Viser opslag med etiketten Blogsnak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blogsnak. Vis alle opslag

onsdag den 24. april 2013

Bloggen har nu fået en Facebook-side!

Jeg har i dag oprettet en Facebook-side for bloggen. Det vil gøre det nemt for dig at se i din nyhedsoversigt, hvornår der er et nyt indlæg på bloggen. Samtidig vil jeg også bruge fb-siden til at dele links, pins o.l. som jeg finder interessante, men som jeg ikke vil spamme bloggen med. Jeg tror, det vil blive interessant at følge med. Og hvis ikke du synes det, så kan du da altid melde fra igen.

Det er nemt at være med. Bare klik på 'Synes godt om' knappen inde på Facebook-siden, som du finder her: https://www.facebook.com/bygjblog


Med venlig hilsen,

fredag den 19. april 2013

Nyt navn på bloggen

Jeg har i længere tid overvejet det, men syntes samtidig at det var lidt fjollet - at skifte navn på bloggen. I dag stod jeg så og skulle give navnet på min blog videre mundtligt, og det lød bare så tungt at sige GJKrea, og et par minutter senere var beslutningen taget i mit hoved. Der skulle nyt navn til!
 
Jeg har så valgt et navn, som måske ikke er så kreativt, men som jeg tror, de fleste vil have nemmere ved, mig selv inklusive. Det er baseret på mine initialer, GJ, som jeg i årevis har brugt online, og så har jeg bare tilføjet det populære 'by' foran. For jeg tænker, at netop fordi den konstruktion er temmelig populær for tiden, vil den også være nem for de fleste at bruge.
 
 
Så her har vi det - nyt navn og ny header på bloggen!
 
 
Velkommen til byGJ!


Med venlig hilsen,

torsdag den 28. februar 2013

Vi har fået have!

Ja, så har jeg fået min første have. Den er lillebitte, og vi har overtaget den efter de tidligere lejere til vores nye lejlighed.

Jeg kender intet til haver og planter, men i dag har udlejer sendt en anlægsgartner forbi. Der skulle have været en gartner og fjerne ukrudt og haveaffald, før vi flyttede ind, men det kunne ikke lade sig gøre, da der lå sne over det hele. Det er så min gevinst, at hun først kom i dag, hvor jeg endda har fri, for hun fortalte mig lidt om de planter, som vi åbenbart har overtaget.

Der er et æbletræ og et asketræ, rhododendron, buksbom og en lille rose. Der er et par ikke helt identificerede planter og nogle små, som giver blomster til sommer. Vintergækker og erantis kigger frem. Og så er der åbenbart jordbærplanter over det hele!

Nu kommer jeg så til at tænke på temaet for bloggen, som jo er "zen igennem hverdagskreativitet". Tæller havearbejde som hverdagskreativitet? Haven kan i hvert fald give zen i hverdagen, men jeg vil i fremtiden forsøge at indarbejde et minimum af kreativitet i mine haveindlæg. Lige nu får I bare nogle billeder af de spirende haveplanter. Jordbærplanterne ses på det nederste billede.





fredag den 28. september 2012

Giveaway?

Jeg har længe tænkt, at det kunne være sjovt at holde en giveaway på min blog, ligesom det gøres på så mange andre blogs. Men jeg er så meget i tvivl om, hvad jeg skulle give væk. Noget, jeg selv har lavet? Noget, jeg har købt, og som jeg tror, andre kunne være glade for?
 
Har de faste læsere nogle forslag til, hvad der ville være oplagt at give væk på denne blog?
 
Med venlig hilsen,
 

søndag den 16. september 2012

Strikkeprøve...

Jeg er endnu en gang gået i gang med at strikke til min datter. Jeg er i gang med at prøve mig frem til, hvilket garn jeg skal bruge, da jeg ikke har garnet fra opskriften. Jeg er nået frem til den rigtige strikkefasthed, tror jeg, og nu er jeg ved at afprøve en farvekombination af to forskellige garner, for at se, om de giver et pænt resultat.
 
Da jeg endnu ikke ved, om dette er det rigtige garn, vil jeg endnu ikke afsløre, hvad det er, jeg vil strikke. Men det er igen noget rigtig tøset - og i min datters yndlingsfarver, som I kan se.
 
Desuden er jeg rendt ind i problemer med mit kamera. En dims, jeg bruger til at flytte billeder fra kamera til pc, er gået i stykker. Og indtil jeg får købt en ny dims, er jeg nødt til at bruge fotos fra min iPhone 4. Og de er bare ikke af samme kvalitet som billederne, taget med det rigtige kamera.

tirsdag den 20. marts 2012

At blogge, når man er syg...

Hvordan gør I andre det?

Ja, det er jo ikke så svært at skrive et indlæg og udgive det. Men får I taget billeder? Tilrettelagt indlæg? Færdiggjort projekter?

Jeg har været syg i nogle dage nu, og heldigvis havde jeg nogle blogindlæg planlagt og klargjort i forvejen. Jeg havde ordnet billeder, skrevet og sat dem klar til at blive udgivet på et planlagt tidspunkt.

