mandag den 8. september 2014

Fordømte lus!

Jeg strikker ærmer til trøjen til min søn, som jeg har strikket på siden tidligere i sommer.

Jeg burger 'magic loop', og det går fint, efter jeg har vænnet mig til det. Jeg bruger ofte 'magic loop' til strømper men har aldrig strikket mønsterstrik på 'magic loop' før. Man skal lige holde styr på de mønstertråde og passe på, at man ikke kommer til at stramme for meget.

Men lusene! De er ved at tage livet af mig. Jeg tror aldrig, jeg vil strikke lus igen. Så irriterende. Hvis jeg ikke allerede havde strikket bullen - med lus - ville jeg trævle ærmet ned igen og strikke det op uden lus. Faktisk tror jeg ikke, trøjen ville være mindre flot af det. 

Men nu er jeg i gang, og jeg skal nok blive færdig. Forhåbentlig bliver det umagen værd.


lørdag den 6. september 2014

Endnu en stribet tunika



Denne gang har jeg strikket en stribet tunika i bomuld til datteren. Den blev færdig for et par uger siden, og den har allerede været i brug flere gange. Jeg nåede ikke at vaske den, før den kom i brug.

Jeg brugte samme opskrift som til den stribede tunika i Navia Duo. Den er fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin nr. 06/2014. Denne gang blev udtagningerne ved ærmerne strikket, så der kom huller. Bare for at variere. Og jeg strikkede tunikaen en smule kortere og på de samme pinde som i opskriften, så den passer rigtig fint i størrelsen (8 år).

Som grundfarve brugte jeg gråmeleret, og de smalle striber blev alle strikket i forskellige farver fra restekurven. Vi er ret vilde med resultatet med de forskellige farver.

Garnet er Oline fra Stof2000. Det gråmelerede garn skilte en smule, imens jeg strikkede. Så en gang imellem var jeg nødt til at gå tilbage og reparere en maske, hvis jeg havde strikket foran fjernsynet og ikke været helt opmærksom. Men det er jo nemt nok at gøre i glatstrik.

Nogle af striberne er i helt ensfarvet Oline, og det opførte sig ikke på samme måde. Til gengæld kan man på nærbilledet se, hvordan maskerne hælder en anden vej især i nogle af striberne. Det skyldes vel de forskellige garnmærker, selv om det hele er 100% bomuld?

Jeg brugte cirka 210 gram af det gråmelerede garn. Til striberne gik der ganske lidt, og som sagt, kom det fra restekurven - som i virkeligheden er en kurv med alle mulige farver bomuldsgarn, nøgler i alle størrelser, som er taget i brug, og som nu bliver brugt til små projekter. Den burde nok hedde 'bomuldskurven' og ikke 'restekurven'.



Strømper til mig selv!

Jeg er færdig med sæsonens første par strikkede strømper, som for øvrigt er til mig selv. Og jeg er ganske godt tilfreds. De sidder godt på fødderne, og farverne er fine!

Jeg brugte kun 55 gram af garnet Sock fra Qualitas på magic loop pind nr. 2,5. Garnet er sammensat og af løbelængde som det meste fine strømpegarn og lækkert at strikke med. Desuden er jeg ret vild med farverne - sort og multifarvet - som nok ikke helt fremgår af billedet. 


fredag den 5. september 2014

Kreashopping light

Datterens ballet er begyndt igen, hvilket betyder, at vi igen kommer ind til Århus midtby en gang om ugen. I går var vi forbi Søstrene Grene, hvor der rodede ret meget, fordi de var ved at gøre klar til en boligkampagne. Jeg mener, den skulle starte i dag. Bare uheldigt, at jeg var på arbejde. Mon der er nogle fine ting tilbage, når jeg kommer derind om et par uger? Næste uge er det nemlig manden, der ledsager datteren til ballet.

Jeg købte noget snor til mine kreationer, lædersnor i tre forskellige farver og noget coated bomuldssnor i grå. Der var mange flere farver at vælge imellem. Desuden fik jeg fyldt op af kobberfarvede stearinlys (ikke på billedet) og fandt nogle fine kobberfarvede papirclips, som også var i en større størrelse.

Vi var forbi Tiger-butikken i Busgaden, hvor jeg købte noget ensfarvet strømpegarn. Garnet er billigt og føles ikke ligeså lækkert som dyrere garn, og jeg ved endnu ikke, om det er godt i brug. Men jeg blev fristet af farven, og til den pris, skal det da prøves.

Forleden dag købte jeg fire nøgler strømpegarn i Bilka. Dét har jeg gode erfaringer med. Desuden går 2 kr fra hvert nøgle nu til et velgørende formål.


søndag den 31. august 2014

En om'er

Tidligt i sommers strikkede jeg et betræk til en træbøjle til tøj. Jeg havde en idé om at strikke grå betræk til alle de træbøjler, jeg har fået samlet, og så hækle dem sammen i forskellige farver.

Længe har bøjlen hængt i mit skab, og jeg har kigget på den en gang imellem. Den fungerer efter hensigten - tøjet glider ikke af. Men jeg er ikke 'forelsket' i den, så den er og bliver en om'er.

Jeg har lige trævlet op og lagt garnet tilbage i reolen. Jeg regner med at lave betræk i nogle stærkere farver. Nu skal jeg så bare beslutte, om de skal hækles eller strikkes.

Har du lavet betræk til nogle af dine bøjler?


torsdag den 28. august 2014

Sæsonens første par strikkede strømper

Jeg er gået i gang med at strikke den koldere sæsons første par strømper. De er til mig selv og helt uden dikkedarer - bare 2r, 2 vr og på magic loop. 

Farven på garnet er smuk, synes jeg, men måske smukkere i nøglet end strikket. Uanset hvad elsker jeg varme, bløde og farverige strikkede strømper om vinteren, så jeg glæder mig til at få dem på.


lørdag den 23. august 2014

Endnu et Haruni sjal


For et stykke tid siden strikkede jeg et lille sjal til min svigermor i brun alpaka. Hun blev virkelig glad for det.

Jeg syntes, sjalet var sjovt at strikke og ville gerne prøve at strikke det i et andet garn og farve. Og det var en oplagt mulighed, da min søde veninde skulle holde rund fødselsdag lige før sommerferien. Desværre nåede jeg ikke at få sjalet færdigt i tide, så hun fik en lille blomst i stedet. Og sjalet fik hun efter sommerferien.

Opskriften er Haruni, som er designet af Emily Ross og kan downloades gratis på Ravelry.com.

Jeg brugte cirka 125 gram Setalin fra BC Garn, som består af 52 % tussahsilke og 48 % hør. Virkelig lækkert at strikke med om sommeren. Farven var en slags hindbærrød, som jeg valgte, da min veninde ikke er farveforskrækket men ofte bruger farvede tørklæder og tøj. Jeg kan ikke længere huske, hvilken pind jeg strikkede på, men det blev lidt løst, hvilket jeg også ønskede det.

Sjalet blev smukt, og kvaliteten er lækker. Desværre fremstår det ikke helt af billederne, som blev taget i hast, før jeg pakkede sjalet ind i sidste øjeblik. Ja, jeg var en smule distræt der i slutningen af sommerferien.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...