Viser opslag med etiketten Webshop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Webshop. Vis alle opslag

søndag den 17. juni 2012

Jeg har været på rov!

Ja, jeg har virkelig været på rov efter lækkert garn. Tre webshops har jeg besøgt og lavet bestillinger på i denne uge, og alt garnet ankom torsdag og fredag. Så lækkert! Alle tre webshops gave fremragende og hurtig service, så jeg vil helt klart anbefale dem alle tre.

Eventyrgarn - her handlede jeg lidt til normalpriser samt på udsalg
123knit - her handlede jeg på udsalg
Lavendels - her handlede jeg til normalpriser, men de har altid masser af gode tilbud



Lækkert lilla garn i 100% hør. Til et hemmeligt projekt.



Bløøøøødt garn i petrol og sort. Jeg ville have købt kun petrol, men der var kun 4 nøgler tilbage i den farve, så jeg valgte at supplere med sort. Dette garn skal blive til et eller andet, sandsynligvis en trøje, til min søn.



Lækkert koralrødt kidmohair, som blev købt bare fordi - det var nedsat og farven er flot! Jeg har ikke noget specifikt projekt i tankerne, men det bliver nok til noget til min datter, for farven klæder hende virkelig godt.


Lyserødt/rosa kidmohair til den tredje flæse på min datters famøse nederdel. Ja, jeg har skiftet mening igen (jeg glemte at få dette nøgle med på det første billede).


Dejligt blødt sort garn i 100% bomuld. Til et hemmeligt projekt.


Mørklilla kidmohair til et hemmeligt projekt.


To forskellige slags strømpegarn i grønlige nuancer. Begge skal bruges til lapper til det tæppe, jeg er ved at hækle til min søn.

torsdag den 3. maj 2012

To skønne bøger

Så landede de i min postkasse i går - de to skønne bøger, jeg forleden bestilte fra Adlibris.com. Jeg betalte 266 kr for begge bøger inklusive forsendelse. Det er altså billigt!

'Mønsterstrik' af Sys Fredens har jeg ønsket mig, siden jeg købte og læste hendes 'Mønsterhæklet'. Det er mere små hæfter end egentlige bøger, og derfor også vældig handy at have med i tasken, hvilket jo godt kan blive aktuelt, hvis man har sit håndarbejde med overalt eller bare kan li' at læse, hvor man nu end opholder sig.

Den anden bog er én, jeg lånte på biblioteket forleden dag, og bagefter bare var nødt til at købe til mig selv. Det er bogen 'Kæk og klassisk børnestrik' af Lene Holme Samsøe. Den indeholder et væld af lækre opskrifter til børnetøj, både piger og drenge. Rigtig mange af dem kan bruges som basisopskrifter og så varieres i det uendelige.

Både min datter og jeg faldt for flere af tingene, og der var også nogle trøjer, som ville være fine til min søn. Så nu følger billedspam ;)










mandag den 30. april 2012

Dagens fangst - vol. 14

Jeg har igen handlet tyrkisk garn! Denne gang har jeg bestilt fra http://lavendels.onlyyarn.com/. Billigt, nemt og hurtigt. Faktisk var pakken allerede forsøgt leveret 25 timer efter bestilling (hvilket var i fredags). Jeg var dog ikke hjemme, så jeg bestilte den til aflevering i dag i stedet for.

Denne gang har jeg bestilt Angora Design i 'regnbuefarver'. Jeg har allerede strikket en vest til min datter i samme garn, dog i andre farver, og ved, at det er rigtig lækkert. Jeg kan dog se, at varianten i 'regnbuefarver' allerede er udsolgt. Den er vist populær. Jeg købte det, fordi kvaliteten er lækker og farverne smukke. Jeg har dog ikke noget specifikt projekt i tankerne for det endnu.

Og så har jeg bestilt noget merceriseret bomuld i en flot pink og en lyserød farve. Det ser smukt ud. Jeg har dog ikke prøvet at strikke med det endnu. Tænker, at jeg bl.a. skal strikke en sommerbluse til min datter i det.

Glæder mig rigtig meget til at komme i gang!

Og så købte jeg lige to dimser til at lave pomponer...


fredag den 27. april 2012

Strikket vest til min datter

Den strikkede vest til min datter, som jeg omtalte i et tidligere indlæg, er færdig!

Vesten er strikket i selvstribende garn af mærket ICE fra Iceyarns.com. Jeg har brugt garnet Angora Design af mærket IceYarns. Det var virkelig lækkert at strikke i, og min datter siger, at det føles dejlig blødt at have på. Hun er ellers noget så hysterisk, hvis det klør bare den mindste smule. Farverne gjorde også lykke hos hende.

