tirsdag den 29. maj 2012

Fodboldfeber

Nogle af jer vil måske huske, at jeg i et tidligere indlæg fortalte, at jeg var ved at hækle hvide sekskanter og bad jer gætte, hvad de skulle bruges til. Senere fortalte jeg også, at jeg hæklede sorte femkanter. Og nu kan resultatet af mine anstrengelser offentliggøres. Jeg har hæklet en fodbold!

Faktisk har jeg haft opskriften og garnet liggende siden sidste sommer eller efterår. Jeg prøvede dengang at hækle femkanterne men måtte opgive, da jeg bare ikke var rutineret nok. Nu er jeg så langt mere øvet i hækling, og jeg besluttede derfor at gøre et nyt forsøg forleden.

Jeg startede denne gang med de hvide sekskanter, da det jo er langt nemmere at se detaljer og tæller masker i hvidt garn end i sort. Og denne gang gik det langt bedre. Dog var jeg nødt at justere lidt på opskriften og tilpasse den min egen hæklestil, hvis der altså er noget, der hedder sådan.

Jeg tror, der i opskriften blev lagt op til at hækle i spiraler. Men det kan jeg ikke helt finde ud af, jeg har simpelthen brug for afsluttede omgange for at kunne følge ordentligt med i arbejdet, også selv om jeg hækler fastmasker. Så jeg justerede steder for udtagninger samt lavede afsluttede omgange og startede hver ny omgang med luftmasker, for at tilpasse min måde at hækle på. Og så var det faktisk ikke svært!

Jeg synes, det endelige resultat blev rigtig flot, og min søn er glad for bolden - faktisk er de begge glade for den og synes, den er flot og sjov. Forbolden er ment som en pude på børneværelset, men den er vist også ret sjov at bruge som indendørs fodbold, selv om den er noget større end en normal forbold.

Opskriften er fra Kreativ Strik nr. 3, 2008. Designeren er ikke nævnt.

Jeg brugte hæklenål nr. 3½, selv om opskriften siger nr. 3, ellers blev det for fast.

Garnet er Havana, 50% bomuld og 50% akryl, som er dejligt at hækle med, men en smule tykkere end jeg er vant til (50gr = 110 m).




8 kommentarer:

  1. Den er da for fed :) Lad feberen begynde ;)

    SvarSlet
  2. Please could you tell me which pattern you used, i just love it. It's the best example I've seen. Thank You.

    SvarSlet
    Svar
    1. Unfortunately the pattern is not available online. It's from a Danish magazine. Sorry, I couldn't be of more help.

      Slet
  3. Hej! Smukke arbejde! Kan du huske, hvilke danske blad det var i?

    SvarSlet

Jeg bliver glad, hvis du kommenterer på indlægget. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er du velkommen til at kontakte mig på anden vis (se på kontakt siden hvordan).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...