onsdag den 26. juni 2013

"Cille"

Jeg har forkælet mig selv med en ny trøje. Den er dejlig og blød, og den var sjov at strikke. Og nu har jeg fået blod på tanden og lyst til at strikke mere trøjer til mig selv.
Ellers havde jeg nærmest ikke strikket trøjer til mig selv siden starten af halvfemserne. Da jeg gik i gymnasiet, strikkede jeg virkelig mange, og udfordrede mig selv ved at finde sjove og spændende mønstre. Men jeg stoppede med det på et tidspunkt, da jeg nærmest holdt op med at lave håndarbejde midt i halvfemserne. Nu har jeg så virkelig fået lyst til at komme i gang igen!
Navn: "Cille"
Bog: "Suveræn strik på den feminine måde"
Design: Lene Holme Samsøe
Garn: Silk fra Ice Yarns, som består af silke, kidmohair og merino superfine. Jeg brugte 329 gram.
Pinde: rundpind nr. 7 (og nr. 6 til ribben på ærmerne)
Størrelse: L-XL
Jeg har flere bøger af Lene Holme Samsøe. Og endelig har jeg strikket en trøje til mig selv fra én af dem. Jeg har aldrig strikket rundt på denne måde før, og jeg fandt det faktisk nemmere, end jeg havde forventet. Det sværeste var at holde styr på alle maskerne, da for- og bagstykket var færdige, og de derefter skulle deles op i skuldersømme, sidesømme, ærmer, hals og kant nederst. Men det gik også. Hulmønstret var nemt at følge med i, da jeg først kom i gang. Dog vil jeg anbefale at markere starten på omgangen med en kontrasttråd eller lignende.
Jeg valgte yderligere at bruge den samme 80 cm rundpind til hele trøjen, hvor der i bogen står, at man kan starte med fire strømpepinde for derefter at skifte til rundpind i passende størrelse samt skifte pinden ud efterhånden, som arbejdet vokser. Jeg strikkede med 'magic loop', som jeg fandt flere vejledninger til på Youtube. Det var overraskende nemt, og jeg kunne skifte over og bruge hele pinden ca. ved omgang nr. 30.
Opskriften er kun i to størrelser. Jeg tvivlede på, at den store ville passe mig helt, så jeg sørgede for at strikke løsere end den anbefalede strikkefasthed ved at bruge tre tråde at garnet. Det gør ikke noget, da garnet er meget fint og blødt. Og trøjen passer perfekt. Jeg kunne have overdrevet lidt og lavet den oversize, men jeg er godt tilfreds, som den er nu.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...