Desuden brugte jeg metallisk tråd i farven sølv i alle ribbene. Det var ok at strikke med, eftersom det ikke var mere, men jeg ville ikke strikke det med i hele bulen. Det ville have været for besværligt at kæmpe med at holde styr på den smalle tråd i løbet af hele arbejdet.

Jeg har ikke brugt en opskrift men bare improviseret. Vesten er meget enkelt. Den er strikket rundt i glatstrik hele vejen op. For at få striberne i det selvstribende garn til at passe hele vejen op, kunne jeg ikke strikke for- og bagside hver for sig efter ærmegabet, men var nødt til at strikke rundt hele vejen op. Så jeg tog 10 ekstra masker ud i hver side, hvor ærmegabet begynder. Efter at have strikket halskanten, klippede jeg så ærmegabene op, syede kanterne til i hånden og tog derefter masker op til ærmeribbene. Jeg strikkede med vilje ikke ribbene i samme farve, men valgte at følge farven på garnet, dér hvor jeg var kommet til på nøglet.

Jeg har strikket rigtig mange trøjer i mit liv, men jeg har aldrig prøvet at klippe op til ærmegab før, så jeg var noget nervøs. Før i tiden plejede min mor at klippe op og sy til på maskine for mig. Men hun er langt væk - på Færøerne - så der er ingen hjælp at hente fra den kant. Og jeg har ikke engang symaskine selv. Så jeg var bare nødt til at kaste mig ud i det. Og det gik faktisk fint. Nu får vi så se, om det holder i brug.




søndag den 22. april 2012

Dagens fangst - vol. 13

Forleden dag fandt jeg et godt tilbud på lækkert, merceriseret bomuldsgarn af mærket Catania hos Figosmor.dk, og så var jeg jo nødt til at bestille. Orange, fordi jeg ellers aldrig kan finde en god orange i butikkerne, æblegrøn, fordi den er for lækker, og lilla og lyserød, for det kan jeg altid bruge.

Jeg købte også lige nogle rundpinde, som jeg manglede for at komme i gang med at strikke en nederdel til min datter, og to 'omdrejningstællere'.

Nem bestilling, gode priser og hurtig levering!



torsdag den 22. marts 2012

Jeg har vundet endnu en giveaway!

Ok, det er faktisk over en uge siden, jeg modtog pakken med posten. Jeg har bare ikke fået taget billeder før nu. Jeg havde en idé om, at materialet skulle bruges til noget, før jeg tog billeder og lagde ud. Men jeg har ikke fået lavet noget endnu, så her er billeder af materialet.

Det drejer sig om dejligt folie til at lave sine egne wallstickers - i tre farver. De to billeder illustrerer virkelig, hvor forskelligt lyset kan være i to forskellige rum på det samme tidspunkt af dagen. Jeg tog et billede i køkkenet og ét i stuen. Folien er i sort og i to forskellige lilla nuancer.

Den giveaway, som jeg vandt, var på den skønne blog En Husmors Bekendelser, som jeg har været fast læser af, siden jeg opdagede den (for nogle uger siden). Og den var sponsoreret af Papir & Tapet, som også sendte den dejlige gevinst til mig.



mandag den 5. marts 2012

Rund hæklet pude

Min første runde, hæklede pude er endelig færdig! Den skal bruges i børnenes værelse, og den har 'pigefarver' på den ene side og 'drengefarver' på den anden. Så må vi se, om de kan enes om at dele den eller kommer op at slås om den.

Denne pude var ment som en øvelse i at hækle rundt. Det gik ret godt, som jeg også skriver i dette indlæg, og nu har jeg fået blod på tanden til flere runde hækleprojekter.

Til denne pude har jeg brugt ældgamle rester, bl.a. fra et gammelt optrævlet tørklæde, som aldrig blev brugt (man går vel ind for genbrug). Tykt bomuldsgarn og hæklenål nr. 5. Så det gik ret hurtigt at hækle puden. Jeg har samlet med fastmasker i hvidt bomuldsgarn. Så passer puden i stilen med det hæklede tæppe i oldemorfirkanter, som jeg har lavet som sengetæppe til min datter.

Ingen opskrift som sådan, men med god hjælp fra vejledingen her. Ellers hækles der bare ligeud ad landevejen. Puden blev en smule 8-kantet på grund af den måde, jeg lavede udtagningerne. Men det kan jeg faktisk godt li', så den får lov til at blive ved med at være sådan.

Den runde monteringspude købte jeg i webshoppen hos Stof2000. Den er Ø 40 cm og kostede under 40 kr, hvis jeg husker rigtigt. Ja, jeg har købt flere!



tirsdag den 28. februar 2012

Dagens fangst - vol. 7

Jeg har igen været på garnkøb på den tyrkiske online webshop http://www.iceyarns.com/, som for øvrigt har fået nyt design og derfor nu er nemmere at finde rundt i.

