Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag

tirsdag den 21. februar 2012

Køn er den ikke...

...men der var rift om den!

Min datter havde i en uges tid plaget mig, om jeg ikke ville strikke en lille bamse til hende, en opskrift fra den strikkebog til børn, som vi købte i en genbrugsbutik forleden. Og det ville jeg jo gerne men skulle lige finde tid og lyst frem.

Hun valgte garn, noget strømpegarn, som jeg havde købt til at strikke strømper til hende. Men der var guldglimmer i, så det skulle bruges til bamsen.

Jeg gik så i gang, og fandt med det samme ud af, at der var en fejl i opskriften. Træls! Men nemt at rette. Og jeg tvang mig ellers til at strikke bamsen, sådan som den skulle strikkes ifølge bogen. Så den fik de dimensioner, som fremgik, og den blev strikket i ret hele vejen igennem. Og syet sammen og broderet, som det fremgik af bogen. Og så fik jeg brugt noget af mit biprodukt til at udstoppe den!

Resultatet kan I se på billederne! Jeg synes jo, den er temmelig grim, men min datter blev glad, da hun kom hjem fra børnehave og fandt bamsen i sit værelse. Uheldigvis forelskede lillebror sig også i bamsen, og den søde storesøster valgte af opgive den for at få fred. Nu har jeg så lovet at strikke en ny bamse til hende. Og så har jeg lovet, at den bliver meget kønnere. Lad os håbe, jeg kan holde, hvad jeg har lovet!


fredag den 10. februar 2012

Peanutbutter cupcakes med peanutbutter-fudge glasur

Jeg fik endelig bagt nogle flere cupcakes i går eftermiddags, med hjælp fra - eller i hverfald godt underholdt af - min 2-årige søn.

Jeg har en lille bog med 500 opskrifter eller variationer af opskrifter på cupcakes og muffins, som jeg købte til ikke særlig mange penge i Bilka for et par år siden. Den har jeg prøvet mange opskrifter fra, og de har alle været gode.

Denne er virkelig lækker! Både med og uden glasur. Mængden af glasur var ikke overvældende, så det blev bare til en lille klump ovenpå hver cupcake. Men de smager altså så godt, at selv børnene, som ellers er glasur-glade, gerne spiser dem uden glasur.

Desuden valgte jeg denne gang at bruge nogle mere farvestrålende forme, i lilla nuancer og med en blomst. De ser fine ud med den mørkebrune glasur.




søndag den 5. februar 2012

Dagens fangst - vol. 4

I fredags var jeg med min datter til balletundervisning i den indre by i Århus. Det gør vi hver fredag. Bagefter kan vi godt li' at gå lidt i byen og hygge. Hun vil ind i Magasin, jeg er gladere for Latinerkvarterets små butikker. Heldigvis ligger det hele tæt på hinanden.

I fredags tog vi dog Nørre Allé samt et par sidegader og fandt nogle småting. Vi var bl.a. i Fandango, hvor jeg slet ikke kunne overskue hele udvalget men bare købte en lækker hæklenål nr. 12 (med guldglimmer!) samt noget tykt, pink uldgarn til min datter, så hun kan komme i gang med at hækle. Hun har allerede hæklet et lille tørklæde (luftmasker) til en lille hest, hun købte i en genbrugsbutik samme dag.

I en anden genbrugsbutik fandt vi en strikkebog til børn, som hedder 'Min første strikkebog'. Det går mest ud på at strikke dukker, bamser og dukketøj. Men opskrifterne ser meget nemme ud, og de kan garanteret varieres i det uendelige. Min datter kan dog ikke læse endnu, så bogen skal foreløbig bare bruges til inspiration.


Før jeg hentede min datter i børnehaven for at tage hende til ballet, var jeg et hurtigt smut igennem Netto. Jeg fandt en pakke med 24 forskellige tyller i akryl. Der var nogle varianter, som jeg ikke har i forvejen. Og mon ikke de virker ligeså godt, selv om de er i akryl? Jeg glæder mig til at få dem prøvet. De kostede 89 kr, så det er jo ikke alverden.

