Viser opslag med etiketten Egostrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Egostrik. Vis alle opslag

søndag den 22. september 2013

I'm lovin' it!

Ja, lige for tiden elsker jeg at strikke skóleistar. Så meget, at jeg tvivler på, at jeg får strikket nogle strømper denne vinter. 

Det sidste par blev færdigt og afleveret, før jeg nåede at tage et billede. Og nu er jeg i gang med et par til mig selv. 

Hurtig og afslappende strik. Jeg elsker det!

onsdag den 3. juli 2013

Skóleistar i flertal

Jeg har strikket to par skóleistar indenfor nogle dage.

Dem i grå og lilla er til mig selv, og de er allerede taget i brug. Faktisk har jeg dem på, imens jeg sidder her og skriver.

Dem i rødlige nuancer er til svigermor. De skal sendes til hende, før hun kan tage dem i brug.

Jeg er gået i gang med et tredje par til min datter. Faktisk slog jeg maskerne op tidligere i dag, imens jeg sad ved siden af hende og ventede på, at hun skulle vågne af narkosen. Hun har fået nye dræn i ørerne. Ørelægen siger, at det er godt for ørerne, at man holder fødderne varme. 

Alle er strikket i almindeligt strømpegarn med løbelængde på ca. 210 meter pr. 50 gram. Jeg bruger dobbelt tråd.

mandag den 1. juli 2013

Flere skóleistar på vej



Jeg går og fryser om tæerne her i sommerkulden. Så nu er der endnu et par skóleistar på strikkepindene.

Forhåbentlig får jeg strikket rigtig meget på min fridag i dag - ind imellem andre forpligtelser som leg med børnene og bloggen.

onsdag den 26. juni 2013

"Cille"

Jeg har forkælet mig selv med en ny trøje. Den er dejlig og blød, og den var sjov at strikke. Og nu har jeg fået blod på tanden og lyst til at strikke mere trøjer til mig selv.
Ellers havde jeg nærmest ikke strikket trøjer til mig selv siden starten af halvfemserne. Da jeg gik i gymnasiet, strikkede jeg virkelig mange, og udfordrede mig selv ved at finde sjove og spændende mønstre. Men jeg stoppede med det på et tidspunkt, da jeg nærmest holdt op med at lave håndarbejde midt i halvfemserne. Nu har jeg så virkelig fået lyst til at komme i gang igen!
Navn: "Cille"
Bog: "Suveræn strik på den feminine måde"
Design: Lene Holme Samsøe
Garn: Silk fra Ice Yarns, som består af silke, kidmohair og merino superfine. Jeg brugte 329 gram.
Pinde: rundpind nr. 7 (og nr. 6 til ribben på ærmerne)
Størrelse: L-XL
Jeg har flere bøger af Lene Holme Samsøe. Og endelig har jeg strikket en trøje til mig selv fra én af dem. Jeg har aldrig strikket rundt på denne måde før, og jeg fandt det faktisk nemmere, end jeg havde forventet. Det sværeste var at holde styr på alle maskerne, da for- og bagstykket var færdige, og de derefter skulle deles op i skuldersømme, sidesømme, ærmer, hals og kant nederst. Men det gik også. Hulmønstret var nemt at følge med i, da jeg først kom i gang. Dog vil jeg anbefale at markere starten på omgangen med en kontrasttråd eller lignende.
Jeg valgte yderligere at bruge den samme 80 cm rundpind til hele trøjen, hvor der i bogen står, at man kan starte med fire strømpepinde for derefter at skifte til rundpind i passende størrelse samt skifte pinden ud efterhånden, som arbejdet vokser. Jeg strikkede med 'magic loop', som jeg fandt flere vejledninger til på Youtube. Det var overraskende nemt, og jeg kunne skifte over og bruge hele pinden ca. ved omgang nr. 30.
Opskriften er kun i to størrelser. Jeg tvivlede på, at den store ville passe mig helt, så jeg sørgede for at strikke løsere end den anbefalede strikkefasthed ved at bruge tre tråde at garnet. Det gør ikke noget, da garnet er meget fint og blødt. Og trøjen passer perfekt. Jeg kunne have overdrevet lidt og lavet den oversize, men jeg er godt tilfreds, som den er nu.



mandag den 24. juni 2013

Teaser ;)

Jeg er færdig med Cille.

