sjovt at strikke - så jeg vil gerne anbefale opskriften, selv om den er på engelsk: Bandana Cowl fra Purl Soho.

Derefter besluttede jeg mig for at strikke et helt enkelt rør i glatstrik, dog med perlestrik i begge kanter for at forhindre dem i at rulle. Da røret endelig var færdigt, overvejede jeg et par matchende håndledsvarmere. Men egentlig havde datteren mere brug for en hue. Så jeg strikkede en enkel hue i glatstrik med rullekant. Den er en smule lang, så den hænger lidt bagpå. Enkelt og nemt. Og datteren er glad.


Og det er jeg også, for jeg fik brugt det meste af garnet. Jeg hader nemlig, lækkert garn går til spilde. Og ja, det var lækkert garn, som jeg havde besluttet at bruge til datteren, da jeg synes, gult klæder hende så godt.

Jeg strikkede med to tråde garn på rundpind nr. 5,5. Til huen brugte jeg ‘magic loop’. Garnet var én tråd  kidmohair Angel by Permin i en lys pastelgul. Det andet garn var håndfarvet fra Syslerigets Garnklub i det lækreste entrådede merino - gule nuancer med speckles. De to slags garn fungerede rigtig godt sammen. Og jeg fik brugt det meste af det håndfarvet garn, hvoraf jeg havde 100 gram. Resten af kidmohair garnet gemmer jeg til en anden god gang. Der var så meget tilbage, at jeg sagtens kan bruge det til noget fornuftigt.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...