Desuden snuppede jeg lige noget af deres billige garn: 'Rustik', 80% uld, 20% polyamid. Det er ret fint, hele 200 m/50 gr. Købte 5 nøgler i en grålilla nuance. Mon det kan bruges til et sjal?

lørdag den 4. februar 2012

Dagens fangst - vol. 3

I har allerede set, at jeg var i genbrugsen i torsdags. Men jeg var også på biblioteket om eftermiddagen, igen sammen med min datter. Og vi kom hjem med et mindre læs - igen! Af hobbybøger var nedenstående: 3 bøger om sjaler/tørklæder (er jeg mon ved at kredse ind, hvad mit næste strikkeprojekt skal være?) og to andre strikkebøger. Min datter var vældig begejstret for den med strikkede fingerdukker. Og så lige en tøsebog til. Den har vi endnu ikke kigget i, men jeg glæder mig til det.

torsdag den 2. februar 2012

Dagens fangst - vol. 2

Jeg har været i den lokale genbrugs i dag. Nogle gange finder jeg absolut intet, jeg har lyst til at få med hjem. Andre gange er der så meget, at jeg virkelig er nødt til at lægge bånd på mig selv. I dag var en ok dag. Jeg fandt nogle søde småting og bøger, men ikke noget virkeligt 'guld'. Jeg er dog ganske godt tilfreds med, hvad man kan få for stort set ingen penge, imens man støtter et godt formål.
Jeg fandt en sjov bog fra 1987 om boddækning. Det er sjovt at se noget så 80'er-agtigt. Jeg bladrede lige igennem og så, at den indeholder flere anvisninger til at lave bordkort, bordpynt o.l. selv og til at folde servietter. Det kunne man da godt få noget sjov ud af.

I kassen med gammelt håndarbejde fandt jeg en helt fin, gammel hæklenål, 10 gardinringe og to små duge eller mellemlægsservietter, eller hvad det nu er. Den ene er hæklet, den anden kniplet. De trænger til at blive rengjort. Men jeg kan sagtens forestille mig, at de kunne blive en del af et fremtidigt projekt.

En gammel træbøjle tog jeg også med hjem gratis. Nogen har betrukket den med noget helt forfærdeligt stof. Den skal strippes og ombetrækkes med noget, jeg selv laver. Endnu et fremtidigt projekt.

Jeg fandt en kop med tegninger og fransk skrift til min søn. Vi har i forvejen en kop og nogle tallerkener i serien. Ganske fint, når nu far er franskmand. Ungerne skulle helst få et normalt forhold til sproget, og så er det fint at omgive sig med det til daglig.

En lilla kande/mælkekrus fra Netto blev det til. Jeg faldt for farverne. Lyslilla med mørkelilla prikker.

En urtepotteskjuler med nogle sjove snirklede mønstre, også med lilla farver samt gul. Jeg faldt igen for farverne.

Et tin/aluminium fad i lille størrelse. Gad vide, hvad jeg tænkte på!?! Måske til noget servering eller til at pynte med glimmer eller perler og siden stå på datterens smykkebord.

Nogle bøger, som skal læses udelukkende for fornøjelsens grund, fik jeg også fat i. Og så lå magasinet MAD! nr. 2, 2012, i postkassen, da jeg kom hjem. Glæder mig til at kigge i det. Jeg kan se på forsiden, at de har opskrifter på både mormormad og citronmåne.

Og så er der lige et billede af den klare vinterhimmel, som jeg så den, da jeg gik hjem igen...

Biprodukt...

Da jeg hæklede sengetæppet til min datter, sad jeg efterfølgende med rigtig mange ender, der skulle hæftes. Normalt ville jeg bare smide de afklippede ender i affanldet. Men heldigvis ved jeg bedre nu.