Den er dejlig :)

I får lov til at se rigtige billeder, når jeg har opladet batteriet til kameraet. Dette er taget med mobil og kørt igennem Instagram.

tirsdag den 18. juni 2013

Kompliceret?

Tjaaa...en lille smule. Jeg har stadig gang i Cille. Jeg er blevet færdig med for- og bagstykke, har strikket skuldersømmene og er nu i gang med det første ærme. Maskerne fra begge de runde stykker sidder stadig på pindene - og der er mange pinde!

PS: Jeg strikker Cille fra 'Suveræn Strik' af Lene Holme Samsøe.

mandag den 17. juni 2013

Jeg trævler op...

Jeg er i gang med forstykket på Cille fra 'Suveræn strik' af Lene Holme Samsøe. Faktisk troede jeg, at jeg var færdig med forstykket, men så opdagede jeg, at jeg havde strikket for langt.

Jeg havde glemt, at forstykket ikke strikkes helt magen til bagstykket, så jeg skulle trævle otte omgange op igen. Det er jeg nødt til at gøre maske for maske, så det tager noget tid. Men nu er der heldigvis kun to omgange tilbage, før jeg kan gå i gang med at strikke igen. 

torsdag den 30. maj 2013

Strik til mig selv

Endelig har jeg taget mig sammen til at strikke en trøje til mig selv. Og endelig har jeg taget en af Lene Holme Samsøe bøgerne i brug: "Suveræn strik - på den feminine måde".

Jeg er gået i gang med Cille, som strikkes i spiral med hulmønster. Foreløbig er det umuligt at se, om den kommer til at passe, så jeg er virkelig spændt.

Indtil videre går strikningen som en leg. Det er ikke så svært, som man skulle tro. Men jeg skal lige koncentrere mig.

Desuden har jeg for første gang forsøgt mig med 'magic loop', og det er indtil videre gået over al forventning.

fredag den 14. december 2012

Strikket tørklæde til mig selv

Ja! Så blev det endelig færdigt! Jeg har i et stykke tid strikket på et tørklæde til mig selv. Det blev så skubbet til side på grund af julegaverne, som jeg gerne ville strikke. Desuden begyndte jeg at strikke påfuglemønster men besluttede så at trævle op igen og finde et nyt mønster, et mere enkelt mønster. Det fandt jeg i en bog af Lene Holme Samsøe. Et meget enkelt hulmønster, som også var okay hurtigt og sjovt at strikke.

Garnet er Drops Kid Silk, som jeg er helt vild med. Inspiration til farvekombinationen og de meget lange striber fandt jeg i et strikkemagasin. Men helt nede på jorden er det bare nogle af mine yndlingsfarver, som altid passer ind i min garderobe.

Jeg strikkede på rundpind nr. 5½, så vidt jeg husker.

Tørklædet er 2½ meter langt og ca. 30 cm bredt. Men det vejer kun 67 gram!

Børnene fjollede lidt foran kameraet foran kameraet. De var ret glade for det lange tørklæde. Billedernes kvalitet er dog begrænset af, at de blev taget om aftenen i temmelig skummel belysning.









lørdag den 8. december 2012

Færdigt projekt!

Bare en lille teaser for det projekt, jeg er blevet færdig med i dag. Detaljer samt flere billeder følger, når jeg får hevet computeren frem.


lørdag den 27. oktober 2012

Tørklæde til mig selv

For et stykke tid siden begyndte jeg at strikke et tørklæde til mig selv i klassisk påfuglemønster. Men jeg besluttede mig for at trævle det op igen.

Jeg havde sat farverne i forkert rækkefølge, og mønstret var bare for almindeligt, selv om det så fint ud og var sjovt at strikke.