Men jeg får jo ikke færdiggjort nogle projekter. Så der er ikke meget spændende at skrive om. I aftes hæklede jeg et cover til min iphone, hvilket jeg lige kunne overkomme, imens jeg stenede på sofaen. Dagen før havde jeg lagt sidste hånd på min datters pink bluse. Heldigvis manglede der ikke så meget, så det kunne jeg også lige overkomme.

Men hvad gør I andre? Hvor mange indlæg klargør I i forvejen og udgiver på forudplanlagte tidspunkter, imens I selv er optaget af andre gøremål eller på anden måde indisponible?


Med venlig hilsen,

onsdag den 14. marts 2012

Nyt forårslayout...

Det dejlige sollys stråler ind ad vores vinduer og jeg bliver i skønt forårshumør af det. Derfor har jeg besluttet at iklæde bloggen nogle nye forårsklæder. Kan du se, hvad der er ændret?

Med venlig hilsen,
 


torsdag den 23. februar 2012

Problemer med blogroll...

Jeg har nu i et stykke tid haft problemer med at tilføje nye blogs til min blogroll. Jeg kan ikke tilføje mere end 166 blogs. Jeg har forsøgt at fjerne nogle og så tilføje andre, men tallet når stadig ikke op over 166. Jeg har endda oprettet en ny blogroll, men når stadig kun til samme antal. Jeg ville gerne kunne tilføje langt flere blogs, som jeg nyder at følge med i, og derfor også synes, at mine læsere skal have mulighed for at finde frem til.

Jeg har på nettet læst mig til, at der er mange, der har dette problem, om end det ikke altid stopper ved 166. Men jeg har endnu ikke været i stand til at læse mig til en løsning på problemet.

Oplever du det samme?

Har du fundet en løsning?

Med venlig hilsen,






mandag den 23. januar 2012

Ambitionsniveau

Jeg har gået og tænkt på, om mit første indlæg om den kreative udfordring, jeg har givet mig selv, kan misforstås. Så jeg vil lige sikre mig, at ingen - hverken mig selv eller andre - tror, at jeg nu skal til at være en ny Picasso eller den næste stjerne på den danske designhimmel. Det har jeg ingen ambitioner om!

Det, jeg ønsker at opnå, er at føle glæden ved at skabe ting i dagligdagen. Ren og skær hverdagskreativitet. At have og tage mig tid til at gøre noget ud over det basale, som skal til for at få dagligdagen til at glide. At have tid og ro til at lave noget håndarbejde, måske lære nogle nye teknikker og prøve noget, jeg aldrig har prøvet før. At bage nogle kager og lave noget mad, jeg ikke har prøvet før - måske endda at finde på nogle nye opskrifter selv. At komme i gang med at få hjemmet til at se ud, sådan som jeg gerne vil have, at det skal se ud, uden nødvendigvis at have store økonomiske udgifter. Og at finde sanselig og åndelig glæde og nydelse i en smukkere og sjovere hverdag.

Det er min ambition!

Med venlig hilsen,



onsdag den 18. januar 2012

Kreativ udfordring!

Jeg har besluttet af udfordre mig selv! Jeg ønsker at få mere kreativitet ind i hverdagen. Jeg nyder at finde ro med et stykke håndarbejde. Jeg har kunnet hækle, strikke og brodere, siden min mormor lærte mig det, da jeg var 6 år gammel. Jeg elsker at gå i køkkenet, tænde for radioen og så gå i gang med at lave mad eller bage, både ved selv at eksperimentere mig frem til noget velsmagende eller ved at afprøve diverse opskrifter. Elsker at forkæle familien og mig selv på denne måde. Jeg har en æstetisk sans, som ikke altid bliver tilfredsstillet ved ting, man umiddelbart kan købe sig til - selv om jeg elsker at shoppe!

Desværre har jeg også en travl hverdag - med en dejlig familie (mand og to børn på 2 og 5 år), arbejde og studier - som sjældent tillader de store udfoldelser udi det kreative. Men jeg savner at kunne fordybe mig i noget kreativt og er blevet enig med mig selv i, at jeg har brug for små åndehuller af ro, hvor jeg kan skabe noget og samle energi til resten af tiden.

Udfordringen består selvfølgelig i at finde tid til at skabe, men samtidig ønsker jeg at udfordre mig selv i kaste mig ud i områder, jeg ikke har prøvet før og derved lære noget nyt. Jeg bruger i denne forbindelse ordet 'kreativitet' i meget bred forstand og tænker, at jeg selvfølgelig vil komme i gang med håndarbejde igen - måske kan jeg lære at sy - men jeg ønsker også at udfordre mig selv  i den tanke, jeg har, om, at jeg, selv om jeg godt kan skabe ting, ikke er ret god til at finde på nyt.

Denne blog skal være dokumentation af mine udfoldelser og rum for mine tanker, overvejelser og oplevelser udi det kreative.

Med venlig hilsen,

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...