Jeg har nemlig læst i og ladet mig inspirere af bogen 'Selvforsynende på 1. sal. Gør det selv - brug hvad du har' af Dorthe Chakravarty. Den er udgivet af Gyldendal i 2010. Mit eksemplar er fra bogklubben www.boligoglivsstil.dk. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen.

Forfatteren formår nemlig at se genbrugsguld i meget af det, der ellers bliver smidt ud som affald, biprodukt, for gammelt og slidt osv. Og hun foreslår at bruge små garnrester til bl.a. at fylde i nålepuder. Det kan godt være, jeg vil lave en nålepude på et tidspunkt. Men primært fik jeg den idé, at mine små garnender kan bruges til at fylde i de små hæklede figurer, som jeg har tænkt mig at gå i gang med at lave - og lære at lave - en gang i den nærmeste fremtid. Måske sådan en figur ville blive en god nålepude?





fredag den 20. januar 2012

Dagens fangst - vol. 1

I går var jeg ude og handle i Bilka og lagde et smut forbi deres garnafdeling. Udvalget er jo ikke det største, og de har vist kun et mærke, nemlig Bumbo. Men jeg fandt da noget, jeg skulle bruge. Hvidt bomuldsgarn til at montere et tæppe i oldemorfirkanter, som jeg har hæklet på over længere tid. Og gråt/lilla strømpegarn, da jeg selv er ved at have slidt hul i alle mine strikkede strømper. Datteren kunne vist også godt bruge et par.

Og så har jeg en svaghed for bøger og magasiner om madlavning, bagning, indretning og hobbyer (samt mange andre emner), så jeg var lige forbi bogafdelingen også. Jeg fandt to billige bøger om strik og hækling. Jeg tror, de sådan set er skrevet til begyndere. Men mon ikke jeg kan finde noget inspiration alligevel? Jeg er jo ikke længere så rutineret, som jeg var en gang.

Et magasin blev det også til, nemlig Spis Bedre med et fantastisk forsidebillede af en Red Velvet kage. Jeg slog med det samme op for at finde opskriften, og ja, den er lavet med rødbede og ikke bare med rød frugtfarve. Så jeg skal helt klart prøve at bage den - forhåbentlig snart!

Nå ja, en hæklenål købte jeg også, som man kan se på billedet...

Og da jeg kom hjem, ventede medlemsbladet fra Bolig&Livsstil bogklubben i postkassen. Jeg bliver jo nok fristet, når jeg kigger det igennem.


Senere om eftermiddagen var jeg på biblioteket sammen med min datter. Ud over flere krimier og eventyrbøger, lånte vi også fire kreative bøger. En bog om hækling, som jeg selv vil kigge igennem, og 3 andre, som nok mest blev lånt for min datters skyld. Men jeg vil da også kaste et nysgerrigt blik i dem. Min datter er selv for lille til at kunne læse, så hun har faktisk brug for mors hjælp, hvis hun vil lave noget fra bøgerne.

Pære-ingerfær muffins

I forgårs bagte jeg verdens lækreste muffins! Familien elsker dem, og det gør jeg også selv. Og det hjælper selvfølgelig også, at de er enormt nemme og hurtige at bage. De ser ikke særlig fancy ud, og de skal heller ikke pyntes med glasur eller icing. Derimod må de gerne se lidt rustikke og uregelmæssige ud. Det er de muffins, som jeg bager allermest, og det er både til hverdag og til fest. De smager bare så godt!

Opskriften har jeg ikke selv fundet på. Den er fra en af mine yndlings kogebøger, nemlig: "Nigella Ekspres" af Nigella Lawson. Den så jeg i går i Bilka til kun 65 kr, hvilket må siges at være et kup! Hvis du har bogen eller kan finde opskriften på Nigellas hjemmeside, så prøv denne opskrift!








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...