Nærmest ufattelig billigt garn! Noget dyr levering, men den opvejes af det billige garn. Denne gang tog det nogle dage ekstra, før det blev leveret, da pakken rundede Skat.  Jeg skulle betale ca. 25 kr moms, hvilket var helt ok. Stadig billigt!

Men så skulle jeg betale 187 kr for, at Skat lagde ud for momsen!!! Hvad?!? Det synes jeg bare er for galt! Er der nogen, der ved, hvordan man kan undgå det på lovlig vis? Altså, kan man betale på forhånd, så de ikke behøver lægge ud? Eller kan man gøre andet?


I fredags var jeg igen med datteren i Århus midtby, da hun igen skulle danse ballet. Denne gang tog vi ikke en tur igennem Latinerkvarteret, som vi ofte gør. I stedet besluttede vi at besøge Søstrene Grene og Tiger.

Og i Søstrene Grene fik jeg købt noget af det populære dekorationspapir, som jeg er sikker på, at mange af læserne allerede kender. Desuden købte jeg smalt silkebånd i tre forskellige farver: lilla, pink og sort kan man altid bruge. Og min datter fandt nogle søde kort, der var udformet som pyntede cupcakes.

Faktisk kom jeg ud fra butikkerne med to fulde poser og ville gerne have vist billeder af det hele. Men jeg pakkede ud med det samme, da jeg kom hjem, og da jeg skulle til at tage billeder, kunne jeg slet ikke huske, hvad jeg havde købt. Kender I det?


I dag kom det nye Kreativ Strik (nr. 1, 2012) med posten. Dejligt! Jeg elsker at kigge det igennem og blive inspireret, selv om jeg ikke altid finder noget, jeg vil lave med det samme. Denne gang fandt jeg også nogle opskrifter, som det godt kunne tænkes, at jeg vil prøve.




lørdag den 11. februar 2012

Dagens fangst - vol. 5

For et par dage siden modtog jeg garn fra Tyrkiet! Jeg fik anbefalet en webshop for et par uger siden og fik endelig taget mig sammen til at lave en prøvebestilling.

To pakker med garn, 4 nøgler à 100 gr (jeg vil strikke noget til børnene), en rulle med sølveffekttråd og en hæklenål nr. 8. Alt virkelig billigt. Fragten koster lige så meget som varen. Alligevel er det billigt.

De viser priserne i DKK. Det blev leveret på kun 2 dage. Jeg betalte med Paypal, men de tager også de gængse kreditkort. Ingen problemer med told. Jeg havde en rigtig god oplevelse med denne webshop og kan kun anbefale den. Nu mangler jeg bare at strikke noget med garnet for at prøve det. http://www.iceyarns.com/


I går var det igen balletfredag - jeg tog datteren til balletundervisning ved Klostertorv i Århus. Jeg havde desværre ikke tid til den vilde snusen omkring i Latinerkvarteret. Men jeg var inde i Krutter, som stadig har nogle ting på udsalg og har fået en masse nye ting. Jeg faldt især for bluserne med drengeprints fra Småfolk. Men der var så mange fede, som min søn ville have elsket, at jeg slet ikke kunne beslutte mig for én, så jeg købte ingenting.

Til gengæld fandt jeg den fedeste uglepude fra et mærke, som jeg slet ikke kendte i forvejen: Ani-mal. Det er dansk, og man kan læse lidt om det her: http://www.ani-mal.dk/. Puden kostede 399 kr, og det syntes jeg bare var for meget. Men jeg gik hjem og googlede og fandt den til 220 kr hos Butik Zebra, og så slog jeg til! Er den ikke fin?


Jeg var ellers ikke hoppet på ugle-trenden, men sjovt nok blev det i går til to gange ugler. Jeg var nemlig forbi Netto igen og fandt de sødeste små træklemmer med ugler på, som jeg lige købte 8 stk. af. Farven lilla lokkede selvfølgelig også ;)

Jeg var igen forbi Nettos billige garn og købte noget tykt uldgarn i lilla/pink farver. Købte 5 nøgler og tænker, at dem kan jeg da altid bruge til et eller andet. Eller også kan min datter bruge det.

Endvidere fandt nogle udstikkere, dem som på engels vist nok hedder noget med 'plungers'. De kostede 39 kr for 3 stk, og de havde vist 4 forskellige motiver. Jeg valgte sommerfugle og nogle små blomster. De bliver helt perfekte til at udstikke motiver i fondant. Og hvis ikke de er i god kvaliltet, så gør det ikke så meget, da de jo var ret billige.

Desuden har jeg nu skiftet fra ELLE til HENDES VERDEN!!! Ja, jeg havde pludselig lyst til et blad med nogle opskrifter på nørklerier. Jeg kan godt undvære artiklerne. Og har stadig lyst til at læse skønheds- og modesektionerne i ELLE. Kunne man måske kombinere det bedste fra begge blade og udelade resten?


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...