For et par dage begyndte jeg så om igen. Farverne i en ny rækkefølge og med et nyt hulmønster, som jeg fandt i en strikkebog af Lene Holme Samsøe.

Indtil videre er jeg godt tilfreds. Og det er jo ved at være vejr til varme tørklæder.

onsdag den 26. september 2012

Endelig strik til mig selv

Jeg er gået i gang med at strikke til mig selv for en gangs skyld. Garnet er Kid-Silk fra Drops. Det er bare så lækkert! Jeg har været helt forelsket i det, siden jeg første gang strikkede med det (en nederdel til min datter).

Jeg strikker et klassisk hulmønster og har indtil videre brugt to farver: pink og grå.

Mon ikke du kan gætte, hvad jeg strikker?

mandag den 5. marts 2012

Flere strømper...

Endelig blev jeg i aftes færdig med det tredje par strømper 'i nyere tid'. Disse er til mig selv. De er strikket i et selvstribede garn, som egentlig var ret sjovt at strikke med. Jeg havde aldrig brugt lige denne type garn før, så jeg var lidt spændt på, hvordan de ville komme til at se ud. Helt klart mere underholdende at strikke end ensfarvet, og så går arbejdet lettere og hurtigere.

Desuden valgte jeg at begynde strømpe nummer to på et andet sted i garnet, end den første strømpe, bare for at se, hvor forskellige de blev. Ja, de fleste ville nok vælge at lave dem helt ens, men hvis man har fulgt med i min blog, så ved man allerede, at jeg godt kan li' det uregelmæssige.


onsdag den 29. februar 2012

Strømper igen...

Jeg er endelig blevet færdig med strømperne til manden! De er prøvet og godkendt. Og så er jeg kommet i gang med endnu et par til mig selv. De er noget mere spændede at strikke end mandens ensfarvede grå, da garnet er 'selvstribende' og farverne skifter på dejligste vis.

Så noget kan de stille nattetimer alligevel bruges til, når der er pauser på arbejdet. Ikke de vilde kreative udfoldelser, men jeg får da produceret...


fredag den 17. februar 2012

Endelig strømper!

Endelig fik jeg taget mig sammen til at strikke mine strømper færdige! De sidder helt fint på fødderne og varmer dejligt. Jeg er også ret glad for farvern. Og har fundet ud af, hvad jeg skal justere for at få de næste strømper til at se en smule mere strømlinede ud - tror jeg da.

Jeg er begyndt på det næste par, som er et par grå strømper, bestilt af min mand.


torsdag den 9. februar 2012

Strømper kan jeg strikke...

Ja, det troede jeg da, indtil for et par dage siden. Jeg var nødt til at trævle den første strømpe op igen, da jeg havde slået alt for mange masker op og dermed helt kiksede hælen. Dette er andet forsøg, og den strømpe ligner da noget til en klumpfod! Men jeg tror, jeg kan redde den, ved at trævle tåen op og strikke den lidt fornuftigere. Men det er måske alligevel ikke så dårligt gået taget i betragtning, at jeg ikke bruger opskrift og rent faktisk ikke har strikket en strømpe siden 1992 (så vidt jeg husker)? De skal nok blive dejlige at have på i nattevagten, uanset at det ikke er de kønneste strømper, jeg har strikket.



lørdag den 4. februar 2012

Strømper på vej...

Jeg har en tendens til at få kolde fødder, og jeg HADER at fryse om fødderne. Desuden arbejder jeg som nattevagt. Så der er nærmest lagt op til, at jeg SKAL være storforbruger af varme, strikkede strømper. Og det er jeg!

Desværre har jeg slidt de fleste af mine strikkede strømper op (er faktisk lidt trist over det, for mange af dem stammer fra min afdøde farmor), og jeg har aldrig lært at stoppe! Men strikke strømper kan jeg. Så nu er der et par på vej...Faktisk kommer de nok allerede med på arbejde i nat, så jeg kan strikke på dem i pauserne.
 


PS: Garnet blev købt i Bilka og blev præsenteret som en af dagens fangster. Det føles ganske rart at strikke, så det bliver nok også rart at få på.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...